Historien om Niels Bukh og rejsen jorden rundt i 1931

• Se galleriet med alle 65 billeder fra rejsen jorden rundt.

• Gymnastikhøjskolen i Ollerup
• Forberedelserne til jordomrejsen i 1931
• Hvem var med jorden rundt ?
• Farvel Danmark
• Besøget i den gamle Hansestad Danzig og rejsen gennem randstaterne til Leningrad
• Vore første dage som Sovjetunionens gæster
• Moskwa
• Rejser og opvisninger i det øde og solstegte Sibirien
• Helhedsindtryk fra besøget i Sovjet-Rusland
• Dansk ungdom i østens brændpunkt
• Turen over Korea
• Besøget i Tokyo, 8 dage i farver og fest
• På besøg hos Obara
• Niels Bukhs triumftog gennem de nordlige egne af Japan
• En dansk aften i Morgenrødens Land
• Kobe, Osaka OG Kyoto
• På rejse i Japans sydlige provinser
• Fra Nara til Fujiyama
• Vore sidste dage i Japan
• Stillehavsrejsen
• Oplevelser i Det Vilde Vesten
• Vort første besøg i De Forenede Stater
• Gennem det østlige Canada
• Troy - Boston - New York
• England
• Hjemme igen

Paa en Bakke i Sydfyn mellem Svendborg og Faaborg ligger den Skole, der i den sidste halve Snes Aar har sat sit stærke og tydelige Præg paa Gymnastikken i Danmark, ja paa hele den idrætslige Side af dansk Ungdomsliv.

Majestætisk knejser den store, stilrene, graa Bygning midt imellem Idrætsbaner og Parkanlæg saa smukt anlagte og saa velholdte, at selv den mest kritiske Beskuer intet finder at indvende. - I brede, bølgede Flader og i smukt slyngede Linier sænker de tætklippede Plæner og de grusede Gange sig ned mod den lille Sø, hvor smaa spraglede Krikænder pibende vimser om mellem de mere adstadige store hvide Svaner. Vidtstrakte saftiggrønne Plæner afbrydes hist og her af blomsterfyldte Vandløb og klukkende Springvand, mens Afstøbninger af Antikkens skønneste Skulpturarbejder peger hen paa Maalet for det Arbejde, der udføres paa Skolen.

Midt paa den firkantede Plæne foran Hovedbygningen har vi Carl Bonnesens „Ridende Amazone". Strunk, men dog yndefuld og utvungen tøjler hun sin livfulde Hest. Dette Skolens nyeste Kunstværk er skænket Niels Bukh af Ny Carlsbergfondet ligesom flere af Skolens andre Statuer. Omgivet af et Blomsterbed, der danner Ollerup Delingsførerforenings Emblem med Forbogstaverne 0. D., knejser denne herlige Bronzefigur, som ogsaa er kendt fra den store Kunstudstilling i Forum og fra Charlottenborg.

Hinsides Landevejen mellem Svendborg og Faaborg breder Skolens prægtige Stadion sin jævne elliptiske Flade, og bag Læbælterne sænker Grunden sin ned mod Mosen, som skiller Ollerup fra de fynske Alper, der hæver deres skovklædte Rundinger mod Horisonten.

Underligt er det at tænke paa, at denne i sin Art enestaaende Skole i Løbet af faa Aar er skabt af en enkelt Mand kun ved de Midler, som ideel Stræben i Forbindelse med en stærk Vilje formaar at tilvejebringe.

Niels Bukh er udgaaet fra Højskolekredsen i Vallekilde, og det er rimeligt at antage, at Livet her har haft en ikke ringe Betydning for Udviklingen af hans særprægede Personlighed. De vigtigste Data i den mindre kendte Del af Niels Bukhs Liv er i Korthed følgende: Han blev født den 15. Juni 1880 som Søn af Gaardejer P. M. Bukh, Snejbjerg - senere Højskolelærer i Vallekilde. Fra 1896-98 var han Sømand og i Aarene 1898-1902 Landmand og Delingsfører med Ophold paa Høj- og Landbrugsskoler. 1902-07 var han Forpagter af Strandgaarden ved Lammefjorden. I skoleaaret 1908-09 gennemgik han Statens eetaarige Kursus i Gymnastik, og i 1912 tog han Lærereksamen fra Vordingborg Seminarium. Derefter virkede han en Tid som Lærer ved Østersøgades Gymnasium i København, gennemgik samtidig Kursus i Naturfag ved Statens Lærerhøjskole og var tillige Medhjælper ved Gymnastikinspektionen.

Paa den Tid var det saa godt som udelukkende svensk Gymnastik, der blev øvet i Danmark; men Arbejdet hermed havde imidlertid overbevist Niels Bukh om, at denne Gymnastik var stivnet i værdiløs Systematik, og at en Fornyelse var haardt tiltrængt.

I Aaret 1914 begyndte han derfor at holde Delingsføreruddannelse ved Folkehøjskolen i Ollerup, hvor hans Svoger Lars Bækhøj var og stadig er Forstander. Mange Elever meldte der sig ikke den første Vinter; men en lille Flok paa 12 interesserede og energiske Bønderkarle var ikke nogen daarlig Arbejdsmark for Niels Bukhs banebrydende Forsøg. Han blev snart opfordret til at lede Gymnastik ved et Landsdelingsførermøde i Ryslinge, og dette Hverv blev udført paa en saadan Maade, at der rejste sig en Storm af Vrede og Kritik over de „ødelæggende" og „brutale" Øvelsesformer, som han vilde have Folk til at praktisere. Følgen var, at unge Mennesker i stadigt stigende Antal strømmede til Ollerup.

Aarene gik, og dersom Arbejdet skulde føres videre paa tilfredsstillende Maade, kunde man ikke længere nøjes med en Ekstrauddannelse i Gymnastikundervisning for en Del af Folkehøjskolens Elever. Nej, der maatte bygges en særlig Gymnastikhøjskole; men hvor skulde man rejse de nødvendige Midler hertil. Niels Bukh ønskede Skolen bygget med Plads til 90 Elever. Mange betragtede det som Galmandsværk; men gamle Elever og andre interesserede Mennesker satte ved Gaver og rentefri Laan Niels Bukh i Stand til at paabegynde det store Foretagende. Elever tog en Haand med i Arbejdet, og den 1. Maj 1920 stod Skolen færdig.

Om Vinteren skulde der være 5-Maaneders Kursus for Karle og om Sommeren 3-Maaneders Kursus for Piger. Undervisningen kom til at omfatte følgende Fag: Praktisk Gymnastik, Undervisningsøvelse, Anatomi, Fysiologi og Gymnastikteori samt Dansk og Regning. Desuden blev der afholdt daglige Foredrag over historiske og litteraturhistoriske Emner m. m.; Sprog, Sang og Musik samt for de kvindelige Elevers Vedkommende tillige Haandarbejde blev optaget som frivillige Led i Undervisningen.

Allerede i de første Aar formaaede den nye Gymnastikhøjskole med Niels Bukh som Forstander at øve en saadan Tiltrækning paa den danske Landboungdom, at den altid var fyldt til sidste Plads, ja, det blev efter haanden nødvendigt at pakke Eleverne tættere sammen paa Værelserne og leje Værelser uden for Skolen, hvorved det lykkedes at skaffe Plads til ca. 120 Elever.

Den store, lyse Gymnastiksal, der, som flere Udlændinge har sagt, holdes saa ren, at man kunde bruge dens Gulv som Smørrebrødsfad, var og er Gymnastikhøjskolens Hjerte. Over 4000 unge har her en Vinter eller en Sommer igennem levet nogle af deres bedste Timer. De har følt den primitive Gymnastiks Evne til at bringe Varme og fysisk Velvære, de har mærket Glæden ved at arbejde i Flok, og de har prøvet, hvor herligt det er efter gentagne Forsøg at overvinde Vanskeligheder, som det for har syntes umuligt at faa Bugt med.

Niels Bukh vilde imidlertid give sine Elever en mere alsidig legemlig Opdragelse end den, der kunde finde Sted i en Gymnastiksal alene. For at faa Undervisningen til at omfatte fri Idræt og Boldspil maatte der anlægges et Stadion. Store Planeringsarbejder var nødvendige; men nye og gamle Elever stillede sig til Raadighed, Pladsen blev jævnet, og den 13. Juli 1923 kunde der holdes Indvielsesfest. Hans Majestæt Kongen viste sin Sympati og Interesse for Niels Bukhs Arbejde ved at komme til Stede og overrække ham Ridderkorset.

I Niels Bukhs Øjne var Idealet af en Skole for fysisk Opdragelse endnu ikke naaet. Nu syslede han med Planer om en Svømmehal, og de, der kender Niels Bukh, forstaar, at dette var ensbetydende med, at Svømmehallen vilde blive en Virkelighed. Ved Gymnastikopvisninger og paa anden Maade rejstes de fornødne Pengemidler, og den 1. April 1925 gik 20 af den nylig afsluttede Vinterskoles Elever i Gang med de forberedende Jord- og Betonarbejder.

Inde mellem Gymnastikhøjskolens 3 Fløje skulde Svømmehallen anlægges, og for ikke at tage Lyset fra Klasseværelser og andre Lokaler maatte man gaa i Dybden, d. v. s. at ca. 3000 m3 Jord skulde fjernes, inden Støbningen kunde paabegyndes. Vægge, Søjler og Lofthvælving blev støbt af Jernbeton og hele dette Arbejde samt alt Jordarbejdet blev udført af de 20 Elever. Kun til den indre Udsmykning og til Maskinanlæggene blev der anvendt fagkyndige Arbejdere.

Den 4. Juli 1926 blev Svømmehallen indviet, den første i Danmark. Samtidig med Svømmehallens Opførelse blev Skolens Fløje forlænget, saa Niels Bukh i de senere Aar har kunnet vente med at melde fuldt optaget, til der til Vinterskolen var indmeldt ca. 150 Elever og til Sommerskolen omtrent 200.

Rækken af Udvidelser er endnu ikke afsluttet. Niels Bukh er allerede i Gang med to nye Byggeforetagender. Der skal anlægges et udendørs Svømmebassin, 25 m langt og 12 m bredt og med Udspringsvipper indtil ti Meters Højde, og der skal opføres en Idrætshal, som kommer til at maale ikke mindre end 75 m i Længden og 40 m i Bredden.

Foruden Aarets to Hovedkursus afholdes der paa Gymnastikhøjskolen flere korte Instruktionskursus baade i Gymnastik, Svømning, fri Idræt, Boldspil og Folkedanse. I August holdes hvert Aar et 3-Ugers Kursus for Lærere saavel fra Folkeskolen som fra de højere Skoler samt for Førere i Frivilligt Drenge Forbund. Desuden har Dansk Svømme- og Livrednings­forbund ofte faaet Lov til at benytte Svømmehallen, ligesom Dansk Forening for Rosport hvert Aar sender til Gymnastikhøjskolen et ret stort Antal af sine Medlemmer paa Kursus i Roningens Teknik.

Til at huse alle disse Gæster byggede Frøken Julie Stavnsbjerg i 1925 Ollerup Højskolehjem, som siden tillige har været et hyggeligt Samlingssted for Skolens Elever. Dette maa dog ikke forstaas saadan, at man behøver at gaa uden for selve Gymnastikhøjskolens Rammer for at finde gode Lokaler til Ophold i Fritiden; thi hermed er Skolen udstyret til Overflod. Ikke alene er Elevværelserne saadan indrettet, at de let ved smaa Midler kan gøres overordentlig tiltalende og hyggelige; men der findes bl. a. ogsaa en stor pragtfuldt udstyret Læsesal med et velforsynet Haandbibliotek. Ydermere staar Niels Bukhs smagfulde og rummelige Privatlejlighed til Raadighed for Eleverne, som f. Eks. hver Aften samles her til Aftensang og ofte til Oplæsning og anden Underholdning.

Den 1. April 1927 blev Gymnastikhøjskolen optaget paa Højskoleloven. Senere blev Statstilskuddet skaaret ned til det halve; men nu er Gymnastikhøjskolen dog igen ligestillet med Landets Folkehøjskoler i saa Henseende.

De Udgifter, der er forbundet med at være Elev hos Niels Bukh, er de samme som paa de almindelige Højskoler og er saaledes meget beskedne. Tillige nyder et stort Antal af Eleverne en større eller mindre Amtsunderstøttelse, og endvidere har Ollerup Delingsførerforening, som er ensbetydende med saa at sige alle Skolens tidligere Elever, i en Aarrække stillet en ret betydelig Sum til Raadighed for Elever, som ikke paa anden Maade har kunnet opnaa Understøttelse.

Det er ikke alene i Danmark, at Niels Bukhs Arbejde har vakt Interesse. Store Dele af hele den civiliserede Verden  har  efterhaanden paa forskellig Maade givet Udtryk for den Opfattelse, at der paa Gymnastikhøj skolen i Ollerup virkelig er noget at lære med Henblik paa rationel Legemsopdragelse.

Først og fremmest har snart alle Jordens Lande sendt Elever til Niels Bukhs Skole. Udlændinge kan blive optaget enten som almindelige Elever underkastet de samme Vilkaar som Elever fra Indlandet eller som studerende Gæster, der har Bolig paa Højskolehjemmet og er ganske frit stillet med Hensyn til at følge Undervisningen paa Skolen. Det første er det almindelige for unge Mennesker fra de nordiske Lande, for hvem Sproget ikke lægger større Hindringer i Vejen for at følge den daglige Undervisning. Særlig har Niels Bukh paa denne Maade haft et meget stort Antal islandske Elever; men der er dog ogsaa Folk baade fra Tyskland, U. S. A., Egypten, Palæstina, Japan og andre Nationer, der har foretrukket at gaa ind i Elevernes Flok frem for at fore de studerende Gæsters mere afsondrede Tilværelse.

Flere Gange aarlig er der endvidere særlige Kursus for Udlændinge. Hver Sommer i de senere Aar er der saaledes ca. 40 amerikanske Lærerinder, der i 6 Uger er blevet undervist i Gymnastik paa Skolen i Ollerup. Flertallet af dem kommer dertil fra „Russel Sage College", en stor Kvindegymnastikskole i Troy, en mindre By i Staten New York, og dette Ophold i Ollerup danner som Regel Afslutningen paa deres Uddannelse.

I April eller August Maaned har der ofte været afholdt 3 Ugers Kursus for tyske eller engelske Lærere, og i Juli Maaned 1931 blev Niels Bukh spurgt, om han i 1932 kunde tænke sig at modtage et større Antal ungarske Lærere paa Maanedskursus. Mens vi opholdt os i Japan, fik han Forespørgsel om Muligheden af at faa oprettet faste Aarskursus for engelske Lærere paa Gymnastikhøjskolen i Ollerup, og det er senere blevet bestemt, at der skal begyndes med et Prøveaar den 1. Septbr. 1932.

Ogsaa uden for Danmark er der ofte blevet afholdt Instruktionskursus i primitiv Gymnastik. I Aaret 1926 besøgte Niels Bukh saaledes en Række Skoler i de forenede Stater sammen med Kristian Krogshede, der i en Aarraekke har været en yderst afholdt og dygtig Lærer ved Gymnastikhøjskolen. Andre af Niels Bukhs medarbejdere eller Elever har holdt kortere eller længere Kursus i Amerika, England, Tyskland, Holland og Norge samt gentagne Gange ved K.F.U.M.'s internationale Idrætsskole i Geneve. Det er heller ikke saa faa danske 0. D.er, der har fast Arbejde med Gymnastik i Udlandet.

Ogsaa paa anden Maade er Niels Bukhs Gymnastik blevet bekendt uden for Danmarks Grænser. Efter Indbydelse fra Idrætsorganisationer, Skoler eller Undervisningsministerier er der siden 1922 blevet foretaget en Række Opvisningsrejser i Udlandet med Elever fra Gymnastikhøjskolen. Som Regel har Niels Bukh selv været med paa disse Rejser; kun i enkelte Tilfælde har Ledelsen været overdraget Kristian Krogshede. Paa denne Maade er der som oftest med baade kvindeligt og mandligt Hold foretaget Rejser til følgende Lande: I 1922 til Østrig, i 1923 til U. S: A., i 1924 til Tyskland, i 1925 til Finland, Tyskland og Tjekkoslovakiet, i 1927 til Island, Tyskland, Tjekkoslovakiet, Holland og England, i 1929 tiI Finland og i 1930 til Tjekkoslovakiet, Østrig, Ungarn og Tyskland og samme Aar til Gymnastikkongres i Sverige og til Jubilæumsfest i Belgien. Niels Bukhs hidtil største Gymnastikfærd, Jordomrejsen gennem Fristaten Danzig, Sovjetunionen, Manchuriet, Japan, Canada og de forenede Stater er nu tilendebragt. 

I langt de fleste Tilfælde har disse Ture været henlagt til Efteraarsmaanederne August, September og Oktober eller for kortere Rejsers Ved­kommende til April Maaned, saaledes at Niels Bukh - naar man ser bort fra den sidste langvarige Tur - hverken har behøvet at forsømme Sommer- eller Vinterskolen.

Alle disse Rejser er blevet foretaget udelukkende med Elever fra Gymnastikhøjskolen; men Niels Bukh  har endvidere været Leder af Danmarks Gymnastikopvisninger med mandligt Hold i Antwerpen, Bryssel, Paris og England i 1913 samt ved Olympiaderne i Stockholm 1912, i Antwerpen 1920 og i Paris 1924.

Niels Bukhs Bog „Grundgymnastik eller primitiv Gymnastik" er hidtil blevet oversat paa 11 Sprog og udgivet i følgende Lande: Tyskland, England, Holland, Rusland, Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Spanien, U. S. A., Japan, Brasilien og Bolivia.

Den primitive Gymnastiks Maal er at udvikle Legemet til den størst mulige Harmoni. Heri adskiller den sig imidlertid ikke synderligt fra andre Gymnastiksystemer. Særpræget er at søge i Arbejdsmaaden, idet Øvelserne tager mere direkte og rationelt Sigte paa at afhjælpe Legemets Mangler og Ensidigheder i Retning af Styrke, Smidighed og Behændighed, end det er Tilfældet med noget andet mig bekendt Gymnastiksystem.

Bukhs Gymnastik har i de senere Aar gennemgaaet en meget betydelig Udvikling. Det noget urolige Præg, den havde gennem flere Aar, har den fuldkommen mistet. Nu fremtræder den som en Række rene og smukke Øvelsesformer, der udføres i et saadant Tempo, at de kun kan virke velgørende saavel paa Udøvere som paa eventuelle Tilskuere.

Kan det end lyde som en Modsigelse, saa er det dog tillige sandt, at den primitive Gymnastik i sin nuværende Form virker langt kraftigere end nogensinde før.

Niels Bukh - Ollerup

Rejseleder

Johan Carlsen

Tvorup

Magnus Olsen

Aarby

Erik Flensted Jensen

Vordingborg

Ankjær Madsen

Billum

Anna Bjerre Sand

Lemvig

Arthur Hansen

Svendborg

Asta Heller

Vordingborg

Eli Nielsen

Roskilde

Elin Margit Petersen

Kærbølling

Ella Lauritsen

Esbjerg

Esther Skriver

Glamsbjerg

Grethe Funck

Stege

Herdis Kirkegaard

Aalborg

Holger Jørgensen

Ondløse

Inga Andersen

Stenstrup

Jens Boisen Møller

Holte

Jørgen Jørgensen

Hundslev

Jørgen Rosendahl

Jellinge

Knud Højgård

Toulov

Lisbeth Lange

Odder

Marius Andersen

Stenstrup

Meta Grevsen

Korsør

Musse Gudiksen

Spøttrup

Richard Hansen

Odense

Svend Ludvigsen

Hørning

Allerede i Begyndelsen af Aaret 1928 modtog Niels Bukh en Indbydelse til at besøge Japan med et mandligt Gymnastikhold. Dengang blev Turen imidlertid ikke til noget, fordi der opstod Krig mellem Japan og Kina. Da Niels Bukh i Foraaret 1930 var paa Opvisnings- og Instruktionsarbejde i Tjekkoslovakiet, Østrig og Ungarn, blev Indbydelsen gentaget - denne Gang gennem vort Udenrigsministerium. Nu omfattede den ogsaa kvindelige Gymnaster. Endnu en Gang blev Rejsen udsat - i dette Tilfælde, fordi Niels Bukh ønskede de indbudte Holds Deltagerantal fordoblet, idet Japanerne kun havde tilbudt Rejsegodtgørelse for 13 Deltagere ialt. Indbydelsen var udsendt af en Komite, der var nedsat med det Formaal for Øje, at der skulde gøres et rationelt Forsøg paa at indføre dansk Gymnastik i det japanske Skolevæsen. Komiteen bestod af en Del fremragende Skolemænd, nogle Embedsmænd fra Undervisningsministeriet samt en Repræsentant for K. F. U. M. i Tokyo. Hovedmanden var Skolepræsident K. Obara, der ejer og leder to store kristne Skoler i Nærheden af Tokyo. Han rejste endog til Danmark for at forhandle nærmere med Niels Bukh om Sagen. Han gik med til at forøge hvert af Holdene med to Deltagere, og han vilde med Glæde modtage et større Antal som Gæster i Japan, dersom Niels Bukh vilde sørge for Dækning af Rejseudgifternes Forøgelse for Strækningen mellem Danmark og Japans Grænse.

I Løbet af Sommeren 1931 lykkedes det Niels Bukh at skaffe økonomisk Grundlag for at bringe det samlede Deltagerantal i Rejsen op paa 26 ialt. Alligevel kunde der dog let endnu en Gang have lagt sig uovervindelige Hindringer i Vejen for Gymnastikfærdens Gennemførelse. Hvis de Uroligheder, der i lang Tid havde ulmet i Manchuriet, var kommet til Udbrud blot nogle faa Uger tidligere, end Tilfældet var, vilde Rejsen sikkert have været dødsdømt.

Efterhaanden indløb ogsaa Indbydelser fra Sovjetunionen, Kina, Canada og flere andre Lande. Herved muliggjordes det, at Niels Bukhs store Gymnastikfærd, der oprindelig var planlagt som en østerlandsfærd, kunde blive en Jordomrejse.

Hvordan jeg kom med paa Turen.

I Natten mellem den 28. Februar og den 1. Marts 1931 sejlede jeg i forrygende Snestorm fra København til Lübeck og fortsatte derefter Rejsen ned gennem Tyskland og Schweiz til Geneve. Jeg skulde lede et 3-Ugers Kursus i primitiv Gymnastik paa K. F. U. M.'s internationale Idrætsskole. Jeg glædede mig til dette Arbejde, min første selvstændige Opgave som Gymnastikinstruktør uden for Danmarks Grænser. Ud over den Spænding, hvormed jeg naturligvis imødesaa dette Hverv, var der ogsaa en anden ting, der voldte mig en vis Uro: Efter at det var blevet bestemt, at jeg skulde tilbringe Størstedelen af Marts Maaned i Geneve, havde jeg modtaget Gymnastikhøjskolens Aarsskrift fra 1930. Det indeholdt følgende kortfattede, men for en rejselysten ung Mand yderst tillokkende Meddelelse fra Niels Bukh:

„Alle de „O. D."er, hvis gymnastiske - og øvrige - Forhold muliggør Deltagelse i Turen „Jorden rundt", beder jeg skrive til mig om dette, da jeg vil indbyde til frit Træningsophold her for mandlige i Marts og for kvindelige i Juli, saa de kan faa Lejlighed til sammen med nuværende Vinterskoles og kommende Sommerskoles Elever at forsøge Optagelse som Deltagere paa Holdene."

Naa, jeg gik i Gang med Gymnastikundervisningen paa Skolen i Geneve. Det blev et interessant Arbejde. Jeg havde Repræsentanter for 15 forskellige Nationer at tumle med. Bl. a. var der 4 direkte Efterkommere af Oldtidens navnkundige Hellenere.

I Tankerne var jeg dog ofte paa Gymnastikhøjskolen i Ollerup, hvor mine Kammerater nu var i fuld Gang med Træningen, der skulde dygtiggøre dem til en Gymnastikfærd Jorden rundt. Forskellige Spørgsmaal trængte sig ind paa mig: Vilde Niels Bukh give mig en Chance, hvis jeg kom til Ollerup den sidste Uge i Maaneden? - Dersom jeg virkelig skulde blive udtaget, turde jeg da paany bede mine foresatte ved Københavns Kommuneskoler om Orlov dels til selve Rejsen og dels til den forudgaaende Træning, der bl. a. vilde lægge Beslag paa en hel Del af baade Maj og Juni Maaned? - Hvordan vilde det gaa med den Studentereksamen, jeg havde forberedt mig til paa Aftenkursus i Løbet af Skoleaaret, og som jeg skulde op til i Forsommeren? - Alle disse Ting maatte jeg tage med i mine Betragtninger. Opgive Studentereksamen paa Forhaand vilde jeg ikke, selv om jeg ikke troede, at jeg havde særlig lyse Udsigter til at faa den i denne Omgang. Falde i Unaade hos Skolemyndighederne i København vilde jeg endnu nødigere. Det endte dog med, at jeg tog Beslutningen og vovede Springet. Det skete en Søndag, mens jeg var paa Skitur i Egnen omkring Mont Blanc; men det var for øvrigt ogsaa det eneste Spring, der blev foretaget den Dag; thi til at staa paa Ski var jeg oprigtig talt en uhjælpelig Klodrian, - maaske delvis fordi det var mine første famlende Forsøg, der tilmed blev gjort i et ret vanskeligt Terræn.

Mit Brev til Niels Bukh blev velvilligt modtaget, om end Svaret ikke aabenbarede de allerbedste Udsigter for mig. Jeg maatte komme snarest muligt efter endt Kursus og paa lige Fod tage Kampen op med 24 Kammerater, som til den Tid vilde have trænet i godt 3 Uger. - 12 var allerede faldet fra paa det Tidspunkt. Der var altsaa en Mulighed, og den vilde jeg ikke lade gaa fra mig.

Jeg kunde dog ikke nægte mig selv den sikre Oplevelse, det vilde være at lade min Hjemrejse foregaa ad en lille Omvej over Montreux, Interlaken og Luzern. Een Fugl i Haanden er jo som bekendt bedre end ti paa Taget. Det blev en vidunderlig Tur gennem det endnu delvis snedækte Alpeland Iangs med Thuner- og Brienzersøen, forbi Jungfrau og op over Bruningpasset i glitrende Sol.

Da tænkte jeg ikke, at jeg nogensinde skulde se noget skønnere; - men det skulde alligevel ske.

Træningsdage.

Mon der ikke er noget symbolsk i det, at Niels Bukh kom til at holde Fødselsdag sammen med Dannebrog. I alle Tilfælde er det ikke vanskeligt nu paa dette Tidspunkt at opkaste denne Omstændighed til et lykkeligt Varsel om, at han i sin Manddom skulde komme til at føre det danske Flag viden om i Verden og derved aftvinge fremmede Folkeslag Respekt for dansk Kultur.

I Dagene omkring den 15. Juni 1931 samledes flere Hundrede gamle Elever paa Gymnastikhøjskolen i Ollerup til Elevmøde. - Der var en særlig Glans over dette Elevmøde. Det var første Gang, det bIev holdt ved Sommertid, Niels Bukhs Fødselsdag skulde fejres, og der forestod en saa vigtig Begivenhed i Skolens Historie som en Jordomrejse for dens Leder og en Del af dens Elever.

Mødet forløb som sædvanlig med Gymnastik og Folkedans, Svømning og fri Idræt samt Foredrag og fornøjeligt Samvær med gamle Kammerater. En af Dagene havde det mandlige Japanhold Opvisning paa Plænen Vest for Skolen i Graavejr og susende Blæst. Ved Indmarchen maatte Rosendahl nærmest kæmpe sig frem med Fanen, fordi Vinden tog i den smældende rød-hvide Dug med voldsom Kraft. - Det er ikke altid lige let at føre Dannebrog frem paa rette maade.

Opvisningen gik godt trods Blæsten. Det var vore Kammerater, vi arbejdede for, og det var jo bl. a. dem, vi skulde repræsentere ude i Verden, saa vi lagde megen Vægt paa ikke at skuffe dem.

Under Mødet blev der overrakt Niels Bukh 2000 Kr, som en Gave fra Ollerup Delingsførerforening. Fra forskellige af Foreningens Medlemmer indkom der senere yderligere Bidrag, hvorved Summen blev bragt op til ca. 3000 Kr. - Lignende Beløb til Hjælp til Rejsen var blevet skænket af de to store Landsorganisationer: „De danske Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforeninger" og „De danske Gymnastikforeninger". - Resten af de fornødne Pengemidler blev rejst i Løbet af Sommeren ved Opvisninger rundt omkring i Danmark.

De unge Piger, der blandt flere Hundrede Aspiranter var blevet udvalgt til at søge Optagelse paa Japanholdet, samledes paa Skolen til Elevmødet og gik derefter i Gang med Træningen. - Omkring den 1. Juli blev det bestemt, hvem de 12 skulde være.

Vi andre havde allerede ved Elevmødet været samlet flere Gange i Sommerens Løb, dels til Træning, og dels til Opvisninger i forskellige Egne af Landet. Grunden til at vi skulde samles saa længe før vore ærede Ledsagere af det smukke køn, kan der naturligvis være delte Meninger om. Pigerne yndede - med en for Evas Døtre ikke usædvanlig Selvsikkerhed - at paastaa, at det var, fordi de var mere lærenemme end vi. - Vi foretrak selvfølgelig at se Sagen under en anden Synsvinkel, idet vi dels hævdede, at vore Øvelser krævede en grundigere og mere langvarig Træning, og dels, at vi var bedre egnet til at indtjene Midler til Rejsen. - Hvad enten det nu var vor større Tungnemhed eller vore pekuniære Fortrin, der var Skyld i det, saa er det imidlertid en Kendsgerning, at vi allerede havde svedt adskillige Timer under Niels Bukhs Kommando, da Pigerne gik i Gang med deres Træning. - For mig betød dette, at jeg saa retfærdigt og ligeligt som muligt havde maattet dele min Tid mellem Katederet, det grønne Bord og Rullemadrassen, saa jeg skal ikke nægte, at jeg drog et Lettelsens Suk, da jeg den 28. Juni for længere Tid end sædvanlig kunde sige Farvel til København og rulle af Sted til Opvisning i Bogense.

Det er en solklar Julidag. Luften flimrer af Varme. Hvide og brogede Sommerfugle flagrer omkring fra Engblommer til „Kattehaler" langs det smaaklukkende Vandløb, der dukker frem af Jorden foran „Diadembinderen"s Sokkel, hvorfra det klare Vand over glatte Stene risler ned gennem den skraanende Plæne og under Stenbroen ud i Søen. Ved Bredden ligger den australske And og soler sig dovent med Næbbet stukket ind mellem Fjerene, mens de kongelige hvide Svaner ikke føler sig for fornemme til at vende Halen i Vejret og snadre i Søens Bund.

I det saftige Græs mellem Æbletræer, Blomsterbede og Buske med Sneboller nede bag ved „Hytten" og Stenhøjen, ligger vi - Trænerne, som man kaldte os - i „smaa sorte" og lader os brune af Solen, mens Pigerne i deres lyseblaa Gymnastikdragter slentrer om i Havens Gange - som Regel under ivrig Smaasludren om, hvor righoldigt et Udstyr de skal have med Jorden rundt.

Imidlertid varer det ikke længe, for Niels Bukhs bredskyggede Hat dukker frem oppe ved Gavlen af Svømmehallen, og nu skraar han ned over Plænerne med Tello. - Tello er ikke noget i Retning af en „Mester Erik", men en prægtig stor Grand Danois.

Mens han slaar Kurver i Luften med sin guldbeslaaede Stok - en Gave fra Amerika -, bliver Pigerne kommanderet til udrykket Opstilling paa tre Rækker, mens Karlene bliver sendt til fri Træning i Stillingsgymnastik og Spring. - Richard kan ikke dy sig for at komme med en lidt spydig Bemærkning i Forbifarten - hvis Ordet „Farten" ellers er et tilstrækkeligt betegnende Udtryk for det Luntetrav, hvori han tøfler af med sin gulstribede Badekaabe over Armen. „Der kan I selv se, hvem der først og fremmest trænger til at blive rørt," siger han; men Pigerne med Grete som Talsmand bliver ham ikke Svar skyldig: „Gaa du hellere hjem og rør i dit Dejtrug, lille Konditor."

Saa begynder Arbejdet. Vi træner rækkevis i skraastaaende Bagudbøjning, Sidefældning, Haandstand og mange andre Ting; men da vi jo ikke er under Bukhs ildnende Kommando, varer det ikke længe, for flere af os falder for Fristelsen til at træne i andre Dele af vort Program, end der er blevet os paabudt - som Regel det „rygliggende Arbejde". - Kun Arthur slaar Flik-flak hen over Plænerne, - det er nu hans Speciale.

Nede fra den dybere liggende Græsplæne foran Stenhøjen hører vi Niels Bukhs knappe Kommandoord ind mellem Pigernes Nynnen. - Det lyder næsten som Ironi; men de staar virkelig Gang paa Gang og synger: „I Skyggen vi vanke blandt lysgrønne Straa, Sankt-Hans Urt vi sanke, hvor Blomsterne staa", samtidig med, at de staar og lader sig gennembage af Solens Straaler, mens deres Lillefingre, Haandled og Vrister bliver rettet ind paa snorlige Linier i de forskellige Stillinger og Bevægelser, der følger Sangens Toner.

Paa den Maade gaar der en halvanden Times Tid, og saa er det os, der skal bearbejdes. Sveden strømmer i en Time eller mere, mens de vandrette Armsving bliver gjort vandrette og ensartede og Sidebøjninger og deslige tilstrækkelig dybe og formrene, idet Niels Bukh med stor Forkærlighed sværger til Gentagelsernes Lov.

Nu ringer Klokken, - vi aander lettet op, - Niels Bukh skal have Anatomi med Sommerskolens Elever. Han letter paa Hatten og sætter Kursen op mod Foredragssalen. Halvvejs oppe paa Plænen vender han sig om og raaber: „Bring Rullemaatterne herned. - De, der trænger til det, øver sig i Kraftspring og Flyvespring samt Flik-flak."

„Maa jeg se de rejsendes Billetter? - Og maa jeg saa bede Dem gøre Dem klar? - Om en halv Time er vi inde." - Det er Knud, der - iført sin besnærende Pyjamas - leger Sovevognskonduktør, idet han kravler rundt fra „Høkasse" til „Høkasse" oppe under Taget af Gymnastikhøjskolen. Det ene Øjeblik stopper han med sin store Næve Munden paa en eller anden, der hensunket i søde Drømme ligger og snorker, saa Tagstenene ryster, og lidt efter trækker han Ankjær i Næsen, saa han farer op med et Vræl, der vækker hele Resten af Forsamlingen.

Da Skolen er propfuld af Elever - tilmed kvindelige - maa vi Trænere bo oppe paa Loftet under de røde Tagsten fra Petersminde Teglværk i Stenstrup. Langs Indervæggen er der slaaet en Række Køjer op i tre Etager, og i daglig Tale paa Gymnastikhøjskolen gaar de altid under Navnet „Høkasserne".

Med større eller mindre Iver løfter vi de efter en 6-7 Timers daglig Træning møre Lemmer ud af Kasserne, samler sammen paa vore Sæbefutteraler, Barbermaskiner og deslige og paabegynder den lange Rejse ned til det lille Baderum, der er forbeholdt os. - Lille er det for Resten ikke; men det er mindre end det store, og derfor kalder vi det „det lille". Ved 9-Tiden samles vi i Privatspisestuen, hvor et veldækket Morgenbord venter os. Vi maa ikke spise nede i Spisesalen sammen med „Sommerpigerne". Der er nemlig nogle af Eleverne, der har Faaresyge, og Niels „Buk" bryder sig mærkelig nok ikke om at komme ud at rejse med en Flok „Faar". - Japanpigerne maa efter Tur selv vaske op efter os. - Ja, det er saamænd ikke altid en Fordel at høre til det smukke Køn.

En smuk, lun Sommeraften ligger vi ude ved Springvandet og snakker om alle de Eventyr, vi forhaabentlig skal opleve sammen ude i det fremmede. - Nede ved Søen gaar Niels Bukh sammen med Alfred - eller Inspektøren, som vi kalder ham - som sædvanlig fulgt af Tello. De er ved at fodre Svanerne og Ænderne. - Lidt efter kommer de op imod os. De standser. Niels Bukh ser først paa os og derefter ned over Hvidkilde Sø, hvis blanke Flade kun afbrydes af kratbevoksede Smaaøer og Holme. Saa siger han: „Det er næsten alt for godt Vejr til at træne i Aften." Vi nikker bifaldende, og saa snakker vi om andre Ting. Snart gaar Bukh og Alfred over mod „Sandkrogen" for at se til Besætningen paa Gaarden, mens Bukhs sidste Ord endnu klinger i vore Øren: „Om en halv Time mødes vi nede i Salen."

Her gennemgaas hele Programmet hver Aften i rigtig Rækkefølge, og bagefter indøves Folkedanse.

Jeg skal love for, at Rødgrøden eller Jordbærrene vederfares fuld Retfærdighed oppe i Spisestuen, inden vi i Ordets bogstavelige Forstand kryber i Kassen.

Man skulde tro, der var Session paa Gymnastikhøjskolen. Hele det mandlige Japanhold staar opstillet paa Række i Dagligstuen med Paaklædningen i en underlig Uorden. - Døren inde fra Biblioteket bliver aabnet paa Klem, og Lasse - Skolens Sygeplejerske - raaber: „Den første kommer ind, smid Skjorten." Holger er blandt de første. Han kommer tilbage med en stor Draabe lyserødt Blod perlende paa Brystet. Det ser jo opmuntrende ud for os andre. Inden Afrejsen skal vi vaccineres mod Kopper, Kolera, Tyfus og Paratyfus, og det er den første Del af denne Skærsild, vi er ved at gennemgaa. Inde i Biblioteket sidder Dr. Elmenhoff omgivet af Spritflammer, Sakse, Knive og sylespidse Sprøjter. Indholdet og Etiketterne paa de mange forskellige smaa Flasker bliver nøje iagttaget, og efter at Sprøjten er blevet renset i Ild og fyldt med de undergørende Vædsker, griber Doktoren - ikke just med nænsom Haand - en stor Hudfold foran den venstre Skulder, og saa udføres Eksekutionen, som ledsages af følgende frydefulde Ord: „Ingen Træning de første 24 Timer."

Denne Vaccination blev foretaget 3 Gange ialt med en Uges Mellemrum. Efter hvad jeg har ladet mig fortælle, skal navnlig den første Omgang have været særdeles dramatisk for Pigernes Vedkommende; men da jeg ikke har været Øjenvidne, tør jeg ikke indlade mig paa at komme nærmere ind paa de Optrin, der udspilledes bl. a. i Venteværelset. Maaske kan det kaste lidt Lys over Begivenhedernes Gang, naar jeg fortæller, at Anna kom ud derinde fra - bleg som Døden fra Lübeck. Inden hun tilsyneladende livløs sank sammen for Fødderne af os, naaede hun lige akkurat at faa fremstammet et Par for Resten meget fornuftige Ord om, at hun troede, hun vilde sætte sig ned lidt.

Som allerede nævnt var vi ofte ude til Opvisninger i forskellige Egne af Danmark - altid Lørdag og Søndag og tit en Aften midt i Ugen. I Rasmussens og Hansens Biler pløjede vi paa denne Maade Størstedelen af Landet igennem. Om vi ikke havde set meget af vort Fædreland i Forvejen, saa fik vi derved Lejlighed til at besøge mange af de skønneste Dele af Danmark. Der er mange Ture herhjemme, vi aldrig glemmer. Kør en Aftenstund i Syrenernes Blomstringstid hen ad de sydfynske Landeveje mellem de levende, duftende Hegn og forbi de gamle, ærværdige Herregaarde! Tag Turen forbi Skanderborg Sø op til Aarhus og videre ud mod Kolind Sund forbi Kalø Vig! Følg Landevejen fra Hobro til Aalborg gennem Rold Skov og Rebild Bakker, eller staa en Sommerdag oppe i Midtertaarnet paa Esbern Snares Kirke i Kalundborg og se ud over Refsnæs og Asnæs! Da har De et lille Indtryk af Danmark, tilmed et Indtryk, der nok taaler Sammenligning med de skønneste af dem, man kan modtage paa en Rejse rundt om vor Jord.
   

Se galleriet med alle 65 billeder fra rejsen jorden rundt.

De første Dage i August Maaned stod i Afrejsens Tegn. Havde vi - og da navnlig Niels Bukh selv - ikke haft travlt for, saa fik vi det sandelig nu.

Sommerskolens Elever var rejst hjem d. 31. Juli, og i de faa Dage, vi havde tilbage, inden vi d. 5. August skulde forlade Danmark, kunde Niels Bukh derfor helt hellige sig de Krav, som den forestaaende Rejse stillede. De afsluttende Forhandlinger skulde føres med vort Udenrigsministerium, som paa fortrinlig Maade hele Sommeren igennem havde dannet Mellemled mellem de mange indbydende Lande og Niels Bukh. Vore Pas skulde viseres. Vort Rejseudstyr skulde bringes i Orden. Vore nye, lyseblaa Silkegymnastikdragter skulde prøves og passes til. Vort Rejseapotek - ogsaa kaldet Sygekassen - skulde bringes i Overensstemmelse med den lange Recept med tilhørende Bruganvisninger paa alle de forebyggende eller helbredende Midler, som Dr. Elmenhoff med sin mangeaarige Erfaring fra Ophold i Østen fandt det fornødent at give os med paa Turen.

Vore gymnastiske Øvelser skulde have en sidste Afpudsning, og endelig skulde de sidste hjemlige Opvisninger afholdes.

Det var med en underlig stærk Følelse af Glæde og Stolthed, at vi nu som for viste vore Øvelser for de Mennesker, der i Tusindtal sluttede op omkring os. Ikke Stolthed over os selv og vort Arbejde, men over at det skulde blive os forundt at rejse ud til fjerne Lande for at repræsentere, hvad der var - og er - os mest dyrebart og kært - ikke alene den primitive Gymnastik, men ogsaa vort Folk og vort Flag.

At vi saaledes havde Lov til at føle os som Udsendinge fra Danmark, fremgaar sikkert tydeligt af den Omstændighed, at vore Landsmænd i saa stort Tal vilde samle sig om Niels Bukhs Arbejde for Afrejsen.

Ikke mindst for os Gymnaster var der Grund til at være taknemmelige for den Støtte, der derigennem blev ydet os. - Kun med Henblik paa det økonomiske er det muligt at give Udtryk for, hvor stor denne Støtte var. Ved Gaver og ved Opvisninger tilfaldt der i Sommerens Løb Niels Bukh ca. 33.000 Kr. netto til Hjælp til Rejsen. – For os betød dette bl. a., at vi kunde glæde os ved at være sammen med 9 gode Kammerater, som vi ellers maatte have savnet.

Selve Afrejsen fra København vil for de fleste af os sikkert komme til at staa som et af de Minder, vi senest glemmer: Det festlige Kaffebord i Langelinies Pavillon sammen med Overbestyrelsen for de danske Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforeninger. Oberst Parkows hjertelige Ord om, at han følte sig overbevist om, at han paa hele det danske Folks Vegne med Tillid og uden Betænkning kunde overgive Dannebrog til en Æresvagt som den Ungdomsflok, der nu drog ud med Niels Bukh som Fører. De mange faste Haandtryk fra Slægtninge og Venner og de rungende Hurraraab, der fulgte os, da vi - samlede om vort rød-hvide Korsbanner og syngende „Hil Dig vor Fane" - om Bord paa Damperen „Vistula" gled ud fra Østkajen i Frihavnen. Alt dette og meget andet hører med til de Ting, der gav os en sikker Forvisning om, at de Baand, der knyttede os til vore Hjem og, vor Hjemstavn, ikke vilde briste, selvom vi drog bort fra Danmark, men at de tværtimod vilde blive stærkere, jo længere de straktes.

Da vi i den stille, vidunderlig skønne Sommernat ud for Bornholm under Sangen „Moders Navn er en himmelsk Lyd" vinkede det sidste Farvel til Danmark, var det med et inderligt ønske om, at vi ikke i nogen Henseende maatte skuffe den Tillid, der vistes os fra vort Fædreland.

0m Morgenen den 6. August gled „Vistula" i Sol og blikstille Vejr ind over Danzighugten. Vi anløb den polske Havn Gdynia, sejlede forbi Badestedet Zoppot, og hen paa Formiddagen naaede vi ind til Neufahrwasser, Danzigs Udhavn. Uden Toldbesvær kom vi i Land, og allerede paa Havnepladsen blev vi modtaget af den danske Generalkonsul Harald Koch, Konsul West og flere andre Danske samt Senatsraad Sander, der var vor egentlige Vært under Opholdet i Danzig. Pigerne blev indkvarteret i private - for en stor Del danske Hjem, mens vi andre kom til at bo i et stort Idrætshus, „Kampfbahn der Niederstadt", med tilhørende Stadion, Svømmeanlæg o. lign. Der var ingen Ende paa Pigernes Begejstringsudbrud for de prægtige Mennesker, de var kommet til at bo hos, og efter hvad jeg har ladet mig fortælle, skal Begejstringen have været gensidig. – Vi blev nu heller ikke snydt, for vi havde det herligt paa „Kampfbahn der Niederstadt".

Vi havde god Tid i Danzig, og vore udmærkede Værter hjalp os med at faa den anvendt paa bedste Maade, saa det lykkedes os at faa et helt godt Indtryk af den smukke gamle By. Store Handelshuse, opført af Bindings værk, minder endnu om Hansevældets Storhedstid. Det ældgamle Raadhus vidner om det frie Borgerstyre, der herskede i Stæderne, gamle Klostre om Cistercienser- og Dominikanermunkenes store Udbredelse, og det noget forvitrede omtrent tusindaarige Slot Oliva med tilhørende Kloster og Klosterkirke om Riddertidens Mystik.

Niels Bukh har ofte udtalt, at det er ham en særlig Glæde at arbejde sammen med og for den tyske Ungdom. Det er herligt i fredelig Kamp for fælles Interesser at være med til at knytte Venskabsbaand mellem Menne­sker, der før har set paa hinanden med Uvilje.

Om end Fristaten Danzig nu ikke hører under Tyskland, saa er Hovedparten af Befolkningen dog tysk, ligesom vore Indbydere var tyske.

En Eftermiddag var vi inviteret til Kaffe i det tyske Studenterhus. Vi sad højt oppe paa en luftig og skyggefuld Veranda og saa ned over den tilhørende Park, hvor en Flok unge Mennesker i en omtrent lige saa hensigtsmæssig Paaklædning som vore smaa, sorte Træningsbenklæder arbejdede ihærdigt med Skovle og Tipvogne paa at anlægge en Idrætsplads. Ved at spørge os for fik vi at vide, at der efter Studenternes egen Vedtægt var blevet tilmaalt hver af dem 3 Gange 8 Timers Arbejde pr. Semester. Ved at se paa de solbrunede unge Mennesker, der sled tappert i det med Jord og Sten, gik Tankerne uvilkaarligt - i alt Fald for mit Vedkommende - tilbage til Sommeren 1925, da vi byggede Svømmehal i Ollerup. Dette Tilknytningspunkt til Gymnastikhøjskolen kunde naturligvis kun bidrage til, at vi kom til at føle os yderligere beslægtede med disse tyske Studenter, der Øjensynlig stræbte mod de samme Maal som vi i Arbejde for en Sag, der vil tjene til Dygtiggørelse af den opvoksende Ungdom.

I Danzig afholdes der regelmæssigt et vældigt Aarsmarked, et af de største i Tyskland. Dets Historie gaar helt tilbage til Munketiden, hvad Navnet, ”Dominik" endnu tyder paa. Oprindelig var det et Handelsmarked; men nu er det kun Gøgl - en Dyrehavsbakke i stort Format. Da det blev afholdt, mens vi var i Danzig, og tilmed paa en stor Plads i Nærheden af „Kampfbahn der Niederstadt", saa vi om Aftenen kunde se de forskellig­farvede Lys straale os i Møde over Stadion og høre Larmen derfra, kunde vi naturligvis ikke staa for Fristelsen til at gaa over at se paa Folkelivet. – Du milde Kineser! sikken et Virvar, der var, - og sikken en Trængsel. Pigehvin og Mandfolkevræl fra Rutschebaner og Karruseller skar os i Ørene, mens et Utal af Stemmer - hæse efter stadig gentagne Forsøg paa at overdøve Larmen - falbød allehaande Lækkerier saasom Honningkager og Sukkerstænger og indbød til Beskuelse af stærke Mænd og laskefede Damer. Jeg skal ikke nægte, at vi drog et Befrielsens Suk, da vi endelig kom ud af Mylderet - tilmed uden at være blevet bestjaalet eller at have lidt Overlast paa anden Maade.

Da vi igen kom hjem paa Sovesalen, blev vi enige om, at der maatte en Renselse til oven paa den Omgang. Intet mindre end en Svømmetur i Mottlau - en Biflod til Weichsel - kunde øre det. Vi kom hurtigt af Kludene og skyndte os ned til vort Svømmestadion. Det var bælgravende mørkt, saa Adamskostume var en tilstrækkelig anstændig Badedragt. Dramatisk skulde det være. Derfor blev vi enige om at starte fra 5-Meter Vippen, den højeste der var. Det var en underlig Fornemmelse at staa der oppe og kikke ned i det sorte Dyb. Nu er 5 m jo ikke nogen svimlende Højde; men der kunde for den Sags Skyld ogsaa godt have været 100 m ned til Vandoverfladen, for det var umuligt at se en Haand for sig. Dette havde i og for sig den Fordel, at man uset kunde luske ned igen; men det var jo ikke nogen særlig tiltalende Udvej. – Vi vovede derfor Springet og landede uskadt i „det sorte Hav".

En Dag var vi til Eftermiddagsthe hos Generalkonsul Harald Koch i dennes hyggelige og herskabelige Villa i Zoppot, Østersøens Monte Carlo. – Ved en lignende Lejlighed har jeg engang været til Frokost hos den dan ske Gesandt i Prag. Da kom vi lige fra en Rundtur i Byen og var saa glubende sultne, at der kun blev ladt tre Vindruer tilbage paa de store Fade, der ved Maaltidets Begyndelse havde været bugnende fulde. Jeg husker, at Gesandten var meget bekymret for, at vi ikke skulde have faaet nok; men det lykkedes dog Niels Bukh at overbevise ham om, at vi havde faaet alt, hvad vi trængte til; thi den Omstændighed, at der overhovedet var noget tilbage paa Fadene, var et sikkert Bevis for, at vi ikke paa nogen Maade kunde aftage mere. Til Eftermiddagstheen i Zoppot kom vi lige fra en Omgang skrap Træning i „Sporthalle", hvor vi den næste Aften skulde have Opvisning. Generalkonsulinden maa dog Øjensynligt have været meget forudseende, thi det Væld af Smørrebrød, Kager o. m. a., som blev baaret frem for os, kendte ingen Grænser - selv ikke for en Flok danske Gymnaster. – Tro ikke, at denne sidste Bemærkning kun gælder de mandlige Deltagere i Turen, nej, her som ved enhver lignende Lejlighed - japanske Festmaaltider maaske undtaget – var vore kvindelige medrejsende nær ved at øre os Rangen stridig. Først flere Maaneder efter, da vi vestfra igen nærmede os de hjemlige Strande, begyndte de af en eller anden uforklarlig Grund at sløje af paa Appetitten.

Ogsaa hos den danske Forening var vi Gæster en Dag til Festmiddag paa Hotel Stolzenfels, der ligger højt og frit med Udsigt over hele Badestranden ved Zoppot.

Om Aftenen den 7. August holdt en Del af de mandlige Gymnaster Kursus for ca. 60 kvindelige og mandlige Gymnastiklærere fra hele Danzig. – Vi gav dem en grundig Omgang i den primitive Gymnastiks mest enkle Øvelsesformer og sluttede derefter med at vise dem nogle øvelser for „viderekomne". – I det hele taget forløb Aftenen meget fornøjeligt, og om vi ikke opnaaede andet, saa er jeg dog sikker paa, at vi vandt 60 sikre Tilskuere til vor Opvisning den næste Aften.

Denne vor første Fremtræden for Offentligheden efter at have forladt Danmark blev mødt med stor Velvilje, om den end ikke efter vor egen Opfattelse var ubetinget vellykket.

Planen var, at vi skulde rejse fra Danzig den 8. August henimod Midnat - altsaa kort efter Opvisningen. – Vi tog derfor al vor Bagage med ud til Sporthalle, hvor vi mødte Kl. 7.

Der var een Ting, som voldte os en Del Bekymring. Vort Visum til Rusland var ikke naaet frem inden Afrejsen fra København. Det skulde derfor telegraferes omgaaende til Danzig, naar det kom. Endnu paa dette Tids punkt, 5 Timer før vor planlagte Afrejse, var det imidlertid ikke kommet. Hele Dagen igennem var der blevet telegraferet til Leningrad og Moskwa uden Resultat. – Den russiske Konsul, der blev taget med paa Raad, morede sig kongeligt over, at vi, der skulde rejse som Statens Gæster, endnu ikke havde faaet Visum. Han tænkte paa, hvad de vilde gøre i Leningrad, - hvor alt var i Orden til vor Opvisning, - naar vi udeblev. Endnu mere morede han sig over, at han ikke paa egen Haand kunde udstede Visum paa Grundlag af den store Korrespondance, som Niels Bukh medbragte fra Sovjetunionens højeste Raad for fysisk Opdragelse; men det turde han ikke indlade sig paa, for saa vilde han miste sin Stilling eller eventuelt komme ud for endnu større Genvordigheder, saa der var jo ikke noget at sige til, at han ikke vilde paatage sig det Ansvar.

Lige før Opvisningen sørgede Generalkonsulen for, at der blev telefoneret til det danske Udenrigsministerium; men hertil var intet nyt indløbet om denne Sag.

Saa gik vi i Gang med Opvisningen. Selv om der var mange Tilskuere, saa var Sporthalle dog ikke helt fuld, men de fleste af de Mennesker, der var til Stede, var gymnastikkyndige og yderst interesserede.

Der var spejlblankt Parketgulv i Salen, hvilket er udmærket egnet til staaende øvelser. – Jeg vilde dog have foretrukket et blødt Grønsvær til de vipsiddende Stillinger o. lign., da jeg havde et Par solide Brandbylder - Efterveer fra Vaccinationen - paa den Del af Legemet, som Fru Thit Jensen ynder at kalde den mest brutale.

Ved Springene maatte vi imidlertid gaa frem med en vis Varsomhed. Det er irriterende at skulle sætte af paa et Underlag, der er saa glat, at man ikke aner, til hvilken Side Fødderne vil faa i Sinde at smutte i Op­springet.

Om end vi under de staaende Øvelser ofte kunde gribe os selv i at staa og tænke lige saa meget paa det russiske Visum som paa Kropvridninger og Armsving, og selv om nogle af Springene blev til en Slags Nødlandinger

i Glideflugt, saa blev Opvisningen dog gennemført. Tilskuerne lagde en overordentlig Interesse for Dagen for vort Arbejde, ikke alene for det rent gymnastiske, men ogsaa for de gamle Folkedanse i farverige Nationaldragter. Under Udmarchen, hvor vi sang „Der er et yndigt Land", hørte Publikum til - staaende og i dyb Tavshed; men da Sangen var hørt op, og vi gik ud under vor smukke Fane, brød Bifaldet 1øs endnu voldsommere end under nogen Del af selve Øvelsesstoffet. – Vor første Opvisning paa Udenlandsfærden var til Ende, og det var dejligt at mærke, at vore Indbydere var mere end tilfredse med vort Arbejde.

Det brændende Spørgsmaal under det paafølgende Aftensmaaltid var naturligvis det russiske Visum. – Det var endnu ikke kommet. – Spørgsmaalet var nu, om vi skulde rejse til Riga og der afvente Begivenhedernes Gang, eller om vi skulde blive i Danzig. – I Danzig havde vi det godt. I Riga vidste vi ikke, hvordan vi vilde faa det. – Vi blev.

Næste Morgen tidlig kom vort Visum. Dog kunde vi ikke rejse før om Aftenen med det samme Tog, som vi skulde have rejst med den foregaaende Dag, da der ikke var nogen anden ordentlig Forbindelse. Den lidt trykkede Stemning, der hidtil havde hersket iblandt os, blev imidlertid straks afløst af en lys og munter, saa vi i fulde Drag kunde nyde en herlig Dag med Sol og Sommer paa Østersøkystens hvide Sandstrand.

Vi tog straks alle tilhobe ud til Zoppot, og her faldt Tiden os ikke lang. Først legede vi Himmelspræt med hinanden, hvilket, mens Rosendahl blev kastet op, gav Anledning til en saa uhøvisk Bemærkning som: „Nu stiger Flæsket". Derefter begravede vi hinanden i Sandet, saa kun Næsetippen stak op, og bagefter skyllede vi os rene i de friske Bølger og agerede Søløver, der lurede i Vandskorpen, ved hvilken Lejlighed navnlig Jens udfyldte sin Rolle fortræffeligt. Til sidst slog vi Flik-flak og Baglændere eller dansede Sanglege paa Strandbredden. – Naturligvis samlede vi hur­tigt et kolossalt Opløb omkring os, navnlig en Mængde henrivende Smaabørn - splitter nøgne og saa brune som Mulatter.

Da vi syntes, vi havde faaet Sol og Vand nok, gik vi op paa det store mondæne Badehotel Casino for at drikke Eftermiddagskaffe. Den røde Sal blev reserveret for os, Kaffe og Kager blev serveret til moderate Priser, og snart gik Dansen lystigt til Tonerne fra Restaurationens store Orkester.

Henimod Midnat skulde vi forlade Danzig. Vi mødte paa Hovedbanegaarden i god Tid sammen med vore tyske og danske Værter. Vi gav dem et rungende Hurra som Tak for de Dage, vi havde tilbragt i Danzig, fik et igen, og snart rullede vi af Sted mod ukendte Egne. Vi rejste paa II Klasse, men vilde ikke prøve paa at sove ligestraks, da vi skulde skifte efter halvanden Times Kørsel. Det var i Marienburg i Østpreussen. Vi skulde tilmed vente over en Time. Vi var søvnige og sultne, da vi naaede dertil, saa vi glædede os til at faa en Kop Kaffe med Smørrebrød, inden vi skulde rejse videre. Det var morsomt at lægge Mærke til, hvordan Ole Lukøjes Angreb virkede paa de forskellige, mens vi slæbte rundt paa Perronen med vore Kufferter. – Herdis satte sig demonstrativt oven paa sin Bagage og raabte højrøstet og bestemt efter et Spil Kørekort og et nyt Tog, mens andre var blevet grebet af Sparsommelighedsdille og stod opstillet paa Række foran et 10-Pfennigs W. C. saa de kunde klare sig med een Mønt tilsammen.

Da vi havde hørt, at Marienburg skulde have Navn efter en herlig gammel Borg, blev Jørgen og jeg enige om at begive os ud paa Nattevandring for at opsøge denne. Vi fandt den efter at have flakket om et Kvarters tid.

I det klare Maaneskin tog det mægtige, ældgamle Fæstningsværk sig fantastisk og trolddomsagtigt ud med sine massive Taarne og svære Ringmure samt Voldgrave og Vindebroer.

Vi kunde næppe løsrive os fra dette middelalderlige Syn; men vi skulde jo naa Toget og maatte snart af Sted.

„Skal vi ikke smide den Sovetryne ud, saa vi kan faa lidt bedre Plads," udbrød Niels Bukh, idet han kom ind i en Kupe, hvor der laa en Herre og sov. Vedkommende rejste sig belevent op og sagde med ægte dansk Lune: „Behøves ikke, jeg skal gerne gaa frivillig." – Ja, man er nødt til at passe paa, hvad man siger, selv om man er i Udlandet.

Jeg kom uvilkaarligt til at tænke paa en lignende Oplevelse, jeg havde for et Par Aar siden i Budapest. Vi stod paa en af Donaubroerne, og jeg skulde fotografere et Par af mine Kammerater. Jeg skulde lige til at knipse, da, der i det samme kom en ret korpulent Dame forbi, hvorfor en af dem raabte: „Vent et Øjeblik, vi vil ikke have den tykke Matrone med paa Billedet." Hun tilkendegav Øjeblikkelig med al Ønskelig Tydelighed sin Nationalitet ved at vende sig om og skælde ud, smækfornærmet.

Den Herre, Niels Bukh vilde have smidt ud i Marienburg, var imidlertid af en anden Type. Han tog det hele fra den gemytlige Side, og vi kom snart i livlig Diskussion med ham. Han viste sig at være en ung Ingeniør, der var paa Vej til Kowno.

Det var nu lien paa Morgenstunden, og selv om det var fristende at sidde og betragte de smukke Landskaber i Østpreussen med deres grønne Enge og spredte Skove af Birk og El, Fyr og Gran, saa maatte vi dog prøve at faa lidt Søvn. Ved at stille Kufferter mellem de udtrukne Sæder og brede Tæpper over, fik vi snart gjort os det saa behageligt, at vi kunde slumre sødt, mens Toget dampede af Sted mod Grænsen til Litauen og videre ind i dette Land. Toldvæsenet forstyrrede os ikke meget, og da vi vaagnede hen paa Formiddagen, var vi allerede et godt Stykke inde i Litauen. Landet gjorde et bundfattigt Indtryk. Kun en ringe Del af Jorden var under Kultur. Paa de spredte Agre var Jorden daarlig og elendigt dyrket og Afgrøden paa de smaa uordentlige Marker som Følge deraf meget middelmaadig. Husene var af Træ eller lerklinet Halm, og mange Familier boede i gamle Jernbanevogne, i jammerlige Træskure eller endog i Jordhuler. Vi kørte gennem store Strækninger af Hede, hvor Jorden kun var dækket af indtørret Græs eller Lyng med spredt Bevoksning af Birk og Fyr. – Der var smukt, men fattigt.

Ved den lettiske Grænse var der igen Vrøvl med vore Pas. Vi manglede Visum til Landet - anede for øvrigt slet ikke, at vi skulde have det. Her kunde en Bøde paa ca. 100 Kr. dog klare Sagen, saa vi fik Lov til at fortsætte Rejsen.

Samme Dags Aften ved 8-Tiden naaede vi Riga. Efter hvad vi havde faaet oplyst i Danzig, skulde vi her have 2 Timers Ophold. Den Tid vilde vi bruge til at spise til Aften i, og Niels Bukh skulde ogsaa købe Billetter til Leningrad. Vi naaede hurtigt over paa den Station, hvorfra Toget skulde gaa; men der erfarede vi til vor store Overraskelse, at Afgangstiden var en hel anden end den, der var blevet meddelt os. Toget skulde gaa i Løbet af et Kvarter.

Mad kunde der ikke være Tale om at faa paa den Tid; men Billetter skulde vi jo have. Det viste sig at være besværligt at faa dem. Vi undersøgte først, hvad de vilde koste, og opsøgte derefter Vekselstuen for at faa omsat de nødvendige Penge i lettisk Mønt. Imidlertid var der ikke nær saa mange Penge i Kassen, som vi skulde bruge, og inden den gamle, graaskæggede Vekselerer fik skrabet nogle flere snavsede Pengesedler sammen, hoppede Viseren paa Stationens Ur frem til 8,25, Togets Afgangstid. Det betød 24 Timers Ventetid i Riga, hvilket vilde være ret skæbnesvangert for os, da vi i Forvejen var et Døgn for sent paa Vej paa Grund af Forsinkelsen i Danzig.

Det var derfor en yderst kærkommen Overraskelse, der blev beredt os, da en Repræsentant, der af det danske Konsulat var sendt ned for at hjælpe os til Rette, kom løbende og fortalte, at han havde udvirket, at Toget ventede paa os i 10 Minutter.

Imidlertid var det lykkedes Vekselereren at skaffe saa mange Penge til Veje, at vi kunde faa 2 Klasses Billetter, dog uden Pladskort. Med stort Besvær fik vi derefter pakket os selv og vore 53 store Kufferter ind i det i Forvejen overfyldte Tog, der straks satte sig i Gang med et Vræl som fra et lille Dampskib og tøffede af Sted mod Leningrad.

I Gangen i Togets eneste 2 Klasses Waggon hang vi nu oven paa hinanden og oven paa vor Bagage. Ca. 20 Timers Rejse havde vi for os. Mad havde vi som sagt ikke kunnet faa i Riga, og Udsigterne til at faa noget syntes ikke store, da Toget ikke medførte nogen Spisevogn.

Efter langvarige Forhandlinger med og Ekstrabetalinger til Togføreren, lykkedes det os at faa lidt Plads. Toget medførte nemlig en Sovevogn. Her var 7 Køjer ledige. Det forslog lige til Pigerne og Niels Bukh, naar Pigerne laa sammen to og to. Paa III Kl. fik 3 af Mændene Sovepladser - ikke særlig misundelsesværdige for Resten -, og vi andre fandt, efterhaanden som de rejsende steg ud, nogle tomme Kroge, hvor vi kunde blunde lidt, mens Toget dampede af Sted mod Rusland, det Land, vi i lange Tider havde været saa spændt paa at gæste. Efter alt hvad vi havde hørt og læst om Forholdene derovre, havde vi faaet en levende Fornemmelse af, at i dette store, mysti­ske Land, som alle tåler om, og ingen kender noget videre til, maatte Niels Bukhs Besøg afgjort blive enten Knald eller Fald. – Hvordan vilde det gaa? – Ja, paa dette Spørgsmaal vilde de nærmeste Dage bringe os Svar.

Vi, der ikke var i Sovevogn, blev purret ud næste Morgen Kl. 5. Vi var ved Grænsen og skulde skifte Tog, mens Sovevognen blev rangeret over. Vi havde som nævnt 2 Klasses Billetter, men de blev os ikke til megen Nytte, thi der var overhovedet ikke Tale om saa komfortable Vogne i det Tog, vi skulde køre med. Vi fik anvist en ægte IV Klasses Vogn. Da vi havde taget den i Øjesyn lidt og endog dristet os til at aabne Døren paa Klem for at kigge ind, blev vi enige om som en første Forholdsregel at sende en modig Mand ind for at faa aabnet samtlige Vinduer, saa den friske, kølige Morgenluft kunde komme ind og om muligt fortrænge noget af den lumre Stank, der slog os i Møde fra den utroligt snavsede Vogn, hvori det flød med Cigaretstumper og afbrændte Tændstikker samt Lapper af Avispapir, der bar Præg af at have været anvendt til Indpakning af Madvarer. – Vognen var paa dette Tidspunkt tom - i alt Fald for Passagerer i menneskelig Størrelse.

Derefter stuvede vi vore Sager sammen derinde; men selv blev vi udenfor saa længe som muligt.

I Mellemtiden var ogsaa Bukh og Pigerne kommet op. Vi skulde jo have vore Sager toldefterset. Det blev uden Sammenligning den grundigste Undersøgelse, vi har været ude for. Alt maatte frem og tages nøje i Øjesyn: Vort Rejsetøj og vore Papirer, vore Tegnebøger og Billeder, „Sygekassens” Flasker og Vatpakker, kort sagt alt blev grundigt efterset, og det tog Tid, saa Toget maatte paany vente paa os. De største Vanskeligheder voldte en Kurerpost, som Niels Bukh medbragte fra Udenrigsministeriet til det danske Gesandtskab i Tokyo. Denne store, forseglede Pakke var Genstand for megen Betænkning og Mistro fra Toldbetjentenes Side. Den blev vejet og maalt paa alle Leder og Kanter, og Niels Bukhs Kurerbrev blev nøje gennemlæst Gang paa Gang; men tilsyneladende blev de ikke klogere af den Grund. – Man maa ikke vide, hvad en Kurerpost indeholder, saa vi kunde ikke give dem nogen Oplysning, der kunde tilfredsstille deres Videbegærlighed. Der blev forhandlet længe om denne ene Pakke, mens Toget ventede udelukkende af denne Grund. Til sidst blev Toldbetjentene enige om, at de vilde konfiskere den og sende den til Hovedtoldkontoret i Leningrad; men det vilde Niels Bukh paa ingen Maade høre Tale om. Pakken vilde han havde med sig, og det endte med, at selv de russiske Toldembedsmænd maatte bøje sig for hans Vilje. Saadan uden videre kunde Kurerposten dog ikke gaa igennem. De kunde jo ikke vide, om den ikke indeholdt en Helvedesmaskine, der var beregnet til at sprænge den røde Stats Grundpiller i Luften. Den blev derfor pakket ned i Niels Bukhs ene Kuffert, hvorefter denne omhyggeligt blev viklet ind i svære Hampereb og plomberet. Denne Sikkerhedsforanstaltning var imidlertid ikke tilstrækkelig. Der blev ydermere sendt en Toldbetjent og en revolverbevæbnet Gendarm med os. De skulde bevogte Niels Bukh og Kufferten nøje paa hele Rejsen til Leningrad, og der skulde de ledsage Bukh ud til Hovedtoldkontoret, for at den betænkelige Sag kunde blive nærmere undersøgt.

Endelig kunde vi gaa ud i Toget igen. Vore 4 Klasses Kupeer var ikke tillokkende; derfor listede vi os til at kravle op i Sovevognen alle sammen. En Del rejsende var staaet ud, saa der fik vi nu helt god Plads.

Efterhaanden som vi kom frem fra Station til Station, blev den øvrige Del af Toget overfyldt af rejsende Russere. Det var underligt at komme hjemme fra Danmark og se disse Mennesker. Pjaltet klædt var de, og de saa

i det hele taget meget mærkelige ud, som de kom der med deres Rejsegods i store Bylter paa Nakken. – Hvor skulde de hen, og hvorfor rejste de? – Ja, det kan jeg ikke svare paa, for det er meget vanskeligt at faa noget at vide i Rusland, - særlig naar man ikke forstaar et Muk af Landets Sprog, men maa klare sig med Tysk, det fremmede Sprog, man kommer længst med i Rusland. Maaske skulde disse rejsende Bønder ind til Byen for at handle med deres Varer, eller maaske skulde de bort til andre Arbejdspladser. Det er ikke nemt at sige; men ved at se paa flere af de forslidte Kvinder, der paa Stationen tog Afsked med deres Mænd eller Børn, fik jeg dog en underlig medfølende Fornemmelse af, at det ikke var godt at vide, hvornaar de skulde se deres kære igen.

Da vi efterhaanden var kommet lidt hen paa Formiddagen, begyndte vi at tænke paa, at det egentlig kunde være ganske rart at faa lidt Frokost. – Aftensmad havde vi jo ikke faaet den foregaaende Dag, saa lidt sultne var vi unægtelig.

Der blev fortalt os, at vi snart skulde holde en halv Times Tid ved en Station, hvor Madvarer kunde faas. Da vi kom til den omtalte By, stormede vi Øjeblikkelig Jernbanens tarvelige Restauration. Der var snavset, og Luften var indelukket og ildelugtende. Ved de store, klodsede Træborde sad et Utal af underligt klædte Mennesker og slubrede The i sig eller gnavede af store Humpler tørt Brød. Vi blev staaende inden for Døren under et Par brede, kunstige Palmer, kunde ikke rigtig bekvemme os til at gaa videre frem i Stuen. Vi saa, hvordan de snavsede, tykke Theglas af daarligt, blæret Glas blev fyldt paany til de nyankomne uden nogen som helst forudgaaende Opvask eller blot Afskylning. Vi saa, hvordan de store, tunge, skorpede Brød blev skaaret i Stykker paa den uappetitlige Disk, hvor det flød med Theslatter o. lign. Vi saa, hvordan snavsede Hænder greb efter de tykke Skiver Brød, der blev baaret rundt paa store Fade. Vi saa, hvordan de opvartende Pigers ru Hænder tog om de fedtede og lasede Rubelsedler, alt imens de samme Piger gik rundt og lagde Brød af paa de skaarede Tallerkener.

Det hele formede sig til et Billede saa afskrækkende uappetitligt, at mange af vore Piger skyndsomst trak sig tilbage igen. – De havde faaet nok af Synet. Kun ved ligefrem at gøre Vold paa vore æstetiske Følelser lykkedes det os andre at arbejde os frem til et af Bordene, hvor der lidt efter blev skænket The op for os. Vi stod netop og ventede paa Brødskor­perne, imens vi rørte rundt efter Tur med en gammel Tinske, da en skæg­get Russer viste sig i Døraabningen, idet han ringede med en Mælkemandsklokke ivrigt raabende: „Leningrad, Leningrad". Den halve Time var langt fra gaaet; men vi kunde dog forstaa saa meget Russisk, at vi med det samme fik en levende Fornemmelse af, at vi maatte se at komme ud til Toget, hvis vi ikke Ønskede at blive ladt tilbage paa dette utiltalende Sted. – Hvor sultne vi end var, saa kostede det os dog ikke megen Overvindelse at forlade det endnu ikke paabegyndte Morgenmaaltid. Hæsblæsende for vi hen ad Perronen og naaede lige at komme ind i Toget, - en halv Snes Minutter før det satte sig i Bevægelse.

Saa kørte vi videre paa fastende Hjerte. Ved at lave et Par nye Huller i Bæltet, der i Forvejen var spændt ind til sidste Hul, fik vi lidt Hold paa den slunkne Bug. For at faa Tiden til at gaa underholdt vi hinanden med at drøfte, hvilke lækre danske Retter vi bedst kunde tænke os at faa serveret. – Ved de følgende Stationer, prøvede vi endnu et Par Gange at faa noget at spise; men til sidst opgav vi det. De Anstrengelser, der var forbundet med at skaffe noget til Veje, syntes os for store i Forhold til de Resultater, der var at opnaa.

Ved at se og tænke paa alle de stakkels Mennesker, der lever under Forhold som de nylig beskrevne, fik jeg næsten Samvittighedsnag ved Tanken om, at jeg, om alt gik vel, endnu mange Gange skulde kunne sætte mig til et veldækket dansk Bord.

Jeg fik Lyst til at lære disse Russere lidt nærmere at kende, var egent­lig bange for, at det skulde blive opfattet som blot og bar Nysgerrighed, men bestemte mig dog til at aflægge et Besøg i nogle af Vognene længere tilbage. Det var underlige Ting, jeg saa paa denne Tur ned igennem Toget. En russisk Jernbanevogn - haard Klasse - ligner nærmest en dansk Kreaturvogn, der er blevet forsynet med halve Skillerum med plane Træhylder i to Højder. Alle Vegne var der myldrende fuldt af Mennesker. De sad, laa eller stod - oppe og nede - undertiden i flere Lag - omgivet af en mægtig Bagage. Deres Rejsegods bestod af smaa Kurvekufferter, Sække med Kartofler eller Æbler, raat sammentømrede Trækasser, Urtepotter med Blomster og mange andre sære Ting.

Et Sted blev jeg staaende og saa nærmere paa de rejsende. Til Trods for deres lurvede Paaklædning saa disse Mennesker venlige ag tilforladelige ud; præget af Hunger syntes jeg egentlig ikke de var. Her var Øjensynlig en hel Familie paa Farten. Den unge Kone sad og gav sit lille Barn Die. Purken var indsvøbt i gulvkludelignende Stof, og selv var hun klædt i en tarvelig blaa Bomuldskjole. Ganske køn var hun for Resten med sit sorte Haar og de mørke, underlig dybe øjne. Snavset var hun ganske vist ogsaa; men det var ikke noget, der var særegent for hende. Man­den havde sin Hyre med at holde Styr paa en 2-3 Aars Dreng, der hele Tiden vilde kravle op i Vinduet, mens Bedstefader med en Vodkadunk stikkende op af Lommen laa og røg paa en kort Pibe med ildelugtende Tobak.

Ved at beundre den lille kom jeg „i Snak" med Familien. Manden rejste sig straks for at gøre Plads for mig. Jeg lod ham forstaa, at vi kunde være der begge to, og snart var vi ivrigt i Gang med at gøre os forstaaelige for hinanden ved Tegn og underlige Gerninger. Meget førte det vel ikke til; men jeg blev dog hurtigt klar over, at disse Mennesker i Grunden var ganske gemytlige. De tog alt fra den humoristiske Side. Den unge Mand sammenlignede sit eget grove, lappede Tøj med mit og foreslog muntert, at vi skulde bytte. Saa sludrede de løs paa Russisk om andre Ting, som jeg i Begyndelsen ikke forstod; men ved at iagttage deres Mimik gik det dog til sidst op for mig, at de hav­de været i Riga paa Besøg hos Familie, og at de nu skulde tilbage til Leningrad.

Straks da jeg var kommet ind i Vognen, havde de fleste set paa mig med forundrede Øjne; men nu, da de havde glemt at lægge Mærke til min Person, gik Pludderen lystigt, mens Latter og Skæmt slog mig i Møde fra alle Kroge. - De Landskaber, vi kørte igennem paa vor første Rejse i Rusland, var meget ensformige: Jævne Sletter, afbrudt af Skove af Birk og Fyr. Hist og her dyrkede Marker. Husene alle af Træ. Af og til en Flok Kreaturer, der humpede om med sammenbundne Forben.

Til sidst kom vi ind over den vidtstrakte lave og sumpede Slette udenfor Leningrad. 

Den 11. August Kl. 4 om Eftermiddagen naaede vi ind til Hovedbanegaarden i Leningrad, hvor vi blev modtaget af Repræsentanter for Sovjetunionens højeste Raad for fysisk Opdragelse, hvoriblandt Professor Duperron, Lederen af den derværende Statshøjskole for Legemsøvelser. Igennem den store, men yderst forfaldne Stationsbygning, der var myldrende fuld af Mennesker, blev vi ført ud til den foranliggende Plads, der var brolagt med runde, toppede Sten. Her blev vi stillet op paa en Trappe, fordi vi skulde fotograferes til Pressen. – Vi fik senere at vide, at der fra Regeringen i Moskwa var indløbet følgende Telegram til Redaktionen af. „Den røde Avis" i Leningrad: „Unionen interesserer sig stærkt for Niels Bukhs Gymnastikopvisninger. Skriv fyldigt om dem." I den Anledning skulde vi altsaa foreviges. Det blev vi forøvrigt alle Vegne, hvor vi kom frem; men det virkede blot lidt underligt i disse Omgivelser.

Inden vi rejste fra Danmark - og ligeledes i Danzig - havde vi fra velmenende Mennesker modtaget et Utal af Raad og Advarsler angaaende vor Optræden i Sovjetunionen. Bl. a. maatte vi ikke uopfordret med Interesse eller Nysgerrighed betragte nogen Ting i det underlige, hemmelighedsfulde Land, hvor efter Sigende hvert femte Menneske paa en eller anden Maade skal være knyttet til Kommunisternes vidtforgrenede Spionagesystem, og hvor der naturligvis med særlig Aarvaagenhed holdes øje med Udlændinge paa Rejse i Rusland.

Som vi stod der paa Trappen foran Banegaarden i Leningrad - synlige for alle og selv med fri Udsigt over Stationspladsen - var det imidlertid meget vanskeligt at holde Øjnene hos sig selv. Taxabiler var der ingen af. Derimod skumplede tunge Arbejdsvogne - alle Enspænderkøretøjer - frem over den ujævne Plads. En Gang imellem banede en knaldrød, overfyldt Sporvogn sig Vej frem gennem Folkemylderet, idet den ustandselig lod sin skingrende Alarmklokke lyde for at skræmme de Folk bort, der tilfældigvis var kommet til at holde Hvil paa Skinnerne med deres mærkværdige tunge og omfangsrige Byrder, som de aabenbart var blevet trætte af at slæbe af Sted med.

Da Pressefotograferne havde knipset, hvad de skulde, blev vi anmodet om at gaa ind i to store, røde Omnibiler, der skulde føre os til vort Ho­tel. Gennem hullede, snavsede Gader med forfaldne Huse, hvis Facader var meget forvitrede, kørte vi i stærk Fart, - maaske fordi det derved blev vanskeligere for os at lægge Mærke til Enkelthederne i den skumle og affældige Bydel, om hvilken der undskyldende blev fortalt os, at det var den tarveligste og fattigste i Leningrad.

Niels Bukh selv kørte en anden Vej. Han maatte jo følge med Told­betjenten og den revolverbevæbnede Gendarm ud til Hovedtoldkontoret for paany at faa Raadighed over sin plomberede Kuffert med den for Told væsenet saa foruroligende Kurerpost. – Det voldte ingen Vanskelighed. Toldembedsmanden fik sig en ordentlig Røffel for sin ubegrundede Mistænksomhed, og Niels Bukh fik sin Kuffert sammen med mange uforbeholdne Undskyldninger for den strenge og ubehagelige Bevogtning, han havde været Genstand for paa Rejsen fra Grænsestationen til Leningrad.

Den lange Køretur gennem Leningrads forfaldne Gader bevirkede just ikke, at vi kom til at imødese Ankomsten til Hotel Europa med store Forventninger. Vor Forundring var derfor stor, da vi kom ind i den pragt fulde Forhal. Det var, som om vi pludselig var blevet hensat fra Nat til Dag. Fra Hallen, der var prydet med Palmer og Skulpturer, førte brede Marmortrapper og flere Sæt Elevatorer op til de højere Regioner i det gigantiske Kompleks. Den Række Værelser, der blev stillet os til Raadighed, var ikke mindre imponerende. Hvert af dem var en hel lille Sal med bløde Tæpper og polstrede Lænestole. Naar dertil kommer, at der til hvert Værelse hørte Badeværelse og W. C., forstaar man, at vi havde det lige saa komfortabelt, som man kan have det paa de førende Hoteller i Vest­europas Storstæder.

Mange Mennesker i Danmark havde raadet os til at tage en større Forsyning Proviant med hjemmefra, da man ikke kunde regne med, at de Maaltider, der vilde blive tilmaalt os i Rusland, vilde være tilstrækkelig rigelige for vore danske Maver. Det havde vi ikke gjort. Vi skulde jo rejse som Statens Gæster og var derfor enige om, at det hørte med til almindelig Høflighed at indordne sig under de Forhold, som vore Værter kunde og vilde byde os.

Imidlertid havde en Sulteperiode paa godt og vel 26 Timer været gan­ske velegnet til at skabe Spænding om vort første Maaltid i det af Fem­aarsplanen udpinte Land. Vi var derfor ikke længe om at vaske os og gøre os i Stand, saa vi kunde samles med vore Værter i den elegante Tagrestaurant, hvor et festligt dækket Middagsbord ventede os med 4 Retter Mad: Suppe, Fisk, Steg og Is. Alt var vel tillavet og i overflødig Mængde, og som Læskedrik dertil fik vi et Væld af naturligt Mineralvand fra Kaukasus. Man forstaar derfor, at vi hverken var sultne eller tørstige, da vi efter Middagen begav os ud paa en af vore Værter arrangeret Køretur i Byen.

Det var med en underlig Følelse af Livets Modsætningsforhold, vi havde siddet og taget for os af Retterne ved det overdaadige Bord, mens vi havde de sørgelige Minder fra de første russiske Stationer i frisk Erindring. Gennem et Net af grønne Hængeplanter havde vi gennem Glasvæggen kunnet se ud over Leningrads Tage og Kupler, Kuplerne af de Kirker, der i vore Dage samler saa stor en Del af hele Kristenhedens Interesse om sig.

Paa den første Køretur paa Ankomstdagen saavel som paa senere Ture fik vi Lejlighed til at se mangt og meget i den mærkelige Storstad. Ja, en og anden vilde maaske endog bruge et saa stærkt Udtryk om Lenin grad som „Den døde By"; men død er Leningrad ikke. Maaske kunde man kalde den en By i Dødskamp. Andre vilde sige en By i Genfødelsens Skærsild. Hvem har Ret? Det er ikke godt at sige. Vi var der kun i faa Dage. Jeg vil imidlertid forsøge at give en Skildring af vore Oplevelser i den By, der har Ord for at være den mest forfaldne og kriseramte i Sovjetunionen, og som dog har Navn efter Ruslands Guddom. De følgende Bemærkninger maa kun tages for, hvad de er, nemlig mine egne flygtige Indtryk fra en By, hvis Forhold man kunde studere i Maanedsvis og dog ikke blive klog paa.

Et Gadeliv af samme Art som det, der udfolder sig i Leningrad, finder man næppe i ret mange andre Byer. Overalt er der myldrende fuldt af Mennesker, der haster af Sted i alle Retninger: høje, stoute, aldrende Mænd med lange Støvler og graat Skæg, der hænger dem midt ned paa Brystet, unge Mænd med Ukraine-Skjorte og Kalot paa Hovedet, sodede, glatragede Fabriksarbejdere og krumbøjede Kvinder, præget af haardt Arbejde. Eet er fælles for dem alle: Deres Klædedragt er lurvet og pjaltet. Gennemsnitstypen, - om man da ellers kan tale om en saadan, naar de alle er næsten lige elendigt klædt, - staar under det mest usle, man ser i Danmark. Befor­dringsmidlerne er faa og primitive. Automobiler ses saa at sige ikke, kun Hestekøretøjer - altid Enspændervogne. Et særligt Præg paa Gadelivet sætter de røde Sporvogne, der altid er fyldt til overvældende Trængsel. Folk kæmper for at skaffe sig en kneben Staaplads, og som Regel hænger der mindst en 5-6 Personer uden paa hver Vogn, idet de klamrer sig fast til Trinbrættet og Dørkarmen eller endog til Vinduerne. Pladsen bagpaa, paa Støddæmperen, er særlig komfortabel og eftertragtet.

 At Folk i Ruslands Storbyer færdes særlig meget paa Gaderne, skyldes, efter hvad jeg har hørt, dels, at de maa bruge en stor Del af Dagen til at strejfe om paa jagt efter Næringsmidler, og dels, at de paa Grund af de elendige Boligforhold ofte maa bo meget langt fra deres Arbejde. At Fødevarer ikke kan erhverves i en Haandevending, fik vi et tydeligt Indtryk af ved at se, hvordan Mænd, Kvinder og Børn stod i Kø foran de i Forhold til Byens Størrelse ganske faa Uddelingssteder. De allerfleste Husfacader er ødelagt af Vind og Vejr og Mangel paa Vedligeholdelse, og Størstedelen af Gaderne er hullede og daarlige. Jeg fik dog Indtryk af, at der blev gjort en Del for at sætte Byen i bedre Stand; men det var dog næsten udelukkende i Hovedfærdselsaarerne, og det saa tillige for mig ud, som om en stor Del af Restaureringsarbejdet var af ret overfladisk Art. Yderdistrikterne i Leningrad er ganske forfærdelige: Gaderne er opblødte og opkørte, Husene faldefærdige og med store Huller i Tagene. Et særlig stærkt og ubehageligt Indtryk gjorde det paa os at se en halvt sammenstyrtet Kirkebygning løfte sine takkede og forrevne Murrester op over det omgivende Kaos.

At Czarens gamle Petersborg har været en imponerende By, er der meget, der vidner om. Vinterpaladset, talrige Museer og tidligere Herskabs­huse samt en Mængde kuplede Kirker vilde med Rette kunne betegnes som Pragtbygninger, dersom de var i en mere velholdt Stand.

De fleste Kirker i Leningrad er nu lukket eller nedrevet. Af de store Kirker er kun een i Brug, nemlig Kassankirken. En anden, Isakskirken, er omdannet til antireligiøst Museum. Billeder og Beretninger, der henter deres Motiver fra Inkvisitionsdomstolenes Rædselsregimente, Religionskrigenes blodige Kampe, Korsfarernes Grusomhed og lignende Emner er her stillet frem til Beskuelse paa en saadan Maade, at de for en overfladisk Betragtning kan virke som en knusende Dom over Sandheden af den kristne Tro og Lære, især overfor Mennesker, der kun kender Kristendommen gennem den ortodokse Kirkes Gudstjenester, der, saa vidt jeg kan skønne, maa være ret indholdsløse. – Det Indtryk fik jeg i hvert Fald ved at overvære en Messe i Kassankirken.

En Ø i Nevafloden er dækket af store Villaer og Palæer, der tidligere tjente som Boliger for udenlandske Rigmænd. Ved Revolutionen i 1917 blev alle disse Mennesker forjaget eller dræbt, med Undtagelse af dem, der havde været saa fornuftige at forsvinde i Tide.

Vi besøgte et saadant Herskabshus, der forhen havde tilhørt en schweizisk Direktør. Nu er dette Hus saavel som alle de omliggende Villaer omdannet til Hvilehjem for Arbejdere, der her kan faa frit Ophold i en 14 Dages Tid med god Mad og haardt tiltrængt Hvile. – Det er muligt, at disse saakaldte Rekreationsophold ogsaa benyttes som Belønninger til Mennesker, der har indlagt sig Fortjeneste over for Kommunismen, men jeg har ingen faste Holdepunkter for at hævde dette, kun Rygter.

Selv om vi af Hjertet undte overanstrengte eller paa anden Maade nødlidende Arbejdere et saadant Ferieophold, saa gjorde det dog et underligt Indtryk paa os at se dette Palæ i den Modsætningernes Tilstand, hvori det befandt sig. Vægge og Lofter var herligt prydet med forskelligfarvet Mar­mor og forgyldte Ornamenter. Dørene var holdt i Empire-Stil - hvidt og gyldent. I en pragtfuld Havestue var der paa det sirligt mønstrede Parketgulv stillet en Snes almindelige, halvrustne Jernsenge med snavsede graa Uldtæpper over. Som Natbord tjente et Pragtværk af et Bord med svær Ibenholtsplade baaret af to herlige, knælende Mandsfigurer udskaaret i Elfenben. I Spisesalen gjorde de samme Modsætninger sig gældende. Omkring det lange Bord, hvis oprindelige Skønhed var skjult under en Dug af Damask og en Krans af snavset, forskaaret Voksdug langs Randen, hvor Tallerkenerne stod, knejsede en Kreds af stive, højryggede Stole dækket af grove Lærredsbetræk. Da jeg løftede en Flig af disse, kom de herligste Mønstre i Læderplastik frem for Dagens Lys.

En Dag besøgte vi en stor, Jernvarefabrik, hvor der forarbejdedes Dampkedler og Turbiner. Jeg har ikke megen Forstand paa Fabriksdrift; men jeg har dog Indtrykket af, at denne Virksomhed var noget af det bedste, vi saa i Rusland.

Livet paa Fabrikken er ejendommeligt derved, at der bliver gjort et Forsøg paa at flette fysisk Kultur ind i det daglige Arbejde. Til Anlæget hører derfor en Idrætspark, som dog ikke var velholdt paa det Tidspunkt, da vi var ude at tage den i Øjesyn. Vi saa en Del Arbejdere spille Nævebold i Middagsstunden. Det gik med Liv og godt Humør.

Da vi en Tid havde vandret omkring i de store Fabrikshaller, hvor vi havde hørt kæmpemæssige Bore- og Savemaskiner hvine og Maskinhamre dundre, og til sidst var kommet op i øverste Etage, blev Arbejdet heroppe standset et Øjeblik. Hjulene holdt op at snurre, de skingrende Lyde for­stummede, og paa et Fløjtestød stillede de fleste af Arbejderne, der repræsenterede begge Køn, op i spredt Orden, hvor de kunde finde lidt Plads. Saa begyndte de at vise Gymnastik for os. Det maatte da interessere et saadant Selskab som et Hold unge danske Mennesker, der var rejst ud i Verden for at vise, hvordan man dyrker Legemsøvelser i Danmark. Set med vore Øjne var deres Gymnastik dog meget mangelfuld, nærmest værdiløs, ja, maaske endog for visse Øvelsers Vedkommende skadelig paa Grund af de mindre heldige Omgivelser. En ung bland stod oppe paa en Kasse og ledede Arbejdet, der i det væsentlige bestod af slatne Knæbøjnin­ger, lidt Viften med Hænderne og saa en Uendelighed af dybe Ind- og Udaandinger her i det maskinfyldte Lokales kvalme Luft, der var mættet med Støv og Dunster.

Nu er Aandedrætsøvelser et Spørgsmaal, hvorom der blandt Gymnastikteoretikere hersker stor Uenighed. Nogle giver en detailleret Beskrivelse af, hvordan de enkelte Ind- og Udaandinger rettelig bør foregaa i varierende Rytme og Dybde alt efter de forskellige Øvelsers Karakter. Andre har mindre høje Tanker om deres Indsigt i Aandedrætsorganernes fine og yderst komplicerede Virksomhed og indlader sig derfor ikke paa at agere Forsyn for denne. Niels Bukh siger omtrent saadan: „Stil blot store Krav til Aandedrættet; men gør det gennem øvelser, der tillader Brystkassen at fungere frit og naturligt." Hvordan man end ser paa de saakaldte Aandedrætsøvel­sers Virkninger og den deraf følgende større eller mindre Hensigtsmæssighed, saa er jeg dog temmelig sikker paa, at de fleste let kan blive enige om, at det ikke er i særlig Grad anbefalelsesværdigt at fylde sine Lunger gentagne Gange saa dybt som muligt med Sod og Støv fra et lummert Maskinrum.

Trods det, at Øvelserne langt fra saa anstrengende ud, maatte en af de unge Kvinder give op - maaske delvis paa Grund af den Svimmelhed, der let følger med forcerede Aandedrætsøvelser. Frygtsomt trak hun sig tilbage til sin Arbejdsplads og bøjede sig hulkende over sin Fræsemaskine i et heftigt Hosteanfald. Hulkindet var hun og fladbrystet, øjensynlig stærkt præget af Tuberkulose, der desværre skal være en ret udbredt Sygdom i Rusland paa Grund af de daarlige hygiejniske Forhold.

Da Øvelserne var forbi, klappede vi naturligvis pligtskyldigst, selvom mange af os sikkert havde en Fornemmelse af, at denne Gymnastiktime kun var et Paradenummer, de havde at vise frem for eventuelle besøgende. Til Slut blev der udvekslet Leveraab for Ruslands og Danmarks Ungdom, efter at Lederen havde holdt en kort Tale for Arbejderne. Hvad han sagde, ved jeg ikke; men det er muligt, at han har fortalt dem, at vi, der kom fra et med Hensyn til Legemskultur højt udviklet Land, fandt deres Arbejdsvilkaar saa vel som deres gymnastiske Præstationer særdeles ypperlige og efterlignelsesværdige.

Der er een Ting, man umuligt kan undgaa at lægge Mærke til, naar man opholder sig i Rusland. Det er de Mængder af futuristiske og kubistiske Propagandaplakater, der i de mest skrigende Farver pranger overalt paa alle mulige Steder som en Slags anskuelig Forkyndelse af Sovjets Ideer og Principper.

Ogsaa den Fabrik, vi besøgte, var udvendig saa vel som indvendig forsynet med den Slags Reklameskilte i næsten ubegrænset Mængde. Allerede ved Indgangen maatte vi lægge Nakken godt tilbage for at blive i Stand til at se op til Toppen af et mægtigt Billede af Lenin, der staar med udstrakt Arm og viser Vejen frem mod bedre Tider for Ruslands 160 Millioner Mennesker. Inde paa Fabrikken lagde vi Mærke til et kæmpemæssigt brandrødt Femtal baaret oppe af en stærk og senet Arbejderhaand og med imponerende Billeder af Sovjetunionens ypperste Industrianlæg indlagt i den røde Farve. Mens vi stod og iagttog dette smarte Opraab til Arbejderne, fortalte man os med en vis selvfølende Stolthed, at den Fabrik, vi nu besaa, allerede paa 2½ Aar havde udført en større Arbejdsydelse end den, der var dikteret af Femaarsplanen for det dobbelte Tidsrum.

Et stort Antal af Plakaterne var beregnet til at latterliggøre Religion og Religiøsitet. Et Sted saa vi Revolutionens Hammer knuse Bibelbogen, saa Kristus med Korset og alle de glorieomkransede Helgener og Patriarker blev spyet ud mellem Bladene farende til alle Sider i vild, forstyrret Flugt. Et andet Billede fremstillede Bibelen hvilende som et tungt, beskyttende Laag over en Tønde, der indeholdt et Par hulkende Smaabørn og nogle gamle, krumbøjede Bønder, der stod og traadte i Skægget, mens Republikkens ranke, frie Arbejder klarede sig selv, muskelstærk og solbrunet som han var.

Medens selve Leningrad ligger paa en usund lav og sumpet Slette, ret udsat for Oversvømmelse af den vandrige Nevaflod, ligger Czarernes tidligere Sommerpalads ca. 30 km borte fra Byen, højt og frit i et bakket Terræn, hvor de har haft et sikkert Tilflugtssted, hvis en Oversvømmelse skulde ramme Byen og dens Befolkning.

Nu benyttes Sommerpaladset som Museum. Vi havde Udflugt dertil den 13. August. Vi kørte derud med rasende Fart i en stor Omnibil, der hoppede og rystede frem over de hullede og stenede Veje, saa vi sad med Livet i Hænderne. Vi kom igennem et Par smaa Landsbyer med en Mængde faldefærdige Rønner, dog var der ogsaa enkelte nye Huse iblandt. Alle Vegne var der en Vrimmel af Smaabørn, der stod og vinkede til os.

Rent bortset fra, at Sommerpaladset udvendig er stærkt forfaldent, forsømt som det er af Mangel paa Maling og anden Vedligeholdelse, forekommer det mig at være det grimmeste Slot, jeg i mit Liv har set, navnlig fordi det er een forvirret Sammensætning af de mest forskellige Stilarter. Talrige Czarer og Kejserinder har bygget paa det, og da hver har haft sin egen Smag og tilsyneladende ikke har taget ringeste Hensyn til de Fløje, de nye Bygninger skulde passe sammen med, er det intet Under, at det hele er blevet en saadan Blanding af de Stilarter, man til de forskellige Tider har svoret til.

Den indre Udsmykning er derimod prægtig, i mange af Salene endog saa smagfuld, at Paladset i den Henseende staar fuldt paa Højde med de skønneste Slotte i Europa. Perlemorssalen eller Ravkabinettet f. Eks. kender næppe Sidestykker, end ikke paa saa berømte Slotte som Schonbrunn i Wien og Kongeborgen i Budapest. Alt i alt fik vi et levende Indtryk af den Pragt, der har været udfoldet ved Czarhoffet i det gamle Rusland, og naar vi samtidig hørte de mest rystende Skildringer af den Undertrykkelsens og Uvidenhedens Tilstand, Almuen havde levet under, faldt det os ikke svært at forstaa, at der i et saadant Land maatte blive Revolution en Gang før eller senere.

Vinterpaladset, der ligger paa Slotspladsen inde i Leningrad, er med Hensyn til det ydre en absolut Modsætning til Sommerpaladset, stilrent og enkelt som det er. – Midt paa Pladsen foran Slottet staar der en vældig Marmorsøjle. Paa Toppen en Engleskikkelse med udbredte Vinger og med en Palmegren i den Haand, der holdes beskyttende ud over Czarboligen. – For nogle Aar siden, da der blev holdt Mindefest for Revolutionens Udbrud, der fandt Sted den 7. November 1917, havde man faaet den Ide, at Engelen skulde dækkes af en rød Klud. En Flyver blev sendt op, og Gang paa Gang kastede han store, røde Faldskærme ud i den Hensigt, at en af dem skulde dale ned over Hovedet paa Englefiguren. Det skulde nu være saa morsomt; men trods ihærdige Anstrengelser lykkedes det ikke at faa denne haanlige Spøg gennemført.

Imidlertid var vi, som det siger sig selv, ikke kommet til Leningrad alene for at se paa Byen som almindelige Turister; men inden vi skulde vise vor Gymnastik for første Gang i Sovjetunionen, ønskede Niels Bukh at faa Lejlighed til at holde en Træningstime med hvert af Holdene, for at vi kunde blive vænnet lidt til de nye Redskaber.

Vor Opvisning skulde finde Sted paa et stort Stadion; men til Træningen fik vi overladt den tidligere spanske Gesandtskabsbygning, der nu benyttes som Gymnastikhus. Over de forhen spejlblanke Parketgulve i de prægtige Haller bliver der nu kuret med Heste, Bukke og Plinte, og mellem de svære Marmorsøjler er der opstillet Rudestiger, Apparater til Kurve­bold og deslige i de Omgivelser, hvor tidligere de udenlandske Diplomater samledes til Forhandlinger. – Selvfølgelig undgik vi heller ikke her de allestedsnærværende Progapandaplakater. Lenins Billede hang over Døren, og Væggene var fulde af Opslag, som vi ikke forstod et Ord af.

Efter Træningen var vi ude at se paa Stadion. Der blev lagt Gulv ud, og da Niels Bukh i Forvejen havde bedt om Løbebrædder, for at vi kunde faa tilstrækkelig langt Tilløb til Springene, var der ogsaa blevet forarbejdet Brædder til en saadan Løbebane, skønt Udtrykket Brædder er næppe den rette Betegnelse for de kolossale Tømmerflaader, der var blevet lavet i Anledning af vor forestaaende Opvisning. Hjemme i Danmark plejer vi i lignende Tilfælde at benytte almindelige Bordplader, der let kan lægges ud og tages bort igen. Her maatte der imidlertid hele 8 Mand til at bære hvert Løbebræt, saa vi var glade for, at vi ikke selv skulde slæbe af Sted med disse sammentømrede Planker, der var ganske uundværlige i Betragtning af, at Græsset var meget fedtet. – For at gøre det yderligere bekvemt for os blev Gulvet dækket med et uhyre stort tykt og blødt Smyrnatæppe fra det tidligere omtalte spanske Gesandtskabspalæ.

Inden vi rejste fra Danmark, havde Niels Bukh modtaget en Skrivelse fra det danske Udenrigsministerium, hvorved det meddeltes, at det ikke var Skik og Brug i Rusland, at der ved Idrætsopvisninger eller lignende blev baaret nationalt Flag eller sunget nationale Sange, og man henstillede derfor til Niels Bukh, at han tog Hensyn til dette.

Naar Niels Bukh rejser til Udlandet med et Hold dansk Ungdom, da betragter han altid den Opgave, der derved stilles ham, som værende af en dobbelt Natur. At det ene Formaal er at virke for Udbredelsen af Kend skabet til og Forstaaelsen af den primitive Gymnastik for derved at bidrage til at højne Legemskulturen i de paagældende Lande, er umiddelbart ind­lysende. Niels Bukhs andet Formaal er af national Karakter, idet han alle Vegne, hvor han kommer frem med sin Ungdomsskare, sætter alt ind paa at give det danske Folk og Flag en saa værdig og smuk Repræsentation som muligt for derved at gøre en Indsats i Arbejdet for at gøre Danmarks Navn agtet og afholdt blandt fremmede Folkeslag. – Hvor i Verden, den primitive Gymnastik end er blevet vist, da er den altid blevet ført frem under Dannebrog.

Det var derfor med en vis Bekymring, vi imødesaa vore Opvisninger i Sovjet-Rusland. – Landet havde indbudt os som Gæster, og nu, efter at vi var kommet til Leningrad, forstod vi klart og tydeligt, at der vilde blive gjort alt for at give os en saa interessant og behagelig Rejse gennem det udstrakte Rige, som de forhaandenværende Forhold paa nogen Maade til­lod. Som Følge deraf vilde det være en naturlig Ting, at vi i enhver Henseende tog rimeligt Hensyn til vore Værters ønsker; men skulde det virkelig derfor blive nødvendigt for os at sætte vort Samlingsmærke, vor smukke O. D. Fane, til Side og marchere ind paa Stadion i Leningrad uden den? Vi havde taget imod Indbydelsen fra det højeste Raad for fysisk Opdragelse og kunde vel derfor ikke nægte at vise Gymnastik for dem - end ikke, om de ønskede at se den uden Dannebrog. Alligevel var vi dog alle enige med Niels Bukh om, at det vilde vi ikke gaa med til uden Kamp. Allerede faa Timer efter at vi var kommet til Leningrad, begyndte Niels Bukh derfor at drøfte Sagen med vore Værter. Jeg havde ikke Lejlighed til at følge disse Forhandlinger i Enkelthederne; men det var tydeligt for enhver af os, at det ikke var let for de to Parter at blive enige. Resultatet blev dog, at Niels Bukh fik sat igennem, at vi nok maatte marchere ind med Dannebrog i Spidsen, men kun paa eget Ansvar, idet vore Værter ikke vilde stille nogen som helst Garanti for, hvad der kunde ske, naar vi viste os for et russisk Publikum under et nationalt Flag - tilmed et Korsbanner.

Den 12. August fra Kl. 7 til 9 om Aftenen holdt vi vor eneste Opvisning i Leningrad. Der var en Mængde Mennesker forsamlet paa Tilskuertribunerne rundt om Stadions store ovale Grønsvær, der var isprængt med et Utal af Fandens Mælkebøtter og mange bare Pletter, hvor den plørede Jordbund kom til Syne. Udenfor Indhegningen løftede en Del spredt liggende Huse deres nøgne graa og sorte Gavle op mod Himlen, og selve Stadion var indrammet af en Kreds af smagløse, ækle Propagandafigurer og Opslag.

Et stort Militærorkester lod Tonerne rulle hen over Pladsen, inden Opvisningen tog sin Begyndelse, ligesom det senere ledsagede en Del af vore Øvelser, nemlig Springene, med den herligste Musik, vi nogensinde har haft ved en Opvisning.

Da Tilskuerne var blevet nogenlunde samlet, brusede „Internationale" hen over deres Hoveder, og snart efter marcherede vi ind med Dannebrog i Spidsen syngende: 

Vaj højt, vaj stolt og frit, vort Flag med Dugen hvid og rød!

og vidn, vor Sag er Danmarks Sag! vi vil ej savnes paa den Dag,

da Terningen om Liv og Død skal rulle i dit Skød!

Jeg er overbevist om, at vi alle ligesom følte noget af det gamle nordiske Vikingeblod rulle igennem vore Aarer, som vi gik der Side om Side, et Hold unge danske Mænd og Kvinder med Niels Bukh ved højre Fløj, alle syngende af vore Lungers fulde Kraft om den Fane, der blev baaret frem foran os, - og jeg ved ogsaa, at det i dette Øjeblik stod lyslevende for os, at Danmarks Skæbne ikke afgøres af Sværd og Granater. Nej, Terningerne om Liv og Død for vort Fædreland kastes ikke mere paa Slagmarken, men paa de Steder, hvor der gøres et Arbejde for at højne eller udbrede dansk Kultur.

Frygten for, at Dannebrog skulde ægge Russerne op til Tumulter, viste sig at være ubegrundet, i alt Fald paa dette Sted. Jeg kunde i det mindste ikke spore noget Tegn paa uvenlig Stemning imod vor Fane.

Een Ting slog mig imidlertid med det samme. Det var den knusende Ligegyldighed, hvormed vi blev modtaget. I Begyndelsen var der stærk Uro paa Tilskuerpladserne. Publikum var tilsyneladende optaget af alt muligt andet end at se paa os.

Efterhaanden som Opvisningen skred frem, lykkedes det os dog at samle en stedse stigende Opmærksomhed om vore Øvelser, og til sidst sad Tilskuerne alle som een musestille og saa paa, hvad der foregik nede paa det udlagte Gulv.

Efter Udmarchen, der havde fundet Sted under øredøvende Bifald, flokkedes en Mængde unge Mennesker om Niels Bukh for at spørge ham ud. De pludrede lystigt løs paa Russisk, saa man skulde egentlig ikke tro, at Niels Bukh kunde have megen Glæde af det. Han har dog ofte senere for­talt, at han, om han end ikke havde kunnet forstaa deres Ord, alligevel mente at have kunnet se paa deres Ansigter og spørgende Blikke, at denne Opvisning havde virket paa dem som et Pust fra en Verden, de ikke kendte. Det var, som om de havde forstaaet, at der var større og ædlere Værdier til end de, der skabes udelukkende ved politisk Propaganda.

Vi blev opfordret til at gentage Opvisningen den følgende Dag, ikke i Leningrad, men 80 km derfra i en stor Ungdomslejr med 18.000 Deltagere. Paa Grund af øsende Regnvejr maatte det desværre opgives, dels fordi Vejene ud til Stedet var af en saadan Beskaffenhed, at de var ufremkommelige i fugtigt Vejr, og dels fordi der i selve Lejren ikke fandtes en Plads, hvor Opvisningen kunde gennemføres paa en Regnvejrsdag.

Det var mig en stor Skuffelse. Det vilde have været umaadelig interessant baade at have faaet et Indtryk af, paa hvilken Maade Livet former sig i en saadan Sovjetlejr, og tillige at have set, hvordan denne vældige Ungdomsflok vilde have modtaget vor Opvisning.

I Stedet fik vi den tidligere omtalte Udflugt til Czarens Sommerpalads. Den var naturligvis ikke uden Interesse; men jeg vil dog ikke lægge Skjul paa, at, jeg vilde have foretrukket Ungdomslejren.

„Det er „søreme" det pæneste Menneske, jeg har set i Rusland," udbrød Arthur, idet han fik Øje paa en ung Mand i smukt, graat Jakkesæt, hvis elegante Snit og gode Forarbejdning blev fremhævet af de mange grove og daarligt siddende Klædninger, som de Mennesker var iført, der var ved at forlade Stadion efter vor Opvisning.

Arthur havde næppe ventet Svar paa denne Bemærkning; men det fik han. „Det kan jeg saamænd godt forstaa," sagde den omtalte pæne Mand, „men jeg er nu ogsaa Dansker."

I det samme kom Lisbeth og Eli farende med hver sin Flødekaramel, som de havde købt for 26 Øre Stykket i danske Penge i den Bod, der i Dagens Anledning var blevet opslaaet udenfor Indgangen til Pladsen.

Manden med det fine Tøj blev saa henrykt over at se de danske Piger, at han sporenstregs for hen og købte en hel Pose fuld af de kostelige Karameller og forærede dem. Det siger sig selv, at de maatte omregnes til Kroner og Øre, inden de blev sat til Livs: 43 Flødekarameller a 26 Øre, det giver i alt 11 Kr. og 18 Øre. Det var Ankjærs lyse Hoved, der først fik opklaret, hvor meget den unge Telegrafist havde maattet bøde af sin Ugeløn fra „Store Nordiske" for at indlægge sig Fortjeneste hos vore Damer.

Selvom vi ikke kom langt med danske Penge i Rusland, syntes vi dog, at vi skulde have en eller anden lille Erindring med fra Leningrad. Rigtige Forretninger var der ingen af, saa hvor skulde vi gaa hen og købe noget? Det maatte vi have vore Værter til at hjælpe os med; men det gjorde de ogsaa med Glæde. Vi blev ført hen til et Udsalg, der, saa vidt jeg kunde forstaa, var særlig beregnet for Udlændinge. For i det hele taget at faa Lov til at købe noget maatte vi allerførst præsentere et Garantibevis for, at vi havde faaet udenlandsk Mønt vekslet om til Rubler og Kopeker. Saa gav vi os til at se paa Varerne, der var baade pæne og dyre. Der var lange, blanke Støvler til 56 Rubler Parret og Ukraine-Skjorter med broderede Kraver og Opslag. Der var sorte Bælter med Sølvspænder til fabelagtige Priser og mange andre Ting. Vi søgte selvfølgelig efter noget, der var nogenlunde billigt, men alligevel morsomt, og det endte med, at de fleste af os blev udstyret med hver sin broderede Russerhue. Nu er jeg fuldstændig ligeglad med, hvilket Mønster min Hue har, men dengang var det en meget vigtig Ting, paa hvilken Maade de grønne og røde Sting var snørklet ind i hinanden, og om Bundfarven var sort eller brunlig. Flygtigt set var vore Huer akkurat ens; men da vi, efter at have bødet 2'/z Rubel hver, klædt som gode Kommunister spankulerede af Sted mod Hotel „Europa", tør jeg nok sige, at vi hver især følte os overbevist om, at vi havde faaet netop den Kalot, der passede bedst til os.

Den 13. August lidt før Midnat rejste vi fra Leningrad. Vi skulde til Moskwa. En II Klasses Sovevogn var stillet udelukkende til vor Disposition, saa vi havde det yderst komfortabelt.

Jeg stod netop ved et aabent Vindue og saa ud i Mørket, mens Toget buldrede af Sted i fuld Fart, da Bremserne pludselig hvinede i vilden Sky, og et Øjeblik efter holdt Toget bumstille. Togbetjente kom løbende med Lygter, ivrigt raabende til hverandre. Var der mon sket en Ulykke, eller hvad var der paa Færde? Det synes at være vanskeligt at faa det opklaret, saa det tog Tid. Mens vi stod og spændt ventede paa Gaadens Løsning, lagde vi Mærke til, at Togpersonalets Opmærksomhed rettedes mere og mere mod den Vogn, der befordrede os. Man kikkede mistænksomt paa os, og til sidst kom en Konduktør ind for at undersøge Sagen nærmere. Inde i en af Kupeerne blev han staaende og tordnede løs. Vi stimlede naturligvis sammen i Døraabningen for at se, hvorfor Manden var saa vred. Det viste sig, at Margit havde trukket i Nødbremsen. Ganske vist var det ikke sket med hendes gode Vilje; men det kunde Russeren jo ikke vide, og det var yderst besværligt at faa gjort ham begribeligt, at det ikke havde været hen­des Hensigt at standse Toget. Hun havde blot været i Færd med at slaa sin Køje ned. Den skulde hvile paa en Staaltap, der skulde trækkes ud. Uheldigvis sad Nødbremsen lige ved Siden af og lignede den tilmed slaaende. Da Margit ikke læste Russisk bedre end vi andre, fandt vi det meget tilgiveligt, at hun havde taget fejl af Køjepinden og Nødbremsen; men det gjorde Konduktøren aabenbart ikke. Til alt Held havde vi en Ledsager med fra Leningrad. Havde han ikke været der, er det ikke godt at vide, hvad der var blevet af Margit. Nu slap hun til sidst med at skrive under paa en hel Mængde russiske Dokumenter. Hvad de handlede om, har vi aldrig faaet at vide, men Margit tog det heller ikke saa nøje med det. Hun havde sikkert i sin Befippelse skrevet under paa hvad som helst. Da vi havde drillet Margit tilstrækkelig længe, oven paa Forskrækkelsen, gik vi til Køjs og sov roligt og trygt, mens Natekspressen jog videre frem mod Sovjetunionens Hovedstad.

Det kunde synes underligt at begynde med at fortælle om vor sidste Oplevelse i Moskwa. Jeg gør det alligevel, fordi jeg synes, at denne Oplevelse giver en ganske god Baggrund for Forstaaelsen af Livet og Udviklingen i vore Dages Rusland.

Klokken slog 7, da vor Autobus den 18. August om Aftenen standsede paa „Den røde Plads" foran Kremls urgamle Mure. Størstedelen af Pladsens kæmpemæssige Areal var dækket af en mere end tusindtallig Skare Mennesker, opstillet nogenlunde regelmæssigt 3 og 3 i en kilometerlang Række, der i store Slyngninger bugtede sig frem over Pladsen. Tavse og alvorlige ventede de mange arbejdsklædte Mennesker paa det Øjeblik, da de skulde drage forbi Lenins balsamerede Lig, der er gravsat i et moderne Marmorkapel foran Kreml.

Vi fulgte med, idet der beredvilligt blev gjort Plads for os forrest i Rækken. Skulde vi have ventet, til vor Tur kom, vilde det have varet i Timevis. Ad brede Marmortrapper gik vi stille ned i Dybet, hvor to Sol dater med skarpladte Geværer holdt Æresvagt ved Lenins prismeformede, elektrisk oplyste Glaskiste. Hovedet med de smukke, energiske, skarpt skaarne Træk understøttes af en rød Silkepude; det uniformerede Legeme er dækket af et rødgyldent Tæppe, hvorpaa de blege, fine Hænder hviler - den ene aaben, den anden let knyttet. Hen over de kulsorte Marmorvægge løber en bred, flammende rød Siksakstribe hele Vejen rundt i det halvdunkle Gravkammer.

Tavse stod vi dernede. Kunde vi end ikke sympatisere med Kommunismens verdensomvæltende Ideer, saa kunde vi dog paa den anden Side heller ikke sige os fri for en vis stærk Følelse af Respekt for denne Mand, der tilsyneladende laa lyslevende foran os paa sin Baare. Jeg føler mig forøvrigt ogsaa ganske overbevist om, at det Kæmpearbejde, Lenin har udført for sit Folk, er blevet gjort i den allerbedste Mening, og jeg tvivler heller ikke om, at det virkelig er lykkedes ham paa sin Vis at føre Rusland ind i bedre Tider. Ganske vist maa Tilstanden derovre da have været meget slem før.

Som vi stod der i det underligt tyste Rum i Lenins Mausoleum, saa vi, hvordan de mange Repræsentanter for Ruslands nye Generation andæg­tigt bøjede de blottede Hoveder som en ærbødig Hyldest og Tak til deres store, i Ordets bogstavelige Forstand forgudede Befrier.

Da vi igen kom op i den stille, aftensvale Luft, spurgte vi uvilkaarligt vore Ledsagere, hvilken Mærkedag det var, siden en saa stor Skare Mennesker var blevet forsamlet. De rystede alvorligt paa Hovedet. Det var ikke nogen Festdag, og det var ikke en sjælden, men en daglig tilbagevendende Begivenhed, vi havde overværet.

Vi blev staaende en Tid og iagttog den stadig fremadskridende Strøm af Mennesker, som passerede gennem det terrasseformigt opførte Marmorkapel, mens Tusmørket begyndte at snige sig frem mellem de nærliggende kuplede Kirker og Fæstningsmurene paa Kreml.

I Navnet Moskwa ligger en saadan Klang af Mystik, at vi kom dertil med meget højstemte Forventninger. Det er derfor ikke underligt, at Byen ligestraks blev en Skuffelse.

Banegaarden var meget forfalden og uordentlig, men var dog under Restaurering. Vi kørte gennem Gader, der ikke adskilte sig synderligt fra Gader i andre Byer, og vi lagde straks Mærke til, at Husene gennemgaaende var langt mere velholdte end i Leningrad. Det var tydeligt, at der blev gjort meget for at gøre Landets Hovedstad til en moderne Storby. Der blev fortalt os, at Byens Befolkning var blevet fordoblet siden Revolutionen i 1917, saaledes at der nu skulde være 3 Mill. Indbyggere.

Vi kom til at bo paa et Ungdomshjem, paa to store Sovesale. De faldt naturligvis slemt igennem i Sammenligning med de elegante Værelser, vi havde haft paa Hotel Europa; men da vi med Forsigtighed havde ombyttet de graa Uldtæpper, der laa paa Sengene, med vore egne Rejseplaider, fik vi det ganske rart. Tæpperne blev flyttet forsigtigt, fordi vi helst vilde undgaa at faa Luften for stærkt forplumret.

Den til Ungdomshjemmet hørende Restauration var jævnt tarvelig; men den Mad, vi fik serveret, var ganske god og meget rigelig. Paa Morgenbordet var der oven i Købet anbragt flere store Fade med blødkogte Æg. Dem lærte vi dog snart at lade staa, for der skulde mere end almindeligt Held til for at finde et Æg, der ikke var raaddent; men bortset herfra var Kosten som sagt upaaklagelig.

Vi havde ikke opholdt os ret mange Timer paa Ungdomshjemmet, før det viste sig, at Musse havde faaet Faaresyge. Det, som vi i al Stilhed havde frygtet, var sket. Vi havde trods alle Forholdsregler ikke undgaaet at faa Smitten med hjemmefra. Det var intet Under, at det netop blev Musse, der bragte den med. Hun havde nemlig været Lærerinde paa Gymnastikhøjskolen hele Sommeren og havde som Følge deraf været i meget nærmere Berøring med Eleverne end vi andre.

Stakkels Musse. Nu laa hun med sit tykke Hoved svøbt ind i Vat og uldne Klude fra „Sygekassen". – Jeg tænkte med Rædsel paa, at jeg Aftenen før havde drukket af samme Glas som hun og kunde allerede ligefrem føle, hvordan det formelig kriblede og bulnede bag ved Ørene.

Hvis en eller anden skulde studse over, at Musse og jeg havde drukket af samme Glas, saa kan jeg oplyse, at Bukhs Gymnaster i den Henseende ikke er et Haar bedre end Russere. Jeg kan endog huske, at Niels Bukh engang har madet hele Holdet med en og samme Theske. Det var nu ikke paa denne Tur, men i 1927, da vi var paa Vej ned mod Hamborg og havde Ophold paa Flensborghus i Flensborg. Der var kun eet Stykke Lagkage, og da vi altid plejer at dele Livets Goder ligeligt imellem os, maatte vi naturligvis have hver sin Mundfuld. Som sagt blev vi madet efter Tur - selvfølgelig ikke i ganske tilfældig Orden, men skiftevis Pige og Dreng, som vi kalder os i daglig Tale.

Faaresygen kunde ikke godt have indfundet sig paa noget mere uheldigt Tidspunkt end her, hvor alle Pigerne boede sammen i eet Værelse. Vi var derfor forberedt paa en større Epidemi, men slap med Skrækken.

Vore Værter i Moskwa, som var Repræsentanter for det højeste Raad for fysisk Opdragelse, viste os en Gæstfrihed, der næsten grænsede til det utrolige. Selv de mindste Smaating tog de i Betragtning. De frankerede og afsendte vore Breve, og vore Films hjalp de os med at faa fremkaldt. Ligeledes lod de vort snavsede Tøj vaske, og det er noget, man forstaar at skønne paa, naar man er paa Rejse. Vasken saa vel som Strygningen var ganske vist russisk - ikke fransk; men Meningen var god nok. Hver Gang der fra vor Side var Tale om Betaling for den Slags Ting, blev vi kun mødt med en bestemt afværgende Haandbevægelse: Vi var jo Gæster. Da alt var meget dyrt derovre, var det ikke helt ubetydelige Smaabeløb, vi paa denne Maade blev sparet for at give ud. Jeg fik 6 smaa Ruller Film fremkaldt. Skulde jeg have betalt det selv, vilde det have kostet mig 18 Kr. i danske Penge.

Der blev gjort alt, hvad der kunde gøres, for at vi skulde faa et godt og fyldigt Indtryk af den By, hvor det gamle og det nye Rusland mødes paa særlig iøjnefaldende Maade. Det siger sig selv, at det navnlig var det nye, man gerne vilde vise os.

Allerede paa selve Ankomstdagen var vi ude paa en længere Biltur. Over hullede, stenede Veje kørte eller rettere hoppede vi i en stor, skraldende Omnibus frem gennem smaa morsomme Landsbyer med Træhuse

Efter at have tilbagelagt ca. 30 km naaede vi en herlig Skovegn. Der besøgte vi Hvileparken „Kalinin", der var opkaldt efter et af de betydeligste Medlemmer af Eksekutivudvalget. 1100 mandlige og 700 kvinde­lige Arbejdere er der Plads til. I 2 a 3 Uger nyder de i den smukke fri Natur en vederkvægende Hvile efter overstaaede Sygdomme. De bor i 160 Pavilloner beliggende rundt omkring i den udstrakte Park, mens eventuelle Børn afgives til Pasning i et Par store Asyler.

Talrige Boldbaner og Idrætsanlæg staar til Raadighed for Rekonvalescenterne, og Dagen lang genlyder Skoven af de spillende og legende unge Mænds og Kvinders glade Raaben og Snakken.

Vi gik en Tur igennem Parken. Først saa vi indenfor i et af Børnehjemmene. Der var en Mængde buttede Smaatrolde, som legede lystigt i Sandkasser og paa Græsplæner uden for Huset. Jeg havde den Vane at fotografere næsten alt, hvad jeg kom i Nærheden af. Disse Børn kunde naturligvis heller ikke undgaa deres Skæbne; men næppe havde jeg gjort Mine til at forevige dem, før Bestyrerinden viste sig i Døren og kaldte alle Rollingerne til sig. Jeg blev selvfølgelig skuffet og begyndte at snakke godt for Damen. Det viste sig imidlertid hurtigt, at hun slet ikke havde villet berøve mig mit Bytte. Tværtimod skulde Børnene fikses lidt op, saa de kunde komme til at se pæne ud. Saa snart de havde faaet Næsen tørret og Hagesmækken glattet, kom de undseligt listende ned ad Trappen igen, meget betaget af Situationens Alvor.

Vi gik videre frem igennem Parken og saa, hvordan et Utal af unge tumlede sig alle Vegne i Idræt og Leg. Nævebold var særlig yndet. Dette Spil er indført fra Amerika. Der var udspændt i Snesevis af høje Net, hvorover Deltagerne lod de store Bolde suse omtrent efter de samme Regler, som benyttes ved Nævebold i Danmark. Det glædede mig at se, at Nævebold var saa populært, idet jeg altid har regnet det for et meget finere Spil end Haandbold, der som Regel giver Anledning til et større Antal forstuvede Tommelfingre hos de spillende.

Et andet Spil, der ogsaa bliver benyttet en Del i Sovjetunionen, er det ældgamle russiske Nationalspil „Garodki", der er beslægtet med det danske Spil „Pind".

Hvileparkens Leder Dr. Krawzow var en meget sympatetisk og tilsyneladende højt dannet Personlighed. Han anmodede os om hen paa Aftenen at synge nogle danske Sange for Arbejderne.

Mens der blev spist til Aften, gik vi ud i Skoven for at prøve Sangene igennem. Jeg var af gode Grunde ikke Deltager i Sangkoret og gik, mens de andre sang, en Tur hen ad en Sti, der førte mig helt ud i Ud kanten af Skoven. Som jeg stod der ved et Markskel og saa ud over en bølgende Havremark, mens jeg hørte de danske Sange, der klang saa smukt i den stille Sommeraften, forekom Stedet mig saa idyllisk og fredeligt, at jeg udmærket kunde tro mig hjemme i Danmark.

Senere paa Aftenen samledes vi i Parkens store, luftige Teatersal. Den var pakfuld, saa jeg gaar ud fra, at det store Flertal af Arbejderne var mødt op.

De danske Toner hilstes med det hjerteligste og stærkeste Bifald, man kan tænke sig. Da det i Forvejen var blevet meddelt, at det var Gymnastik og slet ikke Sang, der havde kaldt os ud i Verden, blev der under de sidste Sange sendt en Mængde smaa Sedler op paa Scenen til os. Efter at de var blevet oversat, forstod vi, at vore Tilhørere ønskede, at vi ogsaa skulde vise Gymnastik for dem. Det kunde desværre ikke lade sig gøre, da vi hverken havde Dragter eller Redskaber med. I Stedet foredrog hele Forsamlingen en Del russiske Sange for os. Det var betagende at høre det mægtige Brus af Stemmer, der fyldte det store Rum, og ligeledes at se dette Hav af Ansigter, der lyste af Begejstring. Vi fik en Følelse af, at der her var stærke Skuldre og enig Vilje til at bære det nye Rusland frem.

En anden Dag var vi igen ude paa Landet, denne Gang for at se de to nye Former, hvorunder en stor Del af det russiske Landbrug drives, nemlig som Statsvirksomheder og som kollektive Brug. Den første Slags ejes, som Navnet oplyser, af Staten, der lader en Direktør drive Landbruget ved Hjælp af lønnede Arbejdere. I de kollektive Brug ejes Jorden endnu af Bønderne selv, idet de frivilligt har sluttet sig sammen om at dyrke deres Marker i Fællesskab. Udbyttet fordeles da i Hovedtrækkene i Forhold til den Arbejdsydelse, de hver især har præsteret i Aarets Løb.

Det er muligt, at der kan være Grund til at sætte et Spørgsmaalstegn ved dette, at Sammenslutningen skulde være sket efter Bøndernes egen fri Vilje; men noget virkeligt Grundlag for at paastaa, at det helt eller delvis er sket ved Tvang, har jeg naturligvis ikke. Hvor skulde jeg have faaet det fra!

I den Landsby, vi besøgte, var det kollektive Brug af forholdsvis ny Dato. Den 1. April 1931 omfattede det kun 46 Familier, mens der, da vi var derovre, var 182 Familier med i Sammenslutningen. Der blev for talt os, at kun 24 Bønder endnu havde foretrukket at dyrke deres Jord paa egen Haand.

Straks da vi kom ind i Landsbyen, samledes der et mægtigt Opløb omkring os, navnlig en Sværm af Smaabørn, kun iført Badebukser. Det var Kollektivbrugets Børn, der opdrages i Fællesskab paa en Slags Skolehjem, hvor de tilbringer hele Dagen. Det skal have den Fordel, at Børnene ikke er deres Forældre til Besvær i Arbejdstiden.

Vi aflagde først Børnehjemmet et Besøg og saa baade Vuggestuer, Spisestuer og en Slags Klasseværelser. For at gøre os begribeligt, at Børnerie var glade for at være der, blev de samlet sammen i en stor Flok, og saa meddelte Bestyrerinden os gennem den Tolk, der ledsagede os, at hun vilde spørge dem, hvor de bedst kunde lide at være, enten hjemme hos Far og Mor eller her paa Skolehjemmet. De svarede med et Vræl, som efter hvad vi fik oplyst, skulde betyde: „Paa Skolehjemmet".

Nu mente man aabenbart at have givet os et fuldgyldigt Bevis for, at Fællesopdragelsen tjente baade Børn og Forældre til bedste. Derimod blev der ikke sagt noget om, at der ved denne Ordning blev budt Børnene de ypperligste Muligheder for at vokse op til gode Kommunister; men denne Slutning var vi ogsaa i Stand til at drage paa egen Haand.

Det var hurtigt rygtedes i Landsbyen, at det fremmede Selskab var en Flok danske Gymnaster. Lærerinden var derfor saa betænksom at vise os en lille Omgang Gymnastik med de tykmavede Smaatrolde.

Efter at vi havde travet en lang Tur ud over elendige Marker, mente vore Ledsagere, at vi maatte være sultne, og vi sluttede derfor Opholdet i Landsbyen med et Besøg i den tidligere Knejpe, hvor der nu var fælles Spisehus. Her blev vi trakteret med varm Mælk og Brød.

Da vi endelig kom tilbage til vor Automobil, havde der samlet sig en Mængde Mennesker omkring den paa den brede, triste Landsbygade. Da vi nærmede os, kom ogsaa alle Børnene marcherende i deres Badebukser med en Trommeslager i Spidsen.

En gammel Mand fra Byen overrakte os undseligt smilende en stor Buket Blomster, mens en hel Kreds af pjaltet klædte unge og ældre Mennesker stod rundt omkring os og soppede med deres bare Ben i Støv til Anklerne. For at de kunde faa lidt Fornøjelse af vort Besøg, sang vi „Jeg elsker de grønne Lunde" for dem. Da vi til sidst igen steg op i Bilen, stod alle Børnene opstillet paa Række og Geled og sang til Gengæld med deres spæde Stemmer „Internationale" til Ære for os. Kort efter rullede vi af Sted, mens Folk og Landsby blev borte bag os i en Støvsky.

Fra Kollektivbruget kørte vi ud for at se en Statssvinefarm. Den var ret ny. Den l. Nov. 1930 begyndte den med 100 Svin. Da vi saa den, var der godt 300, og naar Farmen bliver færdigbygget, skal der være Plads til 6000. – Selvom jeg engang i min yngste Ungdom har været Fodermester, kan jeg desværre ikke rose mig af at have særlig dyb Indsigt i Svineavlens Hemmeligheder. De fleste af mine Kammerater var derimod Landmænd. De Udtalelser, som de med Sagkundskabens Vægt lod falde om den Bedrift, vi saa i Nærheden af Moskwa, var ikke just smigrende hverken for Russerne eller for deres Svin. Ludvig paastod endog, at Staten som Gaardens Ejer vilde være bedst tjent med, at 90 pct. af de ynkelige, langbenede Svin blev slaaet ned. Jeg synes nu, at denne Dom over russisk. Svineavl var lidt haard. Hvad de mange nyopførte Huse angaar, da har jeg i det mindste aldrig set dem bedre i Danmark. Ganske vist har jeg nok set pænere Smaagrise herhjemme; men det vilde vel ogsaa være for meget forlangt, at de russiske Svin skulde kunne maale sig med de danske. – Rigtigt er det naturligvis, at det Affald, der blev fyldt i dem, ikke just var den fineste Form for Svineæde; men det kunde jo paa den anden Side heller ikke hjælpe at fortælle Bestyreren paa Gaarden, at han skulde give sine Grise en hel Masse Mælk; for hvor skulde han faa den fra.

Ogsaa i selve Moskwa førte vore Værter os rundt. Vi spadserede i gamle, krogede Gader og var inde i flere af de ejendommelige gamle Kirker, hvoraf Moskwa før Revolutionen kunde fremvise et saa imponerende Antal som 1.060. Nu er kun ca. Halvdelen tilbage, og flere af dem er endda omdannet til Museer, mens andre er lukket.

Vi var inde at se Revolutionsmuseet med dets Utal af Billeder og Statistikker over Fortidens Rædsler, Revolutionens blodige Sejre og Femaarsplanens gigantiske Resultater. Alt i alt var Museet een eneste storslaaet Propaganda for det nuværende Regeringssystem. Vi saa en Mængde gruopvækkende Billeder fra Czartidens Undertrykkelser og Rædsler, Bønder, der blev pisket paa deres nøgne Ryg, saa Blodet flød, og udtærede Lig ophængt i Galger. Som en Modsætning hertil var der anbragt et stort symbolsk Billede: „Det nye Rusland bæres frem af Arbejdere, Bønder og Soldater."

Moskwas saakaldte Kulturpark, der dækker et langstrakt Areal langs Moskwafloden, er noget af det ejendommeligste, jeg har set. Jeg kender intet, jeg kan sammenligne den med. Skulde jeg endelig nævne noget, maatte det blive en forvirret Sammenblanding af Dyrehavsbakken og Tivoli, et Provinsmarked og en Idrætspark, Langelinie og Ørstedsparken, en Børnehave og et Hvilehjem samt en politisk Mødesal og Raadhuspladsen i København paa en Børnehjælpsdag. – Der var et Leben af den anden Verden. Et Sted indøvede et ungt Par i tarvelige, men klædelige blaa Lærredsdragter russiske Folkedanse med Harmonikaledsagelse for hvem, der havde Lyst til at være med, og et Stykke derfra blev der givet gratis Undervisning i Sang. Der blev spillet Nævebold, og der blev sprunget Buk. Nuttede, halvnøgne Rollinger kørte Rutchebane paa Enden ned ad et dertil indrettet Bræt, mens energiske unge efter Sigende lærte Tysk og Engelsk paa faa Timer. Endelig en Overdaadighed af Propagandaplakater, der prangede overalt paa ethvert iøjnefaldende Sted i de mest fantastiske Former og Farver.

En Aften ved Halvsekstiden kørte vi i reserveret Omnibus ud mod Sta­dion Dynamo, det nyeste og største i Rusland. Efterhaanden som vi nær­mede os Stadion, blev Gaderne mere og mere vrimlende af Mennesker. De myldrede af Sted, alle i samme Retning som vi. Sporvognene var saa overfyldte, at Fjedrene blev trykket helt i Bund. Paa en af Vognene talte jeg over 30 Mennesker, der hang udenpaa, idet de hagede sig fast hele Vejen rundt til Vinduerne, Tagkanten eller hvad de nu kunde faa fat paa, og denne Sporvogn var absolut ikke noget Særsyn. Det siger næsten sig selv, at vor Omnibil ikke kunde faa Lov til at være i Fred under disse Trafikforhold, selvom der paa Skiltet stod nogle Tegn, som skulde betyde „Reserveret". Vore russiske Ledsagere havde deres Hyre med brutalt at skubbe de paatrængende Gæster ned i Gademylderet igen, efterhaanden som de hoppede op til os.

Nu vilde det have været ganske morsomt, om jeg havde kunnet for­tælle, at alle disse Mennesker saa vel som vi var paa Vej ud til en af vore Opvisninger; men det var ikke Tilfældet. Der skulde være Fodboldkamp mellem et tyrkisk Landshold og et udvalgt Hold fra Moskwa.

Stadion Dynamo er bygget som et mægtigt Amfiteater med ca. 60.000 Tilskuerpladser. En af de bedste Loger var reserveret os. Inden Kampen begyndte, var der fuldt besat paa alle Pladser.

Tyrkerne var klædt i rød Sweater og hvide Bukser samt Strømper, der var stribet paa tværs med rødt og hvidt, mens Russernes Dragter var holdt i sort og hvidt. Selvfølgelig burde vi ubetinget have holdt med vore Vær ters Bysbørn; men vi kunde dog ikke frigøre os for en vis Sympati for de tyrkiske unge Mænd, der var klædt i danske Farver.

Første Halvleg udviste Resultatet 2-2; men det viste sig, at der var spillet 2 Minutter for længe, hvilket blev ret skæbnesvangert, da Moskwaholdets sidste Maal var gaaet ind i sidste Minut. Dette havde til Følge, at de 60.000 Tilskuere maatte vente i mere end en halv Time, inden Kampen kunde begynde paany. Resultatet af Forhandlingerne, der blev ført for lukkede Døre, blev, at det omtalte Maal maatte annulleres. Kampen endte uaf­gjort med 3 Maal mod 3. – Med Hensyn til Hep-Raab og Huj og Skrig stod Publikum aldeles ikke tilbage for Københavnere til Landskamp mellem Sverige og Danmark - navnlig ikke under den lange, uventede Pause, hvor der tilsyneladende intet skete, og hvor Folk absolut ikke var blevet klar over Grunden til, at Kampen ikke blev fortsat planmæssigt.

Vi vilde gerne ind at se Kreml og Lenins Mausoleum. Det er kun faa Udlændinge, der faar Adgang til disse Moskwas to største Seværdigheder, der ligger tæt op ad hinanden imellem „Den røde Plads" og Moskwafloden, og er en Slags Symboler paa det gamle og det nye Rusland.

Vi var naturligvis meget spændt paa, om vi vilde faa den ønskede Tilladelse. Det fremgaar af det foregaaende, at vi i det mindste fik Lov til at se Lenins Gravkapel. Helt uden Besvær lykkedes det dog ikke at naa saa vidt. Man anmodede os nemlig om at tage vor Fane med og sænke den over Lenins Baare. Hertil maatte Niels Bukh svare nej. Vi følte os ikke bemyndiget til paa nogen Maade at benytte Dannebrog til Tilkendegivelse af politisk Sympati. Derimod blev vi enige med vore Værter om, at vi i Stedet kunde nedlægge en Buket Blomster med signerede Baand. Spørgsmaalet var nu blot, hvad der skulde staa paa disse Baand. Hr. Limberg, der repræsenterede det højeste Raad for fysisk Opdragelse, ønskede, at vi skulde skrive: „I Taknemmelighed mod Verdensrevolutionens Skaber". Da han erfarede, at der ikke kunde blive Tale om en saadan Indskrift, spurgte han, hvad vi da kunde tænke os at skrive. Niels Bukh svarede: „Tak for Sovjetunionens Gæstfrihed". Det kunde vi nemlig skrive med stor Frimodighed; thi denne Gæstfrihed, der virkelig havde været stor, havde vi i høj Grad Grund til at takke for. Hr. Limberg mente ikke, at denne Indskrift passede til en Buket Blomster, der skulde nedlægges paa Lenins Grav. Resultatet blev, at der ingenting kom til at staa paa Baandene.

Det kostede endnu mere langvarige Forhandlinger, før vi fik Lov til at komme inden for Kremls Mure. Kun paa Grund af vore Værters store Ihærdighed lykkedes det os at faa Adgangsbevis fra Kommandanten paa Kreml. Jeg tror, der blev telefoneret mindst 30 Gange til de paagældende Myndigheder, inden vi naaede saa vidt, og der blev desuden indsendt Lister over vore Navne og Erhverv, over vor Rejserute og mange andre Ting. Vi var meget taknemmelige over, at Hr. Limberg og de øvrige Repræsentanter for det højeste Raad vilde paatage sig alt det Besvær for vor Skyld; thi at se Kreml er en Oplevelse, man aldrig glemmer. Ved Indgangsporten, som vi passerede to og to mellem Soldater med opplantede Bajonetter, blev vi modtaget af en revolverbevæbnet Armist, der skulde ledsage os paa hele Turen rundt i det gamle Fæstningsværk.

Kreml blev grundlagt i det 12. Aarhundrede. Da blev alt bygget af Træ. I det 15. Aarhundrede blev det af italienske Arbejdere bygget op af Sten omtrent i sin nuværende Form.

Først saa vi det store righoldige Vaabenkammer, der foruden et Utal af Sabler, Dolke, Geværer og andre Vaaben - hovedsagelig tyrkisk og italiensk Arbejde - tillige rummer et vældigt Oplag af Czarernes og de højeste gejstlige Personers kostbare og prægtige Klædninger. Endvidere er der et stort Antal pragtfulde gamle Guldkareter og en Kane med et 18­Hestes Forspand. Der er Tronstole og guldindvirkede Tæpper, og man viste os den Krone, som Czarerne var blevet kronet med lige siden det 13. Aarhundrede. Ligeledes saa vi Peter den Stores Støvler, og skal hans Storhed dømmes efter disses Dimensioner, da har han sandelig baaret sit Navn med Rette. – Alt i alt var der mere end nok til, at vi kunde danne os et lille Begreb om den umaadelige Pragt, der er blevet udfoldet ved Czarhoffet i det gamle Rusland. – Paa vor Tur rundt i Kreml, der er en hel lille By for sig, var vi ogsaa inde i et Par af de 11 ældgamle Kirker, hvis grønne eller forgyldte løgformede Kupler straalede i det stærke Solskin. Vi saa det Sted, hvor Czarerne var blevet kronet, og man viste os en Del af deres Grave, bl. a. det Kapel, hvor Johan den Grusomme hviler sammen med to Sønner, som han med egen Haand har dræbt.

Vi havde to Gymnastikopvisninger i Moskwa. Den ene fandt Sted i selveste Kulturparken. Omgivelserne var meget mærkelige. Under lange, frynsede Guirlander og mellem store kunstige Palmer og vældige, brogede Buhkøer og Pruheste af Træ viste vi vor Gymnastik for en 4-5 Tusinde Mennesker, der modtog vore Øvelser med de samme Udtryk for Begejstring, som Niels Bukh plejer at møde i Europas Storstæder.

Den anden Opvisning er den forunderligste, jeg nogensinde har været med til. Den blev afholdt paa et stort Stadion, hvor den blev overværet af ca. 8000 Mennesker. En Del af Tilskuerne var overordentlig interesserede, men det store Flertal - navnlig Publikum paa den billige Langside - stod tilsyneladende ganske uden Forstaaelse af Legemskultur. Fuldkommen umiddelbart gav de Udtryk for deres øjeblikkelige Følelser. Den kraftige primitive Mandsgymnastik kunde i nogen Maade holde deres Interesse fangen, ja, under vore passive Spændbøjninger og Fremadbøjninger hylede de ligefrem af Latter, som om de troede, at vi var ved at mule hinanden. Stillingsgymnastikken kedede dem aabenbart frygteligt, hvad de ikke undlod at give ret utvetydige Udtryk for; men under vore Spring og Behændighedsøvelser hujede, klappede og trampede de, ellevilde af Begejstring som en Flok vilde Mennesker. Pigernes yndefulde gymnastiske øvelser og Sanglege kunde de slet ikke goutere. De lavede et Mudder og et Spektakel, saa der ikke var til at høre Ørenlyd. Flere af Pigerne fortalte mig bagefter, at de havde været lige ved at løbe deres Vej, fordi de troede, at den støjende Hob vilde falde dem i Ryggen.

Her lykkedes det os altsaa ikke at skaffe Ro paa Tilskuerpladserne, saadan som vi havde kunnet det i Leningrad.

To omtrentlige Fiaskoer havde vi paa vor Jordomrejse. Den ene er lige omtalt; den anden var en Opvisning i Amerika under helt andre Forhold. Efter den store, mærkelige Opvisning i Moskwa, fik Niels Bukh talrige Beviser for, at de mere sagkyndige Mennesker havde omfattet vore øvelser med en kolossal Interesse. Af det højeste Raad for fysisk Kultur blev han meget indtrængende anmodet om snarest muligt efter Hjemkomsten til Danmark at sende en kvindelig og en mandlig Instruktør til Moskwa, hvor de skulde undervise ved Landets største og bedste Gymnastikinstitut. – Endnu er denne Tanke dog ikke blevet realiseret. – Chefen for den røde Armes sportslige Afdeling - Kalpuss hed han - havde allerede arbejdet noget med Bukhs Gymnastik. Han lagde en forbavsende Forstaaelse for Dagen ved at udtale, at han ansaa den primitive Gymnastik for at være den bedste Form for Legemsøvelser, fordi den ind imellem giver Musklerne Hvile, samtidig med at den gør Udøverne stærke. Det lyder underligt; men de fleste Gymnaster vil sikkert give mig Ret i, at der er noget rigtigt i denne mærkelige Begrundelse.

Den sidste Dag vi tilbragte i Moskwa, var vi af det højeste Raad for fysisk Opdragelse indbudt til en Frokost paa Byens fornemste Hotel. Noget mere overdaadigt Bord har jeg aldrig siddet ved. Der var et saadant Væld af fine Retter, at det er ganske haabløst at gaa i Enkeltheder ved Beskrivelsen deraf. Maaske kan det give et lille Indtryk af Situatio­nen, naar jeg fortæller, at Holger, da vi efter Maaltidet var kommet ned paa Gaden igen, slog sig selv paa Maven og sagde: „Sikken et Føre der vilde blive, hvis vi blev kørt over."

Om Aftenen den 18. August skulde vi rejse fra Moskwa Øst paa mod Nowo Sibirsk.

Paa Stationen tog vi Afsked med vore Værter og den danske Legationssekretær Hr. Torp-Pedersen, der havde været os behjælpelig med mangt og meget under Opholdet i Moskwa.

Da Rejsen fra Leningrad til Moskwa havde været saa komfortabel, havde vi ventet, at noget lignende vilde blive Tilfældet for de øvrige Rejser i Sovjet-Rusland. I disse Forhaabninger blev vi imidlertid skuffet denne Gang.

Vi var saa mange, at vi næsten kunde fylde en hel Vogn; men da det er smaat med Jernbanemateriel i Rusland, havde det ikke været muligt at fremskaffe en særskilt Vogn til os for den forestaaende Rejses Vedkommende. Vi maatte derfor tage til Takke med at lade os befordre paa ægte russisk Maner paa haard Klasse i en Waggon, der var inddelt i et Par store Kupeer med Plads til 18 i hver. Vi fik hver anvist en Træhylde med en tynd Madras samt et Tæppe og et Lagen, hvormed vi saa maatte gøre os det saa behageligt som muligt.

Havde vi nu haft et Par af de store Kupeer til Raadighed, kunde vi maaske have klaret os nogenlunde helskindet igennem de forestaaende Genvordigheder; men foruden os logerede i Kupeerne flere typisk russiske Familier med en Mængde Smaabørn. Deres Klæder var lurvede og snavsede, og de medbragte et større Forraad af ildelugtende, mærkelige Madvarer i lige saa mærkelige Kurve og Dunke. Rejsegods havde de i Mængde i store Sække eller i raat sammentømrede Trækasser. Det var tilsyneladende alt deres jordiske Gods, de førte med sig; end ikke blomstrende Potteplanter savnedes.

Vi maatte nu se at dele Sovepladserne mellem vore russiske medrejsende og os selv saa godt, det lod sig gøre. Først maatte vi indstille os paa to Ting. Den ene var at lade alle forfængelige og magelige Vaner fare, den anden at se bort fra ethvert sippet Blufærdighedshensyn.

Naturligvis maatte vi først sørge saa godt for vore Piger, som de forhaandenværende Forhold tillod. Det lykkedes os at lægge Beslag paa een Kupe. De 18 Træbrikser blev tildelt Pigerne, Niels Bukh og 5 af Drengene. Desuden foretrak Ludvig at sove inde hos Pigerne paa en Bagagehylde helt oppe under Loftet frem for at logere sammen med os andre inde hos Russerne.

Der var ikke Tale om, at Kupeerne kunde aflaases. Der skulde tvært­imod være fri Passage derigennem for enhver. Vi blev derfor enige om, at det var det rigtigste, at vi skiftedes til at holde Vagt om Natten.

Kort før vi rejste fra Danmark, havde vi faaet Brev fra en japansk Lærer, der netop havde gjort Turen fra Danmark gennem Rusland og Sibirien til Japan. Han havde skildret Jernbanerejsen gennem Sibirien med de mørkeste Farver, og han havde navnlig fremhævet, at en Mængde af de russiske rejsende stjal som Ravne. Vi var derfor forberedt paa det værste, men belavede os paa at sælge vort Liv og vore forskellige Kostbarheder saa dyrt som muligt.

Vi havde heldigvis faaet en Fører med fra Moskwa. Det var Hr. Limberg, et af Medlemmerne af det højeste Raad for fysisk Opdragelse. Han hjalp os til Rette med alt, hvad der stod i hans Magt; men der var dog ret snævre Grænser for, hvad han trods al sin Ihærdighed kunde udrette for os.

Det værste ved vore russiske medrejsende var deres paniske Skræk for aabne Vinduer og frisk Luft. Heldigvis var vi mandsstærke nok til, at det en Gang imellem kunde lykkes os at aabne for Tilgangen af frisk Luft forskellige Steder i Vognen. Skønt, Udtrykket frisk Luft er næppe rigtig betegnende for de tykke Støv- og Røgskyer, der med smaa Mellemrum pulsede ind gennem Vinduerne. Vi havde altsaa to Ting at vælge imel­lem: enten at lade Vinduerne være hermetisk tillukkede og døje en ulidelig og ubeskrivelig Stank, eller ogsaa at lade Vinduerne staa aabne og faa os selv og al vor Bagage gennemtrængt og dækket af Støv og Snavs. Hvad der var værst, ved jeg snart ikke. Derfor foretrak vi at skifte lidt med det. Forandring fryder jo.

Der var ustandselig en kolossal Tilstrømning til Toilettet. Der fandtes nemlig et saadant, der tilmed indeholdt et lille Monstrum af en Vandhane, som ved megen Ihærdighed kunde lade sig presse til at afgive en lille beskeden Vandstraale, hvormed vi kunde jævne Snavset lidt i vore ind­tørrede Ansigter. Akkurat som Russerne staar i Kø foran deres Uddelingsforretninger, stod en Del af os bestandig opstillet paa Række foran det lille ellers alt andet end tiltalende Rum. Imidlertid var Vandbeholderen aabenbart ikke beregnet paa Storforbrugere, saa Forsyningen slap snart op. Saa var den Herlighed forbi.

Hr. Limberg medbragte fra Moskwa et Par store Sække med Fransk­brød samt en Kasse med Smør, Ost og Pølse. Ogsaa Drikkevarer havde han tænkt paa, idet han havde en hel Del Flasker Nassan med sig. Nassan er naturligt Mineralvand fra Kaukasus. Desuden var der Spisevogn i Toget, saa vi behøvede saamænd ikke at nære nogen Frygt for, at vi skulde sulte ihjel ligestraks. Hvad Spisevognen angaar, da fortjente den ikke at bære et saa ind­bydende Navn; thi en Kulvogn i Danmark maatte skamme sig ved at se saadan ud, og Opvarteren gav ikke Fyrbøderen noget efter med Hensyn til Paaklædning og øvrigt Udseende. Selve Maden fristede os til at antage, at de Rester, som vi selv og vore russiske medrejsende levnede, stadigvæk gik i samme Bøtte som den nye Tilførsel af Fødevarer, saa det blev efterhaanden alt andet end appetitlige Ting, der blev sat frem for os. Hvor snavset Opvarteren end var, saa var han dog Spisevognens eneste Tilknytningspunkt til danske Forhold. Han lignede nemlig „Fyrtaarnet" paa en Prik.

 Vi rejste fra Moskwa over Kasan til Swerdlowsk og videre ind i Sibirien. Vi kom over Volga og igennem de lave Uralbjerge; men ellers var Landskabet ikke spændende: Vidtstrakte, desperat ensformige Stepper bevokset med spredt Birkekrat afvekslende med daarligt dyrkede Marker.

Kun ved Stationerne var der Liv. De rejsende Russere strømmede hver Gang ud for at faa varmt Vand paa deres Thepotter. Pjaltede, snavsede Mennesker falbød forskellige alt andet end appetitlige Spisevarer. Gamle Koner kom med Forklæderne fulde af Brød, Pølse og Agurker. – Russerne spiser en utrolig Mængde raa Agurker. – Nogle rakte sorte Pander med stegte Smaafisk frem mod de rejsende, mens andre løb omkring og svingede med stegte, magre Kyllinger i deres kulsorte Næver. Drenge og Piger paa Stationerne gik og gnaskede Agurker og Solsikkefrø i sig med lige saa stort Velbehag som det, hvormed Børn i Danmark sutter paa Slikkepinde.

Efterhaanden som vi kom ind i Sibirien, blev Landskabet mere og mere tørt og solstegt. Store Strækninger var helt afsvedet, og mange Steder stod Steppe og Krat ligefrem i Brand omkring Toget, saa tykke, hvide Røg skyer fuldstændig tog Udsynet fra os. Vi kom efterhaanden til at gispe af Varme. Vore Klæder og hele Kroppen blev dækket af et Lag af indtørret Snavs. Det trængte ind i Øren, Næse og Mund, saa Slimhinderne blev meget irriterede. Siddende paa Trinbrædderne eller staaende med hele Overkroppen hængende ud af Togets Vinduer snappede vi begærligt efter hver Mundfuld frisk Luft.

Toget kørte kun langsomt, hvad vi ikke var særlig tilfredse med, da vi gerne vilde have Pinen overstaaet saa hurtigt som muligt; men vore mere stedkendte medrejsende paastod, at vi kun skulde være glade for det; thi det var altid bedre at blive forsinket en Dag end at løbe af Sporet. Noget maa der aabenbart have været om det; thi ikke mindre end 4 afsporede, knuste Togstammer passerede vi paa vor Vej gennem Sibirien.

Naar jeg kunde se mit Snit til det, kravlede jeg gerne saa ubemærket som muligt op paa Taget af Toget. Deroppe kunde jeg til Tider sidde og have det ganske rart med Vinden susende om ørene. Luften var ganske vist ikke altid lige frisk; thi Støv fra Steppen og Røg fra Lokomotivet blev ofte hvirvlet mig ind i Ansigtet, saa jeg maatte lægge mig fladt ned paa Taget og klamre mig fast til en Skorstenspibe for ikke at blive fortumlet og dratte af. Ned turde jeg jo ikke kravle, saa længe jeg var indhyllet i Røgskyer saa tætte, at jeg ikke kunde aabne Øjnene uden at faa dem fulde af Snavs og Kulstøv. Naar Vindretningen var mig mere gunstig, var Pladsen oppe paa Taget imidlertid ganske behagelig. Her kunde jeg sidde og se langt ud til alle Sider over vidtstrakte Stepper. Enkelte spredte Gaarde saa jeg med delvis afsvedet, tyndt Korn paa Markerne. Langs Jernbanelinien var det tørre, gule Grønsvær som Regel gravet væk paa et bredt Stykke for at hindre Antændelser fra Toget i at brede sig ud over Steppen. Af og til vinkede Bønderne fra de enlige Gaarde til mig fra deres primi­tive Køretøjer.

Naar vi nærmede os en Station eller en Jernbanebro, maatte jeg altid se at komme ned i en Fart. Det vilde jo ikke være saa morsomt at blive pirret ned hverken af Togpersonalet eller af Broens Jernskelet.

Jeg er netop kommet ned oppe fra Taget og gaar nu ind i Vognen for at se, hvad mine Kammerater bestiller. Inde i de store Kupeer bliver Tiden slaaet ihjel paa forskellig Maade. Marius og Jens lader Mandolinernes spinkle Toner dirre i den støvfylde Luft. Esther sidder og læser en Novelle i en gammel Familiejournal, „Flammende Ungdom" eller hvad den nu hedder. Musse har endnu ikke rigtig overstaaet sin Faaresyge, men har dog genvundet Kræfterne saa vidt, at hun uden alt for stor Anspændelse kan fordybe sig i Knickerbockers „Rusland i Smeltediglen". „Ork ja," stønner hun, naar man har prøvet at rejse i Sibirien ved Sommertid, saa forstaar man bedre dette her med Smeltediglen." Anna og Eli sidder og stikker Blyanten i Munden, mens de brygger paa en Avisartikel om Moskwa. – De fleste af os var jo Korrespondenter til hjemlige Blade. – Jørgen er ved at demonstrere Kropvridninger og Armsving for Hr. Limberg, som, naar han kommer tilbage til Moskwa, skal holde et videnskabeligt Foredrag om primitiv Gymnastik paa det Institut, hvor han er ansat som Lærer. Det var nemlig en Betingelse for, at han kunde faa Orlov fra Skolen for at led­sage os til Nowo Sibirsk. Endelig er Russerne i Færd med at indtage et af deres tarvelige Maaltider, mens en hulbrystet kvindelig Togbetjent gaar og pirrer lidt op i Støvet med en Riskost.

En Nat vaagner jeg Kl. 2. Det er Carl Johan, der staar og rusker i mig. Jeg bliver naturligvis ærgerlig; men da jeg har faaet gnedet øjnene og nogenlunde har forvundet den mærkelig ferske Fornemmelse indvendig, der er knyttet til Søvnighed, bliver jeg saa vaagen, at det til sidst lykkes Carl Johan at gøre mig begribeligt, at jeg skal op og have Vagt. Jeg trækker noget Tøj uden paa min Pyjamas - bl. a. en tyk Pullover, for det er koldt om Natten. Derefter sætter jeg mig til at læse i en Bog, men opdager snart, at jeg maa røre mig lidt, hvis jeg ikke skal falde i Søvn. Saa gaar jeg omkring og ser til de sovende. Hvor ser de egentlig begavede ud, som de ligger der under deres snavsede Tæpper dybt hensunket i Morfeus's Arme; der er endog en enkelt, der snorker lidt. Rosendahl ligger tilsyneladende og filosoferer om stegt Mørbrad med Svesker, og Herdis smiler huldsaligt i Søvne. Hun drømmer nok om Knud derhjemme i Aalborg. – Hvad mon han for Resten vilde sige, hvis han kunde se sin Kæreste ligge og sove i en saadan Rodebutik. Jeg haaber i alt Fald, han vilde skønne paa, at der blev holdt Nattevagt over hende.

Jeg sætter mig paa Kanten af en Køje og lytter til Togets monotone Buldren; men i det samme faar jeg Øje paa Limberg, der ligger paa sin Træbriks med Hagen støttet i den hule Haand og stirrer ufravendt paa min ene Kuffert, der ligger paa Hylden over et aabent Vindue. Det ender med, at jeg bliver saa nysgerrig, at jeg drister mig til at spørge, hvad der er i Vejen med den Kuffert. Han svarer, at han vil raade mig til at dreje den en Omgang, saa Haandtaget kommer til at vende ind mod Væggen, da man ellers kan snuppe den oppe fra Taget ved at række en Hagestok ind gennem Vinduet. Det kribler ligefrem i mig ved Tanken om, at der muligvis huserer en Bande Røvere over Hovedet paa mig. Jeg maa straks ud og undersøge Sagen; men det viser sig, at der er Fred og ingen Fare. Toget fortsætter roligt sin Vej gennem den maaneklare Nat. Vi nærmer os en stor Flod. Det maa være Irtysch. Kort efter kører vi over den store, soldaterbevogtede Jernbanebro og ind imellem de mange Lys, der straaler fra Byen Omsk. Vi holder en halv Times Tid paa Stationen. Her maa jeg passe særlig godt paa, da der bliver en ret livlig Trafik af Russere igennem Vognen. De kikker interesseret paa de kønne, lyse, danske Pigehoveder, der hviler blødt paa de spraglede Luftpuder fra Neyes Udsalg i Svendborg. De stirrer beundrende paa de fine Pyjamasbluser, der efter deres Begreber sikkert er meget rene, og de ser paa Metas smaa Pusselanker, der stikker ud mellem Frynserne paa hendes Rejseplaid.

Det er sikkert noget helt nyt for dem at se en saadan Samling af Ungdom og Skønhed paa Rejse i deres snuskede Jernbanevogne. Jeg lader dem fryde sig ved Synet, saa længe de lyster. Der er saamænd næppe ondt skabt i dem; for naar det kommer til Stykket, er Russerne sikkert nogle af Verdens mest godmodige Mennesker.

Lisbeth ligger lige ved „Alfarvej" og stirrer forundret og medlidende paa de snavsede og lasede Mennesker, der passerer tæt forbi hende. Hun kan ikke sove; men da jeg nyder den Ære at være udnævnt til opsynshavende med „Sygekassen", ved jeg nok Raad for det. Hun faar en Luminaltablet og falder snart efter i Søvn saa fast, at hun næsten ikke er til at vække den næste Dag.

Rejsen fra Moskwa til Nowo Sibirsk varede 4½ Døgn. At give en fuldt naturtro Skildring af den Tilstand, vi befandt os i, da vi endelig naaede til Vejs Ende, er vist haabløst; thi dersom det virkelig skulde lykkes mig at male vort utroligt snavsede og forjaskede Udseende med de rette Farver, da vilde mine Læsere næppe tro paa Sandfærdigheden deraf.

Kort før vi naaede Stationen, kom et Par kvindelige Togbetjente ind i Vognen til os. Var der ikke blevet gjort rent før, saa skulde det sandelig ske nu. Sengetøjet, der var dækket af et tommetykt Lag Støv, blev samlet sammen og rystet, og der blev ordentlig fejet ud under Bænkene, saa Støv og Snavs røg om ørene paa os saa tæt, at vi fuldkommen blev borte for hinanden.

Selve Ankomsten til Nowo Sibirsk kan ikke tænkes hæsligere, end den var. Det værste, jeg tidligere har oplevet i den Henseende, er en Ankomst til Siglufjord paa Island i 1927. Da øsregnede det, og der var en ulidelig Stank fra de talrige Sildesalterier og Benmelsfabrikker. Blot Tanken om denne By var dog velgørende i Sammenligning med Tilstanden i Nowo Sibirsk. Luften var som en eneste stor Støvsky, der hvilede over hele Byen, og som sitrede under Solens brændende Straaler. Banegaarden var fuld af pjaltede Mennesker, og selv var vi som en Flok Stratenrøvere at se til. Det var helt underligt at se vore ellers saa pæne og friske Piger i den Forfatning. De - saavel som vi andre - havde været nødt til at opgive enhver Tanke om blot at se nogenlunde anstændige ud. Haaret sad i Tjavser omkring dem, og det var umuligt at afgøre, hvad der var Grundfarven i deres Kjoler.

Til Trods for, at vort Tog var 7 Timer forsinket, var man aabenbart ikke fuldt belavet paa at tage imod os, da vi endelig kom. Der var nogle Mennesker paa Stationen for at tage sig af os, men de vidste ikke rigtigt, hvor de skulde indlogere os. De lod os derfor foreløbig vente, mens de fik Sagen undersøgt. Vi havde derfor Tid til at se os lidt om. Stationspladsen frembød det sørgeligste Syn, vi har set paa hele Rejsen rundt om Jorden. Noget lignende gjorde sig gældende for andre russiske Stationers Vedkommende; men i Nowo Sibirsk var det i særlig Grad fremherskende. Der laa vel et Tusinde elendige Mennesker, Familier, der med alt deres Habengut var lejret rundt omkring os i Støv og Snavs. Imidlertid kom der lidt efter en stor Omnibil, der skulde hente os. Jeg fik derfor ikke Tid til at anstille længere Betragtninger over de stakkels Menneskers Livsvilkaar; men jeg lovede dog mig selv, at jeg senere skulde aflægge et Besøg paa Stationspladsen eller paa „Jernbanehotellet", som vi ogsaa kaldte den.

Bilen var ikke kommet ret langt med os, før den standsede med et Brag midt paa eller maaske snarere midt i en Støvbanke, som den tilsyneladende havde forslugt sig i. Gearstangen var knækket.

I Løbet af en Times Tid lykkedes det at faa fremskaffet en mindre Vogn, og vi blev saa lidt efter lidt transporteret hen til et Herberg, der, saa vidt jeg kunde skønne, var et Hjem for rejsende Svende. Her blev vi sammen med en Del andre logerende stuvet ned i et Par skumle Kælderrum med tilnaglede Vinduer.

Havde vi ikke haft Hr. Limberg fra Moskwa med, havde vi været nødt til at tage til Takke med dette obskure Sted og endda være glade til, at vi kunde faa Tag over Hovedet. Nu fik Hr. Limberg imidlertid skaffet Værelser til en Del af os paa et Hotel, der skulde gælde for at være moderne, og den følgende Dag blev der Plads til os alle.

Da vi om Morgenen samledes ved Frokostbordet i en Restauration, der var mere overfyldt af Fluer end en Svinesti i Danmark, mødte de fleste af os med de mest haarrejsende Beretninger om Nattens Jagteventyr. Marius og Ludvig bragte sejrsstolte et saa glorværdigt Trofæ som en lille Flaske med 24 Væggelus - alle store, fede, blodfyldte Pragteksemplarer. Esther, Holger og flere andre var saa forbidte, at de ligefrem havde Feber deraf. Bukh fortalte, at han om Natten havde ligget med en Sko i Haanden og knaldet de smaa Utysker, efterhaanden som de kom kravlende paa Væg­gen. Inga og Musse mente at have været meget snedige, idet de havde trukket deres Senge midt ud paa Gulvet, taget Madrasserne ud og ligget lige paa Spiralen. Saa havde de tilmed stillet Underkopper med Vand i under Benene - Sengebenene altsaa; men der var alligevel ikke noget af det, der rigtig havde hjulpet; for de paatrængende smaa medlogerende krøb bare op ad Væggen og ud under Loftet, hvorfra de lod sig dumpe ned til dem.

Hr. Limberg var ganske fortvivlet over det skete og foranstaltede et større Flitsprøjteri paa vore Værelser. Tillige fik vi hver overrakt en Tube Balsam mod Væggelusebid; men der var dog ingen af Delene, der hjalp synderligt.

Den Mad, vi fik serveret i Restaurationen, var ganske god og som sæd­vanlig især overordentlig rigelig. Der var ingen Ende paa, hvad der blev baaret frem for os, og Hr. Limberg var utrættelig til at gaa omkring og spørge: „Wer wunscht noch eine Portion? Hand hoch!" Paa den Liste over forbuden Frugt, som Dr. Elmenhoff havde givet os med af Hensyn til vor Sundhedstilstand, stod Ice-cream opført med fede Typer. Alligevel er jeg sikker paa, at de fleste af os i Løbet af de Dage, vi opholdt os i Nowo Sibirsk, satte et større Kvantum til Livs, end vi nogensinde før havde gjort i et tilsvarende Tidsrum. – At dømme efter den Maade, hvorpaa vi blev bespist, var der ikke Mangel paa Madvarer af nogen Art, hverken i Rusland eller i Sibirien.

Nowo Sibirsk er en mærkelig By, ret som man kan tænke sig, at de før­ste Byer i det vilde Vesten har set ud. Gaderne er støvfyldte Grøfter. Gaar det højt, er de brolagt med runde, toppede Sten som et gammelt dansk Provinstorv. Gangstierne er belagt med tykke Planker - Træ har man nok af i Sibirien. Husene er hovedsagelig Bjælkehuse eller Træbarakker. Hist og her skyder en moderne Cementkolos i Vejret - et Hotel, en Fabrik eller et Lenin Institut - som en Budbringer om, at der er ved at oprinde en ny Tid over Sibirien. Jernbanestationen er alt for lille til Byens nuværende Størrelse. For faa Aar siden blev den bygget til en By med 20.000 Indbyggere. Nu er der 250.000. Der bygges en ny Banegaard. Man klatter ikke med det. Den skal passe til en Millionby, siges der.

To Gange var jeg nede paa Stationspladsen, een Gang ved Dag og een Gang ved Nat. Der var stadig lige fuldt af Mennesker. De kunde vente i Ugevis, undertiden i Maanedsvis paa at erhverve sig en kneben Plads i et eller andet overfyldt Tog, der skulde føre dem - ja, hvem ved hvorhen. De laa i alle Kroge saa vel som midt paa Pladsen og drev paa deres Sække og Kasser.

Paa vore Hotelværelser blev der sprøjtet med Flit; men de stakkels Mennesker paa „Jernbanehotellet" maatte tage Kampen mod Utøj op med mere primitive Vaaben. Et Sted saa jeg saaledes en Kone sidde og knække Lus i sin Drengs Haar ved Hjælp af en Brødkniv.

Om Natten laa alle de pjaltede Mennesker og sov hulter til bulter imellem hinanden. Der var gamle, krumbøjede Koner og graaskæggede Mænd med Hovederne hvilende paa Sten eller Planker. Halvnøgne Smaabørn sov en 4-5 Stykker sammen paa snavsede Sække; men at dømme efter deres Smilen i Søvne hvilede de lige saa trygt som danske Børn i deres Senge.

En Gang imellem kom en Togbetjent og purrede en Familie op. Der var blevet Plads til den i Toget. De smilede lykkeligt, samlede al deres sære Bagage sammen og hastede smaapludrende af Sted, tilsyneladende meget ængstelige for, at den Plads, hvorpaa de havde ventet saa længe, skulde blive. snappet fra dem i sidste Øjeblik. – Andre vaagnede ved Støjen og stirrede sløvt, men dog længselsfuldt efter de bortdragende. Naar mon deres Tur vilde komme?

I Sammenligning med alle disse Menneskers ulykkelige Skæbne var det for intet at regne, at vi maatte tilbringe 4 Dage i den forfærdelige By.

I Femaarsplanens Frontdistrikter er Befolkningen rødest eller i alt Fald Ledelsen. Selv en Flok danske Gymnaster kan benyttes i Agitationens Tje­neste. Det fik vi at mærke en Aften, mens vi opholdt os i Nowo Sibirsk. Man anmodede Niels Bukh om en Spørgetime og en lille Demonstration af den primitive Gymnastik. Karlene samledes i en Slags Teatersal til den fastsatte Tid Kl. 6; men vi var de eneste, der mødte punktligt; thi i Rusland tager man det vist ikke saa højtideligt med at overholde Klokkeslet. Ved Syvtiden begyndte en Del tilfældige Folk at indfinde sig. Vi troede selvfølgelig, at det nu lysnede i Øst, saa vi snart kunde gaa i Gang med Arbejdet; men vore ellers saa fortræffelige Værter kunde ikke staa for en saa oplagt Lejlighed til at forkynde Sovjets Principper. 7 bloddryppende Foredrag maatte Forsamlingen sluge som Indledning til Mødet. I samfulde 4 Timer slog de rødglødende Talere om sig med de drabeligste Fagter, ja, Formanden for det stedlige Raad for fysisk Opdragelse - Handjævel hed han paa Dansk - brugte saa voldsomme Gebærder, at han den følgende halve Time maatte staa i en Krog og tørre Sveden af sig. Vi maatte spænde vor Taalmodighed paa en haard Prøve. Til sidst dristede vi os til at spørge, om Demonstrationen ikke snart skulde begynde, og Svaret lød, at det skulde den da rigtignok. Nu vilde de blot holde en lille Pause, mens vi klædte os om nede i Kælderen. Vi opdagede imidlertid hurtigt, at Pausen bestod i et ottende Foredrag, endnu mere gnistrende og langvarigt end de foregaaende. Først hen­imod Midnat fik vi Lov til at vise en lille Omgang primitiv Gymnastik, hvorefter vi meget lettede trak os tilbage til Hotel „Lusebo". Der kunde vi saamænd ellers tidsnok komme; thi der ventede os blot fornyet Kamp og Strid, tilmed en Strid, som vi ikke kom ganske „helskindede" ud af.

Den næste Morgen kom vore Værter for at spørge, om de ikke maatte lade en videnskabelig Kommission undersøge vor fysiske Kondition. Niels Bukh var netop paa Vej hen til Restaurationen. Han promenerede paa ægte russisk Maner med Skjorten uden paa Bukserne til stor Fornøjelse for alle de danske Piger, hvorimod Russerne aldeles ikke syntes at tage Notits deraf. Han havde endnu ikke rigtigt forvundet sin Ærgrelse over Festforestillingen den foregaaende Aften og frygtede aabenbart en Gentagelse. Imens han udfordrende stoppede Skjorten ned i Benklæderne, gav han nemlig vore forbavsede Værter et mindre artigt Svar, idet han spurgte, om de ikke hellere vilde komme med en videnskabelig Kommission til Undersøgelse af Lusestik.

Paa Stadion skulde vi have Opvisning paa det Tidspunkt, hvor det be­hagede os bedst. Et Par Timer fra eller til spillede ingen Rolle. Ved Halvsyvtiden begav vi os derhen. Paa Vejen kom vi forbi et Hold Fanger, der blev ført af Sted bevogtet af et Par ridende Soldater, som truede vredt efter os med deres Pistoler, fordi vi ikke helt kunde lade være med at se paa dem.

Stadion var hæslig grimt, fuldt af modbydelige Plakater og Træ- eller Papfigurer af Republikkens ledende Mænd i naturlig eller overnaturlig Størrelse. Tilstrømningen til Opvisningen var ikke just overvældende, dog sad der en 30 Stykker hist og her.

Opvisningen blev nærmest humoristisk. Det kostede os en Del Besvær at tage vor Opgave alvorligt i disse Omgivelser. Det var Smatføre, og Red­skaberne var meget underlige. Bukh gav Tonen an ved at svøbe sine Rettelser ind i saa sirlige og diplomatiske Vendinger som: „Hør, Skolelærer! Du staar ligesom en Høne, der skal paa Das." - „Du vrider dig som en Orm, der har Tarmslyng, Ludvig." - „Du overgaar ligefrem dig selv, store Knud. Jeg har aldrig før set dig følges med nogen - det skulde da lige være med Margit. Du udvikler dig ellers til en hel Herkules. Hvem mon saa bliver Fru Kules?"

Under Springene var der ingen, der brillerede særligt. Ludvig og jeg væltede os slemt i Pløret, og ved det store Tyvespring blev Jørgen hængende paa det højbenede Monstrum af en Hest. Han klamrede sig fortvivlet til den og naaede ved krampagtige Grimasser at give Udtryk for de mest rystende Sindsoprivelser, inden baade han og Dyret styrtede omkuld i Dyndet.

Til Slut forsøgte vi at danse Folkedanse til de spinkle Toner fra Ankjærs Violin, og derpaa marcherede vi ud bag Dannebrog under Publikums Bravoraab, Haandklap og Tramp.

Af Hensyn til den store Tilslutning og til Opvisningens vellykkede For­løb blev Forestillingen gentaget den følgende Dag.

Vi saa og oplevede en hel Del, mens vi opholdt os i Nowo Sibirsk. Vi sprang i Obfloden fra Timetervipper og besøgte et nyanlagt Væveri. Det mest interessante var en Køretur ud til Landsbyen Isdriwa, hvor Land bruget i flere Aar har været kollektiviseret. Vi kørte 30 km ud paa Landet ad ægte sibirske Veje, der blot er opkørte Strækninger saa brede som Fodboldbaner. Bilen ligefrem fusede frem gennem Oceaner af Støv. Snart kørte vi ned ad halsbrækkende, hullede Bakker, og snart pjaskede vi igennem smaa, fossende Vandløb, der dog paa den Tid kun udfyldte en Trediedel af de brede Lejer. Landsbyen var typisk - overordentlig interessant: Brede, snavsede Gader, gennemrodede af langbenede, stivbørstede Svin. Husene alle af Træ med Bark eller Straa paa Tagene og med et Utal af Stakitter omkring. Vi blev vist rundt i en stor Del af Byen, der ligger lige ved Ob­floden. En stor Hestestald var under Opførelse; men det var ogsaa det eneste, der kunde lede Tanken hen paa moderne Landbrug. Vi fik at vide, at der i Isdriwa fandtes et Mejeri, og da vi ytrede Ønske om at se det, førte man os hen til et mindre Skur med et Par rustne Mælkejunger udenfor. I et af de smaa, snavsede Rum viste man os med Stolthed en Centrifuge. Den stod henne i en Krog og var ikke større end en almindelig Kødhakkemaskine. Samtidig fortalte man os, at en Ko i den bedste Tid kunde give fra 5 til 7 Liter Mælk om Dagen.

Havde vor Ankomst til Nowo Sibirsk været lidt ud over det almindelige, saa blev Afrejsen det ikke mindre. Vi mødte paa Stationen til Togets planmæssige Afgangstid Kl. 8,57 Aften. Imidlertid lod man os forstaa, at det godt kunde vare et Par Timer, inden Toget kom, saa vi kunde roligt slaa os til Ro paa Perronen sammen med de logerende paa „Jernbanehotellet". Som vi saaledes sad eller laa paa vore Kufferter, passede vi vist ganske godt ind i Billedet med alle de ventende russiske Bønder, og Lopperne slog os da ogsaa i Hartkorn med disse.

Mens vi ventede, gik jeg rundt og saa paa Folkelivet. Jeg saa nogle faa stoute, kraftige Kirgisere sidde paa Hug og ryge deres korte Piber, mens de ventede paa Tog; men ellers var det mest jævne, arbejdsprægede Bøn der, der var samlet paa Stationen. Et Spørgsmaal trængte sig stadig frem for mig: „Hvorfor rejste alle disse Mennesker?" Jeg søgte længe efter en eller anden, der kunde give mig lidt Oplysning om Forholdene. Til sidst lykkedes det mig at komme i Snak med nogle tyske Krigsfanger, der var blevet i Sibirien. De var meget ængstelige for at tale noget videre med mig af Frygt for eventuelle Spioner. Tidligere havde jeg prøvet at spørge Hr. Limberg, og paa denne Maade fik jeg efterhaanden Sagen belyst fra forskellige Sider, dog uden at jeg derved kunde danne mig nogen virkelig begrundet Mening om Aarsagen til, at de mange Bønder brød op fra deres Hjem for med alle deres tarvelige Ejendele at rejse bort til andre Egne. Maaske var det Nomadeblodet, der flød i deres Aarer, som drev dem fra Sted til Sted. Maaske var det det tørre Aars Misvækst, der havde givet dem Lyst til at drage bort for at opsøge mere frugtbare Egne. Maaske var de blevet lokket til at overtage Fabriks- eller Grubearbejde et eller andet Sted i de nye sibirske Industridistrikter, hvor der var Brug for Arbejdskraft. Maaske var de blevet sat fra Hus og Hjem, fordi deres Marker skulde lægges ind under nyoprettede Statslandbrug, hvor de ikke brød sig om at ernære sig ved Daglejertjeneste paa deres egen Jord. Disse forskellige Muligheder blev udmalet for mig. Om det var een bestemt af dem eller maaske dem alle, der gjorde sig gældende, ved jeg ikke.

Endelig Kl. 2 kom Toget, saa vi kunde forlade Nowo Sibirsk med 5 Timers Forsinkelse. Dermed var Ubehagelighederne overstaaet; thi den sidste Del af Rejsen gennem Sibirien blev en hel Fornøjelsestur. Kupeerne var ganske komfortable, og selv Spisevognen var nogenlunde ren. Tillige var der kommet Omslag i Vejret, saa vi ikke mere behøvede at føle os som hensatte til en Stegeovn.

Fra Nowo Sibirsk til Irkutsk kørte vi gennem Egne, der med Hensyn til Ensformighed med Glans kunde staa Maal med de første Landskaber, vi saa i Sibirien. Vi kom forbi store Landbrug, der tilsyneladende blev drevet som Tvangsarbejdsanstalter. Derpaa tydede i alt Fald de mange høje Taarne, der var besat med væbnede Vagtposter. I Irkutsk skulde vi egentlig have haft Opvisning; men det var blevet opgivet. Vi fortsatte derfor straks Rejsen forbi Baikalsøen. Fra 12 Nat til 8 Morgen kørte vi langs med Vandet. Det var koldt; men inden vi gik til Køjs, kunde vi dog ikke nægte os den Oplevelse, det var at staa en Tid ved de aabne Vinduer og nyde det fantastisk smukke Syn, som Baikalsøen i Maaneskin frembyder. Paa den første Strækning lige Øst for Irkutsk var den fuld af Holme og flade øer, der med deres forkrøblede, krogede Kratvækster tog sig helt trolddomsagtige ud i den halvdunkle Nat. Længere Øst paa bredte Søen sig til en vidtstrakt kruset Flade omgivet af smukke Bjergkamme. Maanen skin­nede klart og spredte sine feagtige, sølvklare Straalebundter ud over de fremspringende Pynter og Næs. Den næste Morgen vaagnede jeg ved Seks­tiden og naaede lige at komme op og se Solen løfte sin gyldne Skive over Bjergene bag Baikalsøen.

Nu havde Landskabet fuldstændig skiftet Karakter. I Stedet for øde Stepper kørte vi igennem ganske smukke skovklædte Bjergegne. Den næste Dag blev Landet igen dødt og bart, men alligevel paa en ny og interessant Maade. Vi kom over de øde, vide Højsletter Nord for Mongoliet, hvor vi kørte gennem næsten ørkenagtige Landstrækninger, hvor der ikke var andre Tegn paa Vand end de klare Søer, som de mærkelige Luftspejlinger viste os. Vi saa enkelte store Kamelflokke gaa og nippe af de spredte, tørre Græstotter. Ellers var Dyrelivet over al Maade sparsomt.

Hr. Limberg fulgte stadig med os og hjalp os til Rette paa alle Maader. Takket være ham kom vi let over Grænsen. Det russiske Toldvæsen, som ellers er meget strengt, lod os passere ganske uden Undersøgelse. Kun blev der spurgt, om nogen af os havde ufremkaldte Films med. Der er nemlig talrige Forbud mod Fotografering i Rusland. Derfor skal alle Films fremkaldes og censureres, inden de faar Lov at komme ud af Landet. Jeg maatte af med to Ruller. Der blev lovet mig, at de skulde blive fremkaldt og censureret for derefter at blive sendt mig, hvis der intet var at bemærke. Jeg har imidlertid aldrig siden set noget til dem, skønt de, saa vidt jeg ved, ikke indeholdt nogen ulovlig Optagelse.

Efter en halv Times Ophold paa Grænsestationen tog vi Afsked med Hr. Limberg, der nu skulde tilbage til Moskwa: Saa rullede Toget videre øst paa. Snart kørte vi igennem en mægtig Port af Træ. Da vi havde passeret den, saa vi bag os i en stor Bue over den røde Port fire store Bogstaver paa rød Bund. C. C. C. P. stod der. Det er de russiske Forbogstaver, der angiver Sovjet-Statens Navn: De socialistiske Sovjet-Republikkers Union.
 

I Byen Toyama i Japan mødte jeg en høj, smuk Herre, som jeg kom til at tale en Del med. Han var Russer og havde tidligere haft en højt anset Stilling som Ambassadør ved Pavehoffet i Rom. Nu ernærede han sig som Sproglærer i Japan. Da han vidste, at vi kom fra Danmark og lige havde opholdt os nogen Tid i Rusland, spurgte han meget interesseret om Forholdene i det Land, han tidligere havde regnet for sit Hjemland. Han havde en Søster i Leningrad; men hende hørte han aldrig fra, og han skrev heller ikke til hende, fordi han vidste, at Russere, der staar i Brevveksling med Udlandet, let kan komme ud for Besværligheder under det nuværende Regeringssystem. Desværre kunde jeg ikke fortælle ham ret meget, som han ikke vidste i Forvejen.

Vi havde tilbragt 3 Uger i Rusland og havde set mangt og meget; men paa Grundlag af et saadant Ophold er det alligevel ikke muligt at danne sig noget virkeligt Begreb om Tilstanden og Udviklingen i Rusland. Vi havde set, hvor langt Befolkningen i mange Henseender staar tilbage for de vesteuropæiske Landes Indbyggere. Elendigheden forekom os mange Steder saa stor, at det næsten var os ubegribeligt, at Mennesker kunde leve under saadanne Forhold. Alligevel er jeg tilbøjelig til at tro, at Folk i Almindelighed er jævnt godt tilfreds med deres Livsvilkaar. Naar man vil prøve at forstaa dette, maa man tænke paa, hvilken Fortid den nu­værende Generation har at se tilbage paa, Czardømmet, en Verdenskrig, en Revolutionstid, en Hungerperiode. Naar dertil kommer Russernes næsten totale Mangel paa Kendskab til andre Nationer, forstaar man bedre deres begejstrede Tale om Verdensrevolutionen, der skal udgaa fra Sovjet-Staten til Frelse for andre Landes brede Befolkningslag, der efter Russernes Tro træller under lignende Regeringssystemer som Czardømmet i det gamle Rusland.

Skolens og Kirkens Stilling søgte vi naturligvis efter bedste Evne at udforske. Vi hørte mange Lovord om det nyorganiserede Skolevæsen, og vi ytrede tit ønske om at se nogle af de moderne Skoler; men disse ønsker blev aldrig efterkommet, hvad saa end Grunden var. Der er dog næppe Anledning til at tvivle om, at der virkelig gøres et betydeligt Arbejde for at bibringe Ruslands mange Analfabeter de mest elementære Kundskaber og Færdigheder; men lige saa sikkert er det nok ogsaa, at Skolen er under streng kommunistisk Kontrol.

Kirkens Stilling i Rusland er ikke misundelsesværdig. Staten forbyder ikke Kirkeliv, men undertrykker det indirekte. Menighederne kan faa Kirkerne overladt til Brug for deres Gudstjenester, men maa til Gengæld betale næsten uoverkommelige store Skatter og Afgifter, og tillige udøves der en storstilet Propaganda imod Kristendommen.

Hvor sørgelig denne antireligiøse Bevægelse end er, saa forekommer den mig dog alligevel at være særdeles let forstaaelig; thi for den moderne Russer hører Kirken uadskilleligt sammen med det gamle Tvangsstyre. Hvordan Befolkningens Stilling virkelig er i religiøs Henseende, er jeg naturligvis ganske ude af Stand til at udtale mig om efter et saa kortvarigt Ophold i Landet.

Spørges der om, hvad der er kommet ud af vort Ophold i Rusland, da er det heller ikke let at give noget tilfredsstillende Svar. Jeg har dog fra Hr. Limberg modtaget et Brev, der tyder paa, at vore Opvisninger har vakt meget stor Opsigt i de Egne af Rusland, hvor vi har været. Tillige er Niels Bukhs Bog solgt i 2 Oplag paa Russisk, og inden vi forlod Landet, havde Niels Bukh et Møde med Repræsentanter for Unionens højeste Raad for fysisk Opdragelse. De udtalte, at man i Rusland hidtil havde vaklet mellem forskellige Gymnastiksystemer. Den Smule, de havde kendt til primitiv Gymnastik, havde tiltalt dem mest, og nu efter at have set den udøvet i Renkultur vilde Sovjetunionen regne sig for Niels Bukhs Elev med Hensyn til Legemsopdragelse.

Een Ting vil jeg gerne understrege meget kraftigt, inden jeg afslutter Beretningen om vort Besøg i Rusland: Havde vort Ophold end til Tider været fuldt af Besværligheder og ubehagelige Oplevelser, da maa Skylden derfor ikke tillægges vore Værter; thi de havde tilsyneladende kun haft eet for Øje, nemlig overalt og hele Tiden at gøre Ophold og Rejser i deres udstrakte Rige saa interessante og behagelige for os som paa nogen Maade muligt.

Den 30. August lidt hen paa Eftermiddagen naaede vi med 7 Timers Forsinkelse den lille kinesiske Grænseby Manchuria. Vi skulde have fortsat Rejsen samme Dag mod Harbin; men paa Grund af vor sene Ankomst var Toget gaaet, saa vi maatte slaa os til Ro i Manchuria til næste Morgen. Da vi havde købt Billetter, fik vi Lov til at overnatte i Toget. Her fik vi udmærkede Sovepladser. Da vi i jernbanens Restauration havde spist en Middag, der var baade billig, ren og velsmagende, begav vi os ud paa en lang Aftentur i Byen. Her mødte vi Østen for første Gang. Ganske vist er Manchuria ikke helt orientalsk, halvt russisk og halvt kinesisk som Byen er. Der var dog meget, der kunde faa os til at staa stille som forundrede Beskuere af Ting, som vi senere næppe værdigede et Blik.

Manchuria gjorde Indtryk af at være en yderst fattig By. Mange Mennesker boede i usle Skure af rustent Bølgeblik, og Gaderne var snavsede og daarlige. Der var en Mængde Tiggere - alle Russere. En gammel Mand kom krybende hen imod os paa sine Knæ for derved at gøre stærkere Indtryk paa os. Kineserne var tilbageholdne, men betragtede os dog nysgerrigt. Mænd sad og røg deres Piber i den ejendommelige Hvilestilling, der for os saa ud til at være meget trættende, hvad den naturligvis ikke er for Kinesere. De sad paa Hug med samlede Knæ, og Hælene holdt de alligevel i Jorden, saa det er ubegribeligt, at de ikke faldt bagover; men deres Ben maa have helt andre Proportioner end vore; ellers kunde de umuligt holde Balancen. Brungule Smaabørn stod og kikkede ud af Dørene. Mange af dem spiste Makaroni med Pinde. Man skulde tro, at de lange, fedtede Makaronirør maatte være et genstridigt Bytte at faa Bugt med ved Hjælp af et Par glatte Spisepinde; men det gik uhyre snildt for de smaa, som var vant til at behandle dem. Mange gik og gnaskede paa raa Agurker, som vi saa tit havde set det i Sibirien. Jeg kan ikke forstaa, at disse Mennesker kan spise saa mange af disse sure Frugter; men det kan jo være, at Arthur havde Ret, naar han paastod, at de spiste Agurker, fordi de boede i Asiens Land.

Paa de fleste Gadehjørner i Byen stod Betjente bevæbnet med Gevær. Da vi passerede et af de mest befærdede Strøg, traadte pludselig en saadan Lovens Haandhæver frem foran os. Han dunkede Bøssekolben flere Gange mod Jorden, pegede paa Niels Bukh og begyndte at marchere af Sted, idet han stadigvæk knaldede Bøssekolben ned i Støvet. Havde Politimanden ikke set saa venlig ud, som han gjorde, vilde vi absolut have troet, at der var et eller andet galt paa Færde. Nu var vi imidlertid fuldstændig klar over, at han kun vilde vort Bedste. Imens vi stod og grundede over, hvad Manden egentlig vilde os, gik der pludselig et Lys op for Bukh. Han kom til at tænke paa sin tidligere omtalte guldbeslaaede Stok. Den var nemlig forsvundet, mens vi havde spist til Middag. Betjenten havde virkelig fundet den. Sandsynligvis havde han set en eller anden Tyveknægt komme spadserende med den elegante Stok, der sikkert har passet meget daarligt sammen med hans øvrige Udseende. At Stokken tilhørte en af os, har ikke været vanskeligt for Betjenten at regne ud, thi der var næppe nogen af Byens Indbyggere, der kunde tænkes at benytte en saadan Luksusgenstand.

De kinesiske Boder og Forretninger var meget billige, saa vi tog ordentlig Revanche efter de 3 Uger i Rusland, hvor vi bogstavelig talt intet havde købt. Vore Midler var jo ikke saa rigelige, at vi havde Raad til at købe Chokolade til 9 Kr. pr. Plade. Det første, vi faldt over i Manchuria, var pudsigt nok Noma-Sæbe fra København. Denne Hilsen fra Danmark vakte naturligvis en saadan Jubel, at hele Lageret blev revet væk i Løbet af faa Minutter.

Den næste Morgen kørte vi videre ind i Manchuriet, først gennem nøgne Højsletter og Ørkenlandskaber og senere gennem smukke Bjergegne. De stejle Skraaninger var bevokset med Træer og Buske, hvis friske Blade spillede i alle Nuancer af grønt. Hen imod Aften blev det et meget mærkeligt Vejr. Det var Tordenluft, og der lagde sig en aldeles fantastisk Belysning over de grønne Bjerge og de mellemliggende gule Enge, hvor Høet stod i Stakke. Himlen var delvis overtrukket af blaasorte, truende Skyformationer, der hist og her lod bleggyldne Bundter af Solstraaler slippe ind gennem de rødbræmmede Skyporte, saa enkelte regnvaade Strækninger laa badet i et glasklart Lysskær, der blev stærkt fremhævet af de omliggende skyggemørke, dunkelgrønne Bjergskraaninger.

Banen var anlagt i store Sløjfer gennem det bjergrige Land, og tit kørte vi gennem lange Tunneler eller over høje Jernbanebroer, hvoraf mange nu er blevet sprængt i Luften. Alle Stationerne var bevogtet af Soldater med opplantede Bajonetter, og vi havde Militærstyrke med Toget til Beskyttelse mod omstrejfende Røverbander.

Spisevognen var vidt forskellig fra de russiske; den var fuldkommen ren og var tilmed prydet med friske Blomster. Maden var velsmagende, god og billig. Den første Middag, vi fik, bestod af Hvidkaalssuppe, Høns i Fløde sauce med Ris, Lammesteg, Æggebrød med Ærter, samt et mægtigt Stykke Vandmelon og rigeligt med Limonade til. Det hele kostede ikke 3 Kr. for hver. – Carl Johan var saa begejstret for den gode Betjening, at han raabte til Opvarteren i Forbifarten: „Du er en Svedske." Tjeneren misforstod aabenbart den opmuntrende Bemærkning; for et Øjeblik efter kom han springende med 2 Whisky. Om Jens og Carl Johan, der sad ved samme Bord, kunde modstaa Fristelsen til at drikke dem, melder Historien ikke noget om.

Tidligt om Morgenen den l. September naaede vi Harbin, der siges at være den By i Østen, hvor der lever flest Europæere. Den danske Konsul var paa Stationen sammen med en Repræsentant for Ø. K. Vi drak Morgenthe sammen i Banegaardens Restauration, og Konsulen lovede at sende Telegram hjem til Udenrigsministeriet med Meddelelse om, at vi i god Behold havde passeret Harbin.

Efter en Times Ophold gik Rejsen videre mod Changchun. Vi kørte nu igennem typisk kinesiske Landskaber. Vi saa lerklinede Gaarde omgivet af høje Mure af Jord og Græstørv. Vi saa Kinesere med store, teltformede Straahatte; nogle arbejdede paa Hirsemarkerne, der bølgede med mere end mandshøjt Korn, og andre kom vuggende med deres fjedrende Bærestæn­ger hen over Voldene, der omgav de mange smaa, morsomt formede Rismarker. Paa denne Maade slæbte de af Sted med mægtige Kurve fulde af Frugter og Grønsager. Vi kom forbi smaa Søer, hvor en Vrimmel af halvnøgne Fiskere vadede rundt med deres Net, og kørte over Floder, hvor store Djunker drev af Sted for Strøm og Vind.

I Changchun blev vi modtaget af Salto, Yanigita og Kaj Petersen. Saito er en japansk Lærer, der har været i Danmark et Aars Tid for at studere Gymnastik hos Niels Bukh. Yanigita er Sekretær for K. F. U. M. i Tokyo og har ligeledes opholdt sig i længere Tid paa Gymnastikhøjskolen i Ollerup. Kaj Petersen er den danske Leder af K. F. U. M. i Mukden. Saito og Yanigita bød os velkommen til Japan. Det viser egentlig med al ønskelig Tydelighed, med hvilke Øjne japanerne betragter Manchuriet.

Det var oprindelig Planen, at vi skulde have besøgt Kina i 14 Dage som Regeringens Gæster. Dette var imidlertid strandet paa det spændte Forhold mellem Japan og Kina. Japan, der var Hovedindbyder til vor Østerlands færd, havde forlangt, at Kina skulde betale 20.000 Kr. for at faa os som Gæster, og det vilde Kineserne ikke gaa med til. I alle Tilfælde vilde de ikke betale disse Penge til Japan. Alligevel fik vi et lille Kik ind i Solens Rige; men det blev med Japan som Vært.

Jernbanelinien fra Changchun til Mukden og ud over Korea ejes af Japanerne. En 2 Klasses Vogn med 56 Siddepladser blev stillet til vor Raadighed, og vi fik at vide, at det vilde blive saadan under alle Rejser i Japan. I hver Ende af Vognen var der anbragt 2 elektriske Blæsere oppe under Loftet. De drejede automatisk frem og tilbage mod forskellige Retninger, saa Luften kom i Cirkulation, hvorved der blev tilviftet os en behagelig Kølighed. Saito og Yanigita medbragte flere store flettede Kurve med de herligste japanske Æbler og Pærer. Vi forstod derfor straks, at jern­banerejser i Japan vilde forme sig ulige behageligere, end det havde været Tilfældet i Sibirien.

I Toget drøftede vi Muligheden af at faa Peking at se. Kaj Petersen mente, at den kinesiske Regering med Glæde vilde give os gratis Rejse derned, hvis vi blot kunde faa nogle Dage tilovers til dette interessante Besøg. Det lod sig desværre ikke gøre, da Programmet for vort Ophold i Japan allerede var fastlagt og ikke kunde forrykkes.

Den Modtagelse, der blev os til Del paa Banegaarden i Mukden, for­mede sig saa festlig og hjertelig og storslaaet, som vi aldrig havde tænkt os det. Vi kom dertil sent om Aftenen, og dog var der mægtige Processioner til Stede for at byde os velkommen. Lange Rækker af hvidblusede, sorthaarede Skolepiger viftede med smaa japanske og danske Flag, og Spejdere stod opstillet paa Geled med Stave og Bannere. Foran os var der udspændt et bredt Baand pyntet med Dannebrogsflag og med Indskriften „Welcome". Hjertelige Taler blev udvekslet, og farverige Blomsterkoste blev overrakt. Magniumsbomber knaldede, og Hurraraab gjaldede. Japanerne sang deres Nationalsang, og vi sang vor. Til Slut marcherede vi gennem et Æresespalier af tagformigt oprakte Spejderstave og mellem lange Rækker af de to Nationers blafrende rødhvide Flag ud til de mange Luksusbiler, der førte os til et af Østens allerbedste Hoteller, „Yamato". – Hermed var den officielle Modtagelse forbi; og snart forsvandt vi i Kimono og Tøfler ind i hver sit Badeværelse, hvor vi i det klare, kølige Vand for­friskede os oven paa Rejsens Anstrengelser.

De følgende Dage blev aldeles overvældende for os alle, saa rige som de var paa nye, fremmedartede Indtryk og paa de mest storstilede, men alligevel yderst taktfulde og hjertelige Udtryk for vore japanske Indbyderes umaadelige Gæstfrihed. Vi boede aldeles vidunderligt paa Hotel „Yamato". Jeg mindes ikke, at jeg noget Sted i Verden har faaet saa velsmagende og behagelig let Kost, som vi fik her. Det første Morgenbord staar endnu for mig i en næsten eventyrlig Glans og Friskhed. Vi fik isafkølet Frugt, Havregrød, Æg, Rundstykker og Kaffe, og saa blev vi opvartet af de mest ind­tagende smaa, kiminoklædte Japanerinder, der beskedent smilende trippede rundt og gættede ethvert af vore ønsker, før de blev udtalt.

Japanerne ejer en Del af Mukden. Denne Bydel er uden Sammenligning den mest moderne og den mest velholdte; men da Mukden var den eneste By i Kina, vi skulde besøge, var vi naturligvis først og fremmest interesseret i at faa et lille Indblik i kinesiske Sæder og Skikke.

Vi kunde slet ikke blive trætte af at trave rundt i de udstrakte kinesiske Kvarterer, hvor vi med umætteligt Begær indsugede de østerlandske Billeder, der rullede sig op for os.

Den første Formiddag aflagde vi et Besøg paa K. F. U. M. Køreturen dertil var en lille Forsmag paa Kineserbyens ejendommelige Liv. Det myldrede med Rickshawer i Gaderne. For ganske faa Øre kan man i disse tohjulede Køretøjer køre milevidt i Kina. Efter Sigende kan Kulierne kun i faa Aar holde til det strenge Arbejde, det er at løbe rundt Dagen lang med disse Rickshawer. Naar de ikke kan mere, maa de søge at ernære sig ved Gadehandel eller andet tilfældigt Sjov.

Paa K. F. U. M. havde vi en lille Træning i en stor, god Gymnastiksal, der er skænket af K. F. U. M. i Danmark. Derefter spiste vi til Middag sammen med Manchuriets Undervisningsminister, Mr. Wu, der var kommet til Stede i Anledning af vort Besøg. Mr. Wu udtalte, at Interessen for Legemskultur var ved at vaagne i Kina. Han var bedrøvet over, at Niels Bukh ikke denne Gang kunde tage imod Kinas Indbydelse til at holde Opvisninger og Kursus; men han haabede, dels at Niels Bukh senere vilde gæste Kina med sine Gymnaster, og dels at han vilde sende en Instruktør til Mukden for at undervise ved Byens store Universitet.

Vi tilbragte megen Tid sammen med Danske, der er knyttet til Missionsarbejdet i Mukden. Kaj Petersen, der er Niels Bukhs gode Ven, bidrog meget til at gøre vort korte Besøg i Manchuriet indholdsrigt og interessant; men ogsaa de andre Danske, Lærer Hvidt, Lægemissionær Ellerbæk og mange flere, hjalp os til Rette paa enhver Maade. De førte os rundt i den indre kvadratiske Bydel, der er omgivet af en høj Mur. Disse Vandringer rundt i orientalske Kvarterer, staar for mig som nogle af Jordomrejsens eventyrligste Oplevelser. En hel Bydel lige ved Muren bestod af lutter aabne Boder - Telte eller Træskure. Her blev der handlet med næsten alt mellem Himmel og Jord, Kød og Grønsager, Klædninger og Møbler, Smedevarer og alt muligt andet. Vi saa, hvordan Haandværkerne behandlede deres primitive Værktøj, og vi saa, hvordan grinende Gamlinge med gule Tænder sad og ristede Nødder og Kastanjer, som de falbød til de forbigaaende.

Alle Vegne, hvor vi kom frem, smuttede en Mængde Børn omkring. Naar de saa os, gemte de sig inde i Butikkernes mørkeste Kroge, eller ogsaa krøb de om bag Far og Mor. Jeg vilde gerne fotografere nogle af disse Rollinger. Den første Gang jeg prøvede det, vilde jeg tage et Billede af nogle Drenge, der legede uden for en Forretning; men næppe havde jeg rettet Apparatet imod dem, før de alle som een gav sig til at tudbrøle og løb deres Vej. Jeg har senere ladet mig fortælle, at Kineserne tror, man faar en eller anden hemmelighedsfuld Magt over dem ved at fotografere dem, saa det var maaske Grunden til, at Drengene blev saa ulykkelige. Senere fik jeg dog Held til at forevige flere af de morsomme kinesiske Børn. Noget saa fristende som et Par Flødekarameller kunde kun de færreste af dem staa for.

Kaj Petersen sørgede for, at vi fik en interessant Køretur ud til Kejser­graven, der ligger et godt Stykke Vej fra Mukden. Det øsregnede, da vi skulde af Sted; men vi vilde ikke opgive Turen, da vi ikke kunde faa Lejlighed til at tage den paa noget senere Tidspunkt. Vi kørte først adskillige Kilometer gennem Mukden, der er en meget udstrakt By. Da vi kom ud paa Landevejen, lagde vi Mærke til 2 Rækker store, firkantede Huller, der var udgravet paa Kørebanen med ganske regelmæssige Mellemrum og støbt op med Cementvægge, for at de ikke efterhaanden skulde blive udjævnet. Kaj Petersen fortalte os, at disse Faldgruber var lavet for at hindre de tunge kinesiske Arbejdsvogne i at benytte Vejen. De to Rækker Huller var nemlig anbragt i en saadan Afstand fra hinanden, at de bredsporede Vogne umuligt kunde køre der, uden at Hjulene eller Trækdyrene dumpede i. Automobiler kunde derimod udmærket benytte Vejen, naturligvis under Forudsætning af tilstrækkelig Agtpaagivenhed fra Chaufførens Side.

Vi kom forbi Generalguvernørens Palads. Han maa aabenbart ikke have været særlig afholdt; thi for at sikre sit Liv havde han fundet det fornødent at omgive sin Gaard med Voldgrave og flerdobbelt Net af Pigtraadshegn, og dette Hegn blev oven i Købet gennemløbet af en højspændt elektrisk Strøm.

Kejsergraven, der er Hvilested for en af de første Herskere af den manchuriske Slægt, ligger i en stor, hellig Lund, omgivet af en Kreds af de herligste Bygninger med skønne, svajede Tage. I Begyndelsen vandrede vi rundt derude i silende Regn; men lidt efter lidt klarede det op, saa vi kunde se Templerne tegne sig smukt mod den rene Aftenhimmel. Denne Lund med alle disse hellige Pragtbygninger er med Hensyn til Arkitektur noget af det smukkeste, jeg har set. Kaj Petersen fortalte, at den var en lille Forsmag paa Peking; men ogsaa kun en lille, saa hvilken Oplevelse maa det ikke være at se denne By.

De Danske i Mukden inviterede os til Middag i et kinesisk Spisehus. Vi kom dertil ad plørede Gader. Den firkantede Gaard var pyntet med Træer og store Lerkrukker, der tjente som Akvarier, i hvilke Skildpadder og Smaafisk svømmede omkring. I Restaurationen haandterede vi med større eller mindre Færdighed de lange Spisepinde og satte ved Hjælp af dem en utrolig Mængde delikate Retter til Livs. Spisesedlen saa saadan ud: Snegle og Muslinger, stegte Frølaar, saltede Solsikkefrø, syltede Lotusrødder, raadne Æg, hel stegt Flodfisk, dejgagtig Brød med indbagt Plukfisk, Kød og Grønsager, Sener i Suppe, Fiskerogn i Karry, Hønsekød i Smaastykker med sød Sauce, friske Bambusspirer, grønne Mandler, Lotusrodsuppe med Grise- og Lammemaver, Lever i Svampesauce, Hajfinner og kogt Ris. Midt paa hvert af de runde Borde stod en stor Skaal med dejlig, frisk Frugt; men det var til vor store Sorg kun en Skueret, som det vilde være udannet at spise.

Naturligvis maatte vi følge de kinesiske Skikke, der gaar ud paa at svine Dugen godt til og ræbe grundigt nu og da. Suppe spiser man af en stor Skaal, der staar midt paa Bordet til fælles Brug, og vil man vise sin Borddame eller Bordherre en særlig Bevaagenhed, da udpiller man med sine egne brugte Spisepinde nogle særlig lækre Smaating og lægger dem over paa vedkommendes Tallerken. Faar man en saadan Lækkerbisken af en eller anden nok saa uappetitligt udseende Kineser, da vil det være en stor Fornærmelse ikke at spise den med synlige Tegn paa Taknemmelighed og Velbehag.

Allerede den første Dag vi tilbragte i Mukden, havde vi Opvisning paa et stort Stadion. Da vi kom derud Kl. 3 om Eftermiddagen, var alle de flagsmykkede Tilskuertribuner fulde af Mennesker. Opvisningen begyndte meget festligt. Der var i Dagens Anledning rejst 2 store Master, og efter Indmarchen blev først Dannebrog hejst, mens vi sang: „Der er et yndigt Land", og derefter gik det japanske Flag til Tops, mens japanske Skolepiger sang deres Nationalsang.

Der var blevet lavet et udmærket Gulv til os af Bastmaatter. Det var meget behageligt at arbejde paa, men desværre begyndte det snart at regne med stigende Voldsomhed, og inden ret længe var Himlens Sluser aabnet paa vid Gab, saa vi blev nødt til at opgive Springene. Var Spring og Behændighedsøvelser end den mindst vigtige Del af vor Opvisning, saa var det jo alligevel dem, der plejede at vække mest Opsigt. Vi var derfor kede af at stryge dem, men der var ingen Vej udenom, da det vilde være alt for risikabelt at springe paa det drivvaade Gulv. Til Trods for det afkortede Program blev vor Gymnastikopvisning modtaget med stor Begejstring.

De to følgende Dage holdt Niels Bukh Instruktionskursus for japanske Lærere i Gymnastiksalen paa en stor Pigeskole. Et Par af os stod paa Fløjen som Forgymnaster. Det var næsten utroligt, saa lærenemme og saa arbejdsivrige Japanerne var. Mange Ting opfattede de lige med det samme, og enkelte Øvelser udførte de saa smukt, at et Gymnastikhold i Danmark godt kunde være bekendt at vise noget tilsvarende. De var yderst interesserede i disse for dem ganske nye Øvelsesformer. Sommetider kluklo de; men det var kun af Iver efter at lære en Øvelse, de ikke straks kunde faa Bugt med.

Paa den Maade, hvorpaa disse Lærere brugte deres slanke, brune Lemmer, var det let at se, at det ikke vilde blive vanskeligt for det japanske Folk at tilegne sig den primitive Gymnastik eller den danske Gymnastik, som den kaldes i Japan.

Hvert Kursus sluttede med, at vi, baade Piger og Drenge, holdt en fuldstændig Opvisning for Deltagerne. Mange af dem var nemlig kommet langvejs fra og havde ikke overværet vor Opvisning paa Stadion. Vi kunde sandelig ikke klage over manglende Interesse hos vore Tilskuere; thi for hver Gang de saa vore Øvelser blev de mere og mere ivrige efter dels at se dem igen og dels selv at prøve dem.

En Aften gav vi dansk Underholdning. Den blev holdt i en Teatersal paa den Pigeskole, hvor Niels Bukh havde undervist de mange Lærere i Gymnastik. Ved Ankomsten til Skolen blev vi modtaget meget hjerteligt. Pigerne klappede ustandselig og kappedes om at trykke os i Haanden, og deres brune Ansigter var lutter glade Smil.

Salen var fuld af Mennesker, deriblandt alle Byens Danske, der var mødt op for at faa et Pust fra deres Hjemland. Vi sang flerstemmige Sange, dansede Folkedanse og viste Danmarksfilm. Ved at sende telegrafisk Forespørgsel til den danske Gesandt i Tokyo havde vi nemlig faaet Tilladelse til at aabne den tidligere omtalte Kurerpost, og det havde vist sig, at den indeholdt en lille Danmarksfilm. Vi sluttede Aftenen med at opføre „Kejserens nye Klæder".

Til og fra Opvisninger og Kursus kørte vi i Biler eller Rickshawer efter Behag. Det sidste var selvfølgelig det mest interessante for os, der aldrig før havde været i Østen.

Den sidste Dag vi opholdt os i Mukden, samledes vi til Eftermiddagsthe i Kaj Petersens hyggelige kinesiske Gaard, hvor vi tilbragte nogle festlige Timer sammen med alle de prægtige danske Mennesker, som vi i Løbet af ganske kort Tid var kommet til at sætte saa stor Pris paa.

Lægemissionær Ellerbæk er en ældre Mand, der har været i Mukden i betydelig længere Tid end nogen af de andre Danske. Det var os en stor Glæde at høre ham fortælle, at han betragtede os som en Slags Med arbejdere paa Missionsmarken. Det gjorde hans og de andre Missionærers Virksomhed lettere, naar Kineserne fik et saadant Pust af jævnt, dansk Ungdomsliv som det, vi havde bragt dem. Hr. Ellerbæk fortalte videre, at han først nu rigtig for Alvor havde faaet Øjnene op for, hvor stor Betydning ogsaa den legemlige Side af Ungdomsopdragelsen havde.

Den 3. September sent paa Aftenen skulde vi rejse videre. Det japansk­manchuriske Jernbaneselskab havde været Medindbyder til vort Ophold i Mukden. Ledelsen gav derfor et storslaaet Afskedstaffel for os inden Af rejsen. Vi fik udelukkende europæiske Retter, og der var ikke Mangel paa noget. Bagefter hørte jeg tilfældigvis et Par Replikker, der blev udvekslet mellem Inga og Musse. Inga fortalte, at hun havde været lige ved at falde i Søvn under Festtalen. Det havde der imidlertid ikke været nogen Fare for Musses Vedkommende; thi hun havde, efter hvad hun paastod, haft nok at gøre med at stramme Maven ind, for at Bæltet ikke skulde springe.

De japanske Sovevogne er ikke indrettet som de europæiske, men er bygget efter amerikansk Mønster. De er ikke inddelt i Kupeer. Om Dagen benyttes de som almindelige Personvogne, og først ved Sengetid bliver Køjerne gjort klar. De er anbragt i 2 Højder langs begge Sider af Vognen. Hver Køje er skilt fra Omverdenen ved et tykt grønt Forhæng.

Vi havde en saadan Vogn til Raadighed paa Rejsen fra Mukden til Koreas Hovedstad Seoul eller Keijo, som Japanerne kalder Byen. Til hver Køje hørte en Kimono og et Par Tøfler, saa vi blev hurtigt forandret til rejsende Japanere og Japanerinder.

„Er der nogen, der vil have Penge? Helst ikke for smaa Beløb ad Gangen." – Med disse opmuntrende Ord gik Marius frem og tilbage mellem de to Rækker grønne Forhæng, og det skal siges med det samme, han havde ganske god Afsætning paa den Vare, han falbød. Marius var Holdets Kassemester. Inden vi rejste hjemmefra, havde vi i en Fælleskasse indskudt de Lommepenge, vi hver især havde beregnet at bruge paa Turen, og Marius havde saa købt Rejsechecks for det samlede Beløb. Saa kunde vi trække Veksler paa ham, efterhaanden som vi fik Brug for Pengene.

Turen fra Mukden til Antung, Grænsebyen mellem Manchuriet og Korea, skulde være meget smuk; men da vi rejste om Natten, kunde vi naturligvis kun faa et meget vagt Indtryk af det Bjergland, vi kørte igennem.

Til Antung naaede vi først paa Morgenstunden Dagen efter, at vi havde forladt Mukden. Der var mange Danske paa Stationen. De var kede af, at vi ikke kunde faa Tid til at gæste deres By. En Kop The og et Par Morgensange var alt, hvad der kunde blive Tid til, inden vi igen maatte gaa i Toget. Kort efter rullede det over en stor Jernbanebro, der fører over Grænsefloden Yalu, og dermed var vort korte Ophold i Kina til Ende.

For os havde alt i Grunden set saa fredeligt ud i Manchuriet; men det varede jo ikke længe før Urolighederne for Alvor blussede op netop i de Egne, vi havde besøgt.
 

Korea blev for os alle en af Turens allerstørste Overraskelser, maaske delvis fordi vi ikke havde ventet os noget særligt af Korea, og maaske ogsaa noget fordi vi kom næsten lige fra Rusland og Sibirien, hvor Landskaberne ikke just er stærkt præget af Skønhed.

Med Hensyn til Rejseindtryk mindes jeg ikke at have oplevet noget saa vidunderligt som Turen over Korea. Intet, hverken Alpernes sneklædte Tinder eller Islands nøgne Fjelde har betaget mig i den Grad som de Bjerglandskaber, vi saa paa Korea. De er ikke just storslaaede; men de er saa smukke og idylliske. Det skyldes i særlig Grad det Præg, som Befolk­ningen sætter paa Landet. De mest henrivende smaa Landsbyer, man kan tænke sig, ligger, som var de vokset op ved Bjergenes Fod. Husene ligger tæt; thi Jorden er kostbar. Lerklinede er de, dækket af buede Straatage, der mange Steder naar næsten helt ned til Jorden. Hver Gaard er omgivet af en lav Mur, og paa Tagene vokser store saftiggrønne Vandmeloner. Mange Smaabørn løber nøgne omkring, brune og snavsede; men ellers er Halvøens Beboere klædt i porøst, hvidt Tøj, hvilket er meget praktisk un­der disse varme og solrige Himmelstrøg.

Markarbejdere bærer flade, kegleformede Straahatte saa store som smaa Telte, og Kvinder balancerer af Sted med omfangsrige Byrder ovenpaa det hvide Klæde, de har viklet om Hovedet. Mange Mænd har den lille bitte, høje, sorte, bredskyggede koreanske Hat paa. Den viser, at de er Familieforsøgere; thi den er et Værdighedstegn, som kun de gifte Mænd maa bære. Paa de smalle Veje lunter store Tyre af Sted, idet de gør Tjeneste som Bære- eller Trækdyr.

Landskabet! Husene! Folkene! Dyrene! - alt er afstemt til den skøn­neste Harmoni. Intet er udenfor Stilen.

En hel Dag rejste vi igennem disse smukke Egne, inden vi naaede Seoul. Det var næsten umuligt at løsrive sig fra Togets Vinduer. Der var stadig noget nyt, der fangede Blikket, en særlig skønt formet Bjergkam, der tegnede sit bløde Omrids mod den blaa Himmel, eller en snæver Dal, der var tavlet ud i lutter smaa, omgærdede Rismarker, der trods den brændende Sol overalt var bevokset med tæt og friskgrønt Korn; imellem de snorlige Rækker glimtede Vandet frem som sølvglinsende Strenge, der var udspændt mellem de lave Volde. Spredt rundt paa Markerne stod smaa Hytter paa høje Pæle. Jeg fik at vide, at det var Udsigtstaarne, hvorfra Ejermændene kunde holde Øje med deres Jord. Det var nødvendigt, fordi Landet var gennemstrejfet af Løsgængere, som vilde plyndre Marker og Gaarde, hvis der ikke blev passet paa.

Efterhaanden som vi kom frem igennem Koreas smukke, tæt bebyggede Bjergegne, fik vi mere og mere Lyst til at komme ud at se nærmere blot paa en enkelt af: de mange indbydende Landsbyer; men det kunde desværre ikke lade sig gøre, saa vi maatte nøjes med at nyde Synet paa Afstand. Maaske er det for en Del netop derfor, at disse Landsbyer med deres „Melonhuse", som vi kaldte dem, stadig staar for mig som Indbegrebet af Hygge og Idyl.

Under de korte Ophold smuttede jeg som Regel ud af Toget for at se paa Folkelivet; men de fleste Jernbanetog har jo den Egenskab, at de altid holder paa de kedeligste Steder, saa jeg opnaaede aldrig at komme ud at spadsere mellem de smaa „Melonhuse". Ret langt turde jeg jo ikke fjerne mig fra Stationerne. En Gang holdt vi et Sted, hvorfra jeg kunde se den mest bedaarende lille Hytte ligge et Stykke inde paa Marken. Jeg stod lidt og overvejede, om jeg vilde kunne naa at løbe ind og fotografere den, men opgav det. Toget blev imidlertid holdende saa længe, at jeg sikkert kunde have naaet at faa et Billede af Hytten. Det var altsaa en Chance, jeg havde ladet gaa fra mig, og naturligvis staar dette lille Hus paa Korea stadig for mig som et af de Motiver, jeg allerhelst vilde have haft med i min Billedsamling.

Vor Ankomst til Seoul formede sig om muligt endnu mere festligt, end det havde været Tilfældet i Mukden; men i Hovedtrækkene gik Modtagelsen for sig omtrent paa samme Maade, saa det er unødigt at beskrive den nærmere.

Jeg havde tidligere gjort varigt Indtryk paa Underskriften er: Gade kun set et eneste Billede fra Korea, som havde mig. Det findes i „Jorden og Menneskelivet", og i Seoul. Denne Gade er det mest aandsforladte, man kan tænke sig, nærmest i samme Stil som Gaderne i Nowo Sibirsk. Det var maaske navnlig paa Grund af dette Billede, at jeg ikke havde ventet mig noget særligt af Korea. Havde de smukke Bjerglandskaber overrasket mig, saa gjorde Koreas Hovedstad Seoul det ikke mindre. Den er en stor og smuk By, delvis moderne anlagt i en Blanding af japansk og europæisk Stil.

Kun een Dag og to Nætter tilbragte vi i Seoul; men denne Dag blev paa sin Vis den rigeste, vi havde paa hele Rejsen. Straks fra Morgenstun­den havde vi en herlig Tur op paa et Bjerg lige i Udkanten af Byen. Udsigten derfra var overordentlig smuk. Øverst oppe ligger et japansk Tempel, som vi fik Lov at komme ind i efter at have gennemgaaet en højtidelig Indvielsesceremoni.

Derefter kørte vi i vore flagsmykkede Biler til Regeringsbygningen, hvor vi var til Audiens hos Generalguvernøren over Korea, General Ugaki, Japans tidligere Krigsminister.

Dagens største Oplevelse blev dog vor Opvisning, som fandt Sted Kl. 1 om Eftermiddagen paa et kæmpemæssigt Stadion, der var smykket med en Kreds af store japanske og danske Flag. Allerede Kl. 11, da vi var ude for at se paa Pladsforhold og Redskaber, strømmede Folk til i Tusindvis; de stod ligefrem i Kø for at komme ind.

Da vi Kl. 1 marcherede ind bag Dannebrog, syngende „Vaj højt, vaj stolt og frit vort Flag", da var hele det vældige Stadion tæt besat med Mennesker. Brune Ansigter - Hoved ved Hoved - i Titusindvis i en mægtig Kreds omkring os. Det var fremmedartede Folkeslag: Koreanere i hvide Kapper og Japanere i brogede Kimonoer eller europæisk Tøj. De sad ikke i tilfældig Orden, men var ordnet gruppevis, saa det store Hav af Tilskuere næsten var inddelt i Felter, mørke, lyse eller spraglede, alt efter de Dragter, som de forskellige Mennesker var klædt i. Der var store Grupper af Studenter, der var Pige- og Drengeskoler, der var militære saa vel som civile. Der var 30.000 Tilskuere til Stede paa Stadion, og endda sad en Mængde Mennesker paa Skrænter og Høje udenfor Hegnet. Alle hilste de os med bragende Klapsalver, saa snart de saa det første Glimt af vor Fane. Solen brændte fra en næsten skyfri Himmel, og paa alle Sider løftede skønne Bjergrygge sig over Horisonten. En Flyver drønede frem og tilbage i store Sving lavt over vore Hoveder som en Velkomsthilsen til os og tillige for at optage Fotografier til de japanske Aviser. Sværme af Brevduer blev sendt op. De spredte Niels Bukhs Berømmelse over Korea ved at flyve ud med Bud om de danske Gymnaster til Halv­øens mange Dagblade.

Vi marcherede først en Runde over Løbebanen, mens Bifaldet brusede os i Møde, efterhaanden som vi kom frem. Denne Indmarch glemmer jeg aldrig. Jeg saa og saa paa de mange Tusinder af Mennesker, der var samlet om os. Jeg saa paa de venlige Ansigter, der straalede os i Møde. Jeg saa paa den skønne, storslaaede Natur, der omgav os, og jeg saa paa vor smukke Fane, der blev baaret frem omkring os.

Jeg er ikke i mindste Maade i Tvivl om, at disse Minutter for mig var Turens største og mest bevægede Øjeblikke ude i det fremmede.

I en saadan Stund føler man, at man er dansk. Man føler det med Stolthed og med Glæde; men man føler det ogsaa som en Forpligtelse, ikke en Pligt, der tynger, men en mærkelig Blanding af Pligt, Lyst og Evne til at give sig i Kast med Opgaver til Gavn for andet og andre end ens eget Jeg. – Jeg tror bestemt, at den Slags store Øjeblikke er en hemmelig Drivkraft i et Menneskes fremtidige Liv og Arbejde.

Efter at have marcheret hele Løbebanen rundt tog vi Opstilling inde midt paa Pladsen og hilste med Dannebrog, mens et stort Studenterkor sang „Kong Christian stod ved højen Mast" paa Dansk. Tonerne klang herligt, og Udtalen var slet ikke daarlig. Derefter blev den japanske Nationalsang spillet og sunget af Orkester og Kor.

Man bød os velkommen i hjertelige Taler, som gennem store Højttaleranlæg kunde høres af det store Publikum.

Niels Bukh aabnede Opvisningen med følgende Ord: „Saadan som vi ser, at det japanske og det danske Flag har de samme Farver, saadan ser vi ogsaa, at den japanske og den danske Ungdom kan samles om de samme interesser. De er kommet for at se vort Arbejde, og vi er kommet for at arbejde for Dem. Dersom det maa lykkes os at give Dem Værdier med hjem til Fornyelse og Forbedring af Ungdommens legemlige Opdragelse, da drager vi alle rigere herfra, end vi er kommet hertil."

Saa gik vi i Gang med Gymnastikken. Det var bagende varmt, saa vi skønnede i høj Grad paa, at der var blevet udspændt et stort Solsejl, hvorunder vi kunde arbejde nogenlunde i Skygge. Alligevel flimrede det hvide Lys for Øjnene, og Sveden haglede ned ad os.

Trods alt lykkedes det os at gennemføre vor Opvisning paa en saadan Maade, at vore Værter og Tilskuere var mere end tilfredse. Derom lod de os ikke i Tvivl. Da vi til sidst marcherede ud under Dannebrog, blev vi fulgt af et ligefrem orkanagtigt Bifald.

Efter Opvisningen var der fuldstændigt Trafiksammenbrud udenfor Stadion. Alle Befordringsmidler gik i Staa, Sporvogne, Automobiler, Vogne og Rickshawer. Af disse sidste er der for Resten ikke mange i Seoul. Dertil er Byen alt for bakket.

En stor Automobil ventede os udenfor paa Gaden. Vi begyndte derfor at bane os Vej ud igennem Folkemylderet. Det tog Tid; men hvad gjorde det; for det var nok Ulejligheden værd at ofre lidt Opmærksomhed paa de mange forskellige Mennesketyper, som der her var en ypperlig Lejlighed til at iagttage paa nært Hold. De kikkede nysgerrigt paa vore lyseblaa Silkegymnastikdragter. Mange vilde føle paa dem eller paa vore Lemmer, der var betydelig kraftigere end deres egne. Jeg lod dem med Glæde gøre det, naar jeg til Gengæld fik Lov til at optage Nærbilleder af nogle af de mest typiske og fremmedartede Ansigter, jeg saa omkring mig.

Da vi naaede ud til vor Automobil, viste det sig, at det var ganske haabløst at komme videre foreløbig. Mens vi ventede, fik vi Tilladelse til at gaa op paa en høj Altan paa et nærliggende Hus. Deroppefra havde vi et udmærket Overblik over den mægtige Folkevrimmel, der langsomt kom ud under de to store Flag, et japansk og et dansk, hvis Stænger var sat i Kryds over Indgangsporten til Stadion. Det var underligt at tænke paa, at alle disse mange Tusinde Mennesker havde været der udelukkende for at se paa os. Mange af dem var kommet langvejs fra. Der var Lærere fra alle Egne af den mægtige Halvø, som Korea er. Nogle havde rejst mere end et Døgn for at se vor Gymnastik.

Efter Opvisningen talte Niels Bukh i Radio med Yanigita som Tolk, og om Aftenen havde vi dansk Aften, som vi havde haft det i Mukden. Hvad der denne Aften gjorde mest Lykke blandt Publikum, er vanskeligt at sige; men blandt os var det utvivlsomt en Bemærkning fra Richard under Opførelsen af „Kejserens nye Klæder". Han var den lille Dreng, der først skulde proklamere Kejserens Mangel paa Festdragt. Trods det, at Richard har sit Hjem i H. C. Andersens Fødeby, tog han det ikke saa højtideligt med at anvende vor store Forfatters Replikker i Eventyret ordret. Da Rosendahl kom spankulerende hen imod ham i dybeste Neglige, saa han nemlig op paa Jens og raabte: „Far, han har jo ingen Bukser paa."

Kaj Petersen havde ledsaget os helt ud til Seoul. Han tog nu tilbage til Mukden, og den næste Morgen rejste ogsaa vi derfra. Vi skulde til Tokyo. Mange Steder paa Vejen blev vi kaldt ud af Toget for at blive fotograferet til de lokale Blade. I Fusan, vor Udskibsningshavn paa Korea, maatte vi midt om Natten staa paa Hænder paa Bolværket i Skæret fra det hvide Magniumslys.

Vi var ude at gaa en lille Aftentur, efter at vi havde bragt vore Sager om Bord paa Skibet. Her i Fusan saa vi de første Boder med japanske Ting. De blev billigere, jo længere vi kom bort fra Havnepladsen, saa vi ventede naturligvis med at handle, til vi naaede en af de fjerneste Smaabutikker.

Sejlturen over Korea-Strædet blev herlig. Skønne Bjergøer løftede deres dunkle Omrids over Horisonten, og Morilden i Kølvandet glimtede om Kap med de tindrende Stjerner paa den dybe Nathimmel. Nordstjernen stod lavt over Synskredsen, og Mælkevejen spændte som et klart, hvidt Bælte lige over Himlen som en Storcirkel gennem Zenith.

Samlede i Skibets Agterstavn sang vi danske Aftensange, inden vi gik til Ro. Tankerne gik uvilkaarligt tilbage til den forrige Gang, vi havde været paa Soen. Da havde vi i den skønne Sommernat vinket Farvel til Dan mark paa Østersøen ud for Bornholm. Det var næsten ikke til at begribe, at vi nu sejlede paa Korea-Strædet ude i det fjerne Østen, og at vi den næste Morgen skulde gaa i Land i Japan.

Om Morgenen den 7. Septbr. sejlede vi ind til Shimonoseki. Det var en stille, let diset Morgenstund. De mange Smaaøer saa vi kun uklart igennem det hvide Taageslør, der dækkede dem.

Der var ret livlig Trafik ud og ind af Shimonosekis Havn, der er en af Japans vigtigste Marinestationer. Smaa Torpedojagere kløvede Vandet imellem de gammeldags japanske Fiskerbaade og Fragtskibe med brune Sejl, der var forsynet med grove Ribber, saa de lignede Aborrefinner.

Den Times Ophold, vi havde i Shimonoseki, brugte vi til at løbe lidt rundt i Byen. Her købte vi store, gule Bananer til 2 øre Stykket, og mange forsynede sig med hvide Tropehjælme til Beskyttelse mod de brændende Straaler fra Solen, der hver Dag skinnede over os fra en næsten skyfri Himmel.

Paa Rejsen imod Tokyo sad jeg ofte ude paa den aabne Udsigtsplatform bag paa Toget. Herfra kunde jeg rigtig fotografere de smukke Landskaber, vi kørte igennem. Ogsaa Marius tilbragte megen Tid paa Bagperronen med sin Filmsoptager.

Der er noget meget sirligt ved de japanske Landskaber. Alting er saa velholdt, baade Huse, Haver og Marker. Snart kørte vi inde i Landet mel­lem grønne Rismarker og forbi smaa Søer og Damme med store, blegrøde Lotusblomster, og snart kørte vi langs med Havet. Hondos Klippekyster er vidunderlig skønne. Ofte rev Bjergtunneller brutalt alt det smukke bort fra vore Øjne, men tit kun for at aabenbare et endnu skønnere Panorama paa den anden Side af Tunnellen.

Vi saa flade inddæmmede Strækninger lige i Strandkanten; det var Saltudvindingsanlæg. Smaa og store, mærkelige, primitive Sejlskibe blev af den friske Brise ført gennem de smalle Sunde mellem Hondo og de nær liggende maleriske Smaaøer. Paa Marker og Veje gik smaa kimonoklædte Mennesker omkring med store Parasoller, og tit kunde vi i de Huse, der laa tæt ved Jernbanelinien, se Folk sidde paa Gulvene enten i Gang med et eller andet Arbejde eller ogsaa i Færd med at spise med Pinde. Stationernes Navne var angivet ved underlige Tegn, som vi kunde tyde, fordi der stod latinske Bogstaver nedenunder. Hiroshima, Okayama, Kobe, Osaka og Kyoto kom vi igennem, og efter et Døgns Rejse, da vi nærmede os Yokohama, saa vi Fujiyamas smukke, regelmæssige Kegle indsvøbt i lette, hvide Skybælter. Der var ingen Tvivl mulig, vi var virkelig i Morgenrødens Land.

I Kyoto stødte Skolepræsident Obara til os. Det var ham, der havde tilrettelagt vort Ophold i Japan. Fra Niels Bukh vidste vi, at han skulde være Elskværdigheden selv, og det varede heller ikke længe, før vi blev fuldstændig klar over, at vi umulig kunde have faaet nogen bedre Mand til Vært end Obara. Han var saa gæstmild og venlig imod hver enkelt af os, at vi Dag for Dag kom til at holde mere af ham. Tillige er han en saa betydelig Personlighed, at hele det japanske Folk interesserer sig for, hvad han foretager sig.

Vor Ankomst til Japans Hovedstad formede sig næsten som en hel Folkefest, saa storslaaet var den Modtagelse, der blev os til Del. Med Fanen i Spidsen og alle med Favnen fuld af Blomster, marcherede vi gennem Tokyos Gader. Vi gik frem gennem et Hav af Mennesker, der jublede af Begejstring, og vi var flankeret af et mægtigt Opbud af Skolebørn og Studenter. Fra deres brune Ansigter lyste de mest straalende Smil os i Møde, mens de raabende og leende tilviftede os den hjerteligste Velkomsthilsen, idet de svingede med et Utal af japanske og danske Smaaflag.

Til sidst naaede vi den store Plads foran Mikadoens Palads. Her skulde Velkomstceremonierne finde Sted. Vi tog Opstilling med Front imod det store, hvide Palads, der med sine graagrønne, svajede Tage spejlede sig i de dybe Voldgrave, der omgav det. - Foran os havde vi vor O. D.- Fane. Ogsaa de mange Studenter og Skolebørn blev stillet op paa Række og Geled, og udenom os trængtes det store Mylder af Mennesker.

Der var ridende Politi til Stede, saa alt klappede paa en Prik; ingen Afspærringer blev brudt, og der var absolut Ro, naar der skulde være Ro. Allerede her ved Ankomsten til Tokyo fik vi saaledes et stærkt Indtryk af, hvor veldisciplineret et Folk Japanerne er.

Tokyos forhenværende Skoledirektør, Mr. Nagai, bød os velkommen til Japan. Skolepræsident Obara, Niels Bukh og flere andre talte, og der blev udbragt Leveraab for os. „Banzai!" raabte de alle af deres Lungers fulde Kraft, saa det rungede over Pladsen, og Lyden gav Genlyd mellem Kejserpaladsets mange Palæer. Samtidig med Banzai-Raabene blev alle Hænder rakt i Vejret, saa der løftede sig en hel Skov af Arme over den store Folke­mængde.

Som paa Korea blev vor Nationalsang sunget for os af store Studenter­kor. Det var betagende at høre de mange unge Japanere staa og synge paa Dansk. Hvilket Forarbejde og hvilken Vilje til at gøre det festligt for os laa der ikke bag ved denne Præstation.

I Toget fra Shimonoseki til Tokyo havde vi ved Yanigitas og Saitos Hjælp indøvet den japanske Nationalsang med japanske Ord. Vi søgte derfor efter bedste Evne at hylde Japan paa samme Maade som Japanerne havde hyldet Danmark, nemlig ved at synge deres Nationalsang saa godt, vi formaaede. Jeg tænker ikke, den har lydt særlig skønt i japanske Øren; men de mange Mennesker forstod, at det ikke skortede paa god Vilje fra vor Side, og de lønnede os derfor med et varmt og hjerteligt Bifald.

Straks da Velkomsthøjtideligheden var til Ende, rullede Bilerne frem og førte os til K. F. U. M. og K., hvor vi skulde bo under vort Ophold i Tokyo. K. F. U. M’s Forhal var smukt pyntet med Blomster og Flag, og oppe under Loftet var der anbragt en stor Plakat med Indskriften: „Velkommen til Niels Bukhs Gymnaster!"

Efter at have spist til Middag aflagde vi i Fællesskab en Del officielle Besøg. Først var vi til Audiens hos Undervisningsministeren, Mr. Ruzo Tanaka. Ministeriet holdt til i en Træbygning, der var opført i Hast, efter at dets tidligere Residens var nedbrændt for kort Tid siden. Det nye Palæ var nemlig endnu ikke færdigt. Undervisningsministeren var en lille gemytlig og yderst elskværdig Herre, der behandlede os med den største Høflig­hed og Opmærksomhed. Han takkede os meget, fordi vi var rejst saa langt bort fra vort velkendte, lille Land derude i Vesten for at vise vor Gymnastik, og han følte sig overbevist om, at vi derved i høj Grad vilde bidrage til at dygtiggøre de japanske Gymnastiklærere, hvad der naturligvis kun kunde glæde deres Undervisningsminister. – Allerede samme Dag fik vi skriftlig Indbydelse til Eftermiddagsthe den følgende Dag hos Mr. Tanaka.

Efter Audiensen hos Undervisningsministeren besøgte vi Præsidenten for den Komite, der var blevet nedsat til Undersøgelse af Niels Bukhs Gymnastik med særligt Henblik paa dennes Indførelse i det japanske Skolevæsen.

Ogsaa i det danske Gesandtskab aflagde vi Visit den første Dag. Hergel havde ogsaa været paa Stationen for at byde os velkommen, og Niels Bukh fik nu Lejlighed til at veksle nogle Ord med ham.

Een Skuffelse havde vi, og den var ikke lille: Der var ikke kommet Post til os fra Danmark, hvilket vi havde regnet ganske sikkert med. Vi havde ikke faaet Breve hverken i Mukden eller paa Korea, saa vi havde stolet paa, at der maatte ligge en ordentlig Bunke til os, saa snart vi kom til Tokyo. Gesandten trøstede os med, at de Danske i Tokyo heller ikke havde faaet Breve fra Danmark i længere Tid, saa det maatte være Postbefordringen gennem det russiske Rige, det var galt med. Til Opmuntring fik vi nogle gamle, danske Aviser, som vi kunde fordybe os i.

Allerede paa Ankomstdagen henimod Aften var vi oppe at se den hellige Irispark med Templet Meiji Jingu, hvor den store Kejser Meiji's Aand tilbedes. Det var en særlig Ære, at vi fik Lov til at komme ind i denne Park; thi kun paa 5 Dage i Aaret er den tilgængelig for Offentligheden. Til daglig har kun Præsterne og de kejserlige Personer Lov at færdes der. Irisparken ligger paa en lav Bjergskraaning lige udenfor Tokyo. Og­saa den brede Vej, der fører derop, er en Helligdom. Den er anlagt ved frivilligt Arbejde af japanske unge Mænd.

Ved Indgangen til Parken gik vi gennem en mægtig Portal af Træ bestaaende af to høje Stammer med en svajet Overligger. Denne Port viser, at Irisparken er en Shinto-Helligdom. Shinto-Templerne kendetegnes nem­lig altid ved een eller flere af den Slags smukke Indgangsportaler.

Obara fortalte mig, at een Trediedel af det japanske Folk var Buddhister, at en anden Trediedel bekendte sig til Shinto-Religionen, og den sidste Trediedel skulde saa være Kristne.

Shinto-Religionen er den officielle Religion i Japan. Den er en Til­bedelse af de afdødes Aander i Lighed med den Forfædredyrkelse, der er det religiøse Grundlag i Kina. De to Nationers beslægtede Religioner er imidlertid efter al Sandsynlighed udviklet uafhængigt af hinanden. De ja­panske Fædreaander, der kaldes Kami, tænkes som skyggeagtige Væsener, der fortsætter den menneskelige Tilværelse med alle dens Lyster og Behov. Derfor maa de forsynes med Føde og Klæder og omgives med aner­kendende Hyldest. I Kina lægges der megen Vægt paa den rent materielle Side af denne Dyrkelse. Den aandelige er derimod den fremherskende i Japan. Mit Indtryk er dog, at der er noget meget udvortes ved denne Tilbedelse.

Alteret i Shinto-Templerne bestaar som Regel kun af et lille Bord. Un­dertiden er dette kantet med Papirsstrimler, der er beregnet til at rense Luften; men ofte er disse Strimler ophængt under Loftet eller under Ind gangsporten. Paa Bordet ligger et Spejl, hvori Himmellyset falder ned, og en Kugle af Bjergkrystal, der skal symbolisere Aandernes Renhed, Dybde og Magt.

Foran Templet findes som allerede nævnt en Slags Æresport, fra hvis Træbjælke Fuglene skal forkynde Aanderne Dagens Frembrud.

I Sliintoismen er nedlagt megen Naturdyrkelse, der kommer til Udtryk i Tilbedelsen af den japanske Ørækkes skønne og enkle Naturfænomener som Bjerge og Floder, Træer og Blomster. Mange Dyr er hellige, særlig Rævene, der betragtes som Symboler paa Kløgt og Snilde. Derfor findes der ved alle Shinto-Templer flere Porcelæns- eller Træfigurer af siddende Ræve, og smaa Kopier af dem sælges som Erindringer til de besøgende.

I det hele taget stemmer Shintoismen godt med Japanernes glade og verdslige Sindelag, saa det er ikke mærkeligt, at den betragtes som den nationale Religion.

De dybere og mere alvorlige Betragtninger over Livets Love og Gaader overlader Shintoisterne til Tilhængerne af Buddhismen, der trives i Japan jævnsides med Shintoismen.

Som det fremgaar af det foregaaende, er Irisparken en stor national Helligdom. Den er anlagt med Træer og Buske, der er hentet fra alle Japans Egne. Vi var først henne ved Tempeltjenernes Hus. Her blev der hældt koldt Vand over vore Hænder. Uden at have gennemgaaet denne Renselse maatte vi ikke færdes paa den hellige Jord.

Der var meget smukt i Parken. Over smaa Søer med Aakander og Lotusblomster fløj store, spraglede, metalglinsende Isfugle omkring, og hist og her stak smukt tilhuggede Stenlygter op som høje Paddehatte mellem de friske Buskvækster. Ved sprudlende, klare Kildevæld i Skyggen under Træernes tætte Kroner drak vi det hellige Vand af et lille cylinderformet Træbæger paa et meget langt Skaft.

Til sidst naaede vi den hellige Nationalparks Kernepunkt, det store Tempel Meiji Jingu. Hertil fik vi først Adgang efter meget grundige og ejendommelige Renselsesceremonier. Vi' blev stillet op paa to Rækker, og der efter traadte en Præst, eller en Kannushi som han kaldes, hen foran os. Han var iført vide, blaa Pludderbukser, der hang helt ned over hans store, sorte, højklampede Træsko. Tillige havde han en stærkt gul Kappe paa og en morsom lille Hat. I Haanden havde han en grøn Gren, der var pyntet med hvide Papirsstrimler. Den lagde han først fra sig paa et lille Bord og bukkede dybt for den. Derefter svingede han den gentagne Gange over Hovedet paa os. Til sidst bøjede han sig paany dybt mod Jorden. Dermed var vi indviede og kunde betræde det hellige Sted.

Kannushien førte i højtidelig Parademarch Niels Bukh ad en Sidegang ind i det aabne, hellige Rum, mens vi andre gik lige hen foran dette. Vore Ledsagere klappede let i Hænderne for at paakalde Aanderne, og Kannushien gentog de forunderlige Ceremonier med den grønne Gren over­for Niels Bukh. Kort efter forlod vi Templet og kørte hjem.

En fornøjelig Oplevelse havde vi en af de første Gange, vi spiste Lunch paa K. F. U. M. Tjeneren bragte et Visitkort, og ind traadte en høj, lys ung Mand. Marius udbrød straks halvhøjt: „Men det er jo Lindbergh!" - og det var virkelig Verdens mest beundrede Flyver, der kom paa Besøg. Han var ude paa en længere Tourne gennem Luften sammen med sin Kone og var ankommet til Tokyo omtrent samtidig med os. Her havde han hørt saa meget om Niels Bukhs og de danske Gymnasters Besøg i Japan, at han ønskede at hilse paa os.

Vi havde ogsaa den Glæde at træffe mange Mennesker, der mindedes Kaptajn Botveds farefulde Flyvning ud til det fjerne Østen, ja paa K. F. U. M. blev der endogsaa holdt Foredrag om denne Bedrift en af de Dage, vi var der.

En af de første Aftener var der Velkomstmiddag for os paa K. F. U. M. Niels Bukh maatte forlade Selskabet midt under Maaltidet, og snart hørte vi gennem Højttaleren hans Radiotale til det japanske Folk. Den blev oversat af Obara. Niels Bukh talte om den store Ære og Glæde, det var for os, der kom fra et i geografisk Henseende lille Land, at blive indbudt som Gæster til Østens førende Nation i Morgenrødens Land fjernt fra Danmark. Han takkede for den smukke og storstilede Modtagelse, der var blevet os til Del, og han udtalte sit Haab om, at det som en ringe Tak for Japanernes store Gæstfrihed imod os maatte lykkes os gennem vort Arbejde til Gengæld at give dem noget, der kunde medvirke til at gøre deres Ungdomsopdragelse endnu mere værdifuld, end den allerede var.

K. F. U. Ms Formand havde ønsket, at en af os skulde holde et lille Foredrag paa Engelsk for Foreningens unge Mænd. Det Hverv var blevet tildelt mig. Jeg maatte selv bestemme, hvad jeg vilde tale om; det skulde bare være noget fra Danmark. Jeg fortalte om Drengeliv i danske Skoler og Foreninger. Det var vist ikke morsomt at høre paa; men mine Tilhørere var høflige Mennesker; de var bagefter utrættelige til at forsikre mig om, hvor stor Pris de havde sat paa min interessante Beretning.

Den danske Gesandt, Hergel, havde tiltraadt sit Embede for faa Maa­neder siden og havde endnu ikke haft Lejlighed til at være sammen med Medlemmerne af den danske Forening i Tokyo og Yokohama. Nu var der en Anledning. Derfor indbød han baade dem og os til Aftenselskab paa Hotel Imperial. Det blev en fornøjelig Aften med Souper, Dans og hyggeligt Samvær med en Snes prægtige danske Mennesker, der lever deres Liv i det farverige Østen fjernt fra Danmark.

Obara havde en forunderlig Evne til at vise os netop de Ting, der interesserede os allermest. Naar dertil kommer, at der intet blev sparet for at gøre hver Dag saa festlig og indholdsrig for os som muligt, forstaar man, at vi egentlig blev grundigt forkælet.

En Aften var vi i Japans største og mest berømte Teater, Kabukiza. Det opfører kun gammeljapanske Skuespil og ikke de moderne Efterligninger af europæisk og amerikansk Kunst. Alle Roller, ogsaa de kvindelige, udføres af mandlige Skuespillere.

Forestillingen varede fra 5 til 11, og der blev i den Tid opført 4 forskellige Stykker. Salen var noget anderledes, end den er i danske Teatre. Scenen var meget bred og fyldte hele den ene Væg. Fra Scenen førte en lang Løbebro midt ud imellem Publikum helt over til den anden Side af Salen. Ad denne Bro kom og gik Skuespillerne ofte til og fra Optrinene paa Scenen, og en Del af Spillet foregik endog paa Broen.

Skuespillene blev ledsaget af den mest mærkværdige Sang og Musik, man kan tænke sig. Der var ikke noget stort Orkester, kun 2 Musikanter. Den ene spillede paa et trestrenget Instrument, en saakaldt Samisen, og den anden slog Takt paa Gulvet med et Par Træklodser. Endelig var der en Skuespiller, som messede eller sang Forklaring til Stykket med nogle under­lige, gurglende, monotone Strubelyde.

Til at hjælpe til ved Sceneforandringer var der nogle smaa sortklædte Fyre, der af og til smuttede rundt imellem de optrædende. I Begyndelsen troede vi, at disse „Sortmænd" var Trolde, der spillede med i Stykket; men vi fik snart at vide, at de kun var der for at være de rollehavende til Nytte saa ubemærket som muligt.

Handlingen i alle fire Stykker var ret naiv; men de fleste Roller blev fortræffeligt udført. En af Skuespillerne, Kichiyemon Nakamura, viste det helt fremragende Spil. Han spillede Hovedrollen i første Stykke. Navnlig Slutningsscenen har brændt sig ind i min Erindring saa fast, at den sikkert aldrig vil blive udslettet. Han var sammen med to andre forvist til en Ø langt ude i Havet. Der var nu kommet Frigivelsesordre til hans Lidelsesfæller; men han selv skulde blive derude paa Livstid. Stykket sluttede med, at man saa Skibet sejle bort fra Øen, mens den tilbageblevne Fange i næsten vanvittig Rædsel stirrede efter det fra en stenet Skrænt ved Kysten. Angst og Gru lyste fra de stive, skinnende Øjne i det blege, forstenede Ansigt med en saadan Kraft, at det maatte virke fuldkommen hypnotiserende paa enhver, der havde blot et mindste Maal af Evne til at tage Del i andres Lidelser.

Ellers var Skuespillene naturligvis ikke hele Tiden lige underholdende for os, der ikke forstod de Replikker, der blev udvekslet; men det var alligevel yderst interessant at se, hvordan de forskellige Optrin var iscenesat. Blev vi trætte, gik vi blot udenfor og passiarede lidt. I een Mellem­akt spiste vi til Aften, og i en anden var vi inde bag Kulisserne for at blive fotograferet sammen med Skuespillerne.

En Eftermiddag var vi paa Tur rundt i Byen med Obara. Den centrale Del af Tokyo er en fuldt moderne Storby med brede Boulevarder, asfalterede Gader befaret af elektriske Sporvogne, samt Stormagasiner, der ikke staar tilbage for de førende Forretninger i Europas Hovedstæder. Vi besøgte først Tokyos største Handelshus, Mitsukoshi. Her var baade rullende Trapper og al mulig anden Komfort. Efter at have set meget længe paa de mange forskellige Varer og købt meget lidt deraf blev vi af Forretningens Chef indbudt til Frokost. Til Tak maatte vi blot lade os fotografere udenfor hans Forretning, hvad vi naturligvis ikke kunde have noget synderligt imod. Noget lignende gentog sig for Resten i mange andre Butikker. Et Sted fik vi endog hver et Par Sko forærende oven i Købet.

Imidlertid var det blevet henimod Aften, og vi kørte nu op til et Udsigtspunkt, hvorfra Tokyo med alle sine brogede Lys frembød et eventyrlig smukt Syn. Derfra kørte vi med underjordisk Bane ud til et stort Handelskvarter, Matzuyakava. Det var en rigtig orientalsk Bydel, noget i Retning af Markedspladsen ved Bymuren i Mukden, men alligevel meget mere ordentlig end den. Der var Gade op og Gade ned med lutter aabne Boder, oplyst af brogede Lygter. Der var en Raaben og en Skrigen; alle falbød ivrigt deres Varer, og det endte da ogsaa med, at de fleste af os traskede derfra belæssede med Parasoller og Vifter, Knive og Spisepinde.

Der kom ogsaa mange Mennesker op paa K. F. U. M. for at sælge os forskellige Ting. Der kom en Skrædder fra Yokohama. Han vilde sy Silkeskjorter til os med Monogrammer og hellige Bjerge paa Brystet. Jeg mente ligestraks, at jeg ikke vilde faa Brug for nogen; for jeg havde netop været i Byen og havde i en pæn Forretning købt et Par nydelige, lysegule Manchetskjorter af ægte japansk Silke. En Del japanske Mænd har antaget de europæiske Moder med Hensyn til Klædedragt, saa der er ikke noget i Vejen for, at man kan købe de almindelige Beklædningsgenstande færdige. Jeg havde dog maattet spørge mig for i flere Forretninger, inden jeg havde fundet et Sted, hvor jeg kunde faa en Flip, der var tilstrækkelig stor. Jeg skulde have Nr. 42. Til sidst var det imidlertid lykkedes mig at faa den rigtige Halsvidde i Skjorte og Flip, og jeg forsikrede derfor den lille Skrædder fra Yokohama om, at jeg havde forsynet mig med Skjorter. Han gav imidlertid ikke tabt lige med det samme. Han vilde absolut have at vide, hvor jeg havde faaet dem syet. Da han hørte, at jeg havde købt dem færdige, raadede han mig med et lille triumferende Smil til at prøve dem, inden jeg afviste hans Tilbud. Deri føjede jeg ham, og jeg tør nok sige, at jeg følte mig lidt flad, da jeg havde faaet en af mine nye Skjorter paa. Den passede ganske vist godt nok i Halsen; men det var ogsaa det eneste Sted, den passede. Skjorten sluttede om mig som en Spændetrøje, der kun naaede mig midt ned paa Maven og Ærmegabene var alt for snævre, saa de skar mig dybt ind i Skuldrene. Da jeg købte Skjorterne, havde jeg ikke tænkt paa, hvor smaa og spinkle Japanerne er i Forhold til os. Efter denne Vandgang var det ikke vanskeligt for Skrædderen at overtale mig til at lade ham sy mig en Skjorte, idet jeg dog forbeholdt mig Ret til at nægte at modtage den, hvis den var for lille.

Skrædderen havde ogsaa mange andre Ting, som vi kunde købe, broderede Silkekimonoer, Slips, Lommetørklæder og Tropetøj. Saito havde imidlertid sagt til os, at vi ikke skulde købe for meget i Begyndelsen. Dels kunde vi faa de fleste Ting billigere senere, og dels vidste vi ikke, hvilke Overraskelser der ventede os.

Det er ikke helt let paa egen Haand at finde omkring i Tokyo, der er en meget udstrakt By. Naar de store Forretningsbygninger i Byens Centrum undtages, er de fleste Huse i Tokyo lave, fordi de skal kunne mod staa de hyppige Jordskælv. Naar dertil kommer, at Byen har over 3 Mill. Indbyggere, er det let at forstaa, at den maa dække over et meget stort Areal. Tillige er der i Byens Yderkvarterer en Vrimmel af krogede Gader.

Det er derfor ret vanskeligt for almindelige rejsende at finde rundt i Tokyo, især da det kun er faa japanere, der forstaar fremmede Sprog. Gadenavnene er tilmed skrevet med mærkværdige Tegn, som man naturlig vis absolut ikke kan tyde, og som er yderst vanskelige at genkende, da de ligner hinanden alle sammen, hvis man ikke ser nærmere til.

For os betød disse Vanskeligheder imidlertid ikke meget. Ganske vist færdedes vi nok en Del i den store, interessante By; men der var altid flere Japanere, der med Glæde vilde føre os, hvorhen vi ønskede det. Vilde vi længere bort, end det var behageligt at gaa, blev der straks stillet en Bil til Raadighed for os.

Med et japansk og et dansk Flag paa Køleren susede vi tit gennem Tokyos stærkt befærdede Gader. Aldrig har jeg hørt Mage til Tudekoncert som den, de østerlandske Chauffører kan stille op med deres Truthorn. De bruger det ustandseligt, baade med og uden Grund, saa man kan fristes til at tro, at det ligefrem er dem en barnlig Fornøjelse at frembringe denne larmende Musik. Ja, Japan kunde i Sandhed trænge til en Bladkampagne mod Støj i Hovedstaden. Det maa nu ogsaa være irriterende at køre Bil i Japan, for man har nærmest Indtryk af, at Fodgængerne mener, at de har større Ret til Gaderne end de kørende. De flytter sig nødig, selvom der bliver tudet aldrig saa kraftigt for deres Øren.

Jeg tænker, de fleste herhjemme har prøvet i let Forskrækkelse at fare til Side med et Sæt, fordi man uventet er kommet til at staa i Vejen for en Automobil. Det har jeg aldrig set en Japaner gøre. Han fortsætter uforstyrret sin rolige Gang paa de højklampede Trætøfler, selvom en Bil bremser haardt op saa tæt ved ham, at den er lige ved at røre ham. Der skal vist i det hele taget meget til, før Japanerne taber deres Sindsligevægt. Jeg tror aldrig, jeg har set en Japaner blive nervøs.

De første Dage trænede vi om Formiddagen i K. F. U. M’s Gymnastiksal. Det var varme Timer, vi tilbragte der; men der var heldigvis en stor Svømmehal, hvori vi kunde forfriske os bagefter.

Vi havde to offentlige Opvisninger i Tokyo. De fandt af praktiske Grunde Sted paa samme Dag i Byens største Koncertpalæ. Desværre maatte Billetsalget hver Gang sluttes ved Billet Nr. 2500, saa vort Publikum blev ikke tilnærmelsesvis saa stort, som det havde været paa Korea; men til Gengæld har hver enkelt af Tilskuerne sikkert faaet et langt bedre Indtryk af vort Arbejde, som de kunde følge paa betydelig nærmere Hold.

Naar man har prøvet at gøre primitiv Gymnastik i Japan under Niels Bukhs Kommando, saa ved man, hvad man forstaar ved en Svedetur. At sige, at Sveden piblede ud af Porerne, vilde være for mildt et Udtryk. Den ligefrem strømmede ned ad os som Smeltevand paa en Tøbrudsdag. Den perlede i øjenkrogene, saa vi næppe skimtede de tusindtallige, aldrig hvilende Vifter, hvormed Tilskuerne skaffede sig lidt Kølighed.

Der er noget underligt velgørende i saadan at arbejde sig rigtig gen­nemvarm. Man bøjer og vrider sig og mærker ingen Modstand noget Steds hverken i Led eller Muskler. Blodet strømmer rask gennem Aarerne og sæt­ter en i storartet godt Humør.

Kunde vi end af og til under øvelserne skotte lidt misundeligt til de mange brogede Vifter nede i Salen, saa havde vi dog ingen Grund til at være utilfredse; thi der blev paa alle Maader sørget godt for os. Hver Gang vi kom ud fra Scenen, stod smaa Japanerinder parat med Vifter og med Haandklæder opvredet i koldt Vand. Der stod Borde dækket med Frugt til os. Der var store, søde Vandmeloner, som indvendig var røde som Rubiner, og der var saftige Æbler og Pærer, isafkølet The med Citron, og hvad vi ellers kunde ønske os.

Vi havde fint Besøg ved den første Opvisning. Undervisningsministeren var til Stede. Ogsaa to af de kejserlige Prinser gjorde os den Ære at komme hen og overvære vort Arbejde. Bagefter blev vi kaldt til Audiens hos dem. De prinselige Højheder var ganske unge; saa vidt jeg husker, var de 14 og 18 Aar gamle. Yanigita fortalte mig, at de begge hed Higashikuninomija.

De fleste Mennesker gør sig sikkert næppe noget Begreb om, i hvor høj Grad Danmarks Navn gennem Niels Bukhs Arbejde blev bekendt ude i Morgenrødens Land. I lange Tider, baade før vi kom, og mens vi var der, bragte Aviserne daglig smaa eller store illustrerede Beretninger om Niels Bukh og vort Fædreland. Hvor vi end kom, i Forretninger eller andre Steder, gik der straks et lyst Smil over Folks Ansigter, naar vi gjorde dem forstaaeligt, at vi var fra Danmark. 

Skolepræsident ar som nævnt Vært for os i Japan. Han er udgaaet fra et fattigt Hjem og har ved egen Hjælp arbejdet sig frem til at blive Landets betydeligste moderne Pædagog. Samtidig er han blevet en anset og velhavende Mand. Han er Kristen, og han ejer og leder to store Skoler, der drives i kristelig Aand. Disse Skoler er noget helt for sig. Her i Danmark findes i alt Fald ingen tilsvarende.

Hans to Skoler, Seijo-Gakuen og Tamagawa-Juku, uddanner Børn, lige­fra de begynder at gaa i Børnehave, til de har faaet Adgangseksamen til Japans Universiteter. I alt besøges de af 1800 Børn og unge Mennesker.

Tamagawa-Skolen er den mindste, men alligevel den mest interessante. Den er beregnet for fattige og forældreløse Børn, for hvem Skolen bliver et lyst og godt Hjem. Eleverne bor hos Lærerne og deres Familie, og de betaler intet, hverken for Kost, Logis eller Undervisning. Deres Uddannelse er tilmed saa god og alsidig, at denne Skoles Elever er særlig velsete ved de fleste japanske Universiteter.

Det mest forunderlige ved Tamagawa-Skolen er imidlertid, at den klarer sig ganske uden Støtte fra Statens Side. Den er en selverhvervende Institution. I Stedet for Skolepenge maa Børnene præstere en 3-4 Timers legemligt Arbejde daglig.

Skolen driver Have- og Landbrug, Snedkerier og Smedeværksteder, Købmandsforretninger og Bogforlag samt forskellige andre Virksomheder. Skoleeleverne yder under Lærernes Vejledning hele den nødvendige Arbejdskraft. De bliver hver især sat til den Arbejdsform, hvortil de udviser størst Lyst og Anlæg. Derfor slider de altid i det med Liv og godt Humør. Rent bortset fra, at Elevernes Arbejde er en absolut Nødvendighed for Skolens Eksistens, virker det, drevet paa rette Maade som det øjensynligt bliver, i høj Grad til Gavn og Støtte for Obaras Bestræbelser for at give sine Elever en alsidig og grundig Opdragelse, der kan dygtiggøre dem til at tage et Arbejde op ude i det praktiske Liv.

Obara siger, at han med sin Arbejdsskole vil søge at skabe en virkelig ideel Opdragelse. Han illustrerer sine Tanker ved et Far jævne Eksempler: „Vi kultiverer udyrket Land, saar Korn, passer det, ser det vokse og modnes og høster det. Noget af det lægger vi til Side til Saasæd, og noget tilbereder vi og spiser. Resten sælger vi og opnaar derved økonomisk Vinding.

Husdyrhold er en anden Gren af vort Arbejde. Drenge renser snavsede Svinestier, henter Affald fra Husholdningen og fodrer Grisene. Senere, naar disse er blevet fuldvoksne, laver vi Skinker og Pølser af dem for ogsaa derved at tjene Penge.

Paa denne Maade kommer der Liv i vor Undervisning. Samtidig frem­elsker vi hos vore Elever saadanne Egenskaber som: Taalmodighed, Flid, Ansvarsfølelse, Ærlighed, Sammenhold og Selvtillid:"

Ogsaa Trykning og Indbinding af Bøger giver Eleverne sig af med, ja, Forlagsboghandel er endog Skolens vigtigste Indtægtskilde. Tillige er baade Sætning og Korrekturlæsning ypperlig egnet til at bibringe de unge Færdighed i japansk Retskrivning.

Tamagawa-Juku driver Japans største Skolebogsforlag og udgiver ogsaa andre Bøger. Saaledes er alle de Bøger om Niels Bukhs Gymnastik, som er paa Markedet i Japan, udkommet paa Obaras Forlag.

To Gange var vi paa Besøg paa Obaras Skoler, der ligger et Stykke udenfor Tokyo. Den første Gang var det nærmest et Arbejdsbesøg. Der skulde optages en Film af vore Øvelser. Japanerne havde nemlig den rette Forstaaelse af, at primitiv Gymnastik er en udpræget Bevægelsesgymna­stik, saa døde Billeder ikke kan give noget fuldgyldigt Indtryk deraf. Den Film, der blev optaget, var til Undervisningsbrug. Vi fik den senere at se. Den var ganske fortrinlig. Paa en udmærket Maade var den sammensat af Næroptagelser af de enkelte Gymnaster og af Billeder af hele Holdet, saa den gav et fyldigt og alsidigt Indtryk af vor Gymnastik.

Det var den 11. Septbr., vi var ude paa Tamagawa-Skolen for at blive filmet. Vi maatte af Sted fra Morgenstunden for at naa derud i rette Tid. Vi kørte først i Bil milevidt gennem Tokyo ud til en Station i Udkanten af Byen. Derfra tog vi med Toget det sidste Stykke Vej. Ude paa Skolen gik vi straks i Gang med Arbejdet. Solen var efterhaanden kommet højt op paa Himlen, saa det blev en varm Omgang, vi fik, inden de mange Meter Film var blevet optaget.

Niels Bukh er meget pertentlig, naar der bliver optaget Billeder eller Films af hans Gymnastik. Det hele skal være saa fuldkomment, som det overhovedet kan blive. Med sit fint udviklede Arrangementstalent taaler han ikke den mindste Uregelmæssighed i Motivet. Alt bliver nøje gennemtænkt og gennemprøvet, inden Fotografen faar Lov til at træde i Funktion. Det er derfor en ret trættende Omgang at være til Fotograf med Niels Bukh. Det kan endda gaa, naar vi skal filmes; for det er aldrig nær saa anstrengende at bevæge sig, som det er at staa stille i længere Tid i en øvelse. Værre er det, naar det drejer sig om almindelige Billeder. Da kan man ikke engang sige, at det er en ganske smertefri Behandling at blive foto­graferet, hvilket man jo ellers plejer at paastaa. Da kan vi f. Eks. godt faa Lov til at staa i en skraastaaende dyb Bagudbøjning saa længe, at det ligefrem svimler for en. Før alle Retningslinier, baade for Hænder, Fødder og Næsetipper, er matematisk nøjagtige, bliver der ikke sagt: „Værs'go', Fotograf !"

Som jeg nævnte før, kom en Del af Filmen til at bestaa af Næroptagelser af enkelte af Gymnasterne. Ligeledes var det baade det kvindelige og det mandlige Hold, der skulde filmes, saa vi var ikke hele Tiden i Arbejde allesammen.

Naar vi havde fri nogle Øjeblikke, søgte vi straks ind i Skyggen af de Træer, der omgav Pladsen. Her kunde vi ligge og gnaske paa Vandmeloner og Pærer, mens vore Kammerater var i Ilden.

Da Arbejdet var til Ende, var Dagen det næsten ogsaa, og vi tog derfor tilbage til Tokyo.

Næste Gang vi kom ud til Obaras Skoler, var det paa et to Dages Besøg, der fandt Sted under meget festlige Former.

Havde Ankomsten til Tokyo været storslaaet og festlig, saa formede den sig ikke mindre straalende ved Tamagawa Skolen, om end den gik for sig under mindre Forhold. Alle Skolebørnene var nede ved den lille Station for at hente os. Smaa danske og japanske Flag havde de med i Mængde. Glædeligt var det for Resten her som andre Steder i Japan at lægge Mærke til, at Dannebrogsflagene altid var lavet med de rigtige Maal.

Med opslaaede Parasoller spadserede vi op imod Skolen, der ligger i en smuk, bakket Skovegn. Kort før vi naaede saa langt, blev der givet os en meget betagende Velkomsthilsen; jeg tror, det var den smukkeste, der nogensinde er blevet vist Niels Bukh i noget Land. En Raket blev affyret, og et Øjeblik efter saa vi højt oppe under Himlens Blaa et mægtigt Dannebrogsflag folde sig ud og sejle langsomt af Sted, baaret oppe af en stor, næsten usynlig Faldskærm. Længe stod vi og fulgte det - jeg tør nok sige med duggede øjne.

Da det var ude af Syne, fortsatte vi vor Vej op mod Skolen. Solens brændende Straaler gennembagte os, selvom vi var iført lyst og let Tøj og tillige dækkede os under vore Parasoller. Fra Grønsvær og fra Træer og Buske rundt omkring os klang Insekternes skingrende og hvislende Musik, og store, herligt farvede Sommerfugle flagrede uroligt omkring i den sit­rende og flimrende Luft. – Det var en ægte japansk Sensommerdag af den Slags, hvoraf vi havde næsten 30 den første Maaned, vi tilbragte i den opgaaende Sols Land.

Igennem Skoven gik vi op til den lille Trækirke, der hører til Skolen. Den ligger paa en aaben Plads øverst oppe paa en Bakke. Inde i det lille Kirkerum samledes vi med Lærerne og Eleverne. Vi gik sidst derind, saa alle var klar til at tage imod os, da vi kom. Kirken var indrettet helt anderledes end en dansk Kirke. Ganske vist var der et Taarn og et Kors paa den, og der var lige blevet installeret et nyt Orgel, som var hentet hjem fra Europa; men ellers mindede Kirken mere om en almindelig Sal i Danmark. Prædikestol var der ikke, derimod en lille Scene. Kirken blev nem­lig brugt til forskellige andre Ting end netop til Gudstjeneste. Derfor kunde ogsaa vor Modtagelse finde Sted derinde.

Alle klappede og jublede, da vi traadte ind. Skolens Sang blev sunget for os af mange velklingende Barnestemmer, og efter en Del Taler maatte vi op paa Scenen for rigtig at blive taget i øjesyn. Efter at have sunget „Hil dig, vor Fane!", „Moders Navn er en himmelsk Lyd!" og „Den Sømand han maa lide!" vilde vi gaa ned paa vore Pladser igen; men det kunde vi ikke faa Lov til. Vi skulde først have Gaver. De blev overrakt os af Skolens allermindste, nuttede Smaatrolde. Vi fik hver et nydeligt Stykke Silketøj og et lille Maleri udført paa guldbronzeret Silke.

Eftermiddagen var forbeholdt en Række Idrætsopvisninger, der slut­tede med, at vi fremførte vor Gymnastik for alle Skolens Elever og for mange andre Mennesker fra den nærmeste Omegn.

Obara har sit Hjem ved Tamagawa-Skolen. Det var det første udpræget japanske Hjem, vi saa. Da vi kom til Døren, maatte vi af med Skoene. Inde i Husene færdes man kun paa Strømpesokker, med bare Ben eller med bløde Filttøfler paa.

Der var som blæst i Obaras Stuer. Alt skinnede af Renhed. De fleste Gulve bestod af tykke Bastmaatter; kun i Gange og Forstuer var der Bræddegulv. Det var lakeret lige saa blankt og glat som den fineste Bordplade, saa der er ikke noget at sige til, at vi skulde have Skoene af, før vi gik indenfor. Det vilde være intet mindre end Vandalisme at betræde Obaras Gulve med tykke Lædersaaler.

Skillerummene mellem Værelserne bestod af ganske lette Skydevægge, der var lavet af fint mønstret Træskelet overtrukket med Papir, der var præpareret paa en særlig Maade. Ogsaa Ydervæggene paa den Side af Huset, der vendte ud til Haven, kunde skydes til Side, saa Stuerne kunde omdannes til aabne Verandaer.

Møblér var der næsten ikke i Værelserne, kun nogle lave Borde, der ikke var højere end Fodskamler. I Stedet for Stole var der Puder. Desuden var der nogle Vægskabe. Det var hele Møblementet. Billeder var der ikke mange af; men Væggene var flere Steder prydet med smukke Dyre- eller Blomsterrelieffer, elegant udskaaret i fint Træ.

Fru Obara var saa indtagende, som man vel kan tænke sig. Der var noget næsten fuglelet over hendes lille, fine Skikkelse, som var iført en Kimono, der var holdt i diskrete, blaalige Farver. Hun var tilbageholdende, som japanske Kvinder skal være, men alligevel var hun i Besiddelse af Egenskaber, der gjorde hende til Hjemmets Midtpunkt. Det var, som der første rigtig kom Liv over de smaa, sirlige Stuer, naar hun gik omkring og puslede med et eller andet. Man mærkede ikke hendes Nærværelse, men savnede hende, naar hun ikke var der.

Ogsaa hun havde en Velkomstgave til os. Den kom ikke som nogen hel Overraskelse; thi hun havde et Par Dage i Forvejen været inde at tage Maal af os alle, og tillige havde vi faaet Lov til hver især at udvælge det Stof, hvoraf vi helst vilde have en Kimono.

Nu havde Fru Obara dem alle færdige. Hun havde selv klippet dem, og Skolepigerne havde syet dem.

Vi maatte naturligvis straks klædes om, og lidt efter kom vi svansende ind i Stuerne i vore spraglede Gevandter med lange Hængeærmer. Saa gav vi os til at beundre os selv og hverandre.

„Den er vel nok fin, denne her, hva’ !" - ,Vil I bare se, jeg har faaet en med Kirsebærblomster, det kalder jeg japansk!" - „Nej, Du kan slet ikke være med i Vognen. Vil Du se noget kønt, saa betragt min, og se, hvordan den er mønstret med Iris og hellige Hejrer!"

Vi kunde hver især nemt blive enige med os selv om, hvem der havde faaet den smukkeste Kimono; men med andre kunde vi heller ikke blive enige. Ella holdt paa sine Chrysanthemumsblomster, og Inga paastod, at hendes fantasifulde, lyst blaalige Kimono var den eneste, der var værdig til at bære Prisen hjem, og saadan havde vi hver et Argument til Forsvar for vor egen Pragt; men godt var det, at vi alle var tilfredse.

Til Aften fik vi en Mellemting mellem japansk og europæisk Mad. Der var en hel Mængde herlige Frugter, men ogsaa mange underlige Ting, som smagte modbydeligt, men hvoraf vi alligevel spiste en hel Bunke af bare Nysgerrighed. Vi sad paa Gulvet under Maaltidet, men spiste med Kniv og Gaffel.

Senere paa Aftenen spillede Skolebørnene Komedie for os, og der blev vist os Films fra alle Egne af Japan. Til sidst dansede vi danske Folkedanse til Gengæld. Da den Tid kom, hvor vi skulde til at tænke paa at gaa til Ro, blev det naturligvis spændende at se, hvor vi skulde sove. Pigerne fik et Par af Obaras Stuer; vi andre kom til at bo i et hyggeligt lille Havehus med to Etager. Der var ingen Senge til os; det bruger man ikke i Japan. Derimod blev der bredt tykke Vattæpper ud paa Gulvene. Dem kunde vi ligge paa, og andre fik vi til at tage over os. Det sidste var ellers ret unødvendigt; for det var en meget lun Aften. Derimod var vi glade for, at der blev spændt store Moskitonet ud over os; for Luften var fuld af Insekter. Vi havde ikke hver sit Net; men i hvert Værelse var der ophængt eet stort Net af samme Form som Stuen. Det blev holdt oppe af Kroge i Loftets fire Hjørner.

Myg, Fluer og store Møl eller Aftensværmere svirrede omkring i og uden for Stuerne. Skydevæggene havde vi trukket til Side, saa der var aabent lige ud til den fri Natur. Af og til kom en stor Jordkrebs summende ind til os, lokket af Lyset. Den tørnede haardt mod det tætte Net af smaa, grønne Masker og faldt ned paa Gulvet med et lille tørt Smæld. Den saa frygtindgydende ud med sine store Kindbakker; men den havde vist intet ondt i Sinde. Den forsvandt straks skyndsomst hen i den mørkeste Krog af Stuen i Modsætning til de store Natsommerfugle, der blev ved at sværme omkring den elektriske Pære, indtil den blev slukket.

Natten var fuld af underlige Lyde; men de holdt os ikke vaagne, vir­kede snarere søvndyssende. Vi var gaaet tidligt „i Seng", og det varede ikke længe, før jeg faldt i en dyb Søvn, træt som jeg var af den varme Sommerdags Arbejde og mange nye Indtryk.

Længe varede det imidlertid ikke, før jeg vaagnede igen. Jeg saa paa Klokken. Den var kun 11. Jeg mærkede en underlig Rumlen indvendig og havde stærke Kvalmefornemmelser. Jeg tænkte straks paa Aftensmaden og ærgrede mig over, at jeg ikke havde holdt min Appetit og min Nysgerrighed i Ave. Jeg skottede rundt til mine Kammerater for at se, om jeg var ene om disse ubehagelige Følger af den fremmedartede Mad. Det var jeg tilsyneladende. Jeg skældte mig selv ud for et Fjols, fordi jeg næsten havde sat en Ære i at spise alle de mest mærkelige Ting, jeg kunde finde paa Bordet.

Jeg fik dog snart andet at bestille end at anstille Betragtninger over min egen Dumhed. Jeg var saa træt og saa mat, at jeg næsten ikke kunde røre mig, men af Sted skulde jeg; det var jeg klar over, og at det skulde ske i en Hast, var lige saa sikkert. Jeg naaede det. Det er utroligt, hvad man kan præstere, naar man ved, det kniber.

Det blev en forfærdelig Nat. Jeg glemmer den aldrig. Den vil blive en Mørk Streg i det varige Billede af Japan, jeg efterhaanden faar dannet mig paa Grundlag af de mange forskelligartede Indtryk, jeg bragte med mig hjem fra Farvernes Land.

Det endte med, at jeg maatte hente min Madras og anbringe den uden for Døren til et vist lille Rum, der var i japansk Stil og derfor ikke særlig komfortabelt. Som Siddeplads betragtet var det i hvert Fald lige saa forskelligt fra et tilsvarende Kabinet i Danmark som japanske „Stole" fra danske.

Jeg kom vist til at sige, at jeg hentede min Madras. Det er ikke helt rigtigt. Saa vidt jeg husker, fik jeg Marius til at løbe op paa første Sal efter den. Saa langt turde jeg nemlig ikke selv vove mig bort fra mit Tilholdssted, og trods al min Forsigtighed havde jeg ikke undgaaet at vække nogle af mine Kammerater.

Jeg vil ikke udpensle nøjere, hvordan de følgende Timer forløb, men blot nævne, at jeg alligevel ikke var alene om min tragiske Skæbne, saadan som det havde set ud til fra Begyndelsen af. Efter kort Tids Forløb var nemlig saa godt som hele Mandsholdet lejret med deres Madrasser uden om det lille Rum, som i denne Nat havde en forunderlig dragende Magt over os alle.

Ved Firetiden kom Obara for at se, hvordan vi havde det. Det stod nemlig ogsaa galt til ovre i Pigernes Residens. Han var nu paa Vej efter en Læge, som til alt Held boede lige i Nærheden.

Imidlertid skulde Pigerne naturligvis behandles først, saa det varede alligevel noget, før Lægen kom til os. Da han endelig kom, var jeg saa mat og saa syg, at jeg nærmest var fuldkommen ligeglad med alt mellem Himmel og Jord. Han kunde derfor gøre ved mig, akkurat hvad han vilde. Han gav mig en Indsprøjtning. Hvad det var, han fyldte i mig, lagde jeg absolut ikke Mærke til. Han kunde for den Sags Skyld godt have myrdet mig, uden at jeg vilde have forsøgt at gøre Vrøvl eller Modstand.

Indsprøjtningen hjalp godt, hvad den saa end bestod af. Jeg faldt i Søvn og sov fra Kl. 5 til lidt hen paa Morgenstunden.

Jeg havde paa dette Tidspunkt allerede een Gang før været til Læge i Japan. Baikalsøen i Sibirien var saa smuk, at jeg havde staaet for længe ved det aabne Vindue for at nyde Synet, mens Toget susede frem gennem den kolde Natteluft. Jeg havde derved paadraget mig en Forkølelse, som havde sat sig fast til lidt Næsekatar og maaske en lettere Pandehulebetændelse. Ikke uden Betænkeligheder opsøgte jeg, saa snart vi naaede Tokyo, Byens mest kendte Specialist i Øre-, Næse- og Halssygdomme. Paa hans fuldt moderne Klinik blev jeg behandlet tre Gange efter alle Kunstens Regler og var derefter fuldstændig rask. Det havde tilmed været en meget billig Fornøjelse. Specialisten tog kun 2 Yen for første Konsultation og een for hver af de følgende. I alt kostede Behandlingen mig altsaa kun ca. 7 Kr.

De to Gange, jeg har været under Lægebehandling i Østen, har derfor kun bidraget til at indgyde mig Respekt for de japanske Læger. Alligevel var vi ikke mange sure Sild værd, da vi stod op Morgenen efter Rædselsnatten paa Tamagawa-Skolen.

Vi skulde egentlig have været hen til Obaras anden Skole, Seijo-Ga­kuen, allerede først paa Formiddagen; men for at vi kunde komme lidt til Hægterne, inden vi tog af Sted, fik vi Lov til at tilbringe Formiddagen i Fred og Ro i Obaras hyggelige Hjem og i den tilhørende Have.

Vi kunde næsten ikke hænge sammen, saa det var ikke opmuntrende at tænke paa, at vi skulde have Opvisning paa Seijo-Skolen om Eftermiddagen; men det skulde vi, om vi da paa nogen Maade kunde. Eleverne havde i lang Tid glædet sig til vort Komme, saa det vilde være Synd at skuffe dem ved at aflyse Gymnastikken.

Efter Middag tog vi hen til Seijo-Skolen, der ligger nogle faa Mil fra Tamagawa. Vi blev budt velkommen i Skolens store Teatersal paa en hel anden Maade, end vi var vant til. Skolens mindste Elev, en henrivende lille Pige paa 4 Aar, holdt Festtalen. Med sin klare, lille Pipfuglestemme kvidrede hun løs, saa det var en ren Fryd at høre. Ganske vist forstod vi ikke noget af det, hun saa indsmigrende fortalte os i de 10 Minutter, Talen varede, men det blev bagefter oversat.

Børnene spillede derefter Komedie for os. Det var slet ikke til at staa for. Skuespillerne var ganske smaa, fra 4 til 12 Aar. Ikke desto mindre udfyldte de deres Roller saa mesterligt, at de fik os til at glemme al vor „Mavesurhed". Flere smaa Stykker blev opført for os. Børnene var klædt i de nydeligste Dragter af fine Silkestoffer. Farvevirkninger, Lyseffekter, Sceneudsmykning, alt var smukt afstemt og gennemført til de mindste En­keltheder. De smaa Skuespilleres Stemmer klang som de reneste og fineste Klokketoner. Klokken i H. C. Andersens Eventyr kan ikke have lydt skønnere.

Der blev opført flere smaa Dyrespil. Børnene var klædt ud som Ravne, Spurve og andre Fugle. Deres Mimik var saa storartet, at vi i alt Fald i nogen Maade kunde følge Handlingen.

Til allersidst blev vi kaldt op paa Scenen for at blive overlæsset med et Væld af Gaver, som blev overrakt os med de mest bedaarende Barne­smil. De mange Smaating, vi fik, havde Skoleeleverne lavet til os. Der var smaa Æsker med haandmalede Kort, broderede Silkepuder, japanske Huse i miniature, Dukker med brogede Kimonoer og en Mængde andre Ting, der alle var udført med stor Omhu, ligesom de var meget sirligt indpakket.

Man viste os hele den store Kreds af Bygninger, der hører til Seijo­Skolen. Vi saa Foredragssale, Biblioteker og Klasseværelser. Der var og­saa et stort Svømmestadion, og der var mange Idrætsbaner. Alt var moderne og praktisk indrettet.

Der blev gjort alt, for at vi kunde faa et fyldigt Indtryk af Skolens Arbejde, idet der navnlig blev lagt Vægt paa den idrætsmæssige Side af Sagen.

Den legemlige Opdragelse spiller en meget stor Rolle i de japanske Skoler. Fra de tidligste Drengeaar bliver alle Drengene hærdet og udviklet gennem en Mængde forskellige Idrætter. Ogsaa for Pigerne gøres der nu meget i den Retning, hvilket er helt i Overensstemmelse med den nye frisindede Bevægelse til Fordel for japanske Kvinders Frigørelse. Endnu indtager Kvinden en ret underordnet og tilbagetrukket Stilling i Samfun­det; men Arbejdet for hendes Uddannelse og Selvstændiggørelse har alle­rede sat tydelige Spor i Japan, hvilket ogsaa har givet sig Udslag i Op­rettelse af en Del ypperlige Pigeskoler Landet over.

Jeg har Indtryk af, at de forskellige Idrætsgrene, der udøves i Japan, betragtes som national-religiøse Handlinger. En Opvisning indledes derfor altid med et højtideligt og indviklet religiøst Ceremoniel.

Vi saa 6 unge Piger skyde med Bue og Pil. Skydningen foregik fra Rummet under et Halvtag, ud over en indhegnet grøn Plæne mod 6 almindelige Skydeskiver, der var opstillet ca. 30 m fra Bueskytterne.

De 6 solbrunede Pigebørn var klædt i hvide Bluser og korte, blaa Nederdele. Til at begynde med sad de i Skrædderstilling paa Række under Halvtaget med hver sin Bue liggende foran sig. Bag dem stod et lille Alter, antagelig for Bueskytternes Skytspatron.

Pigerne skød efter Tur; men inden Pilen blev lagt paa Strengen, rejste Skytten sig og lagde Buen ned foran Alteret, altid med Strengen ind mod dette. Saa faldt hun paa Knæ foran Bue og Alter og bøjede sig dybt ned over Buen. Dernæst greb hun Buen, vendte sig hurtigt om, indtog halvknælende Stilling, lagde Pilen til Rette, spændte Buen, sigtede og skød. Alle Bevægelser var nøjagtigt indøvet, saa alle 6 Piger udførte dem fuldstændig ens.

I en stor lukket Hal blev der vist os Fægtning, først Paradeøvelser med skarpe Staalsabler - og derefter vildt Slagsmaal med tykke Bambussværd. De indledende Højtideligheder svarede omtrent til de nys omtalte, kun knælede de kæmpende ogsaa her for hinanden baade før og efter Dysten.

De unge Mennesker, der var forsynet med store Hjelme og Skinner til Beskyttelse af Bryst og Arme, sad over for hinanden i nogen Afstand, inden Kampen skulde begynde. Paa et Signal fra Fægtemesteren for Mod standerne løs paa hinanden med skingrende Hyl, saa truende og vilde, at en Indianerstamme ikke vilde kunne gøre et mere frygtindgydende Indtryk. Det kan nok være, der vankede Knubs. Muligvis har de fægtende haft Regler at gaa efter; men for os saa det ud, som om det blot gjaldt om at banke saa vildt og inderligt løs paa hinanden som paa nogen Maade muligt. Der var ikke til at høre Ørenlyd. Stokkeslagene larmede, og Raabene gjaldede uophørligt, indtil Fægtemesteren standsede Kampen ved et skarpt, gennemtrængende Fløjtestød.

Det var interessant at se det berømte japanske Selvforsvarssystem Jiu-jitsu, for hvilket det kortere Navn Judo nu anvendes. Øvelserne udføres altid paa et Gulv af Bastmaatter. Vi saa de forberedende Øvelser, alle de forskellige Greb, der gaar ud paa at afvæbne ethvert tænkeligt Angreb, som foretages med eller uden Vaaben, og vi saa drabelige Kampe baade parvis og holdvis. De kæmpende kylede rundt med hinanden med en saadan Voldsomhed, at det er ubegribeligt, at de ikke slog hinanden fordærvet. Hver Gang en blev slynget omkuld, klaskede det dumpt i Gulvet; men der var ingen, der kom til Skade eller blot ømmede sig.

Japanerne er haardføre Folk, og de fleste er velskabte og veltrænede, saa det er ikke underligt, at de ogsaa er dygtige Soldater, især da der ved de fleste Drengeskoler drives Eksercits, Skydning og andre militære Idrætter.

Efter at have set alle disse Opvisninger, spiste vi til Aften i den herlige Park ved Skolen. Det lange, festligt dækkede Bord stod paa en tætklippet, friskgrøn Plæne, og over Bordet var der udspændt et Solsejl, skønt Solen nu stod lavt paa Himlen, da det var langt hen paa Eftermiddagen. Som Afslutning paa Dagens mange Idrætsopvisninger blev der efter Aftensmaaltidet fremført nogle Gymnastikhold paa Skolens flagsmykkede Stadion.

Det var en høj, ung Japaner, Mihashi, der underviste. Han har været i Danmark en kort Tid og har ogsaa besøgt Gymnastikhøjskolen i Ollerup i 3 Uger. Det var utroligt, hvad han havde faaet ud af et saa kortvarigt Kursus. De Hold, han ledede, viste udpræget primitiv Gymnastik. Holdenes Præstationer viste, at han havde forstaaet Niels Bukhs Tanker om Gymnastik rigtigt. Han underviste storartet, saa hans Elever fik en grundig og alsidig Bearbejdning af hele Legemet. Det er yderst sjældent at se en Udlænding, der har faaet saa godt fat paa det væsentlige ved Niels Bukhs Gymnastik som Mihashi.

Han fremførte først et meget stort Hold Børn, og han viste sig her som den spillevende Lærer, der forstod at holde Børnene i Aande fra først til sidst. Det Mandshold, der fulgte efter, talte 20 Deltagere. De viste ypperlig Gymnastik, præget af Mihashis myndige og rolige Ledelse.

Til sidst kom Turen til os. Vi var endnu slappe og halvdaarlige efter den forrige Nats Oplevelser, saa vi var spændt paa at se, hvordan Opvisningen vilde forløbe. Vi klarede den bedre end ventet. En god, kraftig Omgang Gymnastik er i Grunden det allerbedste Middel mod Utilpashed. Den virker langt mere oplivende end nok saa mange Kamfer- eller Hoffmannsdraaber. Da Opvisningen var forbi, var vi betydelig bedre tilpas, end vi havde været paa noget andet Tidspunkt Dagen igennem.

Inden vi forlod Seijo-Gakuen, var vi til Aftenthe i Skolemødrenes Hus. Her fik vi for første Gang serveret japanske Kager, „Japanese sweet" som de kaldte dem. De smagte forfærdeligt, da de var over alle Grænser vamle. De var hvide, og de var at bide i som gamle Tennisbolde.

Som en Afskedshilsen til os var der en lille Pige paa 4 Aar, der dansede Chrysanthemumsdansen, mens vi sad rundt paa Gulvet bag vore Thebakker og saa til.

Dermed sluttede vort Ophold paa Obaras Skoler, og vi rejste saa til­bage til Tokyo. Aldrig har jeg set saa mange henrivende Børn om mig paa een Gang, som jeg saa paa Tamagawa- og Seijo-Skolerne. Vort Besøg havde næsten været som en Tur i Drømme til Alfernes Land.

Endnu i September Maaned er det meget varmt i Østen. Derfor var vor Rejserute i Japan lagt saaledes, at vi efter det indledende Ophold i Tokyo først gæstede de nordlige Provinser i Landet.

Om Eftermiddagen den 15. Septbr. rejste vi fra Tokyo. Om Formiddagen havde vi haft Opvisning paa en stor Pigeskole i Udkanten af Byen. Den var som sædvanlig forløbet under festlige Former, idet Lærerkræfterne saa vel som alle Pigebørnene havde sat alt ind paa, at vi skulde føle os vel tilpas paa deres Skole.

De 8 Dage, vi havde tilbragt i Tokyo, var gaaet i Sus og Dus fra Morgen til Aften. Vi havde aflagt en Mængde officielle Besøg og havde været til mange Fester, der var arrangeret til Ære for os, - betydelig flere end dem, jeg har omtalt. Vi havde ikke kunnet forlade vore Værelser paa K. F. U. M. og K. uden at se os omringet af en Sværm af Presse- og Filmfotografer. Vi havde haft det storartet, men havde alligevel ogsaa haft Lejlighed til at erfare, at det i Grunden er ganske trættende at være Genstand for stadig Opmærksomhed.

Da vi paa Afskedsdagen satte os i Toget paa Banegaarden i Tokyo, havde vi derfor med Glæde tænkt paa, at vi nu skulde føre en ubemærket Tilværelse den Dag, Rejsen til Fukushima vilde vare.

Saadan kom det imidlertid ikke til at gaa. Allerede ved en af de første Stationer blev vi lokket til Vinduerne af det usædvanlig livlige Røre, der herskede paa Perronen. Ved at se de mange smaa Dannebrogsflag, som Folk stod og viftede med, opdagede vi snart, at det var os, de mange Mennesker vilde hilse paa. Vi passerede kun deres By paa Gennemrejse, og alligevel var de mødt op i store Processioner for at faa et Glimt af os. Vi maatte ud af Toget for at tage imod deres Hyldest. Vi kunde kun gøre Gengæld ved at synge en Sang for dem og raabe et trefoldigt dansk Leve for Japan. Snart rullede vi videre, mens de mange venlige Mennesker raabte „Banzai!" for os og viftede med en Skov af rødhvide Smaaflag.

Lignende Optrin gentog sig i talrige af de Byer, vi passerede paa denne og senere Rejser i Japan. Mange Steder var hele Skoler kommet marcherende langvejs fra for at overbringe deres Hilsen og Hyldest. I de Egne af Japan, hvor vi har været, tror jeg ikke, der findes ret mange Skolebørn, som ikke kender Dannebrog.

Hen paa Eftermiddagen den 16. Septbr. naaede vi Fukushima. Her boede vi for første Gang paa Hotel i japansk Stil. Det var en hel Oplevelse. Over Indgangsporten vajede et stort Dannebrogsflag Side om Side med Solbanneret. Ved den brede Indgangsdør blev vi modtaget af Stedets tjenende Aander, der alle som een ved det første Glimt af os faldt ned i knæbuksiddende Stilling - for at bruge et Udtryk fra Gymnastikkens Ter­minologi. Panden og Hænderne lagde de helt ned mod Gulvet for paa denne Maade at vise deres Ydmyghed og gøre os begribeligt, at de kun var der for at være os til Tjeneste paa enhver tænkelig Maade. De tog vore Sko af og gav os bløde Filttøfler paa, ag derefter førte de os til de Værelser, vi skulde bebo. Paa Tærskelen faldt vor indtagende Ledsagerske paany ned i den nysnævnte beskedne Stilling for endnu en Gang at forsikre os om, at hun var parat til at opfylde ethvert af vore Ønsker.

For at vor Paaklædning kunde svare til Omgivelserne, iførte vi os straks vore Kimonoer, og derefter maatte vi til at lege „Komme fremmede" hos hinanden for at se, hvor yndigt vi hver især havde det.

Værelserne paa de japanske Hoteller er altid forsynet med Skyde­vægge, saa det staar en frit for, om man vil have aabent ud til Svalegangen, eller man foretrækker at føre en mere tilbagetrukket Tilværelse, skilt fra Omverdenen ved et Tremmeværk overtrukket med en Slags Pergamentpapir. Gulvet bestaar af Bastmaatter, som kun maa betrædes med Strømpesokker eller med bare Ben. Af Møbler er der kun et lille Bord paa Højde med en Skammel og nogle Puder til at sidde paa samt et Par Vægskabe. Man sover paa Gulvet under store teltformede Moskitonet.

Til hvert Værelse hørte en stor, trebenet Lergryde med Sand og Gløder, hvorover vi kunde varme Thevand saa tit, vi fik Lyst. Et Thestel til 5 Personer var der ogsaa saa vel som smaa Lakæsker med japanske Kager.

Der var en hel Labyrint af blankpolerede Gange i Hotellet, saa det varede lidt, inden vi blev huskendte og kunde finde hjem til os selv, naar vi havde været ude paa Besøg. Numre havde Værelserne ikke. Svalegangene vendte alle ud til et lille Haveanlæg, der hørte til Hotellet. Det var meget smukt og velholdt. – Alle Vegne, baade ude og inde, var der saa rent og pænt, at det var en Fornøjelse.

Rejsens Støv og Sved vilde vi naturligvis gerne have vasket af os sna­rest muligt. Det viste sig, at Hotellet kun havde eet stort Badeværelse til fælles Brug for samtlige Gæster. I Japan er det endnu en naturlig Ting, at Mænd og Kvinder gaar i Bad sammen.

Vi havde hidtil været enige om, at vi i alle Maader vilde prøve at leve saa japansk som muligt, mens vi opholdt os i Japan, for derved at faa det bedste Indblik i Landets Sæder og Skikke.

Vort Slagord paa Hotellet i Fukushima blev derfor hurtigt: „Om 5 Minutter mødes vi i Badeværelset!" Da det kom til Stykket, viste det sig imidlertid, at vore Piger ikke var blevet tilstrækkelig japanske til at gøre Alvor af denne Spøg. Det er mærkeligt, saa indgroet gammel Vane kan være. Det højeste, de kunde drive det til, var at sætte os til at holde Vagt udenfor af Hensyn til eventuelle japanske Fredsforstyrrere af Mandkøn.

Badeværelset var stort. Ved den ene Side var der et vældigt Kobberkar. Det var firkantet, og der var Cementstøbning omkring det. Den ene Ende af Karret var skilt fra. Her var Vandet meget hedt. Der var ogsaa et mindre Bassin med koldt Vand. Paa Gulvet en Mængde smaa Skamler og Træballer.

En Bademester, iført et hvidt Lændeklæde, gik Gæsterne til Haande ved at skrubbe dem efter Tur, baade de mandlige og de kvindelige. Saa vidt jeg kunde forstaa, var vore Piger heller ikke rigtig glade ved den Behandling, saa jeg har en skummel Anelse om, at han blev sat udenfor, mens de var i Bad.

Vandet i Badekarret var meget varmt; men det gjorde ikke Japanerne noget. De første Gange maatte vi have det spædt op med koldt Vand; men lidt efter lidt vænnede vi os dog til at tage det godt hedt. Sommetider holdt vi ligefrem Kappestrid om, hvem der kunde taale at krybe i det varmeste Vand. Vi skulde ned lige til Halsen, ellers gjaldt det ikke. Det passede lige med Dybden, naar vi sad paa Hug paa Bunden.

Japanerne er renlige Mennesker. De bader tit flere Gange daglig. En lille Brist i deres Renlighedssans er det ganske vist, at de alle gør i det samme Vand; men det pynter dog noget paa det; at de er meget omhygge lige med at sæbevaske hele Kroppen, inden de gaar ned i det fælles Badekar.

Vi var ikke som Pigerne saa forsigtige, at vi satte Vagt uden for Skydedøren, naar vi gik i Bad. Derfor slap vi heller ikke altid for at faa Besøg af Japanerinder. De smilede først lidt spørgende til os, og saa smuttede

de ind, saa vi har formodentlig ikke set særlig afskrækkende ud. De smøgede Kimonoen af og trippede rundt derinde lige saa nøgne, som de var kommet til Verden. Os tog de ingen Notits af. De pludrede lystigt, mens de gav sig til at skrubbe løs paa deres brune Lemmer, som om det var den naturligste Ting af Verden, hvad det jo ogsaa var for dem.

De skulde for Resten hellere have givet deres hvidmalede Ansigter en ordentlig Omgang. De fleste Kvinder i Japan er nemlig paa Hals og Ansigt dækket af et fabelagtigt tykt Lag blaahvid Sminke.

Ved Middagstid den næste Dag havde vi Opvisning paa Byens Stadion. Fukushima er kun en forholdsvis lille By; men alligevel var der samlet en mægtig Tilskuerskare.

Det var morsomt at lægge Mærke til Publikums næsten barnlige Begejstring, der naturligvis gav sig de tydeligste Udslag under Springene. Hver Gang vi sprang, gik der ligefrem et Kip igennem Forsamlingen.

Niels Bukh havde sin Tid meget stærkt optaget, mens vi opholdt os i Japan, dels med Foredrag og dels med mange andre Ting. Undertiden tilbragte han halve Dage med at skrive sit Navn i de Bøger, der var blevet udgivet om primitiv Gymnastik.

Derfor blev det som Regel overdraget Jørgen Rosendahl og mig at lede de Kursus, der overalt, hvor vi kom frem i Japan, blev afholdt for de stedlige Lærere. Skønt stedlige er næsten et for snævert Udtryk; thi de strømmede altid til i Mængde fra nær og fjern for at faa lidt Vejledning i den fremtidige Form for fundamentale Legemsøvelser i Japan.

I Fukushima var det min Tur til at lede Kursus. Om Eftermiddagen tog Ankjær, Ludvig og jeg hen til den store Skole, hvor det skulde holdes. Salen var meget stor; alligevel var den fyldt til Trængsel. Over 500 mand lige og kvindelige Lærere var mødt op for at prøve, hvordan de primitive Øvelser virkede. De stod som Sild i en Tønde, da vi kom ind sammen med Saito, der skulde være Tolk.

For i det hele taget at komme til at arbejde, maatte vi først dele dem i to Hold, der kunde skiftes til at se paa hinanden.

De havde i Forvejen hørt et Foredrag om primitiv Gymnastik, som Niels Bukh havde holdt for dem med Obara som Tolk. Vor Opvisning havde de naturligvis ogsaa set, saa lidt Begreb om, hvad der skulde foregaa, havde de jo nok; men jeg var alligevel meget spændt paa at se, hvordan det vilde gaa med at undervise disse japanske Lærere, der hverken forstod Tysk eller Engelsk, end mindre Dansk.

Det gik lettere end ventet. Alle Kursusdeltagerne var saa ivrige og lærenemme, at det blev en hel Fornøjelse at have med dem at gøre. Ankjær og Ludvig skiftedes til at vise øvelserne paa en stor Platform, og derefter gjorde Japanerne dem efter, saa godt de kunde. Jeg kommanderede bare løs paa Dansk; men de fleste fulgte saa godt med, at man skulde tro, de forstod Sproget. Saito var Tolk. Til selve Kommandoen var hans Medvirken i Grunden slet ikke nødvendig. Naar der skulde meddeles Rettelser, var han derimod til megen Nytte.

I det store og hele forløb dette Kursus udmærket. Naturligvis arbej­dede vi kun med den primitive Gymnastiks allerenkleste Øvelsesformer, men mange af disse blev til Gengæld udført virkelig smukt og kraftigt.

Efter Øvelserne raabte hele Forsamlingen „Banzai!" for os, og derpaa kørte vi tilbage til vort Hotel.

Om Aftenen havde vi dansk Aften, og den næste Morgen rejste vi fra Fukushima. Vi skulde til Akita, der ligger paa Vestsiden af Hondo ude i Nærheden af det japanske Hav.

Det støvregnede, og Luften var kølig og frisk. Toget førte os igennem skønne Bjerglandskaber med en utrolig Mængde Tunneler. Vi kom over flere Flodlejer, der paa denne varme Aarstid var næsten udtørrede, saa den stenede Bund kom til Syne. Paa Markerne gik Folk i Arbejdsdragt til Regnvejrsbrug, store Kapper af Basttrevler eller Straa. Denne Paaklæd­ning er meget praktisk, da Straa skyr Vandet.

Der var ingen Spisevogn i det Tog, vi kørte med, men derfor led vi ingen Nød. Vi havde faaet en rigelig Forsyning af Madvarer med os. Efter de mindre heldige Følger af vort første japanske Maaltid var Obara blevet meget omsorgsfuld for vor Forplejning. Jeg tror, Niels Bukh engang havde ladet et Ord falde om, at Mælk sikkert vilde være særlig godt for vore Maver. Siden den Tid svømmede vi bogstavelig talt i Børnemælk. Ogsaa Frugt og Sandwiches fik vi i Mængde.

Ved hver Skoleby, vi kom forbi, var Stationen fuld af Skolebørn, Drenge og Piger med Flag. Vor Rejse var virkelig som et sandt Triumftog gennem Morgenrødens Land.

Til Trods for Regnvejret blev Modtagelsen i Akita ikke mindre straalende end andre Steder. Der var baade Flag og Blomster, Taler og meget andet.

Igennem sølede Gader kørte vi til Ishibashi Hotel, hvor vi igen boede paa ægte japansk Maner. Niels Bukh var dog indbudt til at bo i et japansk Hjem hos en rig Ingeniør.

Efter en Festmiddag sammen med Byens Honoratiores gik vi hjem og tog Bad, hvorefter vi lagde os til Hvile paa Gulvet under de store grønne Moskitonet.

Den næste Formiddag gik med Audienser hos Guvernøren og andre høje Embedsmænd samt med en lille Udflugt til Rævetemplet, der ligger oppe paa et Bjerg, hvorfra der er frit Udsyn over det japanske Hav.

Vor Opvisning skulde holdes paa en stor Festplads ude ved Havet. Vi kørte derud kort efter Middag og besaa til at begynde med hele Anlægget. Der var Stadion og Tennisbaner, Gymnastikhus, Svømmestadion med Fem og Timetervipper, Baner til Bueskydning og Sale til Fægtning og Judo samt et Klubhus.

Vi blev modtaget i en stor Sal, hvor en Præst foretog lignende Indvielsesceremonier, som vi havde været ude for ved de Templer, vi tidligere havde besøgt i Japan. Derefter blev der vist os en Mængde Idrætspræstationer, Sabelhugning og Fægtning med Bambusstokke. Unge Kvinder holdt nydelige Paradeøvelser med lange Træspyd. Alt blev udført med en Alvor og Dygtighed, der virkede ganske forbløffende. Hver Idræt blev indledet med en utrolig Mængde indviklede Ceremonier. Vi saa til i andagtsfuld Ro; men alligevel kunde vi ikke lade være med at se noget vist komisk i de mange højtidelige Bukke- og Skrabeøvelser. For Udøverne var alt tilsyneladende dybeste Alvor.

Vi spiste til Middag i Klubhuset, der var i japansk Stil. Bagefter havde vi et lille Hvil. Jeg laa paa Gulvet og kikkede ud ad en aaben Skydedør. Det tegnede stærkt til Regn. Tunge, sorte Skyer var ved at trække op, og store Guldsmede sad i Række paa Telefontraadene som Svaler i Danmark. Der blev lagt Gulv ud paa Stadion, tykke Bastmaatter med Vrangsiden opad, for at de ikke skulde. blive svinet for meget til under det kommende Regnskyl.

Inden Opvisningen begyndte, kom Regnen, rigtig varm og tæt japansk Sommerregn, der blødte godt. De mange Tilskuere dækkede sig under deres Paraplyer. Forbavsende mange havde for Resten ganske almindelige sorte Paraplyer som dem, vi bruger herhjemme. De andre havde store Paraplyer, der bestod af fint Bambusskelet overtrukket med olieret Papir. Det var næsten vemodigt at se, hvordan de smukke, japanske Moder mange Steder maatte vige Pladsen til Fordel for de europæiske.

Ogsaa i Akita havde det regnet den foregaaende Dag. Der var derfor allerede stærkt pløret omkring det udlagte Maattegulv. Ad en smal Bro af Maatter gik vi til og fra Gulvet. Det ligefrem svuppede i Sølet hver Gang, vi traadte paa Maatterne.

Regnen blev ved at sile ned over os. Det var næsten mest Synd for Fanen og for Niels Bukhs fine, blaa Jakkesæt, der blev ganske gennemblødt. De lyseblaa Silkedragter blev ogsaa lavet pænt til; helt mørke blev de af Væde; men i „smaa sorte" var det nærmest en Fryd at mærke det lunkne Vand skylle Kroppen ren for Søle.

Jeg har tidligere nævnt, at vi i Mukden maatte aflyse Springene paa Grund af Regnvejr. Det gjorde vi ikke i Akita, selvom det regnede mindst lige saa stærkt. Vi vendte blot Maatterne en Omgang, saa vi fik den tørre Side opad. Saa gik det nogenlunde; men det gjaldt rigtignok om at holde sig paa Maatten; for hvis vi fik for meget Fart paa, havnede vi ude i det forfærdeligste Morads af brunrød, gennemvaad Lerjord.

Efter Opvisningen kørte de fleste af Gymnasterne hjem til Hotellet i Akita, mens Saito, Arthur, Magnus og jeg blev derude for at holde Kursus. Det skulde vi egentlig have foretaget paa samme Sted, hvor vi havde haft Opvisning; men paa Grund af Regnen flyttede vi ind i den store Fægtehal. Jeg havde nu lært nogle enkelte japanske Kommandoord. Megen Nytte gjorde disse Brokker vel ikke; men de vakte Munterhed, og det er ingen Skade til. .

Det blev en lang Dag. Efter at have givet dansk Aftenunderholdning i en stor, slotslignende Bygning blev vi af Niels Bukhs Værtsfolk indbudt til Aftenselskab paa Byens fornemste japanske Restauration. Ved Indgangen blev vi modtaget af 26 Geishaer, der var engageret til at underholde os. Da vi havde faaet Skoene af, tog de os i Haanden og førte os ind i den store Festsal, hvor vi lejrede os paa Puder langs Væggene. Gulvet var som i alle japanske Huse sammensat af Bastmaatter. Loftet blev baaret af en Række Søjler hele Vejen rundt langs alle Vægge. Der var en smal Gang mellem Væggen og Søjlerne. Loftet var inddelt i kvadratiske Felter, beklædt med smukt, lyst brunligt og knastfrit Træ, hvori Aarerne stod klart aftegnet. Paa Vægfladerne og paa Skærme, der var opstillet rundt omkring, saa de dannede smaa, hyggelige Kroge, var der malet ejendommelige Billeder, som var udført af Landets første Kunstnere. De var kostbare. Jeg spurgte Obara, hvor meget man skulde give for saadanne Billeder. Ca. 1000 Yen Stykket, lød Svaret.

Da vi alle havde sat os til Rette paa Puderne, begyndte nogle af Geishaerne at varte os op; de andre underholdt os, saa godt de formaaede. Foran os havde vi hver sin Lakbakke, der i Modsætning til danske Bakker havde Ben at staa paa. Hver Gang der kom en Frøken Kimono og satte et eller andet spiseligt fra sig paa Bakken, faldt hun paa Knæ for os. Mindre kunde ikke gøre det. Det var underlige Retter, der blev sat frem for os; men alt var nydeligt rettet an i smaa, lakerede Skaale. Til sidst fik vi hver et Par Spisepinde. Saa kunde vi se, hvordan vi kunde klare os med disse fremmedartede Spiseredskaber. Vi fægtede sikkert sommetider lidt vildt i Luften med dem og kæmpede fortvivlet for at faa noget at spise; men hvis det endelig lykkedes os at faa en Bid japansk Mad op i Munden, blev vi tit endnu mere fortvivlede; for det smagte som Regel ganske forfærdeligt, skarpt og krydret, som det var.

Jeg har aldrig været synderlig fiks paa Fingrene, og til at spise med Pinde var jeg i Overensstemmelse hermed en særlig stor Klovn. I Begyndelsen sad jeg og stak Pindene igennem Maden for paa denne Maade at faa noget til at hænge ved. Det kunde endda gaa, naar det var Kød, Fisk eller Bagværk, jeg skulde sætte til Livs; men naar det drejede sig om smaa Frugter eller andre haarde og glatte Ting, kom jeg tit til at slaa Smut med dem hen ad Gulvet. De fleste af Pigerne var mere behændige til at haandtere de østerlandske Spiseredskaber; men efterhaanden fik vi alle - endog jeg - nogen Øvelse i at spise med Pinde, saa vi ikke saa slet saa ubehjælpsomme ud, som Tilfældet havde været i Begyndelsen.

Pindene holdes i een Haand. Den ene lægges ned ved Roden af Tommelfingeren og holdes fast ved Hjælp af Spidsen af Guldbrand, der presses ind mod Pinden længere ude. Den anden Pind holdes af Langemand samt Tommel- og Pegefingeren, og det er denne Pind, der bevæges op og ned, saa de to Pinde tilsammen kan virke som en Tang, hvormed man med lidt Behændighed kan befordre Maden fra Lakskaalene op i Munden.

Som Dessert fik vi Vindruer og skrællede Æbler, der var overdrysset med Salt samt nogle modbydelige, stærkt saltede Smaakager.

Mens vi spiste og ligeledes efter Maaltidet, blev vi underholdt af Geis­haerne, der skiftedes til at opføre deres mærkelige Danse, snart mange paa een Gang og snart enkeltvis eller parvis. Dansene blev akkompagneret af 3 Kvinder i mørke Kimonoer. En slog paa Tromme, en spillede paa et trestrenget Instrument af lignende Form som en Mandolin, en Samisen, og den tredie spillede paa et stort Strengeinstrument, bestaaende af et ca. 1 m langt Stykke af en gennemsavet Træstamme, der var blankpoleret og forsynet med udspændte Strenge paa Ydersiden. Tillige udstødte alle tre Kvinder underlige, klagende, monotone Strubelyde.

Da Japanerne er Naturmennesker, har deres Melodier ofte Navne hentet fra Naturen. En af dem, vi hørte, hed saaledes: Ormenes Sang i Græsset i den varme Høstnat.

Første Dans vistes af 15 Geishaer, der begyndte med at danse Salen rundt paa en lang Række inde i Søjlegangen. De var klædt i lange Kimonoer af svær Silke, der straalede i de skønneste Farver og Mønstre saasom blomstrende Kirsebærgrene paa dyb, blaa Bund og hellige, hvide Hejrer broderet med rosenrøde Skyer som Baggrund.

Kimonoen var holdt sammen af et bredt, broderet Bælte, der var viklet flere Gange om Livet og bundet i en sirlig Sløjfe eller Knude paa Ryggen. Et saadant Bælte kaldes en Obi. Obien er enhver Japanerindes dyreste og kæreste Smykke. Det staar hende som Regel i mindst 100 Yen.

Geishaernes Kimonoer naaede omtrent til Gulvet. Under dem stak de smaa Fødder koket frem i deres korte, hvide Sokker. Stortaaen var skilt ud fra de andre Tæer, saa Strømperne mindede om Bælgvanter. Hvis Foden havde været ud i et, kunde Geishaerne ikke faa deres Tøfler paa; thi Tøf­lerne er kun et Par flade Saaler med Snore, der gaar over Vristen ned imellem Stortaaen og de andre Tæer. Geishaernes ravnsorte Haar var sat meget kunstfærdigt op i store Bukler med straalende Kamme og spraglede Blomster som Prydelser.

Der var en egen Ynde over Geishaernes Bevægelser. De svajede og trippede frem og tilbage. Snart knælede de, og snart svingede de let med de lange, vide Hængeærmer. De rokkede med Hovedet og saa meget dyb sindige og indsmigrende ud. Munden truttede de frem, Tæerne vendte de indad, og med de smaa Hænder klappede de af og til ganske let i Takt til den ejendommelige Sang og Musik, der ledsagede Dansen.

Ordet Geisha har i mange Menneskers Øren en daarlig Klang. Det er vistnok uden Grund; thi Geishaerne maa ikke forveksles med Østens mange løsagtige Piger.

Det er i Japan ret almindeligt, at musikalske og velskabte Pigebørn allerede fra de ganske unge Aar afstaas til et Geishahus for en Pengesum. De opdrages da til at underholde Gæsterne i Thehuse eller ved private Sel­skaber, hvortil de bliver engageret.

Der vaages strengt over deres Opførsel, og det skal være ret almindeligt, at de bliver giftet bort til fornemme Mænd, paa hvem de har gjort Indtryk under deres Optræden.

Akita er berømt for sine kønne Piger. Der var virkelig ogsaa flere af Geishaerne, der var rigtig søde at se paa. Ligesom Melodierne havde Navne fra Naturen, var de fleste af Pigerne opkaldt efter Blomster, Dyr eller Natur fænomener. Fem af dem hed Lotus, Natsommerfugl, Regndraabe, Gry og Skumring.

Geishaerne var meget optaget af de danske Piger. De vilde absolut røre ved dem, purre i deres lyse Haar og føle paa deres friske Ansigter, der i Modsætning til deres var fri for synlige, kosmetiske Midler. Navnlig var de fleste af dem meget indtaget i Ella. Hun hører ganske vist ikke til de mest lyshaarede, men der maa have været andre Ting ved hende, der virkede særlig tiltrækkende paa de japanske Piger. Maaske har Ella set dem lidt mere hjemlig ud end de andre unge Piger fra Jylland, Fyn og Sjælland. Saa vidt jeg husker, har Ella imidlertid hverken skæve Øjne eller indadvendte Tæer. Derimod svarer hendes utrolig lille Mund ganske godt til Geishaernes rosenrøde Trutlæber.

Paa Opfordring af vore Værtsfolk dansede ogsaa de danske Piger nogle Danse i Aftenens Løb. Herdis og Ella lagde for med „Jomfruburet". Yndefuldt og let svævede de hen over Maattegulvet paa deres „Silkefødder". Denne „Flugt gennem Æteren" bevirkede naturligvis, at de smaa Geishaer klyngede sig endnu tættere og endnu mere beundrende til vor slanke Esbjergpige - selvfølgelig til stor Misundelse for os andre, som fandt, at de fortrinsvis burde have holdt sig til det stærke Køn.

Rejsen fra Akita til Toyama var vidunderlig. Langs Kysten af det japanske Hav saa vi de herligste Klippepartier, og andre Steder kørte vi mellem utallige Rismarker. De fleste stod i Høstens Tegn; men nogle var allerede afhøstet og overrislet paany.

Hvad vi husker bedst fra Toyama, er vist vor Aftentur i Byen sammen med Obara, der ledsagede os paa hele Rejsen rundt i Japan og var som en Fader for os alle. Vi havde en god Dags Arbejde bag os, idet vi havde haft baade Opvisning og dansk Aften, inden vi gik ud.

En japansk By er fantastisk dejlig i Aftenbelysning. Store, malede Papirslygter kappes i Straalepragt med moderne Lysreklamer i alle mulige Farver. Gadelygterne er tit anbragt mange sammen paa Buer, der spænder over Gaden fra Fortov til Fortov. De brogede Lysreklamer gør et særlig morsomt og fremmedartet Indtryk, fordi det er umuligt for Udlændinge at finde nogen som helst Mening i de mærkelige Tegn, der pludselig straaler en i Møde for kort efter at forsvinde igen.                     ,

Vi fulgtes i Gaderne af en Sværm af Mennesker, der selvfølgelig fandt os akkurat lige saa interessante som vi dem. De stimlede sammen om os, saa snart vi stod stille, og gik vi ind i en Forretning, gik de med.

Der var naturligvis mange Ting, der fristede os i Toyamas morsomme Boder, og da vi først vilde komme hjem til Danmark hen under Jul, var det heller ingen Skade til at tænke paa Julegaverne allerede nu. I Toyama laves de fineste japanske Lakvarer. I en Forretning blev hele Lageret af Lakbakker spredt ud for os. Der var fine Sager til billige Priser. For 60 Sen kunde man købe nydelige Smaating, og for 4 Yen var store Bakker i Fujiyamamønster, indlagt med Sølv og Perlemor, til fals.

I Japan handles der til henimod Midnat, og da vi ved Tolvtiden vendte hjem til Hotellet, var vi alle mere eller mindre belæsset med Pakker. Næste Formiddag besaa vi en stor Medicinalvarefabrik, hvor en Mængde kvindelige og mandlige Arbejdere var beskæftiget med at forme Piller og afveje Pulvere i smaa Poser. Alt blev lavet i Haanden. Vi fik hver en Dosis med til Erindring og til Hjælp mod Søsyge og andre Mavebesværligheder.

Bagefter rejste vi med Toget ud til det japanske Hav. Kysten var let stenet med fine, hvide Sandstrækninger iblandt. Foran os laa Havet, hvis skvulpende Bølger hist og her blev kløvet af primitive Fiskerbaade. Bag os løftede de japanske Alper deres forrevne Tinder og Spir op imellem lette, hvide Skyer. Imellem os og Bjergene en Vrimmel af gule Rismarker med Korn ophængt til Tørring.

Vi soppede i Strandkanten og legede paa de vaade Sten. Der var lidt Brænding. Skummet stod om Pigerne, saa de ordentlig maatte løfte op i Skørterne for ikke at blive vaade, Musse saa højt, at Bukh spøgende paa stod, at hun var ganske uanstændig. Musse tabte dog ikke Fatningen af den Grund. „Uanstændig," svarede hun, „nej, det er der skam ikke noget, der hedder i Japan."

I Nærheden af Toyama ligger en stor Skole, som vi besøgte. Vi saa de samme idrætslige øvelser, som vi allerede havde set flere andre Steder, og ved Festmiddagen blev der overrakt os en Mængde Gaver - Slips, Bøger og Billeder. Den fornemste af alle Gaverne var to store, kunstige Blomsterdekorationer, to mægtige, spraglede Kranse, der hver havde tre Ben at staa paa.

Kanazawa ligger kun et kort Stykke Syd for Toyama. Vi rejste derned paa et Par Timer. I Kanazawa boede vi paa Hotel Genyen, et elegant Hotel i japansk Stil.

Kanazawa er bekendt for to Ting: Sine smukke Parker og sit fine Porcelæn. Vi besøgte Kenroku Park, der regnes for at være den skønneste i Japan. Der var en Rigdom af herlige Træer. Mange Steder hang de gamle, krogede Grene ud over Vandet i de smaa spejlblanke Søer. Ved Bredderne stod sirlige Pavilloner, bygget paa Pæle ude over Vandfladen, der hist og her var afbrudt af Irisblomster og andre Vækster. Over det hele løftede en gammel Borg sine hvide Mure og sine mørke Tage, der var prydet med fremspringende Hjørnefigurer.

I de store Porcelænsforretninger var der noget for enhver Smag og fol enhver Pung. Vi holdt os hovedsagelig til de billige Ting. Det gjorde vi al tre Grunde. Dels var mange af de mindre kostbare Porcelænsvarer set mec vore Øjne næsten lige saa smukke og interessante som de dyre, og del; var det ikke godt at vide, i hvilken Tilstand vore Vaser, Krukker og Theste vilde være, naar de naaede Danmark. Den tredie Grund til, at vi foretral det billige Porcelæn, er sikkert umiddelbart indlysende. De første Gange, vi saa paa Thestel, syntes vi, at der manglede en Kop. De japanske Stel er nemlig almindeligvis lavet til 5 Personer.

Vor Opvisning fandt Sted i en stor Sal. Det var vi glade for; thi der kunde vi være i Ly for Solens brændende Straaler.

Da vi efter Opvisningen vendte tilbage til Hotel Genyen, fandt vi alt i den syndigste Uorden. Man skulde næsten tro, der havde været Jordskælv. Alle vore Ting var rodet sammen paa de forskellige Værelser. Hver især maatte vi storme Hotellet igennem paa Jagt efter vore Pakkenelliker. Vore Kufferter var endevendt og Indholdet spredt ud over Gulvet paa Gange og Stuer. En Skjorte, der havde hængt til Tørre paa Svalegangen, fandt jeg i en Krog af et Værelse i den modsatte Ende af Bygningen. Mine blaa Bukser laa paa Bunden af Rosendahls Klædeskab, og Jakken havde jeg nær aldrig fundet. Til sidst opdagede jeg rent tilfældigt, at den hang inde paa Ø. C. Paa lignende Maade var det gaaet alle mine Kammerater, saa det tog en rum Tid, inden vi fik vore Kufferter nogenlunde i Orden igen.

Hotellets smaa Japanerinder, som aabenbart havde været Mestre for det hele, var saa ulykkelige, at vi næsten tilgav dem deres Genistreg. For at gøre det godt igen vilde de absolut hjælpe os at pakke vore Kufferter. Snart stoppede de lange, lyse Silkestrømper og smaa unævnelige ned mellem Arthurs Manchetskjorter, og snart vimsede de omkring for at være „til Nytte" paa anden Maade.

Hvad der kan have faaet vore elskelige, smaa Japanerinder til at foranstalte dette Roderi, begriber jeg ikke. De gjorde nogle Tegn og Fagter, der kunde. tyde paa, at de skulde gøre rent; men efter vore Begreber var det en underlig Rengøring, de havde stillet op.

Om Eftermiddagen havde vi nogle Timer fri. Ved Middagsbordet drøftede vi, hvad vi skulde forslaa Tiden med. Der kunde være Tale om enten at se et Silkespinderi eller at tage en Tur ud til det lille Fiskerleje Kanaiwa, der ligger ved det japanske Hav. Musse, Inga, Marius, Yanigita og jeg valgte Strandturen; de andre foretrak Silkespinderiet. Vi kom ikke til at fortryde vort Valg; det viste sig nemlig, at Silkespinderiet var lukket.

I en Bil stillet til Raadighed af Regeringen kørte vi af Sted gennem snævre Gader fulde af Børn og voksne.

Snart kom vi ud paa Landet. Et Sted standsede vi for at se paa Rishøsten. Vi saa Mænd og Kvinder med vældige Straahatte. Nogle skar Risen af med Krumknive, og andre knyttede Kornet sammen i smaa Bundter og hængte det til Tørre paa Stativer, og atter andre slæbte af Sted med store Knipper hen til det lille Tærskeværk, der blev drevet ved Haandkraft.

Alle Vegne saa vi Korn anbragt til Tørre. Nogle Steder var de smaa Risknipper blot spiddet korsvis med Toppen udad paa lodrette Stokke, og andre Steder var de ophængt paa vandrette Stænger, der var ordnet som aabne, fritstaaende Ribbevægge. Hist og her var disse Ribber dannet af Tovværk, der var udspændt mellem Træer langs Veje og Stier.

Da vi naaede Fiskerlejet, var det begyndt at skumre. Vi saa Baade komme ind og blive trukket paa Land. Flere af Fiskerne var næsten nøgne, saa man kunde se Musklerne spille under den brune Hud, mens de baksede med Tovværk og Stager for at faa Baadene op paa Strandbredden. Her blev Fangsten taget ud og bragt op til Fiskerhytterne. Mange havde været ude at skrabe Muslinger. Om et lille Baal oppe mellem Klitterne satte Konerne sig til at rense og afskalle Fangsten.

Baadene blev trukket ind under aabne Straatag, der stod paa Pæle. Langs Foden af Klitrækken stod Hytte ved Hytte med lange, simple Fiskerbaade, der var spidse fortil og brede bagtil.

Da vi nogen Tid havde set paa Livet i det lille Fiskerleje, tog vi en Svømmetur i de lunkne, stærkt salte Bølger. Saa havde vi opnaaet, hvad vi vilde. Vi havde set Rishøst og Fiskerliv og havde været i Vandet i det japanske Hav. Med Bevidstheden om at have haft en udbytterig Tur tog vi hjem til Hotel Genyen i Kanazawa, hvortil vi først naaede efter Mørkets Frembrud. Vi var kørt ud i straalende Solskin, men gensaa Byen et Par Timer efter i brogede Lygters Skær.

Samme Aften skulde vi rejse til Kobe. Vi pakkede derfor vore Kuffer­ter, saa de kunde blive bragt paa Stationen.

Som tidligere nævnt var jeg „Sygekassepasser". Derfor havde jeg ikke mindre end tre Kufferter at tage Vare paa. For at kunne bære dem alle havde jeg inden Afrejsen købt en solid Læderrem, saa jeg kunde have Sygekassen hængende over Skulderen. Denne Læderrem glemte jeg i Toget mellem Manchuria og Changchun. Det var lige i rette Øjeblik, for siden fik jeg aldrig Brug for den. Japanerne tillod ikke, at vi nogensinde bar vore Kufferter selv. Kufferterne var altid, hvor de skulde være, ganske uden vor Medvirken. Vi havde bare at lukke dem op og i, naar vi skulde bruge noget af Indholdet.

Da vi sad og spiste til Aften i en Restauration i Nærheden af Hotel Genyen, opdagede jeg pludselig, at min Lommebog var væk. Jeg plejede altid at gaa med den i Baglommen, og nu var Lommen tom. Jeg blev ganske hed om Ørerne. Bogen indeholdt Regnskabet over de 700 Billeder, jeg indtil da havde optaget paa Turen. Jeg løb øjeblikkelig tilbage til Hotellet for at undersøge mine Kufferter, hvis de stod der endnu. Kufferterne var der; men Bogen var der ikke. Saa gik jeg tilbage til det afbrudte Aftensmaaltid, sikker paa at jeg maatte have tabt Bogen ude ved Stranden. Sandsynligvis maatte den være gledet ud af Lommen og ned paa Bunden af den Fiskerbaad, mit Tøj havde hængt paa, mens vi havde været i Vandet.

Jeg havde opgivet ethvert Haab om at se min Lommebog igen, da jeg pludselig kom i Tanker om det Roderi, der havde været paa Hotellet om Eftermiddagen, da vi i vore Gymnastikdragter kom tilbage fra Opvisningen. Mine Bukser havde jeg fundet i Rosendahls Vægskab. Jeg kunde lige naa at løbe tilbage til Hotellet endnu en Gang. Paa Bunden af Skabet laa Lommebogen. Jeg sendte de smaa Japanerinder en venlig Tanke og gik derefter til Toget.

Magelig henslængt i bløde Køjer bag tykke, grønne Forhæng rullede vi snart efter af Sted mod Kobe.

Fire Byer havde vi besøgt paa den nordlige Del af Øen Hondo, Fukushima, Akita, Toyama og Kanazawa. Alle Steder havde vi faaet et stærkt Indtryk af, at Turen ikke alene havde været en Oplevelse for os, men ogsaa en stor Begivenhed for Befolkningen i disse Egne af Landet. Der blev fortalt os, at det var første Gang i Japans Historie, at et saa stort europæisk Selskab havde gæstet de Byer, vi havde været i, saa det er ikke saa mærkeligt, at vort Besøg ikke var gaaet helt stille af.

I alle de Byer, vi besøgte i Østen, gav vi dansk Aftenunderholdning. Det er første Gang, der er blevet forsøgt noget saadant paa Niels Bukhs Udenlandsrejser.

Ideen dertil er undfanget af Skolepræsident Obara. Under sit Ophold i Danmark overværede han en Del af Elevernes Aftenunderholdninger paa Gymnastikhøjskolen i Ollerup. Enhver, der har set, hvad der som Regel hver Søndag Aften baade Sommer og Vinter bydes paa, vil sikkert give mig Ret i, at disse Underholdninger nok formaar at holde Tilskuerne i Aande.

Disse Aftener vandt da ogsaa Obaras varmeste Bifald. Han begyndte straks med Niels Bukh at drøfte Muligheden af at faa Japanholdene til at indøve lignende Underholdninger, saaledes at Japanerne kunde faa et mere alsidigt Billede af Livet paa de danske Folkehøjskoler. Derfor blev der inden Afrejsen fra Danmark indøvet Folkedanse, flerstemmige Sange og andre Ting, der kunde lægges ind i en dansk Aftenunderholdning.

I de Byer i Japan, hvor vore Opvisninger var indendørs, blev de danske Aftener holdt i de samme Sale, hvor vi i Forvejen havde vist vore gymnastiske øvelser, eller med andre Ord i de største Lokaler, der var at op drive i de paagældende Byer. Snart gav vi vort Program til Bedste i store, moderne Palæer opført i europæisk Stil, og snart optraadte vi paa gamle, typisk japanske Teatre, hvor vore Folkedanse ordentlig fik det til at gungre i de snurrige Drejescener, og hvor Folk saa til siddende paa Gulvet i deres Loger. Baase er vist for Resten et mere betegnende Navn paa de mange smaa, firkantede Felter, Gulvet var inddelt i.

En dansk Aften blev indledet af Skolepræsident Obara med et Foredrag om Danmark. Han har tilbragt nogle Uger her i Landet som Niels Bukhs Gæst. I den Tid kørte Niels Bukh ham og hans Kone rundt til mange af de smukkeste Egne i Danmark og viste dem, hvad der var typisk for det danske Land og Folk, saa Obara kendte virkelig noget til det Emne, han talte om. Han er tydelig nok en født Taler. Under sit meget lange Foredrag holdt han sin store Tilhørerskare i Aande fra først til sidst. Af og til brød Publikum ud i voldsomme Latteranfald, saa det har ikke været kedeligt, hvad Obara fortalte om Danmark.

Efter hans Foredrag fulgte en kort Tale af Niels Bukh med Obara som Tolk.

Vi vilde gerne have haft et Eksemplar af den store Danmarksfilm med til Japan; men det kunde desværre ikke lade sig gøre. I Stedet fik Niels Bukh kort før Afrejsen en Filmfotograf fra København til at optage en lille Danmarksfilm, som vi kunde bruge til Fremvisning ved de danske Aftener i Østen.

Vi fik den først saa sent, at vi ikke kunde naa at se den, inden vi rejste hjemmefra. Den første Gang, den blev vist frem, var vi derfor lige saa spændt paa at se den som Publikum. For os blev den desværre en Skuffelse. Den gav kun et ret middelmaadigt Indtryk af dansk Natur og Folkeliv.

Efter Filmen sang de af Gymnasterne, der var begavet med Sangstemme, flerstemmige Sange, mens vi andre deltog i Koret som Fyldegods. For ikke at se helt uvedkommende ud bevægede jeg Munden, som om jeg udtalte Sangens Ord; men der kom aldrig en Lyd over mine Læber. Alligevel havde jeg undertiden den Glæde, at en eller anden forsikrede mig om, at min Stemme havde trængt særlig smukt igennem.

Paa Programmet havde vi: „Hil dig, vor Fane!", „Fold dig ud, vort gamle Mærke!", „Moders Navn er en himmelsk Lyd!", „Agnete hun stander paa Højelofts Bro!" og flere andre. Alle Sangene gjorde Lykke; men særlig begejstrede var Folk altid for at høre „Den Sømand han maa lide!" Niels Bukh var Dirigent. Han sagde tit, at han kun var det, fordi der ikke var andre, der vilde. Maaske er det ogsaa rigtigt, at Bukh ikke er slet saa fremragende til at dirigere Sangkor, som til at lede Gymnastik. I alle Tilfælde kunde det godt ske, at han løb lidt vild i Tonerækken, naar han skulde bede Esther om Tonen. Særlig Munterhed vakte det, da han engang forlangte „k" i Stedet for h. Ikke desto mindre gik Sangen for det meste rigtig udmærket.

Pigerne optraadte i elegante Selskabskjoler, vi andre, om ikke i Smoking, saa dog i blaat Tøj.

Efter Sangen opførte vi forskellige Danse. Herdis og Ella begyndte med Jomfruburet, og saa fulgte Rosendahl, Carl Johan, Ludvig, Magnus og Jørgen efter med Sømandsdansen. Rosendahl var Kaptajn, Jørgen Kok. De raske Sømænd tog altid Publikum med Storm.

Vore Folkedanse i farverige Nationaldragter var noget ganske fremmedartet for Østens Folk. De blev altid modtaget med Begejstring. Vi dansede Firetur fra Kallehave, Contraseja, Vesterbropolsk, Halve Kæde, Halvfemtetur og andre gode, gamle, danske Folkedanse. Carl Johan og jeg sluttede med at danse Degnedansen, efter at Saito havde forklaret Tilskuerne, at vi skulde forestille to Skolemestre, der mødtes paa en Kro som de fineste Venner af Verden, men snart blev uenige om et eller andet og endte med at fare i Totterne paa hinanden for til sidst at skilles i Vrede. De første Gange gik vi i den Grad op i Dansen, at det næsten endte med, at Slagsmaalet blev til Virkelighed. I sidste Tur klaskede vi løs paa hinanden, saa det sikkert har været en hel Fornøjelse baade at se og høre. Det begyndte som Regel med, at den ene kom til at røre lidt ublidt ved den andens Kind. Den anden undlod ikke at gøre Gengæld, og til sidst slog vi til af Hjertens Lyst. Senere blev vi dog ved fredelig Overenskomst enige om at tage lidt mere lempeligt paa Vej. Efter vor Opførelse af Degnedansen fortalte Obara som Regel Tilskuerne, at jeg virkelig var en dansk Skolemester, men vistnok af en anden Type end den, jeg havde fremstillet i Dansen.

Vi sluttede en dansk Aften med at opføre et af H. C. Andersens Even­tyr. De er godt kendt i Japan, og Obara havde derfor bedt os spille et af dem. De første Gange spillede vi „Kejserens nye Klæder", i hvilket Stykke Rosendahl udfyldte Kejserens Rolle mesterligt. Han blev imidlertid syg en Aften, og det blev saa bestemt, at Niels Bukh skulde overtage hans Rolle. Af en eller anden uforklarlig Grund blev Bukh pludselig en varm Talsmand for, at vi ikke skulde spille „Kejserens nye Klæder", men i Stedet opføre „Svinedrengen". Det gik saa godt, at vi senere holdt fast ved dette Eventyr.

Efter at have set, hvor dygtige de japanske Skoleelever var til at spille Komedie, var vi ikke saa lidt betænkelige ved at optræde paa de skraa Brædder i Japan. Vi havde ingen Kostumer eller andet Udstyr til Skuespil let med hjemmefra. Vore Værter var imidlertid utrættelige til at hjælpe os til Rette og skaffe os alt, hvad vi skulde bruge til Opførelsen af Eventyret. De klippede Kejser- og Prinsessekroner af Pap og klistrede Guldpapir paa, og vi fik en Mængde brogede Silkestoffer til at maje os ud med. Da de hørte, at vi skulde bruge en Nattergal, kom de slæbende med en hel Legetøjsbutik af kunstige Fugle. Der var mægtige Ænder og Gæs, som kunde svømme, og der var Paafugle med Bjælder paa Halefjerene, og der var nogle, der kunde skrige, naar man klemte dem paa Maven. Vi valgte den mindste af Fuglene og satte den ind i et Bur, der tidligere havde gjort Tjeneste som Frugtkurv. Til Spilledaase fik vi et Vækkeur med det herligste Klokkespil.

Inden vi begyndte Opførelsen af Svinedrengen, oplæste Saito Eventyret paa Japansk, og i Mellemtiden gjorde Skuespillerne sig klar. Grete skulde være Prinsesse. Hun fik lidt rødt paa Kinderne og en lille Krone paa Hovedet, saa hun kom til at se nydelig ud. Tilstrækkelig knibsk havde hun ogsaa let ved at være. Herdis, Ella, Inga, Margit, Esther og Anna var som Regel Hofdamer og Jørgen Svinedreng. Richard optraadte som Page.

Spillet begyndte med, at Prinsessen kom dansende ind med Menuettrin, fulgt af sine Hofdamer. „Nu skal vi spille Bold!" sagde hun, og saa spillede de Bold. Hver Gang en af Hofdamerne tabte Bolden, skældte Prinses sen hende ud; men naar Prinsessen tabte den, morede de sig allesammen kongeligt - tilsyneladende da.

Da de havde spillet i nogen Tid, kom Kejseren ind sammen med en Page, der var kommet som Udsending fra Prinsen i Nabolandet for at overrække Prinsessen Gaver og Bejlerbrev. Prinsessen for ham næsten om Halsen af bare Glæde, og Hofdamerne stimlede sammen udenom dem. Det første Futteral indeholdt en dejlig, frisk Rose. - „Fy, den er ægte!" sagde Prinsessen skuffet og blev fornærmet; men Rosendahl irettesatte hende blidt med kejserlig Patos: „Lad os nu først se, hvad der er i det andet Futteral, inden vi bliver vrede." Det blev aabnet, og Nattergalen burde have givet sig til at slaa sine herligste Triller; men den gjorde det ikke. Derimod sad Jens bag ved et Forhæng og frembragte en saa forunderlig dejlig Fuglesang, at Grete som Prinsesse ligestraks blev helt blød om Hjertet; men hun kom hurtigt til sig selv igen og spurgte, om ogsaa Nattergalen var ægte. „Ja, det er en virkelig Fugl," svarede Richard. Det var hans eneste Replik; men den havde han til Gengæld lært at sige med Eftertryk. Saa lod Prinsessen den Fugl flyve, vendte Ryggen til og gik ud med sine Hofdamer, mens Pagen drog tilbage til sit eget Land med Gaverne.

Prinsen havde staaet i en Krog og set det hele. Han afførte sig hurtigt sin kostelige Kappe. Den var for Resten identisk med Musses røde Folkedanseskørt, der stod udmærket til Jørgens lyseblaa Tricotbenklæder. Han tog noget pjaltet Tøj paa og sværtede sig i Ansigtet. Derefter begav han sig op til Kejseren for at søge Arbejde paa Slottet. „Der er saa mange, som søger," svarede Kejseren, „men vi kan jo gaa ned i Svinehuset og se, om der er Brug for nogen." Saa gik de ned til Svinene, og den forklædte Prins blev ansat som Svinedreng.

Da Prinsessen den næste Morgen kom med sine Hofdamer, hørte hun den yndigste Bjældeklang nede fra Svinestien. En af Hofdamerne - det var Inga - blev sendt hen for at spørge, hvad det var for en dejlig Musik. Hun trippede forsigtigt frem igennem Pløret, idet hun løftede godt op i Kjolen og skuttede sig som en Høne, der er kommet ud at soppe. Lidt efter vendte hun tilbage og fortalte om den lille Gryde med Sølvbjælderne og de forunderlige Egenskaber. Inga maatte ned og spørge om Prisen, og da Prinsesse Grete havde været tilpas fornærmet tilstrækkelig længe, gjorde hun en lille koket Haandbevægelse mod sine Hofdamer og sagde knibsk: „Staa for!" og saa fik Jørgen sine 10 Kys, mens Hofdamerne holdt ud i de lange Skørter. Vi andre maatte nøjes med at staa inde bag Kulisserne og slikke os om Munden. Tilskuerne sad nysgerrigt og strakte Hals for at blive klar over, hvad det var, der gik for sig oppe paa Scenen; for i Japan kysser man nemlig ikke.

Næste Dag gentog et lignende Optrin sig. Det nye Spilleværks Toner klang saa vidunderligt, at Grete som Kejserens Datter følte sig forpligtet til at opmuntre Kunsten ved at give Svinedrengen 10 Kys og lade ham tage de 90 hos sine Hofdamer. „Ja, men vi vil saa nødig!" svarede de alle seks i Kor, men Prinsessen, som gav dem Kost og Løn, stampede ubønhørligt i Gulvet med sine smaa Fødder: „Naar jeg kan kysse, kan I vel ogsaa!" og saa maatte Inga af Sted med den Besked. Det kan nok være, Hofdamerne aandede lettet op, da de hørte, at Svinedrengen ikke vilde slaa af paa Prisen.

Kejserens Datter kunde dog ikke opgive det dejlige Spilleværk, og saa maatte Hofdamerne igen staa for og tælle efter, at det gik retfærdigt til. Imidlertid kom Rosendahl ind som den værdige Kejser med en Papkrone paa Hovedet og et spraglet Bordtæppe over Skulderen. Han pudsede Brillerne for bedre at se, hvad der foregik nede ved Svinestien. Det kan nok være, at han blev vred, da han saa, det var Prinsessen og Svinedrengen, der kyssedes. Han kylede sin ene japanske Tøffel i Hovedet paa dem. Jør­gen blev snydt for de sidste 14 Kys, Hofdamerne for forskrækket til alle Sider, og Publikum morede sig storartet.

Den vrede Kejser satte baade Datter og Svinedreng udenfor Kejserriget, og saa gik han ind og lukkede Døren efter sig.

Prinsessen stod hulkende tilbage: „Ak, havde jeg dog taget den dejlige Prins. Aa, hvor er jeg ulykkelig!" Det sidste havde hun tilmed lært at sige paa Japansk. „Vadaksi kanassi" hedder det; men een Dag tog hun fejl og sagde noget andet, der betød: „Jeg har ondt i Maven." Det havde vi nemlig ogsaa haft Lejlighed til at lære at sige paa Japansk. Ikke desto mindre var Tilskuerne vilde af Henrykkelse over den lyse Prinsesse fra Eventyrlandet, som oven i Købet kunde tale deres eget Sprog.

Imidlertid havde Jørgen taget sit snavsede Tøj af og igen iført sig sin prinselige Pragt. Han traadte nu frem foran den ulykkelige Prinsesse og sagde med en Stemme, der var ubønhørlig fast, men alligevel havde en Klang af Vemod: „Jeg er kommet til at foragte dig, du. En dejlig Rose og en Nattergal vilde du ikke have; men Svinedrengen kunde du kysse for et Spilleværk. Gaa din Vej! Jeg vil aldrig se dig mer!"

Saa gik Prinsen ind i sit Kongerige, mens Prinsessen blev staaende uden­for Døren og hulkede. Store, klare Taarer trillede fra de lange øjenvipper ned over de vaade Kinder, saa der ligefrem kom Furer i Sminken.

Saa kunde hun rigtignok staa og synge med graadkvalt Stemme: Ach, du lieber Augustin, alles ist væk, væk, væk.

Vandt Prinsesse Grete ikke Prins Jørgen, saa lagde hun til Gengæld alle de japanske Tilskuere for sine Fødder.

I det hele taget gjorde de lyse, danske Piger stor Lykke overalt i Morgenrødens Land. Tit blev deres friske og naturlige Væsen stærkt fremhævet paa de amerikanske „Misser"s Bekostning. Dem kan Japanerne nemlig ikke udstaa.

Alle Vegne, hvor vi havde dansk Aften, blev der draget Omsorg for, at vi kunde befinde os vel, ogsaa naar vi ikke optraadte. Vore Omklæd­ningsrum var pyntet med Blomster og Flag, og vi svælgede i de herligste Frugter. Der var altid saa rigeligt af dem, at selv vi ikke kunde spise op, og det siger en hel Del.

Paa Steder, hvor Lokaliteterne var lidt vanskelige at finde rundt i, var der oven i Købet anbragt Vejvisere til W. C., hvilket især var hensigtsmæssigt, hvis vi nylig havde været til japansk Festmiddag. Kort sagt Arrangementet lod intet tilbage at ønske.

I Slutningen af September besøgte vi tre af Japans vigtigste Byer, Kobe, Osaka og Kyoto.

I Kobe boede vi paa et stort, nyt og moderne Hotel Oriental. Vi havde netop sat os til Bords første Gang paa dette mondæne Hotel, da vi fik Meddelelse om, at det Hus, vi havde boet i under Opholdet paa Tamagawa Skolen ved Tokyo, var styrtet sammen under et ret voldsomt Jordskælv, der nylig havde fundet Sted. Det var da en ægte japansk Efterretning. Vi følte os dog ikke særlig rystet af den Grund. Tværtimod blev vi næsten mis­fornøjede over, at det ikke var sket, mens vi var der; for Huset var opført af let Træværk, saa vi vilde næppe være kommet noget til ved Katastrofen. En Oplevelse rigere vilde vi derimod være blevet.

Det er kun i Egnen omkring Tokyo og Yokohama, der er hyppige Jordskælv. I de 8 Dage, vi havde tilbragt i Tokyo, havde vi intet mærket. Det vilde næsten være lidt flovt, om vi skulde komme til at forlade Japan uden at have mærket Jorden ryste under Fødderne; men vi skulde heldigvis tilbringe nogle Dage i Tokyo, inden vi satte Kursen over Stillehavet mod Amerika, saa der var Haab endnu.

I Kyoto havde vi tre Gymnastikopvisninger, der ikke var tilgængelige for Offentligheden, idet alle Tilskuerpladserne paa det store Stadion var forbeholdt Byens Lærere, Studenter og Skolebørn.

Hver Dag overværede vi først en Række Opvisninger af Byens Skoleelever. Der var baade Piger og Drenge og saa vel store som smaa Hold. Der er en Del japanske Lærere, der har gennemgaaet Kursus paa Gymnastikhøjskolen i Ollerup. En meget stor Del af Øvelserne var derfor udpræ­get primitiv Gymnastik.

Børnene var meget dygtige. Drengene forstod jeg mig bedst paa, saa jeg vil holde mig til dem. Saa at sige alle Holdene udførte deres kvikke staaende Øvelser med en Samtidighed og Form, der virkede ganske forbløffende, og til Spring var de rent ud fænomenale. Den Omstændighed, at de brugte Springbræt til de fleste Spring, gjorde det lidt vanskeligt at drage Sammenligning med danske Forhold; men, saa vidt jeg kunde skønne, stod de bedste Holds Springfærdighed noget over, hvad jeg har set i Danmark saa vel ved Amtsopvisninger rundt omkring i Landet som ved det store Skoleidrætsstævne i København.

Hver Dag efter Opvisningerne holdt Rosendahl Kursus for en Mængde interesserede Lærere.

Kobe er en udpræget Forretningsby. Ogsaa vi handlede meget der i Byen. De fleste af os forsynede sig med en ny Læderkuffert. Dels havde vi efterhaanden faaet saa mange Gaver, at vore Kufferter var blevet for smaa, og dels var Lædervarer meget billige i Kobe. En stor, meget rummelig Kuffert, der i Danmark vilde koste mellem 100 og 200 Kr., kunde vi der med tilstrækkeligt Handelstalent erhverve for en 25-30 Kr.

En Dag spiste vi til Middag i Chrysanthemumhuset i Kobe. Denne overelegante Restaurant er indrettet som et meget righoldigt japansk Nationalmuseum, og der findes ingen tilsvarende noget andet Sted i Japan. Udsmykningen i de mange pragtfulde Sale henter sine Motiver fra alle Egne af Japan og fra alle japanske Erhverv.

Naturligvis skulde Festmiddagen gaa for sig efter alle Kunstens Reg­ler. Allerførst kom vi alle i Bad og blev skrubbet grundigt af en lille, haandfast Bademester. Derefter iførte vi os Hotellets Kimonoer, og i disse brogede Gevandter gik vi omkring og saa paa alle de Herligheder, der fand­tes i Huset. Der var fuldt udstyrede Fiskerbaade og gamle Rustninger; der var smaa Templer og en Rigdom af skønne og ejendommelige Billeder.

Til sidst satte vi os til Rette paa Puderne i den store Spisesal. Vi sad ved ganske lave, firkantede Borde.

Vi var spændt paa at se, hvad vi skulde have at spise. Japansk vilde det blive, det var vi klar over; og det kan nok være, det blev japansk, saa det kunde forslaa noget. Der blev disket op for os med raat Kød, raa Fisk, raa Grønsager, stærke Krydderier og mange andre Ting.

Midt i hvert Bord var der et Hul med et Ildsted. Herpaa satte vi en Pande og stegte selv, hvad vi vilde have at spise. Mange Ting dyppede vi i sød Sauce og raa Æg, inden vi satte dem til Livs.

Fiskenes Konge var den fineste Ret, vi fik. Øjnene var det allerfineste. En Japaner kan ikke tænke sig nogen større Lækkerbisken end et Par friske Fiskeøjne i Sky.

Mens vi spiste, lagde jeg flere Gange Mærke til, at der gik nogle underlige Trækninger over Esthers Ansigt. Da jeg deltagende spurgte til hendes Befindende, svarede hun, at hun havde saadan en underlig brændende og svidende Fornemmelse i Tæerne. Det var ikke saa mærkeligt; for hun sad og stak Fødderne op i Ildstedet. Japanerne sidder i Skrædderstilling eller i knæsiddende Stilling foran Bordet; men det kunde vore Ben ikke holde til ret længe ad Gangen, saa vi foretrak for det meste at strække dem frem foran os, og nu havde Esther slet ikke tænkt paa, at hun her skulde tage sig i Agt for Fyrstedet under Bordet.

Da vi var færdige med at spise, fik vi hver overrakt et Stykke Klæde, der var vredet op i varmt Vand. Vi var lidt i Tvivl om, hvad vi skulde bruge det til. Knud mente, at det skulde lægges paa Maven for at fremme Fordøjelsen; men Sandheden var nok, at det skulde gøre det ud for baade Skylleskaal og Serviet.

Fra Kobe rejste vi til Teaterskolen i Tarazuka, den største i Japan. Den ligger midtvejs mellem Kobe og Osaka. Vi var indbudt til at være Teatrets Gæster dels ved nogle Prøver og dels ved en stor Forestilling.

I Tokyo havde vi set gammeljapanske Skuespil. I Tarazuka var det moderne Kunst, der blev dyrket.

Vi besøgte først Teatrets Balletskole for kvindelige Elever. Det blev fortalt os, at vi var de første Mænd, der nogensinde havde faaet Adgang til denne Del af Skolen, saa vi følte os naturligvis meget beæret. Til Gengæld maatte vi danse nogle Folkedanse for Eleverne sammen med vore Piger. Det gjorde vi saa grundigt, at Gulvbrædderne flere Steder knækkede under os.

Den Forestilling, vi bagefter overværede, var pragtfuldt iscenesat. Jeg har ikke set kønnere Ballet hverken i Europa eller Amerika.

Sent paa Aftenen tog vi fra Teatret ud til Sportsman Hotel, der ligger lidt udenfor Osaka. Her boede vi to Dage.

I Osaka holdt Niels Bukh et to Dages Kursus for 800 Lærere. løvrigt havde vi en varm Dag med ikke mindre end to Timers Kursus, to Gymna­stikopvisninger og en dansk Aften.

Det blev en af disse Dage med mat Stemning og daarligt Humør, som der nødvendigvis maa komme enkelte af paa en saa langvarig Tur som den, vi var ude paa. Mest af alt følte vi Trang til at blæse Kursus, Opvisninger, danske Aftener, Audienser og Festmiddage samt alle Japans Templer og hellige Bjerge en lang March og blot ønske os hjem til vort daglige Arbejde igen.

Den danske Aften i Osaka blev derfor ogsaa den mindst vellykkede, vi havde. Vi var trætte og kom, hvor grusomt det end lyder, op at skændes for et godt Ord. Jeg for min Part havde nær bidt Hovedet af min „Kone", fordi hun mildt bebrejdende paastod, at jeg var en rigtig væmmelig Fyr. – For en Ordens Skyld tilføjer jeg, at det var Esther, der var min „Kone". Saadan kaldte vi nemlig vor Partner til Folkedans. Jeg kan egentlig ikke forstaa, hvorfor hun var vred paa mig. Det forekom mig at være gan­ske uforskyldt. Havde det været ved Opvisningen i Esbjerg efter vor Hjem­komst til Danmark, havde der været mere Grund til det, for da kom jeg til at træde saa kraftigt i hendes lange Skørter, at hun tabte Nederdelen midt under Folkedansene.

Oven paa denne strenge Dag i Osaka havde vi ikke svært ved at ligge roligt, da vi ved Midnatstid efter en Times Rejse med elektrisk Tog var kommet i Seng paa Hotel Miyako i Kyoto. Vi sov for Resten under samme Tag som Kongen af Siam, og den næste Dag læste vi i Hotellets Brochure, at de kongelige, danske Prinser havde boet der under deres Ophold i Kyoto. Endvidere havde vi paa dette Hotel den store Ære og Glæde at modtage et Telegram fra Hs. Majestæt Kong Christian X. Det kom som et aldeles omgaaende Svar paa vor Fødselsdagshilsen, og det lød i al Korthed: „Hjertelig Tak til alle. Christian R."

I Kyoto havde vi Opvisning ved en stor Drengeskole; men den væsentlige Grund til, at vi skulde besøge denne By, var vist, at vi skulde se Japans gamle Hovedstad. Fra 1868 residerede Mikadoen i Kyoto.

Denne By rummer derfor de vigtigste af Landets historiske Minder. Kyoto er med god Grund kendt for sine smukke Templer og Paladser. Disse Pragtbygninger, hvoraf mange er omgivet af herlige Parkanlæg, fik vi paa fælles Udflugter Lejlighed til at beundre saa vel i øsende Regn, som under Solens Glans og Nattens sølvklare Maaneskær. Vi drak af det kølige, friske Vand fra de hellige Kilder ved Shinto-Templerne, og i de buddhistiske Helligdommes Svalegange vandrede vi paa Gulve, der i de sidste 300 Aar har I knirket med Toner som den skønneste Nattergalesang. Buddhistiske Tiggermunke kom tit og rakte deres rynkede Hænder frem imod os for at bede om en Skærv, og ofte saa vi Mennesker kaste Mønter ind i Tempelblokken til de afdødes Aander; de skulde jo ogsaa have noget at leve af. Mikadopaladset i Kyoto kan i Skønhed næsten staa Maal med Kejsergraven ved Mukden, som efter min Mening indtager Førstepladsen blandt de arkitektoniske Mesterværker, vi saa paa vor Rejse.

I Templet „Det gyldne Hus" blev der serveret hellig The for os. Den var grøn og tyk som slimet Andemad, og Traditionen bød, at hver Kopfuld skulde svælges ned i 3½ Mundfuld. Det var en besk Omgang; men ned kom det.

Universitetet i Kyoto skal være særlig fortrinligt med Henblik paa Pædagogik og Litteratur. Mange af Obaras tidligere Elever studerede disse Fag i Kyoto. De var utrættelige til at trave rundt med os i Byen, saa vi under kyndig Vejledning kunde faa et lille Indtryk af de mange Seværdigheder.

Paa disse Ture i Byen handlede vi en Del. Vi vidste dels af Erfaring og dels fra Obara, at vi ikke skulde tage imod en Vare til den Pris, hvor­til den først blev os tilbudt. Jeg købte to Lygter og et Røgelsekar. Antikvitetshandleren forlangte til at begynde med 5 Yen for hver Lygte og 3 ½ for Røgelsekarret. Jeg fik ham til sidst ned til 5 Yen for begge Lygterne og 2 ½ for Karret, og da det var pakket ind, og jeg spurgte, hvor meget han vilde have for det hele, svarede han 6 Yen. Med større Forretningstalent end mit, kunde man sikkert have faaet disse Ting endnu billigere.

Japan skal ses i Regnvejr, siges der; thi først da kommer det typiske rigtig frem. Da har alle Mennesker høje Styltetøfler g Parasollen - eller Paraplyen - har de med, endog naar de kører paa Cykel. Arbejderne gaar klædt i Kapper af Straa og har mægtige Hatte paa.

Det var silende Regn, da vi naaede Osaka, hvor vi skulde gaa om Bord i „Sumire Maru", der skulde føre os over Indlandshavet til Beppu paa øen Kyushu.

Vi havde et Par Timers Ophold i Osaka. Vi spiste til Middag og saa paa Gadelivet. Vandet drev ned ad Huse og Lygtepæle. Bybude kom cyklende med opslaaede Papirsparaplyer. De holdt dem i højre Haand og styrede med venstre.

Sejlturen fra Osaka til Beppu blev vidunderlig smuk. Det japanske Ind­landshav er fuldt af maleriske Klippeøer. Hen paa Eftersommeren er Vej­ret i Japan meget omskifteligt, saa vi fik Lejlighed til at nyde det skønne Panoroma baade i dunkelt Graavejr, i straalende Sol og i Nattens klare Maanelys. Sejlturen varede nemlig et helt Døgn.

Det forringede naturligvis ikke Sørejsens Charme, at vi logerede paa I Klasse, og at Dampskibsselskabet af Hensyn til os havde ændret sin Fartplan og sat sit bedste Skib ind paa Ruten til denne ene Tur.

Ved Nitiden om Aftenen var vi i Land i en lille By paa øen Shikoku. Her havde Obara i sine unge Dage været Lærer i 2½ Aar, saa han var godt kendt der paa Egnen. Vi kunde dog ikke naa andet end at gaa en Aftentur i Byen og købe en hel Mængde Frugt, der næsten ingenting kostede.

Beppu bærer Tilnavnet de varme Kilders By. Allerede ved Indsejlingen saa vi Dampsøjler stige op mellem grønne Bjergskraaninger. Næppe var vi kommet i Land, før vi satte os i et Par store Biler, der skulde føre os ud paa en lille Bjergtur. I et Dalstrøg saa vi Verdens største varme Kildevæld. Det er saa stort som et Gadekær. Daglig strømmer 30.000 hl Vand op af Jordens Skød, 98 ° varmt.

Mens vi stod indhyllet i tætte, hvide Dampe og stirrede ned i den oceanblaa Kildes gaadefulde og uransagelige Dyb, fortalte man os, at talrige Mennesker i Tidens Løb har søgt Døden i det sydende og boblende koghede Vand.

Ogsaa Springkilder saa vi. Mange Steder sprøjtede det varme Vand i dampende Straaler mange Meter op i Luften.

Disse Naturens Vidundere benyttes paa mange Maader. Vandet bruges i Dampkedler, og det finder Anvendelse ved Badeanlæg. Hvert Hus har sin Brønd med varmt Vand. Hvor som helst man i Omegnen af Beppu borer blot nogle faa Meter ned i Jorden, vælder det hede Vand frem. Endog det Vand, der strømmer gennem Byens Rendestene, er mere end lunkent.

I Beppu findes Japans højeste Buddha. Den er 27 m høj. Alligevel er den ikke den største i Landet. Denne findes nemlig i Kamakura. Denne Buddha har vi ikke set; men det maa jo være Tykkelsen, der gør Udslaget.

Marius og jeg var sammen med Saito henne at se Buddhaen i Beppu paa nærmere Hold. For 10 Sen kunde vi komme ind i den. Først blev vi ført gennem en lang, snæver Gang. Der var kulravende mørkt, saa vi maatte føle os for med Hænderne. Jeg tænker den standhaftige Tinsoldat efter at være blevet slugt af Torsken maa have været tilpas omtrent, som vi var det, mens vi gik der og rodede rundt i Maven paa Buddhaen. Der gik en Japaner bag mig og skubbede paa for at faa mig hurtigt nok frem.

Nu kunde det være fristende at diske op med en eller anden Historie om de Farer, vi kunde tænkes at have svævet i med Hensyn til hemmelige Faldgruber og Baghold; men da jeg har besluttet at være strengt nøgtern i min Fremstilling, skylder jeg Sandheden at tilføje, at der ikke var mere Grund til Ængstelse, end der er ved at gaa op i Gaasetaarnet i Vordingborg.

Da vi efter den danske Aften i Beppu kom hjem til Hotellet, tilbragte vi et Par fornøjelige Timer sammen med Værten og hans Personale. Værten var 70 Aar gammel. Han var rask og rørig og meget sportsinteresseret. Han havde i Tidens Løb haft mange fornemme Personer boende paa sit Hotel, men aldrig et Selskab, han havde sat saa stor Pris paa som den danske Ungdomsflok. Han var trods sin høje Alder en stærkt optaget Mand; men om 30 Aar, naar han forhaabentlig fik lidt bedre Tid, vilde han rejse en Tur til Danmark.

Det var Meningen, at vi denne Aften i Beppu skulde lære at danse japansk. Først dansede Hotellets Piger for os, og lidt efter lidt begyndte vi at trippe med. Vi vendte Tæerne indad, svansede med Kroppen, slangede Arme og truttede Mund efter bedste Evne, mens vi klappede let i Takt til Musikken. Hvordan vore Geishadanse saa ud, set med japanske Øjne, tør jeg ikke udtale mig om; men vi var i hvert Fald ikke alle lige lærenemme. Bagefter skulde de smaa Japanerinder forsøge sig med danske Folkedanse. Det var de ikke særlig kløgtige til. Hvis vi har været lige saa tungnemme til at opfatte de østerlandske Dansetrin, som Geishaerne var til at lære vore, da har det set sørgeligt ud med vore japanske Danse, som vi ellers syntes, vi slap saa godt fra.

Vi fik hver sin Kimonopige at danse med. Jeg fik en morderlig sød lille en. Hun hed Josago og staar for Resten ved Siden af Musse paa et Billede her i Bogen. Indtagende var hun; men det kan nok være, Glansen gik af St. Gertrud, da vi kom til at danse Rheinlænder med Klap. Jeg maatte ordentlig tage ved for at faa hende hevet rundt, og fik jeg endelig lidt Sving i hende, saa tabte hun Tøflerne. En Spurv i Tranedans kunde ikke gøre nogen ynkeligere Figur end Josago. Det er meget sandsynligt, at det var mig, der ikke havde særlig store Evner som Danselærer; for de andre Geishaer slap gennemgaaende bedre fra det under mine Kammeraters Vejledning.

Næste Morgen skulde vi rejse videre mod Fukuoka. Værten og alle Pigerne fulgte os til Toget.

Vi kom gennem smukke Landskaber. Langs Jernbanen voksede mørke­grønne Træer med gyldne Frugter som smaa Mandariner. Paa Markerne stod friskgrøn Ris. Vi undrede os over, at den endnu ikke var høstet, hvilket den havde været længere nordpaa i Japan; men vi fik snart at vide, at Grunden var, at der her i de sydlige Egne af Landet kunde tages flere Afgrøder aarlig. Den sidste var endnu ikke moden.

Vi kom forbi en Station med det gode, japanske Navn Usa. Yanigita fortalte os, at en distræt, amerikansk Professor engang var staaet af Toget der, fordi han mente, han var naaet til sit Hjemland. Stationens Navn stod nemlig med fede og spærrede Typer: U S A.

Vi er nu paa Vej fra Beppu til Fukuoka. Vi kører i en lang Vogn af lignende Type som de nye Vogne paa Nord- og Kystbanen fra København til Helsingør, II Kl. som sædvanlig. Niels Bukh læser i H. C. Andersens Eventyr, Lisbeth stopper Strømper, Rosendahl driller Esther, og Ella sover. Pludselig farer Esther til Vinduet og begynder at udstøde de mest høj­lydte og uforfalskede Udtryk for Begejstring. Der maa være noget ganske ekstraordinært paa Færde. Snart er de fleste af os samlet i en masende Klump omkring hende for at se, hvad det er for et Fænomen, der i den Grad har sat hendes Affekter i Bevægelse. I Begyndelsen kan vi ikke faa Øje paa noget særlig opsigtsvækkende. Toget suser frem mellem Rismarker og Bambusskove som sædvanlig; men Esther bliver ved med at pege og raabe op i Forundring. Vi bliver mere og mere nysgerrige. Til sidst faar vi Øje paa et Insekt, en stor, grøn Knæler, der klamrer sig fast uden­for paa Kanten af Kupevinduet. Det vilde være en Overdrivelse at sige, at vi alle i lige høj Grad tager Del i Esthers Henrykkelse for det mærkelige Dyr. Knud kan ikke dy sig for at stikle lidt til hende. „Hvor er den altsaa sød! - særlig naar den lægger Hovedet paa skraa og kikker ind paa os!" aber han efter, idet han giver sin kraftige Røst en saa jomfrunalsk Klang, som det paa nogen Maade er ham muligt.

Snart gaar vi tilbage til vore Pladser. Nu skal vi have noget at spise. Der er ikke Spisevogn i Toget; men Obara, Saito og et Par unge Mennesker fra Tamagawa-Skolen, som ledsager os, disker op for os. Vi faar et solidt Maaltid: Sandwiches, Kød, Frugt og varm Børnemælk paa Flasker. Det sma­ger alt sammen dejligt. Vi spiser med Kniv og Gaffel, lavet af Bambus, og Mælken suger vi op gennem tynde Rør, hvis vi da ikke foretrækker at drikke af Flasken. Det er Japanerne ikke saa dygtige til; men de skal jo prøve det, fordi vi gør det. En af Tamagawa-Drengene er ved at kvæles i Mælken. Arthur opmuntrer ham paa Dansk: „Du forstaar slet ikke at drikke. Du propper jo hele Halsen ind i Hovedet!"

Grete har stillet sin halvt tømte Flaske fra sig paa Gulvet under Bæn­ken. Pludselig er der en, der kommer til at vælte den, saa Mælken løber som en fed, hvid Strøm hen igennem Vognen. Den snor sig i lange Bugter frem over Gulvet som en lille Flod. Grete udtrykker sin uskrømtede Forundring over, at den ikke kan finde paa at løbe ned i et af de Huller, der er anbragt midt i Gulvet til at putte Affald i, og i sin Befippelse skynder hun sig at tilføje, at det er den Mælk, hun ikke har drukket.

Den 1. Oktober ved Tretiden om Eftermiddagen ankom vi til Fukuoka, der med et ældre Navn ogsaa kaldes Hakata.

Her kom vi til at bo paa et Hotel, der var saa fornemt, at det havde W. C'er baade i japansk og udenlandsk Stil; „foreign style" stod der paa et lille Skilt uden paa de sidstnævnte. Ud over denne Luksusforanstaltning var Hotellet typisk japansk med en Spisestue, hvor man skulde sørge for at gemme Tæerne godt, hvis man havde Hul paa Strømpen, og med fælles Badeværelse, hvorfra Pigernes Latter af og til fik hele Hotellet til at ryste, fordi de uventet havde faaet japansk Selskab. I Begyndelsen havde de skreget op, naar de smaa, gule Mandfolk kom ind til dem; men efterhaanden havde de lært at se Sagen fra den humoristiske Side.

I Fukuoka havde vi Opvisning i en stor Fægtesal, hvor Gulvet hvilede paa Fjedre. Der blev da ogsaa sprunget, saa vi nær havde taget Vejret fra de mange umaadelig begejstrede Tilskuere, der fik sig en lille Vippe tur hver Gang vi satte af, fordi Svingningerne i Gulvet forplantede sig langt ud til Siderne.

Paa Stadion i samme By havde vi det største Kursus i primitiv Gymnastik, der nogensinde er blevet afholdt. Det traf sig saadan, at det var min Tur til at være Leder. For at faa en nogenlunde overskuelig udrykket Op stilling, hvorfra alle kunde se Magnus, der var Forgymnast, maatte jeg stille de ca. 1000 Deltagere op paa 40 Rækker, der straalede vifteformigt ud fra den ene Side af den høje Tribune. Takket være Japanernes store Iver og hurtige Opfattelsesevne gik dette store Kursus langt bedre, end jeg havde turdet vente, da jeg ved Begyndelsen havde set ud over det vældige Gymnastikhold, der i tæt Opstilling dækkede største Delen af det store Stadions jævne, afsvedne Grønsvær.

Den danske Aften fandt Sted i Byens gamle Teater. Grete havde været forkølet i nogen Tid. Derfor havde Esther maattet spille Prinsesse de sidste Gange; men nu var Grete blevet saa rask, at hun kunde overtage sin Rolle igen. Esther havde ellers klaret den brillant. Navnlig havde hun været storartet i Begyndelsen af Eventyret, hvor hun skulde være knibsk og hovmodig. Grete havde derimod sin Styrke i den afsluttende Grædescene.

Fra Fukuoka havde vi Udflugt op til en stor, smuk Tempelpark, der laa paa en Bjergskraaning med fri Udsigt over Havet.

Ved et lille Tempel kunde vi tilkøbe os Spaadomme for 1 Sen. Bukhs lød paa, at han skulde skynde sig at rejse hjem, fordi hans Kone ventede sig en Baby.

Efter at have spist til Aften paa en Havneknejpe, hvor store, fede Rotter løb omkring mellem Stenene i Gaarden ganske uanfægtet af vor Nærværelse, rejste vi fra Fukuoka. Vi kom forbi Østens største Jernværker, hvor Flammeskæret fra blussende Smelteovne farvede Himlen rød. I Strandkanten saa vi vadende Fiskere med Net og med Lygter, der lyste op i Mørket som store Ildfluer. Paa en lille Færge sejlede vi over det smalle Stræde mellem Moji og Shimonoseki og naaede hen paa Natten den By, hvor vi første Gang var gaaet i Land i Japan. Med Sovevogn rejste vi straks videre mod Okayama, hvortil vi naaede næste Morgen.

Det var øsende Regn. Byen var pløret og væmmelig. Alligevel var vi paa Tur i Byens smukke, historiske Park. Den gamle Borg i Parken er kun aaben een Dag i Aaret. Ikke desto mindre fik vi Adgang. Det var vi meget glade for; thi havde vi ikke faaet Lejlighed til at se den, havde vi sikkert taget derfra i den Tro, at vi var gaaet Glip af noget ganske overordentligt.

Ved Opvisningen i Okayama havde vi den mindste Tilskuerskare, vi var ude for paa hele Rejsen, bortset fra Nowo Sibirsk. Kun en 5-600 Mennesker kunde rummes i den temmelig lille Sal, hvortil Opvisningen maatte henlægges paa Grund af silende Regn. Begejstringen var til Gengæld saa stor som nogensinde.

Næste Dag var det Søndag. Vi rejste fra Okayama om Morgenen. Gennem smukke Bjergegne fulgte Jernbanen Tagahashiflodens Dal. Mørkegrønne Bambusskove hang helt ud over Vandet, og paa Floden drev store Bambusflaader af Sted for Strømmen. Paa Flaaderne stod Fiskere med lange Medestænger. Flodlejet var stenet, saa der dannedes Strømhvirvler. Bredderne var lodrette Klippevægge, hvori smalle Veje var udhugget.

Samlet i den ene Ende af Vognen sang vi danske Sange: „Alt, hvad som Fuglevinger fik", .,,Se, nu stiger Solen af Havets Skød", „Lykken er ikke Gods eller Guld", „Giv aldrig tabt, først da er du en slagen Mand".

Hen paa Eftermiddagen naaede vi Yonago. Efter den officielle Modtagelse paa Banegaarden og senere paa Raadhuset, hvor Guvernøren og Borgmesteren bød os velkommen, kørte vi i smaa Biler langt ud paa Landet. Vi anede ikke, hvor vi skulde hen. Vi var ikke fri for at tro, at Chaufførerne havde taget fejl.

Det var tydeligt at se, at vi var kommet til en rigtig Silkeegn; for de sandede Marker, vi susede forbi, var overalt bevokset med Morbærbuske, der stod i lange Rækker. Det skønne Bjerg, Daisen, løftede sin kegleformede Top mod Himlen i Nord, og i Forgrunden hævede de dejligste Træer deres løvrige Kroner op over de hyggelige Gaarde, der laa spredt imellem Morbærmarkerne. Træerne saa ud som hele Kæmper ved Siden af de lave Buske under dem.

Endelig øjnede vi Havet forude, og da var vi klar over, hvorfor vi var kørt saa langt bort fra Byen. Vi kom til at bo paa to nye, smaa Hoteller helt ude ved Kysten.

Næppe havde vi faaet fordelt Værelserne mellem os, før vi styrtede os i de skummende Bølger. Der var Sandstrand, men Sandet var meget groft. Bunden skraanede stejlt, saa der blev hurtigt dybt. Længe plaskede vi i det varme Vand; men til sidst maatte vi løsrive os og gaa op for at spise til Aften.

Bagefter tog vi ind til Byen. Vi skulde have dansk Aften. Da vi nærmede os Teatret, mødte vi en Strøm af Mennesker, der fyldte Gaden saa tæt, at vore Biler næppe kunde komme frem. Det var Mennesker, der havde været nødt til at forlade Teatret uden at kunne komme ind, fordi det i Forvejen var fyldt til Trængsel. – Dette var ikke en sjælden Begivenhed, men blot et nyt Led i den Kæde af Triumfer, Niels Bukh fejrede paa sin Gymnastikfærd gennem det fjerne Østen.

Teatret var typisk japansk; men det var pyntet med danske Flag. Folk sad paa Gulvet i deres Baase, stuvet sammen som Sild i en Tønde. De var over al Maade interesserede og begejstrede. Bifaldet var saa voldsomt, at endog Sangene maatte gentages.

Opvisningen den næste Dag fandt ligeledes Sted i Teatret, og den blev ikke mindre vellykket.

Da vi kom tilbage til Strandhotellet efter Opvisningen, maatte vi endnu en sidste Gang paa Hovedet i det japanske Havs fraadende Bølger. Det var blæst op til en rigtig Oktoberstorm, saa Havet viste det hvide frem. Vi blev slynget og trillet hid og did i Brændingen, saa det var en sand Fryd.

I en ledig Time gik jeg en Tur ud for at se Silkeavl. Jeg var klar over, at der paa denne Egn i hvert eneste Hus maatte være et Rum med Silkeorme. Jeg gik heller ikke forgæves. Det første Sted, jeg besøgte, fandt jeg alt, hvad jeg ønskede. En Del af Huset var indrettet omtrent som en Lade i et Teglværk. Paa Hylderne stod flade Bakker, som var vrimlende fulde af lange, hvide Larver, der aad Morbærblade, alt hvad de orkede. Paa andre Hylder var der Bakker med buklet Halm, som var tæt spækket med glinsende, hvide Pupper, der var fæstnet til Halmstraaene ved et fint, silke­agtigt Spind. I Gulvet fandtes et Par dybe Ildsteder, der varmede Rummet op, saa Luften fik den for Silkeormene og Pupperne gunstigst mulige Temperatur.

Folkene i Huset betragtede mig nysgerrigt, mens jeg gik omkring og saa undersøgende paa alt; men de saa meget smilende og venlige ud, og nikkede bekræftende, naar jeg saa spørgende paa dem for at faa Lov til at fotografere et eller andet. Til sidst gav jeg de nuttede ag snavsede Smaabørn, som ængsteligt gemte sig bag Far og Mor, nogle Smaaskillinger, og til Gengæld fik jeg et Par Pupper, som jeg tog med hjem. Det skulde jeg ikke have gjort; for da jeg ved Juletid pakkede dem ud, viste det sig, at der var kommet Sommerfugle ud af dem. De var naturligvis døde. Jeg havde ikke tænkt paa, at Pupperne ikke var blevet dræbt.

Paa Tilbagevejen til Hotellet gik jeg ind over Morbærmarkerne, hvor nogle Koner og Piger var i Færd med at plukke Blade. De flygtede langt bort, da jeg vilde fotografere dem.

Betjeningen paa Hotellet var ret ejendommelig. Maden blev hentet langvejs fra. Hver Gang der var et eller andet, vi manglede, gik det som en Løbeild fra den ene til den anden af Hotellets Personale, indtil det naaede Budet. Han havde ikke andre at lade Beskeden gaa videre til, saa han maatte selv pile af Sted. Jeg tør nok antyde, at vi 13 Ædedolke kunde spise ham svedt. Han for som en besat frem og tilbage med Suppetallerkener, Fisk, Bananer og Kaffe.

I Yonago var vi den sidste Aften til japansk Afskedstaffel sammen med to Guvernører, en Borgmester og andre højtstaaende Embedsmænd. Vi fik serveret de mest udsøgte Rariteter; der blev overrakt os Mindegaver fra Bystyrelsen, og der blev danset de mest mærkværdige Danse for os.

Hen paa Aftenen tog vi af Sted med Sovevogn til Kyoto, hvorfra vi straks skulde rejse videre til Nara. I Japan sover man med Kimono paa om Natten. Dette gør det formaalstjenligt, at man ligger pænt roligt og stille. Det maa jeg aabenbart ikke gøre; for jeg vaagnede hver Morgen med hele min Paaklædning anbragt som en Snor om Maven og en Klump paa Enden samt en Fornemmelse af et Par smaa Vinger paa Skuldrene. 

Nara er Japans ældste Hovedstad. I Løbet af Aarene 710-784 var Nara Residensby for i alt 7 Herskere efter hinanden. I dette Tidsrum blev den nationale japanske Kunst og Litteratur grundlagt. Byen dækkede dengang et betydelig større Areal end nu, ligesom den var langt folkerigere, end den er i vore Dage. Alligevel er Nara endnu en af Japans mest interessante Byer. Der er en egen Fred og Hygge over den. Nara er Mindernes By, alt vidner om Fortidens Storhed. Nu er Byen hensunket i fornem Ro i Modsætning til den travle Forretningsby Kyoto, der blev Naras Afløser som Japans Hovedstad. – For mig staar Nara som Østerlandsfærdens Toppunkt med Hensyn til fremmedartet Skønhed.

Straks efter Ankomsten til Nara kørte vi i elegante Biler ud til den navnkundige Nara Park. Der er et mere naturligt Præg over denne Park end over de andre Parker, vi saa i Japan. Den ligger paa en flad, bølget Bjergskraaning, bevokset med Skov. Parken er ligefrem en Del af Skoven. Inde mellem de høje, ranke Stammer er Shinto- og Buddha-Templerne bygget.

Næppe var vi kommet ind i Skyggen af Parkens mørkegrønne Træer, før en Mængde smaa Sikahjorte flokkedes om os. De var ganske tamme, og da vi havde faaet noget at fodre dem med, trængte de tæt ind paa os. Uden Frygt tog de Brød af Haanden. De stak Mulen ned i vore Lommer for at undersøge, om der var noget spiseligt i dem, og var vi ikke hurtige nok til at udlevere, hvad vi havde, søgte de ved mere eller mindre ublide Puf med deres pragtfulde Takker at gøre os begribeligt, at de som Parkens hellige Dyr havde Krav paa at blive behandlet høfligt.

Vi blev lige med det samme saa optaget af de smukke Hjorte, at vi næsten ikke var til at faa med videre frem gennem Parken. Det hjalp naturligvis, da Obara fortalte os, at alle Dyrene til Ære for os senere vilde blive samlet paa en stor Plæne, saa vi kunde fodre dem. Dette er en Gunstbevisning, som kun ydes særlig celebre Selskaber.

Da vi naaede den omtalte Plæne, løb Opsynsmanden ind i Skoven med sin Trompet, og snart lød de kaldende Toner fra et nærliggende højt Punkt i Parken. Han kaldte ikke forgæves. Nogen Tid efter kom han løbende til bage tæt fulgt af en Sværm prægtige, hvidplettede, brune Hjorte. Med lange, yndefulde Spring kom de i fuld Fart ned over de skraanende Plæner. Vi saa dem sætte over Bække, Sten eller Smaabuske med vældige, elegante Hop. De landede let i det bløde Grønsvær og stormede videre ned mod Pladsen, hvor vi ventede dem med Foder. Til sidst var der samlet en Flok paa flere Hundrede omkring os. Det kan nok være, der blev ødslet nogle Ruller Film paa de smukke Dyr. Jeg tror, at jeg alene tog en 30-40 Billeder af disse Hjorte.

Senere kom vi op til et stort, smukt Shinto-Tempel, der var holdt i hvidt og rødt. Til dette Tempel knytter sig den Tradition, at det skal rives ned hvert tyvende Aar, og bygges op igen, saa det altid kan være nyt og pænt at se paa. Det blev oprindelig bygget til Opholdssted for 4 Guder, som var kommet ned for at beskytte Hovedstaden.

Omkring Templet var der en Mængde smukke, mosgroede Stenlygter - 2000 blev der fortalt os -, og inde i Templet var der ophængt et lignende Antal gamle Bronzelamper. Begge Slags Lygter var Gaver, der var skænket Templet af fornemme og rige Mennesker, der vilde sikre sig Gudernes Bevaagenhed.

I Tempelgaarden viste man os som et Symbol paa Samarbejde 7 Træer, der var sammenvokset til eet.

I Todaiji-Templet saa vi Japans største indendørs Buddha, Daibutsu. Den store, massive Figur sidder midt i en kæmpemæssig, aaben Lotusblomst med gyldne Blade. Buddhaen er 18 m høj. Alene til Forgyldningen af den vældige Buddha er medgaaet ca. 150 kg Guld og omtrent lige saa meget Kviksølv. Templet er tre Gange brændt ned til Grunden; men Daibutsu sidder endnu med samme dybsindige Udtryk, som da den blev skabt i Aaret 749.

I dette Tempel var der flere høje, svære Træsøjler. Gennem Foden af en af dem, var der boret eller hugget en ret snæver Aabning. Det hed sig, at de Mennesker, der kunde krybe derigennem, vilde være sikre paa en meget lykkelig Fremtid. Jeg forsøgte mig; men jeg var for tyk. Musse havde mere Held med sig. Hun slap igennem om end med stort Besvær. Indtil Midten kom hun ved egen Hjælp; men her vilde hun ogsaa være blevet hængende Resten af sine Dage, hvis vi ikke havde været der til at trække hende ud. Marius bemærkede bagefter, at han gik ud fra, at Hullet fremtidig vilde blive kaldt „Mussehullet".

I et andet buddhistisk Tempel var vi oppe paa en høj Balkon, der løb hele Vejen rundt om den firkantede Bygning. I et Hjørne af Balkonen lagde vi Mærke til en stor Kurv med en Mængde smalle Bambusstrimler paa ca. 20 cm's Længde. De var alle overmalet med sære Tegn. Vi fik at vide, at disse Indskrifter var Bønner.

Det 18. og det 37. Aar skal være særlig skæbnesvangert for Kvinder i Japan, det 19. og det 42. for Mænd. Man mener, at der dør flest i disse Aar. Naar en rettroende Buddhist gaar ind i et af de paagældende Aar, samler han derfor 100, 500 eller endog 1000 saadanne beskrevne Bambuspinde i et Bundt og begiver sig op til Templet med dem.

Oppe paa Balkonen begynder han at gaa rundt om Templet med sine Pinde, idet han for hver Omgang afleverer en Bøn, og saadan bliver han ved, indtil han har faaet alle sine Bambusstrimler afsat. – Ogsaa mens vi besøgte dette Tempel, var en Del Mennesker i Færd med paa denne Maade at indlægge sig Fortjeneste hos Guderne.

Uden for Parken laa et mindre Handelskvarter, aabne Boder med Souvenirs. Foruden de sædvanlige Laksager, Parasoller, Vifter og Porcelænsvarer var der en Mængde Ting, der havde særlig Tilknytning til Nara Park. Der var Hjorte udskaaret i Ben, prægtige Gevirer og smaa forgyldte Kopier af Daibutsu. Jeg købte nogle Lygter, der var udskaaret i eet Stykke af en Hjortetak, og en udmærket, næsten uhyggelig skarp Dolk. Der blev fortalt mig, at japanske Fædre tidligere brugte at give deres Døtre saadanne Dolke med, naar de blev giftet bort. Med dem kunde de dræbe deres Mænd, hvis de var dem utro.

Esther spurgte Asta, om hun ikke skulde have et Gevir med hjem til Minde om Nara Park. „Er du tosset?" svarede Asta, „det vilde jo blive mast, og tror Du, jeg bryder mig om at faa min Kuffert fuld af Hjortetaksalt?"

Vi spiste til Middag paa Nara Hotel, der var meget smukt beliggende i Udkanten af Parken. Her vilde have været dejligt at bo nogle Dage; men det tillod Tiden os ikke. Vi skulde videre samme Dag. Ved Firetiden tog vi af Sted, og mellem 7 og 8 naaede vi Nagoya.

Ved Aftensbordet paa Hotellet i Nagoya meddelte Niels Bukh: „Naar vi kommer til at sejle med Canadian Pacific Linien, skal vi anløbe Honolulu, hvor vi vil faa 8 Timers Ophold ved Dag." – Vild Jubel. Anna og Eli forlystede os Resten af Aftenen med den skønne og velkendte Vise: Med Ring i Næsen paa Honolulu.

Det havde oprindelig været Planen, at vi skulde sejle fra Japan til Amerika med et canadisk Skib, der skulde afgaa fra Yokohama den 17. Oktober. Da Japanerne imidlertid vilde sætte en stor Ære i, at vi kom til at sejle med et japansk Skib, havde vi besluttet os til i Stedet at tage med S.S. Chichibu Maru, der skulde sejle den 15. Oktober.

Efter at denne Bestemmelse var blevet taget, var der indløbet saa mange Forespørgsler om Opvisninger i Tokyo, at vi efter Obaras ønske endnu en Gang ændrede vor Rejseplan for at kunne efterkomme de vigtigste af disse Anmodninger. Vi skulde saa alligevel sejle den 17. Oktober med den canadiske Damper.

Meddelelsen om Honolulu viste sig desværre senere at være en Vildmand til Trods for, at det var en af Selskabets Repræsentanter, der havde været Ophav til den.

Morgenen efter Ankomsten til Nagoya blev jeg vækket af blid og smægtende Musik. Jeg følte mig næsten som Jeppe i Baronens Seng, ude af Stand som jeg var til at forstaa, hvor de dejlige Toner kom fra. Jeg boede sammen med Jørgen, der spillede Titelrollen i „Svinedrengen", og lidt efter lidt lykkedes det mig at blive klar over, at det var fra hans Spilleværk den skønne Melodi kom.

I Nagoya havde vi ligesom i de andre Byer, vi besøgte i Japan, baade Opvisning, Kursus og dansk Aften.

Efter at have haft Ophold i endnu en By, Shizuoka, satte vi atter Kursen mod Tokyo. Paa Vejen dertil var vi ude paa en spændende Bjergtur. Vi kørte først med Toget over Fuji til DZinobu. Paa Strækningen mellem disse to Byer kørte vi langs Foden af Fujiyama, Japans hellige Bjerg. Det var Graavejr, saa Bjerget var delvis dækket af Skyer. Man anede netop, hvor Toppen var; kun den ene Skraaning saa vi tydeligt.

Paa Stationen i Minobu stod en lang Række store, smukke Buickvogne parat til at køre os op i Bjergene. Det blev en dejlig Tur trods Vejret. Vejen slyngede sig i store Sløjfer op ad Bjergskraaningen. Snart kørte vi langs dybe, gabende Afgrunde, der sænkede sig brat ned lige ved Siden af Vejen, og snart susede vi gennem lange Tunneler. Til sidst naaede vi et Udsigtspunkt, hvorfra Fujiyama i klart Vejr skal frembyde et ubegribeligt smukt Skue. Desværre var det Regntykning, og vi saa intet.

Saa kørte vi igen ad pragtfulde Bjergveje ned til Fuji Hotel i Dalen paa den modsatte Side af Bjerget. Her ventede der os en overdaadig Mid­dag. Inden den blev sat til Livs, badede vi i Hotellets lille Svømmehal, først i ca. 40 ° varmt Vand fra en naturlig hed Kilde og bagefter i mere afkølet Kildevand, der var dejligt klart og friskt.

Senere paa Dagen, da vi igen sad i Toget, dukkede Fujiyamas høje, vulkanske Kegle frem af Disen, kun afbrudt af smalle, hvide Skybælter.

Hen paa Aftenen den 10. Oktober ankom vi for anden Gang til Hovedbanegaarden i Tokyo. Denne Gang kom vi til at bo paa det elegante Mampei Hotel.

Næste Dag havde vi Opvisning paa en stor Gymnastikskole. Stadion var overdaadigt smykket med Guirlander og Flag. Efter Gymnastikken blev der til Ære for os foranstaltet et storstilet Optog og en Mængde Opvisnin­ger i nationale Idrætter og Folkedanse.

Det var de mærkværdigste Fremtoninger, der var med i Optoget. Deltagerne var klædt i en Rigdom af forskelligartede Dragter, den ene mere fantastisk end den anden.

De følgende Dage havde vi mange andre Opvisninger i Tokyo, dels ved forskellige Skoler og dels i den samme store Koncertsal, hvor vi havde holdt vore to første Opvisninger i Japan. Vi viste vore Øvelser for Medlemmerne af Tokyos Gymnastiklærerforening og ligeledes for Foreningen til japanske Kvinders Selvstændiggørelse. En Aften gav vi dansk Aftenunderholdning paa en aaben Estrade for omtrent en halv Snes Tusinde Mennesker.

Der havde været saa mange Forespørgsler om Opvisninger, at vi fik hver Dag stærkt optaget. Paa de to travleste Dage optraadte vi ikke mindre end 7 Gange i alt.

De fleste Mennesker i Japan fisker. Derfor fik vi ogsaa Lov til at prøve det. I en 5-6 lange, smalle og spidse Baade sejlede vi ud paa den lavvandede Bugt ved Tokyo. I Forstavnen af hver Baad stod en Fisker. Han kastede Gang paa Gang Garnene ud. De blev ikke just bugnende fulde; men enkelte Smaafisk trak han dog i Land.

Niels Bukh sad og fiskede med en Snøre paa et Kosteskaft og en halv Pære som Madding. Der var en Japaner med, som havde forlorne Tænder. Han saa ud til at have svært Mod paa den halve Pære. Niels Bukh vilde heller ikke have noget imod at faa Fangst og sagde derfor til ham: „Bid Du bare paa. Du risikerer ikke noget ved det. Skal det være, kan Du bare lade Tænderne sidde og løbe Din Vej."

Til sidst foranstaltede vi med Bananskræller og Æblestumper som Skyts et større Søslag, i hvilket de Danske med Niels Bukh som Admiral vandt en overlegen Sejr.

Engang var vi nær kommet ynkeligt af Dage allesammen. Vi havde haft dansk Aften, i Yokohama, og inden vi kunde komme hjem til Mampei Hotel, var det blevet et græsseligt Uvejr. Jorden rystede, og Tyfonen rasede, Luften var trykkende hed som i en Teglværksovn, og Regnen plaskede ned i Straaler saa tykke som Staalorme.

Vi kørte tilbage til Tokyo gennem Gader, der var omdannet til rivende Floder. Vi øjnede lige netop Sporvognsskinnerne som lange Kabler paa Bunden. Vandet fossede af Sted. Det væltede ned over Trappestenene som brusende Vandfald. Det stod i Skumsprøjt om Bilerne, der gik i Vand til op over Hjulnav og Trinbrædder. Det vaskede op over Taget som Bølgeslaget over en Kutter i haard Sø.

Vi kunde næsten intet se udenfor Bilen, fordi Vandet piskede mod Ru­derne og drev ned ad dem. Paa et Gadehjørne kørte vi fast. Der var kommet Vand i Karburatoren. Vi benyttede Lejligheden til at aabne Døren i Læ siden og se os omkring. Inde i Husene var Folk krøbet op paa Bordene eller paa Diskene i Forretningerne; thi Gulvene var oversvømmet. Kun faa færdedes paa Gaden. De, der var ude, var klædt paa efter Omstændighederne; thi Japanerne er praktiske Folk. Jeg saa en Herre komme spankulerende paa Styltetøfler. Han dækkede sig under en Parasol, og han var iført en hvid Skjorte, ellers intet. En anden optraadte i Svømmebukser.

I Nærheden af os sad mange Biler fast; andre susede forbi, idet de efterlod sig et Kølvand, som smaa Torpedojagere ikke kunde have lavet bedre.

Vor Chauffør tog Situationen fra den gemytlige Side. Efter en Del forgæves Forsøg paa at starte Motoren for han lige ud i Bølgerne og vadede af Sted saa hurtigt, han. kunde. Noget efter kom han tilbage med en anden Vogn, der endnu var gangbar. Den kørte op paa Siden af vor, saa vi lige kunde hoppe over i den.

Flere af os kom først hjem langt ud paa Natten, da vi havde været nødt til at skifte Biler flere Gange undervejs.

En Dag var vi ude paa Tokyos store, nye Universitet. Man viste os Resterne af det gamle, der styrtede sammen under det frygtelige Jordskælv i 1923. Der laa endnu en Dynge Murbrokker, som var fredet til Minde om den store Naturkatastrofe, der havde jævnet Størstedelen af Tokyo og Yokohama med Jorden.

Paa Universitetet blev vi røntgenfotograferet og undersøgt paa alle Leder og Kanter. Ved Kraftprøven duperede vi fuldkommen de lærde Professorer. Gennemsnitlig kunde vore Piger trække lige saa kraftigt som ja­panske Mænd, og vi var mere end dobbelt saa stærke.

Den sidste Opvisning, vi havde i Japan, fandt Sted under ganske egenartede Forhold. Undervisningsminister Tanaka havde som tidligere nævnt overværet vor første Opvisning i Tokyo. Han var blevet i den Grad betaget af Niels Bukhs Gymnastik, at han senere havde udvirket, at det samlede Ministerium havde sendt Anmodning om en særlig Opvisning.

Denne Indbydelse modtog vi naturligvis med Glæde, og Opvisningen fandt Sted Dagen før vor Afrejse i Premierminister R. Wakatsukis Residenspalæ. Ikke mindre end 10 Ministre havde givet Møde i den store, smukke Sal, og alle fulgte de vore Øvelser med den største Interesse. En af dem fandt os endog værdige til Forevigelse, idet han gentagne Gange lod sit Leica-Kamera knipse.

Opvisningen sluttede med Udveksling af Taler imellem Premierministeren og Niels Bukh. Premierministeren udtalte sin bedste Tak for den store og værdifulde Indsats, Niels Bukh havde gjort i japansk Ungdomsarbejde.

Iført danske Nationaldragter drak vi bagefter The sammen med de høje Herrer paa en luftig Veranda ud til det dejlige Parkanlæg, der hører til Premierministerens fuldt moderne og herskabelige Bolig.

Om Aftenen den 16. Oktober var vi til stor Afskedsfest. Niels Bukh optraadte i en japansk Festdragt af svær, sort Silke. Den havde han faaet af Familien Obara.

Vi fik flere Afskedsgaver, deriblandt nogle nydelige Sølvtheskeer med Indskriften: Tokyo 1931.

Naturligvis blev der holdt mange smukke Taler. Under Opholdet i Japan havde vi efter bedste Evne søgt at blive lidt bevandret i det japanske Sprog. Store Frugter havde vore Anstrengelser vel ikke baaret; men det gjorde egentlig heller ikke noget; for alt, hvad vi nu til Slut følte Trang til at sige til vore japanske Venner og da navnlig til Obara og hans Kone, kunde rummes i Ordet Arigato, hvilket betyder Tak.

Den sidste Nat i Japan stod alt i Opbrudets Tegn. De sidste Smaating var blevet købt Dagen før, og de fleste var nu i fuld Gang med at pakke sammen paa Bagagen, som for manges Vedkommende var blevet mere end fordoblet i Løbet af de 6-7 Uger, vi havde tilbragt i Morgenrødens Land. En Del af os havde derfor hver købt en stor Trækasse for at faa Plads til alle vore Sager.

Jeg gik en lille Rundtur til nogle af de Værelser, hvor mine Kammerater boede. Der saa farligt ud de fleste Steder. Nogle havde for at faa et sidste Overblik over alle deres Herligheder pakket hele Redeligheden ud, saa Gulv, Bord, Senge og Stole flød med de forunderligste Ting. Der var Silkekimonoer med broderede, ildsprudende Dragehoveder, og der var Vifter og Parasoller i alle Mønstre og Farver. Laksager og Porcelæn forefandtes i rigelig Mængde, og paa Dukker og Billeder var der ingen Mangel. Nogle havde udvist en særlig Forkærlighed for Antikviteter og kunde derfor fremvise hele Samlinger af næsten oldjapanske Ting saasom gamle Snustobaksdaaser og Ringleklokker, Røgelsekar „med Løvefødder og Gesvejsning", Bronzelamper i Lotusstil og mange andre Rariteter. Niels Bukh havde lige lukket den pompøse Udstilling, han havde foranstaltet af alle sine Gaver, der var saa talrige, at Ø. K. gik Glip af en indbringende Forretning, fordi dette Selskab ikke kom til at transportere dem hjem til Danmark.

Da jeg var blevet færdig med at pakke min Kasse og mine Kufferter, var det langt over Midnat; men mit Dagværk var endnu ikke til Ende. Inden jeg gik til Ro, skulde jeg skrive to Avisartikler, en til Dagens Ny heder og en til de 17 Provinsblade, jeg var Korrespondent til. Disse Artikler maatte ikke gerne ligne hinanden for meget. De Rejsebreve, jeg hidtil havde skrevet, havde vist været tilstrækkelig forskellige; men denne Gang lykkedes det mig ikke at faa dem til at afvige ret meget fra hinanden. Jeg var til sidst saa træt, at den eneste Variation, jeg kunde finde paa, var at ombytte Udtryk som „i enhver Henseende" med „i alle Maader" og „uden Frygt" med „frygtløs".

Efter hvad jeg har ladet mig fortælle, gaar der Luftpost fra Tokyo til Dairen i Nærheden af Mukden og fra Irkutsk til Moskwa og derfra over Berlin videre til alle Egne af Europa.

Den første og sidste Artikel fra Japan afsendte jeg som Luftpost, selv­om det var nederdrægtig dyrt. Det skulde jeg ikke have gjort; for jeg har senere erfaret, at den ene af dem var 10 og den anden 37 Dage længere undervejs end et almindeligt Brev, der sædvanligvis bruger 18 Dage.

Under Opholdet i Japan havde vi 31 Opvisninger, 15 danske Aftener og 10 Kursus i primitiv Gymnastik. Vore Værter paastod, at omtrent 400.000 Mennesker i alt havde overværet vort Arbejde.

Det er sikkert noget overdrevet; men det viser alligevel, hvor kolossal stor Tilstrømning, der altid var til vore Opvisninger.

Forskellige Skoler i Japan vilde gerne have beholdt en Del af os derovre et Aars Tid eller længere; men der var ingen, der vilde give Afkald paa den sidste Del af vor Jordomrejse, saa Resultatet blev, at Niels Bukh skulde sende to andre. derover efter Hjemkomsten til Danmark. Kort efter Nytaar tog de af Sted til Japan.

Selv fik jeg et Tilbud fra Obara om enten at blive eller ogsaa snarest muligt at komme tilbage til Japan, hvor jeg dels skulde undervise ved hans Skoler og dels rejse ud og holde Kursus med japanske Lærere i forskellige Egne af Landet.

Det var et fristende Tilbud; men jeg fandt dog, at der var andre Opgaver, jeg først og fremmest burde give mig i Kast med.

Hvor dybe og varige Spor vor Gymnastikfærd gennem Japan har sat, er det naturligvis ikke let at afgøre nu paa dette Tidspunkt. Jeg har dog Indtryk af, at de japanske Avisers stærke Lovord over den nye og kraftige Form for Legemsøvelser, der havde erobret Landet, ikke var lutter Stemningsudbrud. Jeg føler mig overbevist om, at der virkelig laa Realiteter bagved. Jeg tror, at Niels Bukhs udprægede Bevægelsesgymnastik har vundet saa mange Tilhængere baade blandt høje og lave Skolemænd i Japan, at den i Betragtning af det japanske Folks store Evne til at tilegne sig frem­med Kultur i Løbet af en overskuelig Fremtid vil trænge igennem og hævde sig som den mest anerkendte Form for Gymnastik i det japanske Skolevæsen lige fra Grundskolen til Universiteterne. Ogsaa i Foreningsarbejdet vil den primitive Gymnastik sikkert blive et vigtigt Led.

Det er Obaras Hensigt med Tamagawa-Skolen at skabe en Slags Søsterskole til Gymnastikhøjskolen i Ollerup. Ved at sende nogle af sine Lærere paa Kursus i Danmark, saadan som Saito allerede har været det, og ved Hjælp af danske Lærerkræfter vil han uddanne japanske Ledere i primitiv Gymnastik.

Mens vi var i Japan, modtog Niels Bukh fra Tyrkiet, Palæstina og Ægypten Anmodning om, at vor Hjemrejse maatte blive lagt over disse Lande. Dette lod sig naturligvis ikke gøre, da der forlængst var tilrettelagt en Række Opvisninger i Canada og De Forenede Stater.

Den 17. Oktober forlod vi Japan. Paa Stationen i Tokyo blev vi alle overlæsset med Blomster. Derfra rejste vi til Yokohama, hvor vi gik om Bord i det store Dampskib „Empress of Canada", der skulde føre os over Stillehavet til Vancouver.

Det blev en vaad Afrejse, ikke saa meget for os, men i højeste Grad for dem, der var mødt op for at sige Farvel til os. Deriblandt var de fleste af de Danske, vi havde truffet i Tokyo og Yokohama. Regnen strøm mede ned; men ingen af dem krøb i Ly, før de sidste Serpentiner var bristet.

Obara, Saito, Yanigita og flere andre af de Mennesker, vi var kommet til at holde saa meget af, mens vi opholdt os i deres Land, sejlede ud paa en lille Slæbedamper for at vinke det sidste Farvel til os. Med deres smaa Flag holdt de trofast Stand oppe paa Dækket til Trods for, at de blev gen­nemblødt lige til Skindet.

Tudende satte Damperen Kursen ud over Stillehavet, mens det sidste Glimt af Morgenrødens Land blev borte bag os i Regn og Taage.

Resultatet af de Forhandlinger, der var blevet ført angaaende vor Rejse fra Østen til Vesten, var blevet, at vi kom til at sejle med Dampskibet „Empress of Canada", der tilhører Selskabet „Canadian Pacific".

Naturligvis faar Niels Bukh ofte betydelige Afslag paa Billetpriserne, naar han rejser i Udlandet med sine Gymnaster. Den japanske Linie havde tilbudt os Rejse paa I Klasse for II Klasses Billetpris. Slet saa fornemt blev det ikke paa „Empress of Canada"; men alligevel fik vi det udmærket om Bord paa dette Skib. Vi kom til at bo paa Turistklasse og fik tillige Adgang til 1 Klasses Svømmehal og Gymnastiksal.

Rejsen over Stillehavet forløb uden større Sindsbevægelser. Den ene Dag gik omtrent som den anden, især midtvejs, da det var Onsdag den 21. Oktober to Dage i Træk. Vi havde hidtil stadig stillet Uret frem, saa vi efter haanden var kommet et halvt Døgn foran dansk Normaltid. Takket være de to Onsdage i samme Uge, kom vi nu pludselig lige saa meget bagefter, som vi tidligere havde været foran. Dag for Dag kom vi atter nærmere Danmark og dermed nærmere dansk Tid. Da vi naaede hjem, havde vi oplevet et ekstra Skudaar; men saa vidt mig bekendt, var der dog ingen af vore Piger, der benyttede Lejligheden.

I det store og hele var Vejret gunstigt. Ganske vist havde vi en rask lille Storm undervejs; men det hører jo med til enhver vellykket Sørejse. Dog formaaede Vindenes Guder ikke at afholde ret mange af Holdets Deltagere fra at møde i Spisesalonen til de fastsatte Tider.

Ella og Margit var lidt grønne i Ansigtet, og Anna klagede over Tumulter indvendig paa Grund af for store Svingninger i Mellemgulvet. Musse maatte holde Sengen eller rettere Køjen de Dage, Stormen stod paa; men det traf sig saadan, at hun netop havde et daarligt Ben, der maatte høre meget ondt, fordi det forhindrede hende i at staa op.

Hvad Blæsten ellers forvoldte af Smaauheld, er næppe værd at nævne. Arthur havde nær slaaet Flik-flak fra Skibets skraanende Dæk ud i Stillehavets fraadende Bølger, og Richard paadrog sig en anselig Bule i Panden, fordi han brugte Rælingen som Stødpude, efter at en vældig Styrtesø brutalt havde revet ham bort fra et Parti Dæktennis og skyllet ham tværs over Dækket. Betuttet rejste han sig, gned sin Bule, rystede Vandet af Bukserne og saa fornærmet efter det mægtige Bølgebjerg, der rullede bort over Stillehavets skumpiskede Vande. Den samme Bølge forvoldte, at Asta med sit Sytøj i Haanden kurede paa sin Podeks gennem to Saloner og midt ind i en tredie, væltende alt og alle, som kom hende i Vejen, og skarpt forfulgt af den Sofa, hun havde siddet i. Jens, der sad i en magelig Lænestol og læste Dagens Radionyt, faldt ved samme Lejlighed bagover med Stolen og vendte alle 6 Ben lige i Vejret.

I det store og hele betød Stillehavsrejsen 9 rolige Dage oven paa den sidste Tid i Japan, der havde været ret anstrengende paa Grund af de mange Ekstraopvisninger, vi havde maattet give.

Vi havde tænkt os, at vi skulde begynde hver Dag med en lille Omgang Træning, for at vi kunde holde os i fin Form, til vi skulde tage fat paa de mange Opvisninger i Amerika. Af den Grund havde Niels Bukh skaffet os Adgang til Skibets Gymnastiksal, som ellers var forbeholdt I Klasses Passagerer. Disse brugte den ikke ret meget, saa der var god Plads til os. Vi kunde oven i Købet faa elektrisk Massage og ride paa kunstige Heste, der ved elektrisk Kraft kunde ryste os sønder og sammen.

Alligevel blev det ikke til meget med Gymnastikken om Bord. Derimod spillede vi tit Dæktennis og gik lange Fodture paa Dækket.

Allerede en af de første Dage blev der blandt Passagererne nedsat en Komite, der skulde tilrettelægge Væddekampe i Dæktennis og andre Spil, som vi kunde dyrke paa Skibet.

Paa denne Maade blev vi efterhaanden rystet godt sammen med vore medrejsende. De fleste var Englændere eller Amerikanere; men der var dog ogsaa et Par Indere imellem. De skulde paa Studierejse i Amerika.

Forplejningen om Bord var storartet, og Betjeningen fortrinlig. Jeg har altid faaet Skyld for at spise baade hurtigt og længe. Disse Egenskaber fornægtede sig heller ikke paa Turen over Stillehavet. Den kinesiske Mester tjener, der var et stort Stykke af en Filur, blev snart klar over, hvor han havde mig, og jeg maa sige til hans Ros, at han lod mig ikke være Stedbarn. Naar jeg havde sat den ene Dessert til Livs, kom han regelmæssig og spurgte, om det ikke ogsaa skulde være lidt Icecream. Bagefter diskede han op med Nødder, Frugt og Kompot i een Uendelighed. Han var ikke tabt bag af en Vogn, den Kinesertjener.

Der var ofte levende Billeder og anden Underholdning om Bord. En Aften havde vi Karneval. Ved den indledende Festmiddag var Spisesalonen pyntet med Guirlander og Flag, og der var lagt Huer, Trompeter og Serpentiner ved Kuverterne. Snart genlød Rummet af Brægen og Trutten, og Serpentinerne susede gennem Luften. Jens var saa uheldig at ramme en ældre, korpulent Dame lige paa Tippen, saa Brillerne hoppede af Forbavselse paa den fede Næseryg.

En anden Aften dansede vi Folkedanse og sang danske Sange for vore Medpassagerer.

En Dag var vi alle nede at se hele Maskinanlægget i den store Oceandamper. Det var paa 30.000 Hestekræfter. Der var Oliefyring, og det daglige Forbrug var paa 200-220 Tons.

Skibet havde en Besætning paa 540 Mand. Kun de 70 var hvide, Resten Kinesere. Ganske vist er Kinesernes Arbejdsevne meget ringe i Forhold til de hvides; men til Gengæld er de langt mere paalidelige og ædruelige.

Jeg holder meget af at staa i Forstavnen af et Skib. Det er dejligt i stille Vejr; men naar Havet bugter og vrider sig under Stormens Svøbe, er det en rent betagende Oplevelse. Under sig ser man den skarpe Stævn kløve de vældige Bølger, der ligner sneklædte Bjerglandskaber. Skummet kastes til Side som Haglbyger, der pisker Vandfladen. Er det Solskin, ser man af og til i de fine Myriader af Draaber farveprægtige Regnbuer. Snart løftes Forskibet himmelhøjt i Vejret, saa man kan se helt ned til Stævnens Runding, og i næste Øjeblik dypper Damperen Næsen dybt i Søen, saa Heksekedelen syder faa Meter under ens Øjne. Mægtige Vandmasser kastes til Side og møder de tværgaaende Søer, der fossende kammer over som smaa, brusende Vandfald.

Mange levende Væsener saa vi ikke i Havet omkring os, kun nogle enkelte Flyvefisk, der af og til skød frem af de skumbræmmede Bølger, og et Par Springere, der boltrede sig i Vandskorpen.

Derimod blev Skibet stadig fulgt af store, hvide Maager. En Morgen fandt jeg en af disse smukke Fugle liggende paa Dækket med brækket Vinge. Hjælpeløs laa det stakkels Dyr uden at bevæge andet end de grønne, glasagtige Øjne, der frygtsomt fulgte enhver af mine Bevægelser. Jeg antager, at Maagen maa være fløjet mod en eller anden Del af Skibets Rigning, hvorved den har brækket Vingen og er styrtet ned paa Dækket. Jeg kunde ikke gøre noget bedre end at dræbe den stolte Fugl og kaste den i Havet.

Da vi den 5. August forlod København, var det Planen, at vi skulde vende tilbage med „Hellig Olav", der skulde afgaa fra New York den l. December. Nu fik vi imidlertid Telegram fra den danske Generalkonsul i Montreal, som havde paataget sig det store Arbejde at tilrettelægge vor Opvisningsrejse gennem Canada og De Forenede Stater. Han meddelte, at „Hellig Olav" var blevet inddraget, saa vi vilde blive nødt til at rejse en anden Vej hjem.

Den Bagage, vi mente at kunne undvære paa Turen gennem Amerika, havde vi netop forsynet med Adresseplakater, saa den kunde blive sendt direkte til Skandinavien-Amerika-Liniens Pakhus i New York. Den Ulejlig hed kunde vi altsaa have sparet os. Bagagen maatte foreløbig omadresseres til Montreal, indtil det blev bestemt, med hvilken Linie vi skulde sejle over det næste Verdenshav.

Da vi stod op om Morgenen den 25. Oktober, var Amerika i Sigte. Faa Timer efter løb vi ind i Victorias Havn.

Indsejlingen var smuk. Det første Glimt, jeg fik af Øen Vancouver, svarede nøje til det Billede, jeg havde dannet mig af Canada. Bakket Klippeland bevokset med aaben Naaleskov. Hist og her en Træhytte og lidt Grøn jord. Udenfor Kysten Holme og Skær.

I Victoria gik en Del af Passagererne fra Borde; men de fleste skulde ligesom vi videre til Vancouver. Der var Tid til at gaa en Morgentur i Byen; men det var vanskeligt at komme i Land. Vi skulde nemlig have udstedt særlige Landgangskort af Hensyn til Paskontrollen. Nogle af os fik dog disse Vanskeligheder overvundet og begav os i Land. Byen hvilede endnu i stille Søndagsro; men enkelte Skyskrabere og mægtige, farvestraalende Reklameplakater, der gloede os i Møde overalt, fortalte os med al ønskelig Tydelighed, at vi nu var i den nye Verden.

Mens „Empress of Canada" dampede videre fra Victoria til Vancouver, blev vore Pas grundigt efterset baade af canadiske og amerikanske Kontrollører.

Da vi gik i Land i Vancouver, var det næsten, som om vi var kommet hjem til Danmark. Vi blev omringet af en Kreds af Danske, der lever deres Liv fjernt fra de hjemlige Strande. Det var dejligt at blive budt vel kommen af alle disse venlige Mænd og Kvinder, der aabnede deres Hjem for os og gav os et Par indholdsrige Dage i deres smukt beliggende By.

Desværre var Magnus blevet syg Aftenen før, vi naaede Vancouver. Den Læge, der blev tilkaldt ved Ankomsten, konstaterede et lettere Tilfælde af Gigtfeber. Magnus maatte derfor bringes paa Hospitalet, hvor han skulde blive foreløbig, mens vi andre begav os paa Rejse gennem Amerika. Han kom til at ligge der det meste af en Maaned, men naaede alligevel at støde til os i New York sidst i November, saa vi kunde følges hjem til Danmark.

Den første Aften blev der fejret en lille Velkomstfest for os i den danske Forening i Vancouver. Festen blev holdt i det svenske Forsamlingshus, der var nydeligt pyntet med nordiske Flag. Konsul Jessen og Lærer Christensen holdt smukke Taler for os, og Niels Bukh fortalte muntert om Gymnastikhøjskolens Tilblivelse og om vor Rejse. Et spøgefuldt Medlem af Foreningen havde i Anledning af denne Fest skrevet en lang Vise om en Emigrants Genvordigheder, saa vi kunde faa et tydeligt Indtryk af, hvor stor Forskel der var paa den Modtagelse, der blev os til Del, hvor vi kom frem, og de Vanskeligheder en Udvandrer maatte overvinde for at kunne slaa sig igennem.

Paa Bilture med vore Værter fik vi Lejlighed til at se Byen og dens smukke Omegn. Vi besøgte den berømte Naturpark, der bærer Stanleys Navn, og vi havde en herlig Tur ud til White Cliff Nord for Vancouver. Det var en vidunderlig smuk Tur langs den bjergfulde Stillehavskyst. Vejen var fin; ofte var den hugget ind i Klippen. Snart gik det stejlt opad og snart igen brat ned. Havet laa blankt dybt under os, fuldt af Smaaøer og Klipper.

Det var den allerfagreste Tid paa Aaret. Træer og Buske var iklædt Efteraarets skønneste Farver, der vekslede fra bleggrønt til blommegult og vinrødt.

Mens vi i Skumringen stod paa en gyngende Hængebro og stirrede ned paa den grønlige Flod, der brusede af Sted omtrent 100 m under vore Fødder, fortalte man os, at Skovene der omkring var vrimlende fulde af Bjørne og andre Vilddyr, og at Resterne af nogle forhutlede Indianerstammer der levede deres elendige Liv under Regeringens Beskyttelse. Talrige mærkeligt udskaarne Totempæle, der fremstiller Skovens vilde Dyr saa vel som Havets Fisk og Himlens Fugle, fortæller endnu paa deres gaadefulde Sprog de gamle Legender om de forskellige Indianerstammers Liv og Levned.

Vi skulde have Opvisning paa det store Universitet for Britisk Colombia. Om Formiddagen før Opvisningen trænede vi i Universitetets Idrætshal. Havde Stillehavsrejsen end skaffet os en velkommen Hvile efter den sidste Tid i Japan, der havde været ret anstrengende, saa havde den ogsaa gjort det formaalstjenligt, at vore øvelser fik en lille Afpudsning, inden vi skulde begynde de mange Opvisninger i Amerika.

Efter Træningen maatte vi give Møde i Universitetets Teatersal, hvor Studenterne bød os velkommen paa Amerikansk med Fløjtekor, Hylekoncert og „God save the king!" med Orkesterledsagelse.

Opvisningen fandt Sted om Aftenen. Det var øsende Regn. Idrætshallen kunde rumme ca. 1700 Tilskuere, og den var fyldt til sidste Plads til Trods for, at Universitetet ligger paa en Halvø langt udenfor Byen. Opvisningen blev meget vellykket i enhver Henseende.

Morgenen efter rejste vi fra Vancouver. De 30 Timer, der forløb, inden vi naaede Calgary, blev uforglemmelige. De gav os uden Sammenligning de mest storslaaede Rejseindtryk, vi modtog paa hele Turen.

Vi kørte først langs Fraserflodens Canon. Dybt under os fossede Vandet mellem lodrette Klippevægge. Vi kom forbi Smaasøer omkranset af de herligste Træer saa gule som Æggeblommer.

Senere kom vi op til Egne i Rocky Mountains, hvor den første Sne nylig var faldet. Det blev Nat; men i vore Køjer kunde vi ligge med Næsen presset mod Ruden og stirre ud paa de stolte, hvidpudrede Graner, der straa lede i det klare Maanelys. Af og til naaede Lyden fra plaskende Vandfald vore Øren gennem Togets Buldren, der ellers var den eneste Lyd, der afbrød Nattens dybe Stilhed.

Næste Morgen var Landet dækket af tætte Frosttaager; men de maatte snart vige for Solens varmende Straaler, der aabenbarede nogle af de skønneste Bjergformationer, der findes i Verden. De canadiske Klippebjerge min der meget om de smukkeste Dele af Alperne; men de har et mere vildt og storslaaet Præg.

Vi kunde ikke være kommet igennem Rocky Mountains paa nogen heldigere Dag. Det var glitrende Sol, og Luften var frisk og klar. De forrevne Tinder og Bjergrygge tegnede sig skarpt mod den blaa Himmel.

Jernbaneselskabet havde stillet en hel Vogn til vor Raadighed, og tilmed havde vi Adgang til I Klasses Udsigtsplatform bag paa Toget. Derfra kunde vi rigtig iagttage og fotografere de smukke Bjerglandskaber. Vi kom igennem den store Naturpark ved Banf, hvor de fleste af Canadas vilde Dyrearter lever i fredet Tilstand. Her saa vi de statelige Bisonokser, der i tidligere Tid levede i store Flokke paa Præriernes vidtstrakte Græsgange, og vi saa store, brune Hjorte med pragtfulde Takker.

Efter nogen Tids Kørsel naaede vi ned paa Prærien, som dog ogsaa ligger i en ret anselig Højde over Havet, og snart var Rocky Mountains for os kun en takket Kam, der løftede sig bag os over Præriens vestlige Rand.

I Calgary findes Canadas største danske Koloni. Blandt Byens 80.000 Indbyggere er der ikke mindre end 4000 danske Borgere.

Det danske Folkesamfund gav os en festlig Modtagelse paa Ankomst­dagens Aften. Pastor Rasmussen bød os velkommen ud fra et Digterord af L. C. Nielsen:

En Urdrift det er i vort ødanske Blod, en Arv fra de sagndunkle Dage, at gaa over Havet med Længslernes Mod og vende med Længsel tilbage, at hente Hæder paa fremmed Kyst, mens Hjemve bæver i det stærke Bryst.

Sjældent har en Tale vundet en saadan Genklang i vore Sind, som Pastor Rasmussens. Jeg tænker, det kom af, at han formaaede at slaa paa de Strenge, der var kommet til at tone stærkere og stærkere i os, efterhaanden som vi var kommet frem gennem Jordens forskellige Egne. Det er de Strenge, der tolker Glæden over at være danske og Kærligheden til vore Hjem og vore Slægtninge.

I Calgary gav vi to Opvisninger i et militært Eksercerhus. Om Efter­middagen fyldtes den mægtige Sal af en 4-5000 Skolebørn og Studenter og om Aftenen af omtrent lige saa mange andre Tilskuere.

Den første Opvisning overbeviste os om, at den canadiske Skoleungdom nogenlunde kan slaas i Hartkorn med den laveste russiske Arbejderpøbel, hvad Evnen og Lysten til at anstille Hylekor og Pibekoncert angaar.

Vort Omklædningsrum var lige over Hovedindgangen til Kasernen. Fra Vinduerne kunde vi før Opvisningen se ud over et Hav af masende og hujende Skolebørn. Jeg har aldrig hørt Mage til Spektakel som det, de kunde stille op, fordi de ikke alle kunde komme ind straks.

Da de endelig var blevet anbragt inde i Salen, var de terrasseformigt ordnede Siddepladser og den høje Balkon fyldt til overvældende Trængsel. Vi marcherede ind med en Følelse, som om det var et Rovdyrbur, vi blev sluppet ind i. Vi forsøgte at synge; men det var der ingen, der fik mindste Glæde af; for vi blev fuldkommen overdøvet af skingrende Barnehyl.

Et lille Regiment Soldater bevæbnet med Ridepiske forsøgte at holde Orden paa den støjende Tilskuerhob; men de kunde lige saa godt have meldt blankt Pas; for de formaaede intet. – Gymnastikken blev gennemført; men Folkedansene strøg vi.

Vore Værter forsøgte bagefter at gøre os begribeligt, at det udelukkende var Begejstringshyl, der havde trængt sig frem over de mange ungdommelige Læber. Hvis den Slags Udtryk for Henrykkelse skulde vinde fast og anerkendt Indpas blandt danske Skolebørn, tror jeg imidlertid, at jeg inden længe vilde foretrække at forlade Lærerstanden og søge mig en anden Livsstilling.

Jeg antager, at en medvirkende Aarsag til Spektaklerne var, at Arrange­mentet var af en saadan Art, at en stor Del af Børnene næppe kunde se ret meget af, hvad der foregik paa Gulvet. Dette var af Cement, hvilket naturligvis ikke byder de bedste Vilkaar for gode Præstationer i Spring.

Aftenens Opvisning var den kontrære Modsætning til Eftermiddagens. Den blev en af de bedste, vi havde paa Turen gennem Amerika, med den rette Vekselvirkning mellem Publikum og Gymnaster. Nu var der ogsaa blevet fremskaffet udmærkede Løbebrædder, saa Springene kunde blive gode.

Fra Calgary havde vi en meget interessant Udflugt, først til en stor Rævefarm, dernæst til Turner Valley, Canadas største Oliedistrikt, og sidst til et vidtstrakt Indianerreservatorium.

I Rævefarmen var der en Mængde sorte Ræve og Sølvræve, alle nydelige Dyr med blanke, skinnende Pelse. Rævene bliver taget af Dage paa brutal Maade. Man træder dem paa Hjertekulen, indtil de dør. Derved und gaar man at beskadige det kostbare Pelsværk. Jeg har ladet mig fortælle, at Søløver af samme Grund flaas levende under Vandet, da Skindet derved bevarer sit naturlige Udseende. – Noget maa der jo gøres for at tilfredsstille Damernes Forfængelighed.

I Turner Valley knejser det ene Boretaarn ved Siden af det andet og mægtige, larmende Gasflammer slaar himmelhøjt i Vejret. Vi besøgte det nordligste Strøg af det store Oliedistrikt. Black Diamond hedder denne Del af Dalen.

Olien hentes op fra en Dybde af omtrent 2 km. Det flydende Guld kommer op under et Pres paa ca. 50 kg pr. em'. En af de Oliebrønde, vi saa, gav 4000 1 i Timen, og den hørte endda ikke til de største.

Mange Millioner Kubikmeter Naturgas gaar daglig til Spilde i Turner Valley til Trods for, at hele Omegnen først bliver forsynet med alt, hvad den kan forbruge til Centralvarme, Husholdning og andre Ting.

Gassen strømmer op gennem svære Jernrør, der stadig er dækket af et tykt Lag Rim. Ved Mundingen antændes den, saa der dannes mægtige Gas­blus. I mørke Nætter skal Flammeskæret kunne ses helt fra Calgary, der ligger omtrent 80 km derfra.

Hjemturen til Calgary gennem Indianerreservatoriet var ganske spændende. Der var hverken Vej eller Sti, saa vi kørte lige over Prærien. Indianerne bor nu i smaa Træhuse, som Staten har ladet bygge til dem. Tit har de taget Vinduer og Døre ud, fordi de ikke bryder sig om at leve ganske som de hvide Mennesker, der har taget deres ældgamle Jagtdistrikter fra dem og henvist dem til indhegnede Strækninger hist og her i Landet, hvor de tilmed lever under stadigt Opsyn.

Indianerne gaar til daglig klædt i ganske almindeligt, tarveligt Tøj; men deres Festdragt har de liggende, og ved særlige Lejligheder klæder de sig paa i al deres Pragt for at mindes svundne Tiders frie Liv.

Efter denne interessante Udflugt spiste vi Frokost hos Lars Willumsen, en af Niels Bukhs gamle Elever, der nu bor i Calgary, og bagefter saa vi Verdens største Lokomotiv, som Canadian Pacific lige havde ladet bygge til Ruten gennem Rocky Mountains.

Fra Calgary gik Rejsen Nord paa til Edmonton. De derværende Arrangører havde tilsyneladende haft meget høje Tanker om den Tiltrækning, Niels Bukhs Navn kunde have paa Canadierne. De havde nemlig regnet med, at de uden mindste Reklame kunde fylde en mægtig Hal med 8000 Siddepladser to Gange, skønt den ligger en Mils Vej fra Byen.

Der var kun nogle faa Hundrede Mennesker til Stede hver Gang; men disse faa Tilskueres Klapsalver var til Gengæld saa kraftige, at man skulde tro, at de tomme Klapsæder havde hjulpet dem at give deres Bifald til Kende.

Til Saskatoon ankom vi Søndag den l. November ved Middagstid. Ligesom i England overholdes Søndagen i Canada som en absolut Hviledag. Idrætsopvisninger maa ikke finde Sted paa Søn- og Helligdage. Paa den Konto fik vi enkelte kærkomne Fridage, saaledes en i Saskatoon.

Er Navnet kedeligt, da er Byen det ikke mindre. Alligevel var vi den næste Dag paa Tur for at se Stadens Seværdigheder.

Om Aftenen havde vi Opvisning i en stor Udstillingshal for en 2-3000 Mennesker. Der saa nærmest ud som paa en Markedsplads, pyntet som der var med Papirsfrynser og brogede Baand. Ved Indmarchen slap en stor, brun Hund med ind i Hallen. Den blev ved at løbe rundt om os, idet den logrede indsmigrende med Halen og bjæffede lystigt. Selvfølgelig vakte den vild Jubel.

I mangt og meget mindede denne Aften om en Opvisning, jeg i 1927 var med til i Stendal i Nærheden af Berlin. Der viste vi vore øvelser i en stor Markedshal. Kreaturerne var i Dagens Anledning sat udenfor Portene; men vi hørte alligevel tydeligt deres Brøl ind imellem Bukhs Kommandoord. Gulvet var dækket af et alentykt Lag Savsmuld blandet med Salt. Vi borede os næsten ned i det som Muldvarpe, efterhaanden som øvelserne skred frem, og morede os med at dænge hinanden til med Snavs, naar Lejlighed bød sig. Som Afslutning paa den stilfulde Opvisning blev der overrakt hver af os en stor Buket friske, røde Roser, sammenbundet med dannebrogsfarvede Baand.

I Saskatoon fik vi ingen Blomster; men Begejstringen for vor Gymnastik var stor. Formanden for Canadas Dyrskueforening vilde absolut have engageret Niels Bukh til i Sommeren 1932 at rejse rundt og holde Opvisninger ved en Række Dyrskuer i Canada, da de altid plejede at have Atlet. optræden ved disse Lejligheder. Niels Bukh mente dog, at han kunde lade sin Arbejdskraft tjene bedre Formaal.

I Regina boede vi paa K. F. U. M. og K., og vi havde Opvisning i et militært Eksercerhus, ligesom vi havde haft det i Calgary.

Om Eftermiddagen var jeg henne paa den tekniske Skole at holde Fore­drag for Eleverne om primitiv Gymnastik og om vor Jordomrejse. Det blev holdt i den store, smukke Festsal, og det gik meget højtideligt til. Som Ind ledning blev Canadiernes Nationalsang „0, Canada!" sunget og som Afslutning „God save the king!".

De havde megen Interesse for Forholdene i Rusland; men det var forøvrigt ikke noget nyt; thi overalt, hvor vi kom i Canada og De Forenede Stater, blev vi spurgt nøje ud om Tilstanden i Sovjetunionen.

Da Niels Bukh i Efteraaret 1927 var paa Rejse i England, var Opvisningen i Birmingham en af de mest vellykkede. Den blev holdt i „City Hall", og den var helt igennem tilrettelagt ganske usædvanlig godt. Den Gang var Mr. Jarmann Gymnastikinspektør i Birmingham, og det var ham, der havde staaet for Arrangementet af Niels Bukhs Opvisning der i Byen. Vi vidste, at Mr. Jarmann senere var blevet forflyttet til Winnipeg og nu var Gymnastikinspektør for Staten Manitoba. Han var vor Indbyder for Byen Winnipeg. Vi var derfor paa Forhaand klar over, at alt vilde blive ordnet saa godt, som det overhovedet var muligt.

Vi blev ikke skuffet i vore Forventninger. Opvisningen blev ualmindelig vellykket i alle Maader. Salen var stor. 6000 Tilskuere kunde den rumme, og alle Pladser var besat, da vi marcherede ind. Et stort Orkester, høje, flotte Soldater i røde Uniformer, spillede „Kong Christian".

Tilskuerne lagde en Forstaaelse for Dagen, der var ganske enestaaende. Alt tydede paa, at de var klar over, at vi ikke først og fremmest var en Flok Badutspringere, men et Hold Gymnaster, der var rejst ud i Verden for at vise, hvordan Niels Bukh mener, at Legemsøvelser bør dyrkes for at føre deres Udøvere hurtigt og sikkert frem mod Maalet for Legemskultur, som Niels Bukh i sin Bog udtrykker saaledes: „En rank og smuk Ungdom med Evner og Kræfter til Raadighed og med Vilje og Energi til at beher­ske og bruge disse i det godes Tjeneste."

Tilskuerne klappede ikke alene af Springene; men hver Gang vi viste en eller anden Øvelse, der krævede særlig meget i Retning af nøje Sam­arbejde, Styrke eller Smidighed, gav de deres Bifald tydeligt til Kende.

„Winnipeg Tribune" bragte Dagen efter vor Opvisning følgende saglige Omtale deraf:

„Under Ledelse af Niels Bukh, Skaberen af det danske Gymnastik­system, gav 24 unge danske Mænd og Kvinder Onsdag Aften i Amfiteateret en Opvisning i fysisk Kultur. Gymnasternes Præstationer blev hilst med gentagne og vedholdende Klapsalver fra et stort, tæt pakket Auditorium, der bogstavelig talt optog hver eneste Plads i Bygningen.

Opvisningen blev holdt under Protektion af „The National Council of Education", og der blev vist de samme øvelser, som det danske Hold har fremført i Japan efter Indbydelse fra den japanske Regering.

Under Øvelserne viste de unge Mænd og de unge Kvinder, hvor yndefuldt de forstod at beherske deres Legemer og kontrollere deres Styrke. Publikum fik Indtryk af de unge Menneskers fysiske Umiddelbarhed og deres fuldkomne Rytmesans, som kun af og til blev støttet ved Tonerne af en gammel, dansk Folkevise.

Hvor alsidig og fuldkommen en Udvikling af Legemet, der opnaas ved at dyrke Bukhs System, blev vist ved de primitive eller fundamentale Øvel­ser. Det var en naturlig og let Overgang fra den ene Bevægelse til den anden, idet hele Øvelsesrækken blev udført ud i et med fuldkommen Muskelkontrol og tilsyneladende med største Lethed.

Det var en overbevisende Demonstration af, hvordan et System for fysisk Opdragelse bør være opbygget, for at det kan være til Gavn, ikke alene for den enkelte, men for et Folk som Helhed.

Danske Folkedanse afsluttede Opvisningen. De blev elegant udført, og de unge var iført Nationaldragter, holdt i smukke Farver. Bevægelserne var yndefulde og friske, og Dansene vakte spontant Bifald.

Den lokale Tilrettelæggelse af Opvisningen var overdraget Robert Jarmann, Gymnastikinspektør ved de offentlige Skoler.

Under Opvisningen musicerede lejlighedsvis Prinsesse Patricia's Orkester under Ledelse af Kaptajn T. W. James."

I Winnipeg havde vi ret god Tid. Vi fik set den smukke By og var til et Par Fester. Den ene Gang var det den danske Forening, der indbød os. De Velkomsttaler, der blev holdt for os, var hjertelige nok; men jeg begriber ikke, i hvilken Anledning de skulde holdes paa Engelsk, saadan som de fleste blev. Vore Værter var jo dog danske lige saa vel som vi.

En Dag var vi inviteret til Frokost af „The National Council of Education", et Raad, der omspænder hele det britiske Emperium.

Major Ney, der indtager en fremskudt Plads i dette Raad, var blevet meget interesseret i Niels Bukhs Gymnastik. Han udtalte sit Haab om, at han snart vilde blive i Stand til paa Raadets Vegne at sende Niels Bukh en Indbydelse til at foretage en Gymnastikfærd til Australien, New Zealand og Sydafrika, og han haabede, at Niels Bukh vilde tage venligt imod denne Indbydelse.

Bukh forhandler stadig med Major Ney og de øvrige Medlemmer af „The National Council øf Education" om denne Rejse, og Resultatet bliver sikkert, at Niels Bukh en skønne Dag inden mange Aar begiver sig paa Rejse til den sydlige Halvkugle med et Hold dansk Ungdom. 

Vor Rejserute gennem Amerika var lagt saaledes, at vi kom til at besøge Canada to Gange og De Forenede Stater to Gange. Vi kom derfor til at passere Grænsen ret jævnligt; men vi havde aldrig mindste Told besvær. Jeg tror ikke, der er ret mange, der er sluppet saa let over Grænsen til U. S. A., som vi gjorde.

Fra Winnipeg gik Turen for første Gang ned i De Forenede Stater. Vi rejste med Nattog, saa vi kom sovende ind i Staten Minnesota. Toldvæsenet mærkede vi intet til; vore Kufferter blev ikke engang aabnet.

De første Byer, vi besøgte, var St. Paul og Minneapolis, der næsten er sammenbygget. Vi havde en Opvisning i hver af disse Byer og var begge Steder indkvarteret hos Danske.

I St. Paul boede jeg hos Ude P. Udesen. Han var utrættelig til at køre rundt med mig i Byen og dens Omegn. Vi var paa Tur i Como Parken, saa en Underafdeling af Fords Fabrikker, spadserede paa Promenaderne langs Mississippi og kørte over Verdens længste Betonbro, der fører over Minnesotafloden.

Meta og Margit, der boede i Nærheden, var med paa flere af disse Ture. Sammen med dem var vi ude paa Flyvepladsen ved Minneapolis. Jeg havde aldrig været oppe at flyve, Margit heller ikke og Meta kun en enkelt Gang. Her kunde vi f aa en billig Rundflyvning over St. Paul og Minneapolis. Taksten havde tidligere været 1 Cent pr. Pund; men denne Skala havde man forladt, da mange Damer holdt sig tilbage, fordi de ikke brød sig om at komme paa en offentlig Vægtskaal først. Om Meta og Margit af den Grund vilde have foretrukket at blive ved Jorden, kan jeg ikke udtale mig om. Taksten var nu ændret til 2 Dollars pro persona.

Vi kunde ikke staa for Fristelsen, selvom ingen af os var særlig spækket med Dollarsedler. Vi kom jo ikke langt med danske Penge i Amerika paa Grund af Kronens lave Kurs.

Paa Vingerne kom vi dog alligevel. Der var Maskiner nok at vælge imellem. Vi kunde faa dem aabne eller lukkede efter Behag. Vi foretrak en lukket, saa vi kunde komme op paa een Gang alle tre.

Vi krøb ind i Kabinen paa „Black Hawk". Da Motoren var blevet varm, tog Maskinen Tilløb, og et Øjeblik efter følte vi Jorden svinde bort under os. Ligestraks var Margit ikke rigtig glad ved Situationen. Hun var aaben bart ængstelig for, at det skulde gaa galt enten paa den ene eller den anden Maade.

„Black Hawk" gik dog mere støt og roligt end nogen Automobil. Vi var ret højt oppe. Naar vi kikkede ned paa Jorden, saa det ud, som om Maskinen næsten stod stille i Luften. Vi saa St. Paul og Minneapolis under os som tegnet paa et stort Bykort. Alle Gader og Veje skar hinanden under rette Vinkler, og imellem de to Byer saa vi Mississippifloden bugte sig som et smalt, lyst Baand.

Sammen med vore Værter var vi Dagen efter paa Udflugt pr. Bil til Taylors Falls, der ligger ca. 100 km fra St. Paul. Det var en smuk Tur. Landskabet mindede med sin bakkede Natur en hel Del om Danmark. TayIors Falls ligger ved St. Croix-Floden, der her har skaaret sig igennem et Stykke ejendommeligt Klippeland. I Stengrunden i Nærheden af Floden er der mange Steder dybe, lodrette Huller, gnavet af Rullesten. „Mammoth Pot Holes" kaldes disse Fordybninger, der ellers er ret sjældne. Den største er 20 m dyb og 5 m i Tværmaal paa det bredeste Sted.

Det var de Danske, der ordnede vore Opvisninger i St. Paul og Minneapolis, og de fleste af Tilskuerne var Danske. Ved en Fest i den danske Forening i Minneapolis blev Mortensgaasen sat til Livs, og vi havde tillige af en eller anden uforklarlig Grund Lejlighed til at erfare, at en fanatisk amerikansk Republikaner kan være akkurat lige saa modbydelig at høre paa som de mest rødglødende russiske Kommunister. At denne Agitationstale virkede saa utiltalende paa os, skyldtes vist for en stor Del, at vi i dette Tilfælde forstod de fleste af de Floskler, der blev tordnet ud under de voldsomste Gestikulationer.

Der er vel faa Byer i Verden, der har saa daarligt Ry paa sig som Chicago. Om denne kæmpemæssige By er værre eller bedre end sit Rygte, skal jeg ikke kunne afgøre; men jeg kan dog oplyse., at Aviserne meldte om ikke mindre end tre Mord i Løbet af de 60 Timer, vi tilbragte der i Byen.

Det var Aften, da vort Tog rullede ind gennem de mange forfærdelige Forstæder, der hører til Chicago. Fra Kupeernes Vinduer kunde vi i den mørke Aften se høje Skyskrabere, der saa helt trolddomsagtige ud i Skæret fra de mægtige Lysreklamer. Snart var vi midt inde i Verdensbyen. Som sædvanlig var der en Del Danske paa Stationen for at tage imod os. Her som andre Steder traf flere af os bekendte. Der er særlig mange Danske i Chicago, lige saa mange, som der er Indbyggere i Randers, siges der.

Vi var indbudt af den dansk-amerikanske Idrætsforening. I en stor Omnibil kørte vi til Klubhuset. Paa Vejen lagde vi flere Gange Mærke til store Plakater, der var opslaaet over Forretninger eller lignende Steder. Indskriften var alle Vegne den samme: „Velkommen til Chicago, Bukhs Gymnaster!" Nedenunder stod Navnet paa den Dansker, der havde sat den op over sin Butik eller sit Kontor.

I Klubhuset ventede der os et rigtig dansk Smørrebrødsbord og tillige en stor Pakke Breve fra Danmark. I Japan havde der været en lang Periode, hvor vi ingen Breve fik; hvorfor kunde vi naturligvis ikke begribe. Nu kom Forklaringen. Blandt de Breve, vi fik i Chicago, var der en Mængde, der var kommet retur fra Japan, saa vi fik nu Breve, der var afsendt før­ste Gang fra Danmark faa Dage efter, at vi var rejst hjemmefra.

Efter at have spist blev vi indkvarteret i danske Hjem. Jeg kom til at bo hos Ejeren af den danske Cafe.

Næste Dag havde vi fælles Udflugt i Byen i Biler, der var stillet til Raadighed af de Danske. Det første, vi saa, var en kæmpemæssig Blomsterudstilling. Udenfor var det Regn og Taage; men inde i de store glas dækkede Haller var der dejligt, næsten tropisk. Gartnernes Foraarsudstilling i Forum i København kan være pragtfuld; men jeg har dog aldrig set en saadan Rigdom af smukke Blomsterplanter, som vi saa i Chicago.

At Chicago har Verdens største Svineslagterier, vidste de fleste af os fra vor Skoletid. Dengang vi lærte dette, havde vi vel næppe tænkt os, at vi senere skulde faa disse Virksomheder at se, og havde vel heller ikke næret ønske derom.

Nu førte vore Værter os derud. Der er i alt 22 store Slagterier, der tilsammen udgør en hel Bydel. Vi saa et af de største, Swift & Co.

Lige saa yndigt som der var paa Blomsterudstillingen, lige saa mod­bydeligt var der paa Slagteriet. Fra en høj, overdækket Bro saa vi først ud over de mange Folde, hvor der var Plads til ikke mindre end 300.000 Dyr. Vi blev derefter ført gennem store Dele af Slagteriet. Det var et hæsligt Myrderi, der blev foretaget af de blodsmurte Arbejdere. 700 Svin, 400 Faar samt 100 Stykker Kvæg kan de gøre det af med paa en Time. Kreaturerne dræber de endnu paa udsøgt barbarisk Vis, nemlig ved at lade en Neger knalde dem i Hovedet med en Hammer, sommetider en 5-6 Gange, inden de arme Dyr faar i Sinde at styrte sammen foran Fødderne af det næste Offer. Dersom der kunde tjenes en Cent mere, hvis Dyrene blev slaaet ordent­lig ihjel, tænker jeg ikke, det skulde vare længe, før Selskabet fandt en mere human Aflivningsmaade.

Grisene og Faarene gaar selv op til øverste Etage i Slagteriet, hvor de bliver slagtet. Med deres egen Vægt som Drivkraft glider de slagtede Dyr ophængt paa Løbebaand ned forbi den lange Række Arbejdere, der hver har sin lille Del af Behandlingen at udføre. Der forløber kun 25 Minutter, fra det Øjeblik en Gris bliver stukket, til Flæsket hænger i Kølerummet.

Det var en ren Londontaage hele Dagen, saa vi fik ikke det bedste Indtryk af Chicagos mange smukke Parker, som vi kørte igennem efter at have forladt Slagteriet.         .

I en Sø i Jacksonparken saa vi en nøje Efterligning af Columbus’s Skib, Santa Maria. Det kom til Chicago til Verdensudstillingen i 1893.

I Lincolnparken findes Leif Eriksens Vikingeskib, som Nordmændene roede over til den samme Udstilling. Tillige er der en Statue af H. C. Andersen.

I 1933 skal der igen være Udstilling i Chicago. Allerede da vi var der, var der truffet mange Forberedelser dertil. Paa Udstillingspladsen, der dækker et stort Areal langs Michigansøen, er der rejst en Mængde Bygninger i futuristisk Stil. Meget tyder paa, at Udstillingspladsen i mange Ting vil komme til at minde om Kulturparken i Moskwa. Den smukkeste Bygning var efter min Mening et lavt Bjælkehus med flere Længer. Der var Græs­tørv paa Taget, og hele Gaarden var omgivet af et Plankeværk af svære Tømmerstokke. Dette Blokhus var en naturtro Kopi af Fort Dearborn, der i 1813 blev bygget som den første Bygning paa det Areal, hvor nu Chicago ligger.

Det sidste, vi saa paa denne fælles Biltur i Chicago, var et nyt Planetarium, en stor, kuppelformig Bygning, der er rejst paa en kunstig Halvø, der fører et Stykke ud i Michigansøen.

Vi blev ført ind i den store Midterhal, der kun var dæmpet oplyst. Midt paa Gulvet stod et mærkværdigt Apparat, der var sammensat af ikke mindre end 120 elektriske Motorer. Vi satte os til Rette paa Stolene, der var anbragt i Rundkredse udenom Apparatet. Mens vi sad og kikkede op paa den hvide Hvælving og ventede paa, hvad der skulde ske, blev der pludselig bælgmørkt omkring os. Et Øjeblik efter tændtes hele Stjernehimlen over os. Den var saa livagtig, at det ligefrem gav et Kip i Forsamlingen.

Det var Vaabenstilstandsdagen. I den Anledning blev der ganske kort holdt en lille Mindetale om Fredsslutningen efter Verdenskrigen og om Efterkrigstiden, hvor Situationen tilsyneladende stadig blev mørkere og mørkere hele Verden over. Mens der blev talt, tog Stjernerne langsomt af i Glans, til sidst slukkedes de helt, og vi følte den mørke Nat sænke sig over os. Taleren sluttede med at udtale Haabet om, at der snart maatte oprinde en ny Dag med Fred og Fordragelighed mellem alle Jordens Folkeslag. Samtidig begyndte Himmelhvælvingen over os at lysne svagt, blege Morgenstjerner tændtes, den gyldne Morgenrøde blev stærkere og stærkere, og lidt efter løftede Solen sig langsomt op over Horisonten. – Det var Dag.

Kort efter begyndte den egentlige Forestilling med et indledende Foredrag, som jeg ikke forstod ret meget af, da Talerens Udtale var meget lidt distinkt. Der fulgte nu en længere Fremstilling af Stjernernes Gang baade i Døgnets og i Aarets Løb. Vi saa Planeterne følge deres Baner mellem Fiksstjernerne, og vi saa Stjerneskud, Spiraltaager og Kometer. Af og til var der Gradnet over hele Hvælvingen, og lysende Pile smuttede omkring og viste, hvor højt de forskellige Stjerner stod paa Himlen. Vi saa de Koordinatsystemer, hvorved man kan betegne Stjernernes Plads paa Himmelhvælvingen, ligesom man bestemmer et Steds Beliggenhed paa Jorden ved Hjælp af Længde- og Breddegrader.

Om Aftenen efter Rundturen var vi til Banket i den dansk-amerikanske Idrætsforening. Klubbens Gymnastiklærere, Peter Madsen og Carl Sørensen, udtalte ved denne Lejlighed, at der først rigtig var kommet Gang i deres Gymnastik efter Niels Bukhs sidste Besøg i Chicago i 1923. De haabede, at vor Opvisning denne Gang vilde blive Aarsag til endnu større Tilstrømning til deres Klub.

Carl Sørensen omtalte tillige, at han syslede med Planer om i Sommeren 1932 at komme til Danmark med et Gymnastikhold bestaaende af unge Mennesker fra K. F. U. M. i Chicago, hvor han var Idrætsinstruktør. De vilde saa vise vore Landsmænd, hvordan Amerikanerne dyrker primitiv Gymnastik.

Vore Værter gav os en Hilsen med hjem til Danmark. De sang den ind i vore Øren gennem nogle velkendte Verslinier:

Hils fra os derhjemme! Hils og bring dem Bud. Bed dem aldrig glemme os, der rejste ud.

Intet har vi elsket højt som Hjemmets Navn. Sig dem det, og hils dem! Hils i København!

Da jeg var kommet hjem efter Festen, fik jeg en længere Samtale med mine Værtsfolk om Chicago. Jeg var naturligvis stærkt interesseret i at faa lidt at vide om Byens Underverden.

„Hvem er egentlig Al Capone?" spurgte jeg. Jeg vidste, at han blev regnet for Forbrydernes Konge, og vi havde set det Fængsel, bag hvis Jerngitter han nu sad vel forvaret; men stort andet vidste jeg heller ikke om ham.

Nu fik jeg at vide, at han var Italiener, og at han først var blevet bekendt som Slagsbroder og Knivstikker i. Brooklyn. En Bandefører fra Chicago havde skrevet efter ham og faaet ham optaget blandt sine Folk. Kort efter var Lederen blevet skudt. Af hvem vidste man ikke; men A1 Capone blev hans Efterfølger som Fører eller Boss. Saadan kaldes Banditternes Høvdinger; en menig Forbryder i Chicago kaldes en Gangster. Al Capone havde efterhaanden svunget sig op til at blive den ledende Mand indenfor Spritsmugleri, hvid Slavehandel og andre forbryderiske Erhverv. Kort sagt: Han var paa Kant med Loven i enhver Henseende og laa i stadig Strid med sine Konkurrenter. Samtidig var han blevet en af Staternes rigeste Mænd, der brugte Flipper til 2 Dollars Stykket og havde Sommerslot i Florida.

At Spiritusforbudet omgaas paa mange Maader, er en kendt Sag. Den danske Cafe i Chicago er en af de faa Restaurationer der i Byen, hvor der ikke finder hemmelig Udskænkning Sted.

Hjemmebrænderi drives ellers i stor Stil. Man kan købe alt, hvad man skal bruge dertil, og det er som Regel forsynet med Opskrifter paa, hvordan man ikke maa gøre, da det saa vil blive Vin, hvilket jo er en forbudt Vare.

Jeg hørte om, hvordan Folk blev skudt i deres Bilgarager eller blev udplyndret paa aaben Gade. Jeg fik at vide, at Naboens Datter nylig var blevet overfaldet en Aften, da hun var paa Vej hjem i sin Bil. En Mand var kørt tæt op paa Siden af hende og havde lidt efter lidt trængt hende ind mod Fortovskanten, saa hun havde været nødt til at standse, hvorefter han var sprunget over i Bilen til hende og var flygtet bort med hende, idet han lod sin egen Vogn blive staaende paa Gaden. Denne havde han sandsynligvis stjaalet i Forvejen, da Nummerpladen jo ellers vilde have identificeret ham.

Følgen af alle disse gruopvækkende Beretninger var naturligvis, at jeg hele Natten drømte om Baghold og Overfald i mørke Gyder under Chicagos mange Broer, om Politirazziaer i obskure Beværtninger og om Huler, hvor selv Lovens Haandhævere ikke turde komme.

Næste Dag viste min Vært mig rundt i Byen. Det var navnlig Slumkvarterer, jeg gerne vilde se. Vi tog først med Verdens længste Sporvognslinie ud ad Western Avenue og naaede efter at have taget Omstigning nogle Gange The Valley, der skal være en af de værste Bydele.

Vi gik igennem Maxwell Street, den mest berygtede Gade i Chicago. Der blev drevet megen Gadehandel. Gaden var nærmest at ligne ved et stort Jødemarked, og mange af de handlende var da ogsaa Jøder. Vi kunde næppe gaa i Fred for de paatrængende Forretningsmænd. De kom og trak os i Ærmerne eller i Frakkekraven for at faa os til at købe deres Herligheder. Vi følte os dog ikke fristet. Det var mest Udskudskram, man vilde prakke os paa, og hvis der endelig var noget godt imellem, kunde vi være sikre paa, at vi vilde gøre os selv til Hælere ved at købe noget af det.

Vi kom forbi store Oplagspladser, hvor arbejdsløse havde bygget sig usle Skure af Bølgeblik, Pap og Bræddestumper for dog at faa Tag over Hovedet.

Ad en gammel, rystende Bro gik vi over Chicagofloden og naaede snart efter ind til Byens Hjerte. Vi passerede Verdens travleste Hjørne mellem Madison Street og State Street, og vi var oppe i Tribune Tower, hvorfra der var god Udsigt over Chicago og Michigansøen.

I denne taarnlignende Bygning har det store Blad „Chicago Daily Tribune" til Huse. I nederste Etage er der i Muren indlagt en Del Sten, der er hentet fra alle Egne af Jorden. En Sten er taget fra den kinesiske Mur, en anden fra et Tempel i Tokyo, en fra Davids Taarn i Jerusalem, en fra Parthenon i Athen, en fra Wartburg o. s. v. Ogsaa Danmark er repræsenteret, nemlig ved en Sten fra Kronborg eller fra „Hamlets Castle", som der staar paa Indskriften under den.

Efter at have spist Lunch i en Restauration i Nærheden af Tribune Tower tog vi ud til Field's Museum, der ligger i Nærheden af Planetariet. Det er en stor og smuk Bygning, der rummer pragtfulde og righolde Samlinger af de mest forskelligartede Ting. Navnlig de udstoppede Dyregrupper er smukke. De er opstillet i naturlige Omgivelser bag store Glasruder. Der er smaa Udsnit fra Indiens tætte Jungler, og der er 'Partier fra Polaregnenes blaalige Ismasser.

Jeg har set flere af Verdens mest bekendte zoologiske Haver; men jeg finder dog, at et saadant Museum er langt mere værdifuldt end selv Hagenbecks berømte Dyrepark i Stellingen ved Hamburg, og ligeledes forekommer det mig at være langt mere humant. Det kan selvfølgelig være meget storartet at se Stenbukke og Bavianer hoppe omkring paa kunstige Klippepartier i Hagenbecks Dyrepark; men Idealiteten gaar fløjten, naar man bagefter opdager, at det kun er en ringe Del af Dyrene, der lever under den Slags naturlige Forhold, hvorimod Flertallet er stuvet sammen i Bure, hvoraf mange hverken er større eller bedre end Burene i et omrejsende Menageri.

Om Aftenen efter denne Tur i Byen havde vi Opvisning i Festsalen paa en stor teknisk Skole. Alle Tilskuerpladserne var som sædvanlig tæt besat. Vi havde den Glæde, at der blandt Publikum var flere amerikanske Lærere og Lærerinder, der har været paa Kursus i Ollerup. Nogle af dem var tilmed kommet rejsende langvejs fra for at se vor Gymnastik og for at hilse paa os. Mange af Tilskuerne havde overværet Niels Bukhs Opvisning i 1923 i Chicago, og det var glædeligt at høre, at de alle fandt, at Gymnastikken havde vundet i Skønhed ved de Forandringer, der var foregaaet siden da.

Der var to Ting, der gjorde særlig stærkt Indtryk paa Niels Bukh under den forrige Amerikatur. Det var Fords Fabrikker og Niagara. Derfor havde han denne Gang bedt Generalkonsulen i Montreal, om Ruten saa vidt muligt maatte blive lagt saaledes, at vi kunde faa Lejlighed til at besøge disse Seværdigheder.                  .

For at faa Tid til at se Fords Fabrikker afrejste vi fra Chicago om Aftenen kort efter Opvisningen. Næste Morgen tidlig naaede vi Detroit, hvor vi blev indkvarteret paa Detroit-Leland Hotel.

Efter at have spist Frokost kørte vi til Dearborn, hvor Henry Ford har sit Hovedkvarter. Da vi havde hilst paa Danskeren Charles Sørensen, der er Fords højre Haand, begav vi os med en Fører ud for at se en Del af de mægtige Fabriksanlæg. Vi begyndte med Kraftstationen. Det er store Dampturbiner, der driver Værket. Den største af dem er den kraftigste i Verden. Den forbruger daglig lige saa meget Vand som Byerne Detroit og Philadelfia tilsammen.

Vi saa Samlestationen, Glasværket og meget andet. Det er imponerende, saa praktisk indrettet og saa velholdt hele Fabriksanlægget er. I alle Maader forekommer dette Kæmpeforetagende mig at være en ideel Virksomhed.

Da vi havde set saa mange Afdelinger af de store Værksteder, som Tiden tillod, blev vi indbudt til Lunch i en af Automobilkongens Restaura­tioner.

Jeg vilde naturligvis gerne vaske Hænder, inden vi skulde spise. Jeg kom ind i et stort Vaskerum med de nydeligste Kummer; men det var mig komplet umuligt at finde ud af, hvordan man skulde faa Vand i dem. Jeg stod forgæves og famlede for at faa Hanerne til at give Vand. Jeg havde allerede næsten opgivet det, da der kom en mere huskendt Herre ind. Nu gjaldt det om at lure ham Kunsten af. Han traadte rask hen til en af Vaskekummerne; men jeg vilde næppe tro mine egne øjne, da Vandet øjeblikkelig gav sig til at sprøjte ud af Hanen, uden at han havde rørt saa meget som en Finger for at faa det til det. Snart opdagede jeg imidlertid, at jeg blot skulde træde paa en Knap i Gulvet for at faa Vand i Kummen.

Da Henry Ford havde udtalt Ønske om at komme til at hilse paa Niels Bukh og de danske Gymnaster og tillige meget gerne vilde se nogle af vore nationale Danse, blev vi anmodet om at komme igen samme Eftermiddag et Kvarter før tre. Vi fik derfor travlt med at komme hjem og klæde os om. Præcis eet Minut før den fastsatte Tid mødte vi i Fords private Dansesal iført vor stiveste Folkedansepuds. Henry Ford, der ellers har Ord for at være en meget præcis Mand, lod imidlertid vente paa sig. Der blev fortalt os, at han ved Middagstid var kørt ud sammen med Charles Sørensen for at prøve en ny Vogntype; men der var ingen, der vidste, hvorfor han ikke var kommet hjem til den aftalte Tid.

Mens vi ventede, blev der for at underholde os foretaget Danseundervisning med nogle Børn fra en af Fords Skoler. Ford skal være meget inter­esseret i gamle Danse, og der bliver derfor lagt stor Vægt paa denne Side af Undervisningen ved hans Skoler. Jeg vil ikke paastaa, at Elevernes Bevægelser var yndefulde. Derimod gjorde disse Børn Indtryk af at være særdeles velopdragne, hvilket efter vor Opfattelse ikke er almindeligt for amerikanske Børn.

Ford kom stadig ikke. Vi var trætte og begyndte efterhaanden at blive ærgerlige. Da vi havde ventet forgæves i godt og vel to Timer, blev vi enige om at trække os tilbage i god Ro og Orden.

Fords store Flyveplads laa lige i Nærheden, og da nogle af os ved gentagne Gange at spørge yderst interesseret til den Del af Fords Virksomhed, der har med Lufttrafik at gøre, havde faaet vore Ledsagere fra Fabrikken gjort begribeligt, at vi godt kunde tænke os at faa en Flyvetur, for at Eftermiddagen ikke skulde være fuldkommen spildt, blev vi indbudt til at tage en Tur i en af de store 3-Motors Fokkermaskiner. Der var Plads til 13, saa vi kunde være der i to Gange. Det var lige ved Solnedgangstid, og det blev en herlig Tur, der blæste al Ventetidens Surhed bort. Fra Luften kunde vi først rigtig se, hvor kæmpemæssig en Virksomhed, Fords Fabrikker egentlig er.

Vi har aldrig senere faaet opklaret, hvorfor Henry Ford ikke kom. En Undskyldningsskrivelse fra ham ventede vi forgæves paa. Jeg har senere ladet mig fortælle, at han slet ikke var ude at køre, som der var blevet sagt, men havde været paa sit Kontor paa Fabrikken paa det Tidspunkt, han havde sat os Stævne. Det skulde efter Sigende være hans Privatdetektiver, der havde forbudt ham at gaa ind til os. Jeg kan dog daarligt tænke mig, at vi har set saa frygtindgydende ud, at en saadan Sikkerhedsforanstaltning skulde være nødvendig.

Efter Flyveturen naaede vi lige at køre hjem til Hotellet og spise til Aften, inden vi skulde klæde os om og af Sted til Opvisning i den militære Gymnastiksal. 

De to vigtigste Jernbaneselskaber i Canada er „Canadian Pacific Railways" og „Canadian National Railways". Vi rejste som Regel med det førstnævnte, kun enkelte Gange med det sidste.

Om Morgenen den 14. November skulde vi rejse fra Detroit til en mindre By, London, der ligger i Canada tæt ved Grænsen til Staterne. Paa denne Strækning spillede det ingen Rolle, om vi rejste med det ene eller det andet Selskab. En lille Misforstaaelse foraarsagede, at begge Tog kom til at vente paa os i ca. 20 Minutter. Niels Bukh var sammen med den danske Konsul kørt til den ene Station, vi andre til den anden. Som Følge deraf kunde Niels Bukh ikke begribe, hvor vi blev af, ligesom vi ikke kunde forstaa, hvorfor han ikke kom. Havde Jernbaneselskaberne ikke været saa elskværdige at lade Togene vente, til Sagen blev opklaret, vilde vi have været nødt til at leje et Par af Fords Flyvemaskiner for at naa London i rette Tid. Der skulde vi nemlig have Opvisning samme Dag Kl. 2.

Straks efter denne Opvisning kørte vi videre til en stor Landbrugsskole i Guelph, hvor vi viste Gymnastik om Aftenen.

Den næste Dag havde vi længe imødeset med store Forventninger. Vi skulde have Udflugt til Niagara. Vi kørte fra Guelph om Morgenen i en star Omnibil og naaede henimod Middag det vældige Vandfald. Desværre var Vejret ikke gunstigt. Det øsregnede.

I Haab om, at det snart vilde klare op, gik vi først ind paa en Restauration og spiste til Middag. Da vi var færdige, havde Vejret virkelig lysnet en Del, og vi begav os saa ud for at se paa den storslaaede Natur.

Niagara er Verdens vandrigeste Vandfald; det er delt i to Dele, Hesteskofaldet og det amerikanske Fald. Det første er langt det bredeste. Niagara ligger paa Grænsen mellem Canada og U. S. A. Fra den canadiske Side, hvor vi var, har man det bedste Overblik over Faldene. Vi var tæt henne ved Hesteskofaldet. Rosendahl paastod, at han kunde træde Vande op ad det, og Esther mente, at hun kunde bestige det pr. Vandcykel. Alligevel maa jeg indrømme, at det var et imponerende Syn at se de kolossale Vandmasser styrte ud over den 50 m høje Stenkant.

Der er udhugget en Tunnel et Stykke ind under Hesteskofaldet. En Del af os var dernede. Det kostede en Dollar pr. Hoved; men da vi var flere sammen, fik vi Prisen reduceret til 75 Cent. Da vi havde faaet Billetter, blev vi vist ind i et Omklædningsrum, hvor vi blev udstyret med vældige Gummistøvler og store, sorte Oliekapper med Hætte. Til sidst var kun Næsetip, øjne og Mund synlige. Saa kørte vi med Elevator ned i Dybet og gik ind i Tunnelen. Hist og her var der sprængt store Aabninger i Ydervæggen, saa vi kunde se Vandet styrte ned udenfor.

Da vi senere paa Dagen stod overfor den mindre Del af Niagara, det amerikanske Fald, og hørte det larme og plaske, bemærkede Musse meget træffende: „Det er ligegodt det mest brusende Bifald, vi endnu har været ude for!"

Vi købte forskellige smaa Erindringer i en af de mange Smaaforretninger, der handlede med den Slags Ting. De fleste købte et eller andet Indianerbillede malet paa lysebrunt Skind; men der var ogsaa en, der tog en Kam med hjem til Minde om Niagara, fordi han mente, at han derved kunde faa et smukt Fald i sit Haar.

Det blev næsten mørkt, inden vi forlod Niagara, og først sent paa Aftenen naaede vi ind til Hamilton, hvor vi skulde overnatte og have to Opvisninger den følgende Dag.

Om Formiddagen kom en ældre Dame og fortalte, at hun havde Biler parat til at køre os en Tur udenfor Byen op til Toppen af et lille Bjerg, hvorfra der skulde være en særlig smuk Udsigt.

Det var naturligvis meget elskværdigt af hende, og man skulde tro, at vi var blevet henrykte derover; men det blev vi slet ikke. Tværtimod lod vi hende saa skaansomt som muligt forstaa, at vi helst vilde blive hjemme og tilbringe Formiddagen i Ro. Nogle vilde maaske mene, at det var meget uhøfligt af os, og det var det maaske ogsaa; men den sidste Tid havde været saa forjaget, at vi var ved at blive trætte. Det var jo nu ved at lakke mod Slutningen af vor lange Rejse, og vi var efterhaanden blevet saa mætte af Indtryk, at selv et saa amerikansk Udtryk som „the biggest one in the world" daarligt nok kunde faa os til at dreje Hovedet for at se den paagældende Giraf. Tillige var der saa mange Smaating, vi skulde have ordnet nu, da vi havde en ledig Stund. Ankjær og Ludvig skulde klippes, Herdis, Meta og mange andre skulde skrive Breve, Lisbeth skulde vaske Strømper, og Holger og jeg skulde have vore Sko forsaalet og pudset. – Derfor blev vi hjemme og lod Damen køre med sine Biler.

Om Eftermiddagen havde vi Opvisning for Eleverne paa et stort College. Det var et interessant Publikum. De mange Studenter og Studiner var med et mildt Udtryk fuldkommen ellevilde til at klappe, ja, Begejstringen var saa voldsom, at man kunde fristes til at tro, at de havde rottet sig sammen for at holde Grin med os; men det var nu vist alligevel ikke Tilfældet. – Ogsaa Aftenopvisningen blev særdeles vellykket.

I Toronto boede vi i den smukkeste og mest velindrettede K. F. U. M. Bygning, vi har set paa Rejsen. I det hele taget er Toronto en af de kønneste Byer i Canada. Det fik vi et tydeligt Indtryk af allerede ved Ankomsten. Paa Stationen blev vi nemlig hentet af en Del skønne, unge Damer, der straks tog os alle ud paa Tur i deres elegante Luksusbiler. Vi kørte langs Ontariosøen og kom igennem smukke Parkanlæg. Til sidst havnede vi i et dansk Hjem, hvor vi spiste Frokost.

Senere aflagde vi Besøg paa det store, smukke Universitet, hvor vi saa baade Svømning, Boksning og anden Idræt.

Samme Aften havde vi Opvisning for over 4000 Mennesker i en stor Hal, der sædvanligvis blev brugt til Ishockey. Vi optraadte dog ikke paa Glatis, men paa et Gulv, der var udlagt paa Isen. Alligevel var det et dejligt svalt Sted at arbejde.

De canadiske Aviser omfattede alle Vegne vor Gymnastik med stor Interesse. Omtalen i Toronto „Mail and Empire" var ikke mere rosende, end den havde været andre Steder; men jeg synes, den var saa poetisk og smuk, at den fortjener at gengives her:

„Unge Mænd og unge Piger fra Danmark løb, hoppede, sprang, slog Saltomortaler og dansede i Aftes ind i Hjertet paa 4000 Torontoboere tilsyneladende uden ringeste Besvær.

En tæt pakket Varsity Arena" jublede dem i Møde, og et stopfuldt Hus brød ud i eet - to - tre - 25 - 100 Begejstringsudbrud, som run­gede stærkere og stærkere, efterhaanden som Minutterne gik. Aldrig før har et Torontopublikum givet sit Bifald saa voldsomt til Kende ved en Idræts- eller Gymnastikopvisning som ved den, der blev givet af Niels Bukh, Forstander for Gymnastikhøjskolen i Ollerup, Danmark, og hans 24 unge Ledsagere.

Alle Hoveder bøjedes frem. Alle Øjne lyste. Smil straalede overalt. Publikum blev holdt i Aande fra først til sidst, og Bifaldet voksede bestandig.

Alle var vi begejstrede: Vore Gymnastiklærere, som beundrede den legende Lethed, hvormed Øvelserne blev udført. Vore smaa Drenge og Piger, der længtes efter som de at flyve i Luften med Fuglens Lethed. Vore aldrende Mænd og Kvinder, som var betaget af Elasticiteten i de 24 unge Skikkelser foran dem.

Alt var Musik og Rytme. Det hele var Frihed og Leg. Mange Mennesker fik et helt nyt Syn paa Gymnastik. Man fik ikke som tidligere Indtryk af stram Paapasselighed, men snarere af munter Sorgløshed.

Ligesom der hos de gamle Grækere var en inderlig Forbindelse mel­lem Musik og Legemsøvelser, saaledes sang eller nynnede de danske Gym­naster Børne- og Folkeviser, mens de udførte deres Gymnastik. Hvilken Ynde og Behændighed, Styrke og Kontrol var der ikke over deres Bevægelser. Unge Kvinder iført lette, lyseblaa Dragter foretog elegante Ligevægtsøvelser og gjorde høje Spring som Heste i „steeplechase", mens de kastede Smil ud her og der. Unge Mænd, muskuløse og smidige, gik paa Hænder, slog Saltomortaler og Flyvespring i forbløffende Fart, idet de sprang højere og højere op i Luften og aabenbarede uforfærdet Mod.

Der blev vist Folkedanse i gamle Nationaldragter. Mændene bar karakteristiske lyse Tophuer og Kvinderne forskelligfarvede Forklæder. Med gemytligt og indtagende Koketteri valsede de og dansede Kvadrilledanse, mens bløde, spinkle Violintoner afspejlede al den Munterhed, som rummes i de danske Folkedanse.

Aftenen begyndte med Holdets Indmarch, en dansk Sang blev sunget, og der hilstes med det rød-hvide Flag. Opvisningen sluttede paa samme Maade, mens Publikum rejste sig og tilkendegav sit Bifald ved tordenlignende Klapsalver. – Opvisningen blev holdt under Protektion af Universitetet i Toronto."

Ottawa er Canadas Hovedstad og skal være en smuk og interessant By. Vore Indtryk derfra er imidlertid meget flygtige. Vi var der kun fra den ene Dags Eftermiddag til den næste Dags Morgen og havde i Løbet af den Tid to Opvisninger paa Scenen i en stor Skoles Festsal.

Det eneste, der gjorde rigtig Indtryk paa mig i Ottawa, var en Flagermus, der under Aftenopvisningen blev ved at flyve omkring over Hovedet paa os og inde mellem Kulisserne. Særlig morsomt var det naturligvis, mens Pigerne dansede Sanglegen „Aa, lille Sommerfugl, hvor er du let og fin!" De kunde næsten ikke synge for Latter, og vi andre stod inde bag Kulisserne og lavede Grimasser, hvilket selvfølgelig heller ikke gjorde det lettere for Pigerne at holde paa Værdigheden.

Det var den danske Generalkonsul Holler og Vicekonsul Hergel i Montreal, der havde tilrettelagt hele vort Besøg i Amerika, saa vel i Canada som i De Forenede Stater. Dette store Arbejde var blevet gjort ual­mindelig grundigt og godt.

Montreal blev derfor paa sin Vis Hovedbyen. Vi havde da heller ikke mindre end tre Opvisninger i Byens største Haller, alle for fulde Huse. Den første Opvisning blev holdt for katolske Studenter. Ved denne Lejlighed blev vi for første og eneste Gang paa Turen budt velkommen paa Fransk. Ved næste Opvisning var Tilskuerne protestantiske Studenter, og ved den sidste havde vi et udsøgt celebert Publikum, der bl. a. talte et stort Antal udenlandske Diplomater. Ogsaa den Mand, der ledede de canadiske Tropper i Verdenskrigen, Sir Arthur, var til Stede.

Under Opholdet i Montreal var vi til Fest i den danske Forening og til Selskab hos Generalkonsulen og hans Frue.

En Dag spiste vi Frokost i Restaurationen hos Eaton & Co., et af de største Handelsfirmaer i Canada. Restaurationen var moderne udstyret. Saaledes var Vægge og Loft lavet af lydabsorberende Materiale, saa flere Hundrede Mennesker kunde spise paa een Gang, uden at der hørtes nogen nævneværdig Støj.

I hver Ende af Salen var der et lille Marmorbassin. Under Frokosten gjorde Vicekonsul Hergel sig bemærket ved af lutter Elskværdighed og Hjælpsomhed mod sin Borddame at falde paa Hovedet i et af Bassinerne, som var lige bag hans Stol. Naturligvis maatte han hjem og klæde sig om, inden kan kunde fortsætte Maaltidet.

I Toronto havde Niels Bukh ogsaa været til Frokost hos Eaton & Co. Han var kommet hjem derfra med en elegant, ny Overfrakke, som Chefen havde bedt om Lov til at forære ham. Bukh blev derfor ikke saa lidt forbavset, da der i Montreal blev præsenteret ham en Regning paa godt 100 Dollars for den paagældende Frakke; men naturligvis betalte han uden at undersøge Sagen nærmere. Jeg tænker dog, han maa have gjort det med en lidt underlig kold Fornemmelse. Noget lignende havde han vel næppe været ude for før. – Efter Niels Bukhs Hjemkomst til Gymnastikhøjskolen er Pengene blevet returneret sammen med Chefens dybeste Beklagelse af den skete Fejltagelse.

Med Vicekonsul Hergel som Fører var vi ude paa en lang Køretur i Montreal og den nærmeste Omegn.

Paa denne Udflugt var vi inde i en Park, der var vrimlende fuld af graa Egern. Med deres buskede Haler lignede de store Spørgsmaalstegn, der sad rundt omkring paa Træernes nøgne Grene.

I en Park i Dunfermline Nord for Forthfjorden i Skotland har jeg en­gang set den samme Slags Egern. Der var de saa tamme, at de uden Betænkning tog de Nødder, der blev rakt frem imod dem; ja, jeg kunde endog faa dem til at sidde paa min Skulder, mens jeg fodrede dem.

I Parken ved Montreal var de smaa Egern slet ikke tamme. De flyg­tede højt op i Træerne, hvis vi prøvede paa at nærme os.

Fra et højtliggende Udsigtspunkt i Parken saa vi ned over Montreal og ud over St. Lawrence Floden, der er saa dyb, at meget store Dampere kan gaa ind til Montreal.

Der havde en Tid været Tale om, at vi skulde sejle til Europa med et Skib fra Montreal; men det var blevet opgivet. I Stedet havde vi besluttet os til at sejle fra New York til Liverpool med Cunard-Liniens Baad „Andania", der skulde afgaa den 27. November. Paa denne Maade kunde vi nemlig faa et Par Fridage i New York inden Afrejsen fra Amerika. 

Vi havde i alt 17 Opvisninger i Canada og 8 i De Forenede Stater. Naar man ser bort fra den danske Del af Befolkningen, der alle Vegne tog meget hjerteligt imod os, var det som Regel saadan, at Interessen for og Forstaaelsen af Niels Bukhs Arbejde var større i Canada end i U. S. A. De tre sidste Byer, vi besøgte i Staterne, danner imidlertid en Undtagelse med Henblik paa dette Forhold.

I Troy, en mindre By i Staten New York, ligger „Russell Sage College", en stor Gymnastikskole for kvindelige Elever. Uddannelsen er tre­aarig. Skolen ledes af Miss Mc. Kinstry, der er en højt anset Personlighed indenfor den amerikanske Gymnastikverden. Igennem en Aarrække - nemlig siden Niels Bukhs Amerikatur i 1923 - er der ved hendes Skole blevet arbejdet næsten udelukkende med primitiv Gymnastik, idet hun dels har haft kvindelige Instruktører fra Gymnastikhøjskolen i Ollerup til at undervise sine Elever gennem længere Tidsrum, og dels har sendt saa vel sine Lærerinder som en Del af sine Elever paa Uddannelseskursus i Olle­rup. Flertallet af Deltagerne paa Niels Bukhs 6-Ugers Sommerkursus for amerikanske Lærerinder kommer saaledes fra „Russell Sage College".

Besøget i Troy blev derfor særlig festligt. Tilmed havde vi en Frisøndag der i Byen. Pigerne boede paa Skolen; vi andre var indkvarteret i Byen. Deraf maa man dog ikke slutte, at Elevernes Opmærksomhed og Interesse udelukkende samlede sig om vore ærede Ledsagere af det svage Køn. Nej, vi blev hver især hentet og bragt til og fra alt, hvad der skulde foregaa, af den yndigste lille Frøken Amerika, saa vi blev saamænd ikke snydt.

Marius, Arthur og jeg boede hos en gammel Ungkarl, Mr. Barker. Han havde det mest særprægede Hjem, jeg nogensinde har set. Han var hovedrig og tilhørte en Slægt, hvis Medlemmer alle havde rejst meget. Han havde været Jorden rundt adskillige Gange og var ked af, at Danmark var et af de faa Lande, han endnu ikke havde besøgt. Fra sine Rejser havde han hjemført en Rigdom af fine og kostbare Erindringer. Vore japanske Smaating blegnede slemt ved Siden af de Kunstgenstande, som han kunde vise os i sin herskabelige Lejlighed. Han havde en særlig Passion for Staalstik. Af den Slags Billeder havde han ogsaa en ganske enestaaende Samling, over 70 prægtige Stik af en og samme Kunstner. Paa sine mange Rejser havde han opsporet dem i Amerikas og Europas bedste Kunstforretninger.

Vi ankom til Troy Lørdag den 21. November om Eftermiddagen. Vi havde Opvisning samme Aften i den militære Gymnastiksal.

Det var et stort og tillige et meget fornemt Publikum, vi havde ved denne Opvisning, og alt gik yderst stilfuldt til. Unge Damer i elegante Selskabskjoler viste Tilskuerne paa Plads, og et stort Orkester underholdt dem med den herligste Musik, inden Opvisningen begyndte.

Med Dannebrog i Spidsen og iført vore lyseblaa Silkedragter marcherede vi ind med en Følelse af, at det her gjaldt om at vise det bedste, vi overhovedet formaaede. Da Rosendahl sænkede vor smukke Fane til Hilsen, stemte Orkestret i med „Kong Christian stod ved højen Mast!", og Tilskuerne rejste sig i Ærbødighed. Derefter løb Mændene ud til Omklædning, mens Pigerne gik i Gang med deres primitive Gymnastik. Deres Arbejde var naturligvis paa en Maade det væsentligste her, hvor vi var Gæster paa en Kvinde-Gymnastikskole.

Da Pigerne var færdige, viste vi andre som sædvanlig vort primitive Program i „smaa sorte". Saa kom Pigerne igen med Opvisningsgymnastik, Sanglege og Spring, og inden vi alle sluttede af med Folkedanse i danske Nationaldragter, viste Mændene Stillingsgymnastik, Spring og Behændighedsøvelser.

Hele vor Opvisning blev her i Troy modtaget med en saa stor Forstaaelse, som vi kun sjælden havde mødt. Til Slut overrakte Miss Mc. Kinstry med nogle smukke Ord Niels Bukh en stor Buket røde og hvide Roser som Tak for Opvisningen.

Mens vi opholdt os i Troy, gav Niels Bukh en Instruktionstime for en stor Del af Eleverne paa „Russell Sage College". Det var tydeligt at se, at de var vant til at have med primitiv Gymnastik at gøre. De fleste af dem arbejdede meget dygtigt; men deres bedste Gymnastiklærerinde, Miss Andrews, har ogsaa gentagne Gange været paa Kursus i Ollerup, og har her hævdet sig som en fremragende Leder af primitiv Gymnastik med Kvinder.

Søndag Eftermiddag var vi alle paa Besøg i Miss Mc. Kinstry's smukke Hjem, og om Aftenen var der Underholdning for os paa Skolen. Eleverne gav forskellige Numre til bedste, og Miss Andrews viste os en udmærket Film, hun havde optaget under sit sidste. Besøg i Danmark. Vi saa Bøndergaarde med Storkereder, og vi saa Gymnastik paa Plænerne ved Gymnastikhøjskolen. Midt i Filmen dukkede et ægte sydfynsk Lokomotiv op. Dampen strømmede stødvis ud fra Piben, saa vi næsten troede, vi kunde høre den fløjte. I Sammenligning med de Kæmpelokomotiver, vi var vant til at se i Amerika, virkede dette danske Privatbanelokomotiv næsten som en lille, gal Foxterrier ved Siden af en stor, besindig St. Bernhardshund.

Bagefter fremviste Marius en Del af de mange Ruller Film, han havde optaget paa Turen. De var udmærkede. Det var morsomt at genkende flere af de elskværdige Japanere, som vi havde tilbragt saa megen Tid sammen med. Mange halvglemte Minder blev opfrisket, mens vi saa os selv optræde paa det hvide Lærred som Hovedpersoner i den eventyrlige Østerlandsfærd.

I Boston besøgte vi ogsaa en større Gymnastikskole med treaarig Uddannelse for kvindelige Elever. Miss Bouve, der ejer denne Skole, har i flere Aar hver Vinter haft en ung Pige fra Danmark til at undervise i Niels Bukhs Gymnastik. Efter vort Besøg fik Skolen paany en saadan Instruktør, idet vi maatte efterlade en af Holdets Deltagere. Det var Grete Funck fra Stege. Trods sine 20 Aar var det forøvrigt allerede tredie Gang, Grete begyndte som Lærerinde derovre, saa hun maa have klaret sit Hverv særdeles godt hidtil. – Grete rejste dog med os videre til New York og tog først tilbage til Boston, da vi andre satte Kursen mod Danmark.

Vi tilbragte kun en halv Dag i Boston og havde to Opvisninger paa Skolen, saa der blev ikke Tid til mange Oplevelser udenfor Gymnastiksalen.

New York blev en interessant Afslutning paa vort Ophold i Amerika. Den 24. November hen paa Eftermiddagen ankom vi til „Grand Central Station". Gamle O. D. Kammerater modtog os paa Banegaarden. Pigerne skulde bo paa en Afdeling af K. F. U. K., vi paa K. F. U. M.

Vor omfangsrige Bagage skulde vi naturligvis have med til vort Logis. Vi lejede et Par store Taxabiler til at køre den derhen. Pigernes Kufferter stoppede vi ind i den ene. Den blev fyldt lige til Loftet. En af os maatte med, for at vi kunde være sikre paa, at Bagagen kom derhen, hvor den skulde. Jeg fik Adressen skrevet op, og med stort Besvær borede jeg mig ind mellem Kufferterne. Jeg maatte sidde paa Hug helt nede paa Bunden for at kunne være der. Saa kørte Bilen ud i Gademylderet. Fra min beskedne Plads under de mange Kufferter prøvede jeg forgæves at kikke op til Toppen af de høje Skyskrabere. – Det var min Entre i New York.

Samme Aften havde vi Opvisning paa „City College", som hører ind under New Yorks Universitet. Der var 2000 Mennesker til Stede. Alt var udsolgt længe i Forvejen.

Faa Dage efter Opvisningen begyndte en af Niels Bukhs dansk-amerikanske Elever, Oskar Wittrup, der underviser paa „City College", efter Anmodning et længere Kursus i primitiv Gymnastik for samtlige Universitetets Idrætsledere..

Med Opvisningen i New York var Arbejdstiden i Amerika til Ende. Der fulgte nu tre Fridage, som vi nød i fulde Drag.

Selvom New York ikke er propfuld af Seværdigheder, som f. Eks. Paris, saa er den dog ikke desto mindre en af Verdens ejendommeligste Byer, hvor det nok er Umagen værd at se sig lidt om. Paa vor Rejse havde vi naturligvis allerede set saa meget interessant, at vi ikke mere lod os imponere af Smaating; men hvad vi saa i Løbet af vore tre Fridage i New York, kunde alligevel nok faa de fleste af os til at gøre store øjne.

En Del af Niels Bukhs gamle Elever, der arbejder med Gymnastik i New York, samt flere andre venlige Mennesker, hjalp os med at faa Tiden anvendt paa bedste Maade.

Vi boede lige i Hjertet af New York, midt paa Halvøen Manhattan. Blot vi traadte udenfor Døren paa „William Sloane House", hvor vi havde Ophold, kunde vi se Verdens højeste Bygningsværk, „Empire State". Tilsyneladende laa det kun nogle faa Huslængder nede i Gaden; men der var dog i Virkeligheden et Par Kilometer derhen.

Sammen med Carlsen og Wittrup travede vi rundt fra Morgen til Aften. Fra „Central Park" kørte vi med Bus gennem Hovedfærdselsaaren, Fifth Avenue, der deler Manhattan i Øst- og Vestsiden. Vi satte os naturligvis ovenpaa for at faa fri Udsigt til alle Sider, ud over den mægtige Trafik i Gaderne og op til Toppen af de høje Huse.

Med den underjordiske Bane tog vi til Sydspidsen af Manhattan, hvorfra vi saa ud over Vandet til den kolossalt store og kolossalt grimme Fri­hedsgudinde, der staar ved Indsejlingen til New York.

Vi var inde i Verdens største Akvarium, hvor vi saa Søkøer og Havheste samt en 7-8000 andre mærkværdige Dyr. Vi var ude paa den kæmpemæssige Brooklynbro, der ligesom flere andre Broer fører fra Manhattan over East River til Brooklyn paa Long Island. Den er en Hængebro, der bæres af et vidtforgrenet Net af Staalbarduner.

Ogsaa Washingtonbroen saa vi. Den fører over Hudson River, og den er ganske ny; den var blevet aabnet, faa Dage før vi kom. Washingtonbroen er den Hængebro i Verden, der har den længste Spændvidde mellem to Sæt Bropiller. I en Længde af 1200 m er Broen ikke understøttet, og alligevel er de bærende Barduner langt spinklere end f. Eks. paa Brooklynbroen. En Aften inviterede Niels Bukh os alle i Roxy, Verdens største Biograf. Inden Forestillingen var der Artistoptræden og Ballet. Alt var pragtfuldt iscenesat. Flammedansen husker jeg bedst. Dragterne! de dansendes Bevægelser! Lysvirkningerne - det hele smeltede sammen til et livagtigt Billede af en Brand. Man saa Ildtunger slikke op mod Nathimlen, og man saa dem dø hen for snart efter at blusse op igen.

Forestillingen sluttede med en festlig Micky-Mouse-Tegnefilm. Inden vi tog hjem, gik vi en Aftentur gennem Broadway og over Times Square for at se de fantastiske Lysreklamer, der ikke har deres Sidestykke noget Steds i Verden. Derefter fulgte vi vore Piger hjem og tog saa med Højbanen til „William Sloane House" i 34th Street.

Den 26. November var det en amerikansk Helligdag, „Thanksgivings­day". Miss Mc. Kinstry var kommet fra Troy for at være sammen med Niels Bukh de sidste Par Dage, vi var i Amerika. Hun inviterede os alle til Middag. Vi fik stegt Kalkun, som det hører sig til paa denne Dag.

Bagefter var vi oppe i „Empire State". Denne Bygning er 367 m høj, altsaa betydelig højere end Eiffeltaarnet i Paris. Alligevel kører man op med Elevator paa eet Minut. I Eiffeltaarnet varer det, saa vidt jeg ved, et Kvarter. Fra Observatoriet paa Etage Nr. 102 havde vi en betagende Udsigt over den vældige Storby. Det var henimod Aften; men det var klart Vejr, saa vi kunde se langt til alle Sider. Vi saa de mange store Broer, der fører over East River til Brooklyn og over Hudson River til New Yersey. Vi havde frit Udsyn over de utallige Kajer langs Manhattans Betonbredder, og vi saa „Chrysler Building", den næsthøjeste Skyskraber, løfte sit slanke, gyldne Spir som et Symbol paa moderne Arkitektur. Vi blev længe oppe i „Empire State". Til sidst begyndte det at mørkne, og vi saa Lysene tændes i den mægtige By nedenunder os.

Om Aftenen den 27. November gik vi om Bord paa „Andania", som skulde føre os over Atlanterhavet til Liverpool.

Forinden havde vi fulgt Grete til Toget. Det maa egentlig ikke have været saa let for hende. Hun skulde op til sit Arbejde blandt fremmede Mennesker i Boston. Vi andre skulde hjem og holde Jul i Danmark.

Det er en mørk Decemberaften. „Andania" ligger ved Kajen i Liverpool. Passagererne er ved at gaa fra Borde. Losningen af de rejsendes Bagage er allerede i fuld Gang. Ad en jernbeslaaet Træslidske glider de store Kufferter og Kasser ned paa Havnepladsen, hvor Arbejdere staar parat til at bringe dem videre. Slidsken er høj, og den er ret stejl, saa de tunge Kufferter faar fuld Fart paa. Det gnistrer efter dem, og de glider langt ind paa Havnepladsen, hvis de da ikke forinden med et Brag tørner mod et eller andet, der er kommet i Vejen.

Nogle af os staar oppe paa Mellemdækket og ser til. Vi kikker nøje efter, naar vore Kammeraters eller vore egne Kasser bliver ekspederet. Vi tænker bekymret paa vort japanske Porcelæn; men der er alligevel noget vist spændende ved at se vore store Kasser, der er omviklet med Staalbaand, suse af Sted med en Hale af Gnister efter sig.

Vi skulde videre til London samme Aften med Ekstratog. Saa snart Toldeftersynet var overstaaet, begav vi os paa Rejse gennem England, og før Midnat blev vi indkvarteret paa Kingsway Hotel midt i Storbyens Hjerte.

Vi tilbragte kun een Dag i London; men denne Dag blev til Gengæld meget vellykket, hvilket i høj Grad skyldtes „Dagens Nyheders" derboende Medarbejder, Hr. P. Federspiel, som ydede os al tænkelig Hjælp. Han tog saaledes os alle ud paa en Rundtur i London pr. Bus og bidrog ved denne Lejlighed ved sine fængslende og oplysende Forklaringer til at gøre de mange seværdige Pragtbygninger og Kunstskatte yderligere interessante for os. Vi saa det gamle Fæstningsværk Tower med dets imponerende Samlinger af Rustninger, Vaaben og Kronjuveler. Vi saa St. Pauls Cathedral, hvor Nelson og Wellington ligger begravet. Vi kørte over flere af de Broer, der forbinder Themsens Bredder. Vi fik et lille Indtryk af det travle Forretningsliv i Oxford Street. Vi saa den engelske Konges Residens, Buckingham Palace. Vi besøgte Parlamentsbygningen, og vi stod stille i nogle Minutter foran den ukendte Soldats Grav i Westminster Abbey.

Et lille Billede fra London husker jeg særlig godt. Vi holdt om Eftermiddagen paa Tower Hill paa en aaben Plads udenfor Murene. Vi ventede paa Niels Bukh og Federspiel, som var gaaet hen paa det nærmeste Postkontor for at afsende et Par Telegrammer til Danmark.

Forskellen mellem New York og London var iøjnefaldende. Der saa helt hyggeligt og provinsagtigt ud omkring os, naar vi sammenlignede Kvarteret med den Skov af Skyskrabere, vi for kort Tid siden havde forladt. Husene var forholdsvis lave, og der stod det ene Spand Heste ved Siden af det andet med svært, nikkelbeslaaet Seletøj og gumlede i deres Muleposer. I Nærheden af vor Omnibus var der ved at blive Opløb. Et forpjusket Kvindemenneske havde ved en flydende Ordflom og ivrige Gebærder samlet en Del Tilhørere om sig. Jeg kunde ikke lade være med at gaa hen at høre lidt paa hende. Hun formanede alle til at omvende sig fra Syndens Veje og til at tage imod den Haand, Kristendommen rakte dem. Efterhaanden kom andre Talere til og tog Plads i Nærheden for at faa Tag i de Mennesker, der var strømmet sammen. Til sidst var der en 5-6 Vækkelsesprædikanter, der raabte i Munden paa hinanden. De har formodentlig tilhørt forskellige Sekter. Midt imellem dem var en gammel Mand med tyndt, graat Skæg krøbet op paa en Sildekasse. Fra denne Prædikestol søgte han at overdøve alle de andre og overbevise de tilstedeværende om, at alt, hvad de fortalte, var Løgn og Opspind, og at Kristendommen kun var et stort Bedrag. Jeg gik lidt omkring for at iagttage de forskellige Mennesketyper og for at se, hvordan Talerne virkede paa dem. Nogle hørte andægtigt til; andre spyttede foragteligt ad dem. Hyssende Tilraab blandede sig med de hæse Stemmer. Det hele var een stor Forvirring.

Til sidst naaede jeg hen til en gammel Neger, der stod udenfor Mylderet. Hans krøllede Haar var graat. Godhed og Fred lyste ud af hans furede Ansigt, som han stod der omgivet af ganske faa Tilhørere og stilfærdigt og inderligt fortalte om, hvad Kristus havde betydet for ham.

Snart blev der imidlertid vinket efter mig fra Bilen. Niels Bukh var kommet, og vi skulde videre; men denne Negers Ansigt staar endnu for mig som et af de fineste og bedste, jeg nogensinde har set.

Der var indløbet en Del Indbydelser til Niels Bukh om Opvisninger i England. Vi havde opgivet at tage imod dem, dels fordi vi ikke tilstrækkelig tidligt havde kunnet faa nøjagtig Besked paa, hvornaar „Andania" vilde naa Liverpool, og dels fordi Ankomsten til Danmark ikke gerne maatte udsættes længere end højst nødvendigt.

Mandag Aften den 7. December rejste vi til Harwich, hvor vi gik om Bord paa „A. P. Bernstorff", der skulde føre os det sidste Stykke Vej hjem mod Danmark.

Man rejser ud for hjem at naa, siger et gammelt Ord. Det er en stor Sandhed, som vi til fulde havde lært at erkende. Længe havde vi glædet os til det Øjeblik, der nu stod for Døren. Herlige og mangfoldige havde vore Oplevelser ude i Verden været, men den største og den bedste var endnu tilbage. Mens Skibet gyngede paa Vesterhavets Bølger, stod vi Tirsdag Aften ved Nitiden oppe paa Kommandobroen og saa frem i Mørket. Lysene fra Esbjerg blinkede allerede i Horisonten.

En halv Times Tid senere gled Baaden ind mod Englandskajen. En Skov af rød-hvide Faner blafrede i Skæret fra de luende Fakler, der flammede os i Møde. Havnepladsen var sort af Mennesker. – En halv Snes Tusind, tænker jeg, der var. - Ogsaa vi havde Fanen fremme, og vi stemte nu i med „Hil dig, vor Fane, Korsbanner hvidt!", den Sang, vi havde sunget, da vi for godt og vel 4 Maaneder siden stod ud fra Københavns Frihavn om Bord paa „Vistula".

Snart kunde vi genkende paarørende eller bekendte inde i Folkemylderet. Glade Tilraab og Hilsener krydsede hinanden over det smalle Bælte af Vand, der endnu var mellem os og Kajen. Et Orkester spillede „Der er et yndigt Land!". Alle sang med - vi ogsaa.

Endelig blev Landgangsbroen gjort klar. Vi gik ned paa Havnepladsen, hvor vi straks blev omringet af prægtige, velkendte Mennesker. Straalende Modtagelser havde vi været med til mange andre Steder; men aldrig havde vi følt en saadan Hjertevarme slaa os i Møde som her, hvor vi igen satte Foden paa dansk Jord.

Der fulgte nu en lille Festlighed paa Havnepladsen, hvor Formanden for De danske Gymnastikforeninger, Skolebestyrer P. J. Skriver, og mange andre foran Mikrofonen bød os velkommen hjem til Danmark, og hvor Niels Bukh gennem Radioen takkede alle de mange, der i Tankerne havde fulgt os paa Turen Jorden rundt, og ligeledes alle dem, der havde været med til at berede os en saa smuk og festlig Modtagelse i Esbjerg.

Den følgende Aften havde vi Opvisning, og Dagen efter rejste vi til København. Her blev vi modtaget af Overbestyrelsen for De danske Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforeninger. Vi kørte straks til Langelinies Pavillon, hvor der var Festmiddag med Taler og Sange. – Om Aftenen var vi Det kongelige Teaters Gæster under Opførelsen af „Cant".

Næste Dag, Fredag den 11. December, havde vi vor første Opvisning i Idrætshuset, hvor Kongen var til Stede.

Efter at have haft endnu tre Opvisninger i København, rejste vi til Slagelse, hvor vi ogsaa viste Gymnastik. Derfra gik Turen til Ollerup. Fra Nyborg kørte vi i Rasmussens og Hansens Biler, med hvilke vi før Afrejsen havde turet Danmark igennem paa Kryds og tværs. Efter Anmodning standsede vi paa Torvet i Svendborg. Byen var flagsmykket, og der var en Mængde Mennesker samlet, da vi kom. Amtmanden, Borgmesteren og flere andre bød os i smukke Ord velkommen tilbage til Sydfyn.

Snart efter naaede vi hjem til Gymnastikhøjskolen, der var nydeligt smykket i Anledning af vort Komme. Alle Eleverne og Lærerne var samlet udenfor paa den store Plæne under en Kreds af smældende Dannebrogsflag.

Om Aftenen holdt vi Opvisning i Gymnastikhøjskolens Sal for Elever og Venner af Skolen.

Endnu en Gang skulde vi til København. Rigsdagens Præsidium havde anmodet Niels Bukh om at give en Opvisning i Fællessalen paa Christiansborg, for at Regeringens Medlemmer kunde faa Lejlighed til at takke ham, fordi han med sin Ungdomsflok paa saa smuk en Maade havde repræsenteret Danmarks Navn og Flag ude i Verden.

Denne Opvisning blev holdt Onsdag Aften den 16. December. Flertallet af Ministrene og Rigsdagsmændene var til Stede. Bagefter var vi indbudt til Frokost sammen med Præsidiet i Rigsdagens private Spisesal. Under visningsminister Borgbjerg, Indenrigsminister Dahlgaard og flere andre holdt smukke Taler, og Niels Bukh fortalte efter Anmodning i ganske korte Træk om vor lange, begivenhedsrige Tur.

De danske Gymnastikforeninger havde indbudt os til Landsfest Torsdag den 17. December i Odense. Det blev en god Dag med festligt Samvær med mange prægtige Mennesker fra Gymnastikkredse i det ganske Land.

Atter tog vi ned til Gymnastikhøjskolen i Ollerup. Herfra drog vi ud, og hertil vendte vi tilbage for at holde en lille privat Afskedsfest, inden vi rejste hver til sit. Mange rige Minder havde vi samlet os paa Turen Jorden rundt. – Nu skulde vi holde Jul i vore Hjem. 

Se galleriet med alle 65 billeder fra rejsen jorden rundt.